Prøv avisen

Bodil og Frede: Det er en kunst at komme igennem den første tid uden hjemmeboende børn

Der er blevet meget stille i parcelhuset i Thisted, efter alle tre børn er flyttet hjemmefra, synes Bodil og Frede Skoust. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Bodil og Frede Skoust var ikke helt forberedt på, hvor stille der blev i parcelhuset i Thisted, da deres yngste datter for en måned siden flyttede hjemmefra. Nu er de bevidst om at fylde tiden med noget nyt

Det var, da de vinkede til den tætpakkede bil, som langsomt kørte ned ad villavejen i Thisted, at det for alvor gik op for Bodil Nørgaard Skoust, 60, og Frede Skoust, 70, at en æra var slut. Efter 23 år med hjemmeboende børn var huset nu stille.

I bilen sad deres yngste datter, Marie, med sine vigtigste ejendele. Hendes storebror Jonathan agerede chauffør og sørgede for at bringe sin lillesøster sikkert frem til en ny tilværelse i Rørvig på Sjælland. Da bilen var kørt med Marie, og hun officielt var flyttet hjemmefra, blev hendes forældre begge ramt af følelsen af sorg og savn på en måde, som kom bag på dem.

”Jeg blev virkelig ked af det, og de første dage græd jeg, især når jeg gik forbi Maries værelse. Jeg havde en følelse af at være blevet forladt, ligesom hvis en kæreste var gået sin vej. Jeg tænkte, at hvis jeg blev ved med at have det på den måde, ville jeg blive nødt til at tale med en professionel om det her, for ellers ender det i en depression. Jeg blev fuldstændig overmandet af magtesløshed og meningsløshed,” fortæller Bodil Nørgaard Skoust.

”Jeg blev også ked af det. Og så var det hårdt for mig at se min kone græde. Det gjorde mig fortvivlet over fremtiden, for hun var ulykkelig,” siger Frede Skoust.

Hun er leder af Thisted Friskole, og han er pensioneret møbelsnedker, men passer fortsat sit job som kirkesanger. Han har to voksne børn fra et tidligere forhold, og sammen har de Kristine på 23, der bor lidt uden for Thisted og er kostumedesigner, Jonathan på 22, der læser hf i Aalborg, og så Marie på 20, som for en måned siden flyttede til Rørvig, hvor hun er flyttet ind hos nogle gode venner af familien. Hendes plan er at finde et arbejde der, så hun kan tjene penge til at komme på højskole.

”Jeg kunne godt have set for mig, at hun var blevet boende her lidt længere og havde fundet et arbejde, men det skulle være nu. Efter hun blev færdig med gymnasiet i sommer, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme hjemmefra. Og det kan jeg godt genkende fra mig selv,” siger Bodil Nørgaard Skoust.

Vi sidder i stuen i parcelhuset på en villavej i Thisted. Forhaven er gravet op, og på kommoden ligger håndtegnede arkitektoniske planer for, hvordan den nye have skal se ud. Blomsterbede, græs og et loungeområde skal give nyt liv foran huset. For blot et år siden flyttede familien fra den ejendom langt ude på landet, hvor de boede, da børnene blev født og voksede op, og til det centralt beliggende parcelhus i byen, så det er på flere måder en brydningstid i familien Skoust. Marie og Jonathans navne står fortsat på postkassen, og de to har også begge et værelse i det nye hus. Jonathan plejer at komme hjem hver sommer for at arbejde på byens isfabrik. Men lige nu er det altså blevet forfærdeligt tomt i huset, synes forældrene.

”Marie er meget livlig og sprudlende, så for mig, der ikke skal på arbejde, er det en stor forskel, at hun ikke længere kommer hjem fra skole og fortæller, hvad hun har lavet. Eller ikke ringer og skal hentes i byen, fordi hun har været til fest. Jeg har flere gange taget mig selv i at lytte efter hende i huset,” siger Frede Skoust.

Den 3. august lavede Bodil Nørgaard Skoust et opslag på sin Facebook-væg fra den dag, Marie flyttede hjemmefra. Hun skrev: ”Det er FORFÆRDELIGT, når mindstebarnet flytter hjemmefra, og vi to gamle skal til at bo helt alene. Uh, hvor er her stille.” Opslaget var ledsaget af et billede af Marie, som sidder smilende i bilens bagagerum blandt kommoder og kufferter.

Den 5. august fulgte Bodil Nørgaard Skoust op med endnu et opslag: ”Da jeg googlede min tilstand, fandt jeg ud af, at der er en betegnelse for det: ’Empty Nest Syndrome’. Jeg tror, mange af jer har prøvet det. Det er godt at vide, at det er okay at have det sådan, og at det nok skal gå over.”

Datteren Marie svarede på sin mors opslag med hjerter og ord: ”Åh dejlige mor. Du skal nok klare dig.”

”Det er hårdt, fordi Marie er den yngste og den sidste, der boede hjemme. Det er en tid, der er slut, og det bliver aldrig det samme igen. Det er meget vemodigt, og jeg tænker det som en livskrise, der har ramt mig – os. Det generede mig overhovedet ikke, da jeg for nylig fyldte 60, og jeg havde det også rigtig fint med, at børnene tog på efterskole, men dette ramte mig hårdt,” siger Bodil Nørgaard Skoust.

Før hun fik googlet sig frem til, hvad der måtte have ramt hende, var hun ikke klar over, at mange i hendes omgangskreds havde haft lignende oplevelser, da deres børn flyttede hjemmefra.

”Jeg havde ikke før mødt nogen, som snakkede åbent om det. Måske er det lidt et tabu, at man også kan blive ked af det som voksen. Så det er bestemt ikke nogen skade til, hvis flere tør at snakke om det. Efter at jeg selv har sat ord på, hvordan jeg oplevede det, har det vist sig, at jeg kender mange, som har været kede af det, og som faktisk stadig er det,” siger hun.

”Ja, jeg er nok også flov over at være pibet og have let til tårer. Som forælder ønsker man ikke at fremstå som pjevset. Men jeg må indrømme, at selvom børnene er i trygge rammer, så gør det mig urolig, at de er så langt væk, at jeg ikke bare kan komme og hente dem,” tilføjer hendes mand.

Spørgsmålet er, hvorfor det er så hårdt, når den sidste unge flyver fra reden. Er det sværeste, at børnene ikke længere er der, eller er det sværeste i virkeligheden, at man på et eller andet plan skal genopfinde sig selv og det, man har sammen som par?

”Vi skal lære at snakke sammen og se på hinanden igen. Jeg er 10 år ældre end Bodil, så det stiller også krav til mig om ikke at blive et gammelt nokkefår. Nu skal jeg i gang med at gøre noget selv og finde ud af, hvordan man er byboer. Bodil har allerede fundet flere ting, jeg kan gå til,” siger Frede Skoust.

Hans hustru supplerer:

”Vi var forholdsvist gamle, da vi fik vores børn. Jeg var 35, og Frede var 45, så vi sad ikke med en følelse af, at det greb ind i vores ungdom. Og så fik vi tre børn på tre år, så selvom vi ikke levede vores liv igennem vores børn, så fyldte de det hele. Vi havde tre blebørn, tre teenagere og tre børn, der begyndte at gå i byen på samme tid. Nu skal vi finde noget nyt at fylde i vores liv.”

Siden hun skrev opslaget på Facebook om, at det var forfærdeligt, at den yngste var flyttet, har hendes sindsstemning ændret sig til det bedre. Simpelthen fordi det har hjulpet hende at snakke om det med andre og finde ud af, at hun ikke er alene.

”Før jeg mistede min mor, vidste jeg heller ikke, hvordan det var at miste sin mor. Jeg tænkte vel, at det var en naturlig del af livet, men det ramte alligevel hårdt. På samme måde tror jeg, det for mange er en kunst at komme igennem den første tid uden hjemmeboende børn. Men nu begynder jeg også at kunne nyde roen og sætte pris på at læse avisen uden at blive forstyrret. Og så skal vi netop være bevidste om at fylde vores tid med noget andet end børnene.”

Det er hendes mand enig i:

”Denne sommer lykkedes det os at komme til visefestival i Skagen, som vi havde snakket om i 24 år. Vi har også fået en weekendtur i gave, så der er noget, vi skal,” siger Frede Skoust.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix