Kære brevkasse
Jeg er en af de mange kvinder, der er kone nummer to, og det har berørt mig at læse i brevkassen for ikke så længe siden om voksne børn, der har savnet deres far, fordi han blandt andet brugte tid på sin nye kone og nye børn. Jeg har haft mange år sammen med min mand, hvor jeg har kunnet iagttage mekanismerne. Det er bestemt ikke noget skønt billede.
Jeg kan til fulde forstå både længslen og savnet efter en far og bedstefar, der ikke er i stand til at indfri de naturlige forventninger, og som skuffer og ikke magter at leve op til de allernærmestes ønsker og pleje og styrke de relationsbånd, der er der. Jeg har sikkert gennem mange år tolket det som manglende ansvarsbevidsthed, og jeg har også tænkt, at mænd er konfliktsky. Sådanne mere eller mindre pæne tanker er gået gennem mit hoved gennem en menneskealder. Derimod er det angst, usikkerhed og skyld, der fylder i forholdet til voksne børn, idet de forståeligt nok ikke har kunnet forlige sig med bruddet mellem forældrene.
Hvad skal tale til trøst ud fra de valg, der træffes? Vi ved alle godt, at en skilsmisse bliver et smerteligt livsvilkår, der kan opleves ganske ubærligt i mange familier. Jeg har erfaret, at det mest ubærlige gør tavs, og når ordene ikke slår til, kommer afstanden snigende både mellem børnene og deres far.
Gennem årene har jeg gået med følelsen af, at det var mig, der var den store hindring for samvær. Det gør jeg sådan set til stadighed, for jeg føler mig også skubbet til side.
Vi er ældre nu og har ikke fælles børn, der har taget opmærksomheden. Og jeg tænker meget på vores livsafslutning. Jeg har det så svært med tankerne om, at børnene på et tidspunkt skal ind og ”gå vores liv igennem”, når vi ikke længere er mere og kan dele livshistorie med dem.
Det, at vi ikke kan være noget for hinanden, mens vi er her på Jorden, er en stor sorg. Den allerstørste sorg er ikke at have kærlige, varme personlige relationer at dele livet med. Når jeg ser på det billede, jeg beskriver, så ved jeg, at den pris, der betales for at bryde et ægteskab, kun kan sones gennem Vorherres tilgivelse. Vi lever forlæns og forstår baglæns.
Venlig hilsen
Anne
Kære Anne
Tak for dit brev. Vi kan forstå, at du på en måde gør status over jeres liv. Og det er der på mange måder noget godt ved. At reflektere over livet, når man er kommet op i alderen og forholde sig til og evaluere den tilværelse, der nu engang blev givet og valgt undervejs, er en vigtig udfordring for os alle.
Udviklingspsykologen Erik Erikson satte ord på, hvad der især er alderdommens fare og mulighed. Faren er, at man ser tilbage med fortrydelse og opgivenhed og på en måde ender i en form fortvivlelse og bitterhed over tab og nederlag. Og muligheden er, at man integrerer de mørke og lyse sider i livet og fortsat vover ærligheden over for sig selv og andre, så sårbarhedens og tilgivelsens virkelighed får lov at blive en form for visdom i denne livsfase.
Vi kan forstå, at din mands skilsmisse og dit nye ægteskab med ham ikke har været enkelt for hans børn. Vi ved ikke, hvad der er gået forud for skilsmissen, og vi kender ikke børnenes alder, og hvordan deres kontakt har været i løbet af årene.
Men sådan som vi forstår dit brev, så kaster de ting, der skete for mange år siden, sine lange skygger ind i nutiden. De børn, der dengang var tale om, havde ikke ansvar for skilsmissen, og vi ved ikke, hvilke fortællinger og hvilke svigt de oplevede i årene omkring forældrenes brud. Det svære er imidlertid ofte, at disse følelser flytter med ind i voksenlivet og sætter sig fast og bliver vanskelige at tage op og tale om, som årene går, og når der kommer andre og nye voksne ind i den udvidede familie.
Vi kender som sagt ikke din mands voksne børn og deres bagage. Men vi har lyst til at spørge, om det var muligt for jer at få nyt mod til at snakke med dem enkeltvis eller sammen nu, hvor årene er gået, og de er godt voksne, og I er blevet ældre. Mod er det modsatte af angst og laden stå til. Og mod og tro kan nogle gange flytte meget. Måske er der konkrete ting, der skal bedes om tilgivelse for, måske er der noget, I vil give udtryk for, at I forstår, måske er der noget, som I kunne fortælle dem om, som de ikke vidste. Og ikke mindst er det vigtigt, at dele den smerte med dem, som I mærker, og som handler om den afstand i relationen, som du beskriver, og som I så meget kunne tænke jer var anderledes. Måske skal ny kontakt begynde med et brev med disse tanker og uden bebrejdelser.
Det er selvfølgelig en mulighed, at der ikke findes en vej til frugtbar dialog om et eller andet nyt i jeres forhold. Men så havde I forsøgt, og I havde formidlet jeres oprigtige ønsker. Hvis tingene bliver ved med at være uændrede, så tænker vi, at I sammen med et eller flere andre gode mennesker, som I har tillid til, må snakke om, hvordan I kan leve med og hjælpe hinanden med den sorg, der er jeres fælles skæbne og forsone jer med den og alligevel have mod til nye dage og gode oplevelser.
Du skriver også, at det er sårbart at tænke på, at din mands børn skal ind og ”rydde op” i jeres liv, når I ikke er her mere. Det forstår vi. Men måske skal det i al sin stilfærdige nøgternhed siges, at det må I selv gå i gang med så snart som muligt. Måske skal I for eksempel planlægge nogle timer en dag hver uge, hvor I sorterer skuffer og skabe og gamle breve og skrivelser. Gør man det nogle timer hver uge, kommer man langt i løbet af nogle måneder. Hvis der er ting, som I ikke ønsker skal findes af andre, så læs det sammen, tal om det og få det smidt ud. Alt for mange ældre ængstes ved det, du skriver om, men får ikke gjort noget ved det, mens tid er.
Måske kunne I også skrive nogle ord ned, som godt må findes. Ikke som bebrejdelser, der uforløst skal påtvinges efterkommere, der finder det i en skuffe. Men som sårbare og kærlige ord, der fortæller om jeres liv, og hvilke værdier og tanker I har haft undervejs. Og så må I tænke, at når I ikke er mere, så er det deres ansvar at forvalte de ting, de måtte have efter jer, ligesom vi alle er pligtige til at forvalte både det glædelige og svære, som vi har fået fra generationer før os.
Mange hilsener