Prøv avisen
Spørg om livet

Min veninde gennem 65 år har vraget mig over en mail

"Jeg må revidere mange af mine minder, når den person, som jeg havde et fortrolighedsforhold til, pludselig har afvist mig. Min selvtillid har fået et knæk. Og mit liv er ændret," skriver Mille. Modelfoto. Foto: Photographee.eu - Fotolia

Milles veninde har efter 65 års venskab afbrudt kontakten. Og oven i smerten er det en tillægsbyrde ikke at kende årsagen til bruddet

Kære brevkasse

Jeg blev meget berørt af Agnetes fortælling i brevkassen for 14 dage siden, hvor hun beskrev en meget lang og krisefuld tid for hende og manden, og hvor Agnete fortalte, hvor ked hun var over, at hendes veninde gennem tres år ikke havde været der for hende eller interesseret sig for, hvad der skete.

Jeg synes, at jeres svar til Agnete indeholdt mange rigtige råd, sådan som det sædvanligvis er tilfældet med brevkassen. Men jeg vil gerne have lov at komme med mine tilføjelser. Efter min opfattelse er venskaber noget af det mest dyrebare, vi har, og jo længere et venskab har varet, jo mere dyrebart. Derfor skal vi, så vidt det er muligt, værne om vores venskaber.

Vi skal huske på alle de gode minder, som vi er fælles om, og vi skal huske på alle de tidspunkter i vores liv, hvor vores og vores vens fælles liv er koblet til hinanden, og hvor det fælles derfor forstærker minderne. En klog person har sagt: Venskaber er livets guld. Et rigtig gedigent venskab er et, hvor du altid ved, at den anden støtter op om dig, også selvom du har opført dig fjollet, sagt noget underligt, eller bare er dig selv.

Jeg kan slet ikke komme med flere bud på, hvorfor Agnetes veninde udviste den tilsyneladende manglende interesse. Derimod vil jeg bemærke, at nogle mennesker har veludviklede empatiske følelser, andre har knap så mange, eller deres empatiske følelser er måske bare rettet mod andre mål. Og desuden må vi ikke glemme, at vi som mennesker alle begår fejl, ofte uden at være os det helt bevidst. Vi skal heller ikke glemme, at vi begge er ligeværdige i et venskabsforhold. Af nævnte grunde er mit råd også, som I foreslår i brevkassen, at Agnete må skrive til veninden og prøve at finde ind til hende igen og prøve at snakke med hende på en ligeværdig måde, så begge kommer til orde.

Baggrunden for mine råd og bemærkninger er, at jeg netop selv er blevet vraget af min veninde gennem mere end 65 år. Forleden fik jeg en mail med besked om, at vores venskab er slut, og at hun ikke ønskede noget svar på sin mail. Begrundelsen er vistnok uenighed om nogle spørgsmål i en diskussion om et emne, der slet ikke er personligt.

Men baggrunden er ikke det væsentlige i denne sammenhæng. For rigtige venner bør kunne snakke om tingene, jævnfør det jeg indledte med. Det er derimod væsentligt, at venskabet blev afsluttet på den beskrevne måde. For det betyder for mig, at venskabet ikke har været baseret på ligeværdighed.

Et af resultaterne for mig er, at en person, som har kendt mig i det meste af mit liv, og som ved næsten alt om mig, og som har deltaget i store dele af mit liv, pludselig ikke er der mere for mig. Jeg må revidere mange af mine minder, når den person, som jeg havde et fortrolighedsforhold til, pludselig har afvist mig. Min selvtillid har fået et knæk. Og mit liv er ændret.

Jeg spørger mig selv, hvorfor? Jeg synes, at jeg har været der, når min eks-veninde havde problemer, eller når hun havde gode nyheder og i øvrigt altid. Men har der måske været tidspunkter, hvor jeg har svigtet, eller hvor jeg har været for optaget af mit eget?

Venlig hilsen

Mille

Kære Mille

Mange tak for dine refleksioner i forhold til vigtige temaer omkring venskab. Venskaber er guld værd. Vi mennesker er relationelle skabninger, og det at være set, kendt og have følgeskab i glade og svære stunder med andre gennem lang tid er særdeles vigtigt. Mange mennesker bærer netop på smerte og ensomhed, fordi de smager på længsel efter disse ting.

Venskaber kan have vidt forskellig karakter. Det er svært at finde en fast definition på venskab. Man kan have venner, man ser ofte, nogle meget sjældnere. Nogle kan man måske lave oplevelsesting med, andre græder man ud hos. Nogle kan man have mod til at vise flere sider af sig selv til end til andre.

Vi er enige med dig i, at ligeværdighed i venskaber er vigtigt. Og alle har vi et ansvar i forhold til vores vigtige relationer. Alligevel er det ikke sådan, at man altid kan tale om symmetri, når det gælder venskaber. Nogle gange kan den ene part have større overskud eller sårbarhed end den anden. Det er jo netop derfor, det er godt at have venner, med hvem man også kan dele eller vise sine nederlag eller manglende overskud.

Vi sad netop i går ved et bord, hvor vi var inviteret sammen med fælles venner til et veldækket bord. Det er en gave, når man bliver det. Og samtalen faldt også på, at vi alle er forskellige steder i vores liv og har forskellige livsudfordringer – nogle, der er måske kortvarige, andre mere permanente, og at vi derfor ikke behøver at tænke ”ligeligt” altid. Man kan netop ofte komme til at tænke: ”nu har de eller de inviteret eller taget kontakt”. Nu er det min tur. Ligeværd er godt, men det at man også kan få lov at slippe for ordsproget ”lige for lige, når venskab skal holdes”, kan også være godt og være en gave.

Og så minder dit brev os alle om, hvor hårdt det er at blive valgt fra – ikke mindst efter mange års gensidigt kendskab. Det møder vi ofte i vores arbejde – at nogen man har knyttet sig til og har fælles historie med, ikke mindst i en parrelation, vælger en fra. Men smerten gælder også langvarige venskaber, hvor man måske bliver valgt fra. I det hele taget har vi måske ikke nok syn for, hvor vigtig tilknytning er også for voksne.

At blive valgt fra uden at kende årsagen til det er en betydelig tillægsbyrde. Det gælder både, når det handler om venner og om familie. Når man ikke kender årsagen, er der jo frit løb for alle mulige fantasier og bebrejdelser, måske både i forhold til sig selv og sin eks-ven. Og når der ikke gives en forklaring er man i et tankeunivers, der på en måde ikke kan finde sin endestation – som man trods smerten kan hvile lidt ved.

Derfor tænker vi også, at rådet til Agnete om ikke bare at bryde kontakten med den veninde, hun synes har været meget fraværende igennem svære sygdomstider, giver god mening. Og du skal sandsynligvis være kreativ og finde din vej tilbage til hende, som nu er så afvisende.

Det kan være nødvendigt at bryde vigtige kontakter både til familiemedlemmer og til venner – men det at give muligheden for at give eller modtage tanker og grunde for disse beslutninger kan være afgørende. Så det ville være godt og vigtigt for dig at få mulighed for en samtale med din sikkert vrede veninde, trods det at hun ikke vil have noget svar. Man skal respektere mennesker, men et venskab efter 60 år, der slutter med en mail, som ikke ønskes besvaret, må man godt være langsom til at respektere – og efter lidt tid tage kontakt ad anden vej. For der kan være grunde eller forhold, som kan forklare den pludselige afvisning, som sætter mange ting i et nyt lys. Du ønskes alt godt med det.

Mange hilsener