Det er en symbolsk tid, man går glip af

Ungdomsårene udgøres af den ene milepæl efter den anden. Men i 2020 er begivenheder som afgangseksamen, højskoleophold og sabbatår sat på pause, ændret eller slet og ret aflyst. Tre unge giver her indblik i, hvordan det er

For unge mennesker i 2020 er begivenheder som afgangseksamen, højskoleophold og sabbatår sat på pause, ændret eller slet og ret aflyst. I denne artikel giver tre unge indblik i, hvordan det er. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus Foto.
For unge mennesker i 2020 er begivenheder som afgangseksamen, højskoleophold og sabbatår sat på pause, ændret eller slet og ret aflyst. I denne artikel giver tre unge indblik i, hvordan det er. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus Foto.

Emma Kollerup Kold, 19 år: Det er jo ikke bare en hue

På Aalborg Katedralskole er der en særlig dør, som gymnasieeleverne først tør gå igennem den dag, de bliver studenter. Emma Kollerup Kold håber, at hun får mulighed for at gå gennem den, den dag hun får hue på. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
På Aalborg Katedralskole er der en særlig dør, som gymnasieeleverne først tør gå igennem den dag, de bliver studenter. Emma Kollerup Kold håber, at hun får mulighed for at gå gennem den, den dag hun får hue på. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

”Åh, det skal være mig om bare et år!”

Sådan tænkte 19-årige Emma Kollerup Kold, da hun sidste år drog mod Roskilde Festival og passerede en gruppe glade studenter, der hujede, klappede og viftede med deres røde huer fra en hestevogn. Emma Kollerup Kold stod på daværende tidspunkt over for det sidste år i sin tid på det almene gymnasium på Aalborg Katedralskole: 3.g.

Året, hvor tre års undervisning, flid og slid med bøgerne ender ud i tre ugers fest, studenterkørsel, bobler og bankende rytmer. En tid, der snart skulle oprinde for netop hende. Men nu fortoner forventningerne sig. Selvom 3.g’erne som de eneste elever på gymnasiet er vendt tilbage fra fjern­undervisningen, er de fleste eksaminer aflyst, og med et forbud mod, at mere end 10 må være samlet, er der ikke udsigt til hverken dimission, gallafest eller studenterkørsel.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hele skoleåret frem til nu har på en måde føltes som et sidste åndedrag i min gymnasietid. Der har været noget at se frem til. Noget at tælle ned til. Min klasse og tiden på gymnasiet har betydet meget for den måde, jeg er blevet voksen på – og jeg har sådan glædet mig til også at dele den særlige studentertid med netop dem.”

En dag i marts brast forventningerne dog. Det havde ellers været en fin dag den dag. Stemningen var sitrende blandt eleverne i 3.g, der netop havde modtaget pakkerne med deres nye studenterhuer, som ivrigt blev prøvet på i klasseværelset. Men samme aften lukkede statsministeren landet ned.

”Kort efter vrimlede det ind med bekymrede beskeder i klassens gruppesamtale på Facebook. Det var en lidt kaotisk stemning. Mange havde brug for en skurk – nogen at skyde skylden på, for at vi måske ville gå glip af dén tid, vi har ventet tre år på. Det føltes svært at forblive optimistisk.”

På Aalborg Katedralskole findes en ganske særlig dør. Hoveddøren. Den, som ingen af eleverne tør gå igennem. Dog med undtagelse af skolens nyudklækkede studenter, der på dagen, hvor de får studenterhuen på hovedet, har tradition for at passere den. I det øjeblik, man går over dørtrinnet, er man i både bogstavelig og overført forstand på den anden side af gymnasiet. Hvor udsigten til frihed, fest og farver venter lige på den anden side af dørtærsklen. Udsigten bliver dog højst sandsynligt en ganske anden for Emma Kollerup Kold og resten af hendes årgang på Aalborg Katedralskole.

”De seneste par år er der flere fester, jeg ikke har været med til, fordi jeg tænkte, at jeg ville nå det i 3.g. Blandt andet gallafesten, som finder sted, når huerne er på hovedet. Jeg har lånt en kjole af min mor, som nu bare hænger i skabet herhjemme,” siger hun.

Det er svært ikke at være skuffet og ked af det, selvom man som Emma Kollerup Kold forsøger at holde humøret oppe. For det er ikke kun tanken om at gå glip af fest og farver, der føles nedslående for de kommende studenter i denne tid, forklarer hun.

”Det er også det her med, at vi havde set frem til at få et kæmpestort punktum for tre år, der har været ret hårde at komme igennem. Vi ved jo alle godt, at nedlukningen sker af mange gode grunde, og der er ingen at skyde skylden på for de ting, vi går glip af. Men det er altså okay at være ked af det. For det er jo ikke bare en hue. Det er en symbolsk tid, vi nok aldrig får lov til at opleve.”

Lukas Bruggisser, 23 år: Jeg glædede mig sådan til at komme ud og føle mig fri

”Jeg er helt med på, at det var nødvendigt at tage hjem,” siger Lukas Bruggisser, der siden hjemrejsen fra Spanien har været i sin ungdomsbolig i Aarhus. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus Foto.
”Jeg er helt med på, at det var nødvendigt at tage hjem,” siger Lukas Bruggisser, der siden hjemrejsen fra Spanien har været i sin ungdomsbolig i Aarhus. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus Foto.

Livet kunne næppe se meget bedre ud for 23-årige Lukas Bruggisser fra Aarhus, da han i slutningen af januar sad i et fly på vej til byen Fuengirola på ­Costa del Sol i Spanien. Han og en gruppe venner havde fået job og en lejlighed at bo i på solkysten frem til august. Et halvt års solskin lå lige for fødderne af ham, og den skulle ikke have for lidt af fest og farver. For Lukas Bruggisser var netop kommet ud af et fast forhold efter tre og et halvt år, og friheden i det tredje og sidste af hans sabbatår før studiestart skulle nu nydes til fulde. I hvert fald var det, hvad Lukas Bruggisser troede.

”Vi nåede lige præcis at være dernede en måned, før alt bare lukkede ned fra den ene dag til den anden. Det føltes som at gå i en spøgelsesby, og når man begav sig ud, kunne vi forvente at blive stoppet af politiet tre-fire gange om dagen. I begyndelsen måtte vi møde fysisk op på arbejde, og det gjorde vi for at opretholde en nogenlunde normal rytme i hverdagen.”

Det varede dog ikke længe, før arbejdet som telefonsælger blev flyttet hjem i lejligheden, og den i forvejen sparsomme plads blev trang for Lukas Bruggisser og hans tre kammerater.

”Så sad vi der. Fire drenge i en lejlighed. Der kom udgangsforbud, så vi kun måtte gå ud for at handle. Det føltes ligesom at være i fængsel, selvom vi prøvede at gøre det hyggeligt med ølbowling i stuen og træningstimer med vanddunke. Men vi blev bare mere og mere irriterede på hinanden. Vi var nok også bare bitre over, at vi nu måtte give afkald på udsigten til at skulle feste, nyde friheden og opleve kulturen dernede.”

Den første måned af opholdet havde Lukas Bruggisser ikke oplevet så meget af landet. Han tænkte, at der var rigeligt tid at tage af, når nu han og vennerne skulle blive i Spanien frem til august. Allerede den 29. marts sad de dog om bord på et fly med næsen rettet mod Danmark igen. Situationen var spidset til i landet. Og nu var det på tide at komme hjem.

”Den afdeling, vi arbejdede på, valgte at lukke ned. Jeg kunne jo have forsøgt at finde et andet job, men det eventyr, jeg havde tænkt, at jeg skulle have med mine venner, var jo faldet til jorden. Det var første gang, at jeg var ude at rejse i mine sabbatår. Men det blev en kort fornøjelse,” siger Lukas Bruggisser, der siden hjemrejsen har befundet sig i sin ungdomsbolig i Aarhus.

”Jeg er helt med på, at det var nødvendigt at tage hjem. Og det var også helt hen i vejret, at krisens alvor ikke blev taget seriøst nok i starten. Men selvfølgelig betyder det meget, at de drømme, jeg havde om dette år, blev ødelagt. Jeg glædede mig sådan til at komme ud og føle mig fri. Det når jeg ikke at opleve på samme måde, før jeg skal studere til sommer,” siger han.

Lukas Grønlund Jakobsen, 20 år: For os unge gør et halvt år en kæmpe forskel

Lukas Grønlund Jakobsen er heldig, at han kan få husly hos sin mor, efter at han er blevet sendt hjem fra højskole. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Lukas Grønlund Jakobsen er heldig, at han kan få husly hos sin mor, efter at han er blevet sendt hjem fra højskole. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Når 20-årige Lukas Grønlund Jakobsen løber sig en tur i området omkring Allerød i Nordsjælland, hvor han lige nu får husly af sin mor, er det i et par aflagte kondisko. Og når han om aftenen lægger sig til at sove, er det med hovedet på en pude, der ikke er hans.

Størstedelen af Lukas Grønlund Jakobsens ejendele befinder sig nemlig 350 kilometer fra Allerød på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev. En skole, han siden august sidste år har kaldt for sit hjem, men som han i al hast måtte forlade og efterlade sine ting på, da samfundet i marts blev lukket ned.

”Der var en del panik. Mange af eleverne er fra udlandet, og de havde jo ikke lige et sted at tage til. Nogle havde også udsatte familiemedlemmer, de ikke kunne komme hjem til. Og flere havde opsagt deres lejemål, fordi vi jo regnede med, at højskolen var vores hjem frem til slutningen af juni. Jeg var heldig, at jeg kunne tage hjem til mine forældre. De plejer at kræve husleje, men det har de heldigvis ikke gjort i denne tid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle betale, for det giver ikke så meget mening at søge job nu, hvor vi stadig håber på at komme tilbage til højskolen,” fortæller han.

Lukas Grønlund Jakobsen skulle egentlig have afsluttet sit ophold på højskolen i december. Men højskolelivet var for godt til, at han havde lyst til at give afkald på det lige med det samme.

”Det føles som at leve et helt andet liv, hvor man slet ikke skal stresse over noget. Man møder så mange forskellige mennesker, man måske ikke ellers havde stiftet bekendtskab med. Det er et uforpligtende fællesskab, som man alligevel bare har helt vildt meget lyst at bidrage til. Højskolen bliver ens hjem – et sted, hvor man slår øjnene op om morgenen og med det samme er glad, fordi man er omgivet af mennesker, man holder af. Og så er det jo ikke så mærkeligt, at man bliver frustreret, når det fra det ene øjeblik til det andet bliver taget fra én,” fortæller han.

Det var ikke alle Lukas Grønlund Jakobsens venner på højskolen, han nåede at sige farvel til. Eleverne måtte tage de lift, de kunne få, da det pludselig skulle gå stærkt med at komme af sted. Enkelte har han siden set på en sommerhustur på Fyn. Resten indstiller han sig så småt på, at han måske ikke får lejlighed til at sige ordentligt farvel til, hvis højskoleeleverne ikke får lov til at komme tilbage.

”Det er så ærgerligt, som det bliver. Jeg vil vove at påstå, at næsten samtlige højskoleelever ikke ville tøve et sekund med at tage tilbage, hvis vi fik lov. Men det er også en meget privilegeret holdning at have. Man bliver jo nødt til at sætte sin egen situation lidt i perspektiv. Der er folk, der dør på grund af den her sygdom, andre mister arbejdet, nogle går konkurs. Højskolen er dejlig at have, men ikke livsnødvendig. Det skal vi huske på.”

Alligevel bør man dog anerkende, at livet som ung i en coronatid på mange måder er udfordret i en anden grad, end hvad tilfældet er for voksne med fast job og en dagligdag, de kan vende tilbage til, fortsætter han.

”På den lange bane vil det jo groft sagt ikke betyde så meget for mine forældre, om de skal klare deres arbejde fra et hjemmekontor i måske et halvt års tid. Men for os unge gør et halvt år en kæmpe forskel. Livet som ung er enormt flygtigt. Derfor tror jeg, at det kommer til at få store konsekvenser for rigtig mange unge, når flere måneders ungdomsliv står i stampe.”