Han kan sin Søren Kierkegaard, og han kan tømre en terrasse sammen af douglasgran. Når livet falder allermest på plads, kan begge dele nydes på én gang i solen på den store åbne grund foran sommerhuset mellem de høje træer i Nordsjælland.
72-årige Kristian Hother Sørensen fordøjer stadig de mange år, han var travlt optaget af at rejse rundt til de brutale konsekvenser af krige og konflikter som udsending for humanitære organisationer som Røde Kors, Red Barnet og FN. Han har været vicegeneralsekretær i Dansk Røde Kors og generalsekretær i Red Barnet og senere rejsende ”ekspert” i forsoningsprocesser.
Han var en af de første europæere, der fik adgang til Cambodja i slutningen af 1980’erne, efter at en fjerdedel af befolkningen var udslettet, og de overlevende hver dag bar nye lemlæstede børn ind i landsbyerne, fordi de havde trådt på ueksploderede miner. Han har siddet på Mauretaniens højslette sammen med kvinder og børn, der intet havde og vidste, at de skulle dø af sult. Deres sidste bøn var at blive fotograferet, så de i det mindste dér kunne leve videre.
Filosofien og naturen har hjulpet ham med at begribe indtrykkene, og for nylig udgav han digtsamlingen ”Livsegnet” på forlaget Underskoven, som er et forsøg på at sætte et personligt punktum for de voldsomme og ofte traumatiserende oplevelser.
”Det er ikke sådan, at jeg går rundt og er ked af det hele tiden. Der er så mange gode ting i livet, og jeg har mange gode ventiler. Litteratur, musik, fodbold og fortidens stormende forelskelser. Men der er en masse, jeg ikke kan glemme, og det skal man heller ikke. Derfor er jeg utrolig glad for at have fået skrevet digtene. De har lettet mit hjerte,” siger Kristian Hother Sørensen.
Han lægger ikke skjul på, at processen har været både velgørende og nødvendig. Selvom han stadig er travlt optaget af undervisning ved Handelshøjskolen i København, CBS, og med at skrive fagbøger.
”Det er det specielle ved digte. De kan udkrystallisere nogle følelser og billeder, som man ikke ellers kan skrive sig ud af. Digtene har hjulpet mig med at genbesøge uhyrligheder og på en måde renset mig.”
Melankolien vil dog altid være en del af ham. Uanset, hvor livsduelig han betragter sig selv.
”Melankolien varer længere end sorgen. Du kan have sorg eller forbitrelse i nogen tid, men den forsvinder. Melankolien derimod, den lejrer sig,” siger Kristian Hother Sørensen.
Et af de smertefulde steder, hans erindring tager ham tilbage til, er Rumænien, hvor han efter diktatorens Nicolae Ceausescus fald var med til at åbne nogle af de mange mørke rum rundt om i landet, hvor flere end 50.000 uønskede børn var stuvet sammen, dømt til et kort liv under sataniske forhold. Det var ondskab og afstumpethed ud over alle grænser.
Og det kunne han godt klare, men han kunne næsten ikke klare den afmagt, der fulgte med.
”Det er afmagten, der gør en paf. Det var som bundløst kviksand, og det er dér, man mister fodfæste. Til sidst kunne jeg næsten ikke forene min egen dejlige hverdag med en sød hustru og to børn med de arbejdsopgaver, jeg havde. Det havde store omkostninger for mit ægteskab.”
Han funderer over, at han nok burde være gået til psykolog for længe siden, men det havde han for travlt til at indse, og så blev det filosofferne og naturen, der hjalp på vej. Efter det første årti midt i alverdens brændpunkter, hvor han for alvor var tyndslidt, hjalp det også, at han fik et lederjob i FN’s udviklingsprogram UNDP og havde fem år i New York, hvor han kunne koncentrere sig om de store linjer og få troen på udviklings- og fredsarbejde tilbage.
”Jeg havde brug for at løfte mig væk, og årene i FN hjalp mig til at få et bedre overblik. Jeg blev bedre til at handle, og derfor følte jeg ikke længere afmagt på samme måde.”
Ægteskabet holdt også i første omgang. Sådan da. Efter 25 år endte det alligevel med en skilsmisse, fordi arbejdet stadig ”fyldte for meget”. Siger Kristian Hother Sørensen, der betragter sin tidligere hustru som en af sine nærmeste venner.
”Det kunne ikke være anderledes. Jeg havde en masse store arbejdsopgaver, og vi havde også begge forandret os,” siger han, og man fornemmer, at han kun ser sig tilbage for at glædes over det, der var.
I det hele taget har Kristian Hother Sørensen brugt meget tid på at tænke sig fri af sine dystre oplevelser. Ikke mindst den ondskab, han har mødt i utallige former. Hvor kom den fra? Hvorfor ender mennesker med at gøre hinanden så ondt, som da kroatiske styrker i 1993 udsultede, torturerede og dræbte fordrevne bosniakker fra Mostar. En by, han kom til nogle år senere for at bringe de sønderrevne indbyggere sammen.
”Jeg er endt med at se sådan på det, at ondskab er noget frembragt. Det er et bestemt liv, en opvækst, der har skabt et rum for ondskab. Der er nogle dybere sammenhænge,” siger han.
For ham er ondskaben derfor ikke det centrale – så afgørende og uomgængelig, den ellers er. Det vigtige er at undgå afmagten og holde fast i sine egne værdier, sin egen moral. Her tager han Søren Kierkegaard til hjælp.
”Kierkegaard skriver om den dobbelte bestemmelse i samvittigheden. At vi selv midt i elendigheden har valget mellem klogskabens magt og ligegyldighedens afmagt. Det er afgørende, at vi ikke bliver ligeglade, men fortsætter med at reagere.”
Selv føler han sig hjulpet af sin danskhed. Han er så ”pæredansk”, siger han, og forsøger at forklare, hvad det betyder for evnen til at navigere i grusomheder.
”Jeg har det der bondske med mig. Det er noget med at kunne være i de ting, man er i. En form for mildhed, der giver styrke,” siger han og lykkes ikke helt med at gøre det pæredanske til en enkel forklaring.
Men bundlinjen er, forstår man, at hans danske opvækst har givet ham en modstandskraft. Han er vokset op med frihed og en mulighed for at udfolde sig, som har givet ham et stort reservoir af gode oplevelser at stå imod med.
Du kalder din digtsamling ”Livsegnet”. Er du selv livsegnet?
”Hmm, jeg er ikke perfekt livsegnet, men jeg synes, at jeg i min nuværende alder er kommet et godt stykke vej. Den sande lykke er at erkende, hvem man er. Jeg har været meget søgende, og jeg begynder at have flere svar.
Jeg synes, at jeg har haft et meget privilegeret liv. Det har også været smertefuldt, men den del skal ikke overdrives. Det er et kæmpe privilegium at være blandt de levende.”
Er du troende?
”Nej. Eller måske. Jeg har en indre tro i mig, men jeg ved ikke, om man kan karakterisere den som religiøs. Jeg ved, at der er meget, jeg ikke forstår. Jeg oplever mig selv som en del af noget større, som jeg ikke er herre over,” siger Kristian Hother Sørensen og peger rundt i sommerhusets lille lyse stue.
”Du kan se, at jeg har mange buddhaer stående, men jeg tør hverken sige, at jeg er buddhist eller kristen.”
Det er først og fremmest naturen, der gør Kristian Hother Sørensen ydmyg. Den er overvældende og uforklarlig, synes han. Om det er hans sommerdanske naturgrund i omegnen af Gurre Sø med dens høje graner og nyplantede frugttræer eller de frodige højder i Rwanda med deres lilla skær, gør naturen et stærkt indtryk på ham.
”Naturen lever med sin egen sårbare balance. Det er den, jeg hele tiden har søgt tilflugt i. Naturen er så smuk i forhold til krig,” siger han.
Hvordan holder man fast i sin egen menneskelighed, når man er omgivet af ondskab?
”Du skal have en stærk vilje. Viljestyrke. Hvis man ved, at man kan hjælpe, forpligter det, og så gør man sit bedste. Men det mest afgørende er det håb, man møder i andre mennesker. Det sker, når ondskaben og dens konsekvenser, bliver for voldsomme, at man forfalder til afmagt. Men så er det ofte, at man møder helte, mennesker, der kan og vil bryde ondskaben. De dukker op i de mest uventede og håbløse situationer, og det håb, de repræsenterer, smitter af,” siger Kristian Hother Sørensen.
En stor del af hans arbejdsliv har koncentreret sig om at løse konflikter mellem bitre fjender, og han har blandt andet arbejdet med grupper af palæstinensere og israelere for at skabe forsoning mellem dem. På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke kræver en ukuelig optimisme at stå i spidsen for den slags processer, svarer han kontant, at han ikke er ”spejderfører”.
”Man kan ikke redde hele verden. Men man kan omgive sig med de rigtige omstændigheder. Man skal være ærlig over for sig selv og erkende sine egne styrker og svagheder,.”
En lille smule mere af verden vil han dog gerne redde, hvis han kan. Noget af det, der optager Kristian Hother Sørensen mest i denne hans tredje alder er de mange steder, hvor autoritære ledere har sat sig tungt på magten, efter selv at have stået i spidsen for oprør mod en diktator. Som for eksempel i Uganda, hvor Yoweri Museveni var med til at vælte Idi Amin, men nu har været præsident i 35 år med tiltagende hårdhændede metoder.
”Vi i Vesten var så optaget af at sikre en ny åben verden, at vi forsømte det nødvendige opgør med nogle af de nye ledere. Vi troede, at dem, der overtog, ville forstå og respektere vores demokratiske værdier, men de tog kun magten. De overtog ikke værdierne,” siger den engagerede økonom, der planlægger en bog om demokratiets videre færd.
Ligesom han også tumler med tanker om en ny digtsamling.
Heldigvis kan han se fra sit arbejdsværelser ud over den vidtstrakte plæne og følge rådyrerne, når de spadserer forbi og gennem beplantningen ind til naboen. Hegn er der ingen grund til at sætte op.