Filosof: Det er fascinerende, at man kan berøre mennesker blot med ord

Filosoffer som K.E. Løgstrup og Hannah Arendt spiller en stor rolle i Anne Marie Pahuus’ liv. Filosoffen og prodekanen på Aarhus Universitet holder af, at filosofien både er et ensomt og et fællesskabsfordrende fag, som bliver ved at give ny inspiration og lærdom

 Den 48-årige Anne Marie Pahuus mistede en kollega, der døde alt for tidligt. Hans død har sat livet i perspektiv. –
Den 48-årige Anne Marie Pahuus mistede en kollega, der døde alt for tidligt. Hans død har sat livet i perspektiv. – . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

For Anne Marie Pahuus, prodekan og filosof ved Aarhus Universitet, hænger filosofi og liv uløseligt sammen. Måske fordi hun er datter af en præst og en filosof og derved fik filosofien som fødselsgave. Men selvom filosofien altid har været en del af hendes liv, bliver hun ved med at finde nye veje i filosofien. For eksempel fik Hannah Arendts teori om natalitet; at man får en anden fødsel, når man træder ud i fællesskabet og bliver set som en, der viser holdning, ny betydning, da Anne Marie Pahuus selv blev leder på universitetet. Arendt taler om, at det kræver mod at stille sig frem, og det er en form for mod, Anne Marie Pahuus til stadighed øver sig på, fordi hun grundlæggende ser sig selv som et privat menneske. På den måde henter hun daglig inspiration i sit fag, som fletter sig ind og ud af hendes eget liv.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Jeg ser ret lyst på tingene og har en stor glæde ved umiddelbarheden, selvom jeg er uddannet filosof. Jeg lærer meget af forfattere og andre med et mere ironisk og politisk afslørende blik på verden, men det er ikke min egen styrke. Jeg elsker tankemæssig klarhed, men berøres dybere af storhed og mildhed i blikket. Med storhed mener jeg, at man som menneske ikke afvises, fordi man af og til træder ved siden af og har svagheder. Og i mildheden ligger der ikke at være for hurtigt dømmende eller fordømmende, at have forståelse for, at der er mange måder at være menneske på. Men jeg tænker grundlæggende, at intet er principielt set helt fremmed, hvis det har med mennesker at gøre. Vi har noget fælles at leve livet ud fra, eksempelvis i kærlighed, kommunikation og arbejde. Det betyder for mig, at dét, som er tænkt, følt og oplevet af noget menneske, nulevende som historisk, er noget, der kan og skal forstås, ikke tilgives nødvendigvis, men forstås. Alle menneskelige muligheder tænker jeg mig, at man med filosofien kan nærme sig en forståelse af. Så mit livssyn henter noget fra stoikernes kosmopolitiske tanker og en hel del fra kærlighedens filosofi og teologi. Både Løgstrup og Arendt har en grundlæggende tanke om, at mennesket bliver til i fællesskabet. Sådan er det også for mig, for filosofien er på en måde en enrumstilværelse, og det kan jeg godt lide, og samtidig er jeg på universitetet en del af et større fællesskab. Også i filosofien.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Hvad har formet dit livssyn?

Kærlige forældre og en trang til at give udtryk for tanker i ord. Så min opvækst med en mor, der er præst, og en far, der er filosof, og en storesøster, som er mindre end et år ældre end mig, har formet mig i en retning, hvor jeg lidt naivt forventer, at folk i udgangspunktet vil mig det godt. Jeg har haft stor glæde af at læse filosoffer, som skriver godt, måske endda dét, nogen vil kalde digterfilosoffer som K.E. Løgstrup, Kierkegaard, Kundera, Hannah Arendt, Martha Nussbaum og Iris Murdoch.

Hvad gør dit liv rigere?

Det er der meget, der gør. At få lov at kærtegne de mennesker, jeg holder allermest af, og opleve en kropslig fortrolighed med min mand får mig til at føle mig både rig og ung. Jeg supplerer berøringen med jævnlige behandlinger ved Manuvision, en massageform, som hjælper til et lidt dybere åndedræt. På det seneste er det nok især weekend-sommerhuslivet i Kandestederne med strandeng, klit og hede og den måde, man kan være sammen som familie på der, som føles som en virkelig forhøjelse af livslykke. Mine voksne børns måde at være sig selv på føles også berigende, fordi de så tydeligt har deres egne måder at gribe tingene an på. Det fylder mig med den største taknemmelighed. Jeg kommer nu også tit stærkt beriget hjem fra gode møder på arbejdet og fra foredrag. Det er elementært glædeligt at dele tanker med andre mennesker. Jeg er heldig at være med til at ansætte forskere inden for hele humanioras fagvifte, og gennem dem får jeg indtryk af dyb og personlig viden om store emner. Men også foredrag, hvor nogen orker at lytte til min filosofiske udlægning af for eksempel kærlighed og venskab. Hvorfor det er så berigende, ved jeg faktisk ikke rigtigt. Men det er fascinerende, at man kan berøre andre blot med ord.

Hvad betragter du som din største ulykke?

En god kollegas død og efterladte børn, der skal leve med at savne deres far usigeligt meget. Det gør så ondt. Det er ikke min ulykke, selvom jeg også savner vedkommende, men det er en lidelse, en sorg og et savn, der sætter lykken i et afgørende perspektiv for mig. Hans var et liv, som havde stor værdi, og vores udveksling kan jeg ikke finde tilsvarende med noget andet menneske. Det er et tab, der kan få en til at sætte pris på livet, mens det er her.

Hvad tror du på?

Tro er jo ud over det, jeg føler mig sikker på. Jeg er blevet mere sårbar af at have fået børn, så når jeg bliver allermest usikker eller uden mulighed for at magte noget ved egen kraft og føler, at for meget er overladt til tilfældigheder, kan jeg godt føle trang til at læne mig op ad noget, som jeg håber kan hjælpe mig og især mine kære igennem. Når Løgstrup taler om, at vi i troen forstår os selv ud fra universet, kan jeg derfor godt forbinde noget med det. Tro handler for mig om noget, som jeg ikke kan bestemme og råde over, og som jeg ikke har skabt. Men det betyder også, at følelsen ved at se et stjerneskud på nattehimlen over Kandestederne har en vis lighed med det at få lyst velsignelsen over sig ved højmessen. Det lyder måske kættersk, men det er oplevelsen af en storhed i verden, som man er udleveret til, men ikke vil være foruden. Jeg vil nok betegne mig som kristen, men jeg synes, der følger mange ting med at vælge en kirkelig retning, som sætter troen i en bås. Jeg ville ikke nævne velsignelsen, hvis ikke det betød, at jeg går i kirke, men jeg forbinder mig mere med kernebudskabet end en egentlig kirkelig retning.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

Som sagt spiller kærligheden, både forældre-barn-kærligheden og den erotiske kærlighed en stor rolle i mit livssyn. Den der storhed og mildhed i blikket kan jeg heldigvis møde i egen familie, men jeg synes også, at jeg kunne spore den hos en person som Barack Obama, men måske tager jeg fejl. Sjovt nok ser jeg den også hos kronprinsesse Mary. Og så er filosofferne for mig åndelige forbilleder, som jeg har lært meget af. Men jeg synes, det er svært at vælge forbilleder, for det bliver hurtigt meget forsimplet.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Jeg tror bare, at mit navn skal fremgå. Jeg håber at dø længe før mine børn. Min yngste datter har jeg fået som 42-årig, så hun lever forhåbentlig meget længere, end jeg gør. Men hvis jeg skal nævne et fyndord, så synes jeg, filosoffen Hannah Arendts omvending af en fast vending på fransk, der hedder ”tout comprendre, c’est tout pardonner” til ”comprendre, ce n’est pas pardonner” er rigtigt set. Vi behøver ikke at billige noget for at forstå det. Når vi strækker os i tanken i retning af at forstå noget, har vi ikke samtidig accepteret det. I den tid, vi lever i, må vi holde fast i forståelsen af selv det mest fremmede – samtidig med at vi fastholder, at det kan være noget, der menneskeligt set viser sig som det allersvageste, det mest ondskabsfulde og lidelsesfulde. Inden jeg dør, håber jeg, at jeg vil være i stand til at forstå mere.