Det er folkets kirke i den bedste og værste forstand

Næsten halvdelen af alle danske menighedsråd har oplevet samarbejdsproblemer. Et af dem er menighedsrådet for sognene Kvislemark-Fyrendal-Førslev på Sydvestsjælland, der i en årrække har været tynget af splid og konflikter. Kristeligt Dagblad undersøger her, om der er noget at lære

En onsdag aften i februar var der menighedsrådsmøde i Graver­huset ved Førslev Kirke, som er en del af Kvislemark, Fyrendal og Førslev Sogne. Her blev det besluttet, hvornår den skimmelsvampsramte præstegård skulle sættes til salg. Formand Line Hansen sidder for bordenden i sort bluse, mens Hans Sejersbøl sidder yderst til højre i grøn striktrøje. ­Alle fotos: Julie Meldhede Kristensen
En onsdag aften i februar var der menighedsrådsmøde i Graver­huset ved Førslev Kirke, som er en del af Kvislemark, Fyrendal og Førslev Sogne. Her blev det besluttet, hvornår den skimmelsvampsramte præstegård skulle sættes til salg. Formand Line Hansen sidder for bordenden i sort bluse, mens Hans Sejersbøl sidder yderst til højre i grøn striktrøje. ­Alle fotos: Julie Meldhede Kristensen.

Formand for menighedsrådet Line Hansen har netop budt velkommen og ser nu spørgende ud i det trange lokale med de ni mødedeltagere og tre tilhørere.

”Er der nogen, der har noget til aftenens dagsorden?”

Prompte knytter menigt medlem Hans Sejersbøl næven om en hvid kuglepen og strækker armen i vejret.

”Det har jeg. Punkt tre og fire, der handler om salg af præstegården, kan vi ikke diskutere på et åbent møde. Når det handler om økonomi, må det på et lukket møde,” siger han.

”Vi kan godt sætte det på et lukket møde, men der er ikke sat pris på præstegården endnu,” siger Line Hansen.

Hans Sejersbøl insisterer.

”Hvis der hersker nogen som helst tvivl, skal det på et lukket møde,” fastslår han.

Line Hansen sukker.

”Fint. Vi sætter det nederst på dagsordenen i aften og diskuterer det for lukkede døre,” siger hun.

Hans Sejersbøl smiler og ryster på hovedet.

Klokken er 19.06 en regnfuld onsdag aften, og vi befinder os til menighedsrådsmøde i Graverhuset ved Førslev Kirke, som er en del af Kvislemark, Fyrendal og Førslev Sogne på Sydvestsjælland cirka 20 kilometer nordvest fra Næstved. Blot fem minutter skulle der gå, før den konflikt, der i en årrække har forgiftet samarbejdet i menighedsrådet, viste lidt af sit ansigt. Hans Sejersbøl tilhører den ene lejr og Line Hansen den anden.

Med mere end 10 års menighedsrådserfaring synes Hans Sejersbøl, at Line Hansen og hendes støtter mangler viden om arbejdet i et menighedsråd. Hun synes til gengæld, at han er en kværulerende ballademager, der kun ønsker at gøre livet surt for de andre. Og så er der sognepræsten for de tre landsbykirker, 64-årige Gunver Birgitte Nielsen, som lige nu er i skimmelsvamps-eksil i Norge og også deler vandene i menighedsrådet.

Af samme grund har der de seneste år altid været tilhørere med til møderne for at sikre, at diskussionerne mellem de to alliancer ikke kommer ud af proportioner. I en periode var der næsten flere tilhørere end rådsmedlemmer.

Ifølge en optælling er der i en periode på 10 år 31 personer, der har siddet i og forladt menighedsrådet, fordi samarbejdsproblemerne tårnede sig op. Stærke følelser for en gammel præstegård, sognepræstens efter sigende manipulerende ledelsesstil og hendes langtidssygemelding på grund af skimmelsvamp, et kup på et menighedsrådsmøde og anklager om magtmisbrug har bidraget til det betændte arbejdsmiljø og levnet uendelig lidt plads til kirkens kerneydelse: forkyndelsen. Når Kristeligt Dagblad tager fat i dette pastorat og denne konflikt, skyldes det, at lignende samarbejdsproblemer kunne have fundet sted i nærmest hvilket som helst sogn i Danmark. En undersøgelse, som avisen har fået lavet, viser, at næsten halvdelen af de danske menighedsråd har oplevet splid.

En decemberdag i 2013 parkerede en flyttebil i gruset foran den mere end 150 år gamle Kvislemark præstegård. Husets eneste beboer, sognepræst Gunver Birgitte Nielsen, måtte flytte ud af det 300 kvadratmeter store gule murstenshus, som havde vist sig at være inficeret af skimmelsvamp. Hun var blevet indsat som præst i 2009, men måtte nu lade sig sygemelde. Svampen havde sat sig i alle væggene og gav hende luftvejsproblemer. Skimmelsvampen skulle vise sig at blive årsag til voldsomme diskussioner i menighedsrådet og en kæmpe økonomisk udskrivning.

Præstegården ligger en kilometer fra landbruget Pilehavegård, hvor menighedsrådsmedlem og pensioneret landmand Hans Sejersbøl, 72 år, bor sammen med sin hustru. De har tre voksne børn. Han blev født på gården i Kvislemark i en indremissionsk familie, men i dag opfatter han sig snarere som en kulturkristen, der ønsker at engagere sig i lokalsamfundet og bære traditionen videre. Derfor har han i en periode siddet i kommunalbestyrelsen, ligesom han har været skolebestyrelsesformand. Han gik ind i menighedsrådsarbejdet, fordi han kan lide, at alt foregår efter reglerne, og at midlerne bliver brugt rigtigt.

Så da det gik op for ham, at oliefyret i kælderen på præstegården brændte for 80.000 kroner olie af om året, foreslog han at sætte et nyt varmeanlæg ind, men det var ikke den bedste idé.

”Jeg var måske nok lidt medskyldig i skimmelsvampen. Vi satte et nyt varmeanlæg ind, så der ikke længere var varme i kælderen, og det gav fugten gode vilkår,” siger Hans Sejersbøl.

Pensioneret landmand Hans Sejersbøl, 72 år, bor på landbruget Pilehavegård i Kvislemark og har 10 års erfaring som menighedsrådsmedlem. Hans motivation for at være med er ordentlighed. Alt skal gå efter reglerne, og midlerne skal bruges rigtigt.
Pensioneret landmand Hans Sejersbøl, 72 år, bor på landbruget Pilehavegård i Kvislemark og har 10 års erfaring som menighedsrådsmedlem. Hans motivation for at være med er ordentlighed. Alt skal gå efter reglerne, og midlerne skal bruges rigtigt.

Efter skimmelsvampsudbruddet var der i menighedsrådet stor uenighed om, hvad der skulle ske med embedsboligen, der er smukt beliggende i en frodig have. Hans Sejersbøl var fortaler for, at præstegården måtte gennemgå en gennemgribende renovering for fire millioner kroner, som menighedsrådet havde på en konto i stiftet. Sammen med daværende formand for menighedsrådet, Anni Jakobsen, og sognepræsten, Gunver Birgitte Nielsen, argumenterede han for, at boligen burde bevares.

”Kvislemark er hovedsognet, selvom det er det mindste. De fleste i menighedsrådet er historieløse, fordi de ikke er herfra. Bygningen er utrolig flot og ligger i en oase med lund og skov, hvor folk altid har gået tur, så vi var nogle i menighedsrådet, der gerne ville gøre en indsats for at bevare den.”

Da Line Hansen i december 2014 blev menigt medlem af menighedsrådet, havde hun troet, ”at der for længst ville være taget en beslutning om præstegårdens fremtid”. Hun siger:

”Men intet var besluttet, så de første kampe, jeg var en del af, handlede om præstegården. Jeg var mest for at sælge eller rive skidtet ned, men flertallet fik overbevist os om, at vi skulle gå efter renoveringen. Hans har haft meget varme følelser for præstegården og dens omgivelser, hvor han som dreng løb rundt i korte bukser.”

Et flertal stemte for renoveringen. Men over tid blev i alt tre arkitektprojekter først godkendt og siden skrottet af provstiudvalget, fordi det blev for dyrt. Og cirka 780.000 kroner fra menighedsrådets kasse var blevet brugt på arkitekttegninger, som førte ud i ingenting.

Den mere end 150 år gamle præstegård i Kvislemark har stået tom siden december 2013, hvor sognepræst Gunver Birgitte Nielsen flyttede ud af den, fordi den var inficeret med skimmelsvamp. Medlem af menighedsrådet Hans Sejersbøl kæmpede længe for at renovere den, men har nu accepteret, at den bliver solgt.
Den mere end 150 år gamle præstegård i Kvislemark har stået tom siden december 2013, hvor sognepræst Gunver Birgitte Nielsen flyttede ud af den, fordi den var inficeret med skimmelsvamp. Medlem af menighedsrådet Hans Sejersbøl kæmpede længe for at renovere den, men har nu accepteret, at den bliver solgt.

”Til sidst havde vi ikke kongens mønt. Provstiudvalget havde fortalt os, at de mente, det ville være mere korrekt at lave et sognehus i Sandved, hvor flest fra menigheden bor, og så finde en separat bolig til præsten, men vi hørte ikke efter,” mener Line Hansen.

I november 2017 blev menighedsrådsmødet for Kvislemark, Fyrendal og Førslev sogne holdt i en børnehave. I den skimmelsvampsramte præstegård kunne de ikke være. Rådet skulle konstituere sig. Sammen med tre andre kvinder fra menighedsrådet havde Line Hansen lagt en plan. De ville tage magten på alle centrale poster.

De oplevede, at medlemmer, der ikke var enige med sognepræsten, blev holdt uden for beslutningsprocessen, og at kirkens ansatte som graver, organist, kirkesanger og kirketjener blev kritiseret uberettiget. De oplevede også, at sognepræst Gunver Birgitte Nielsen tog styringen på møderne.

”Nu var det nok. Gennem tiden var godt 30 gode mennesker gået ud af menighedsrådsarbejdet, fordi de havde fået nok af sognepræstens ledelsesstil, som de fandt manipulerende. De brændte for det kirkelige liv herude, men i menighedsrådet var det ren ragnarok. Så vi var fire kvinder, der rottede os sammen og lavede et kup. Vi blev nødt til at tage styringen, hvis vi skulle gøre en forskel,” siger Line Hansen.

Den siddende formand, Anni Jakobsen, var på ferie, og den delvist sygemeldte sognepræst, Gunver Birgitte Nielsen, havde meldt afbud denne aften. Line Hansen blev valgt som formand med syv stemmer for og en blank. Selv hvis alle havde været til stede, ville hun have haft flertallets stemmer. Kuppet kom helt bag på Hans Sejersbøl.

”Jeg kan godt forstå, han følte sig fejet af banen, men hele forløbet havde været så voldsomt, at vi måtte gøre det på den lidt ufine måde,” siger Line Hansen.

Formand for menighedsrådet, 52-årige Line Hansen, er agronom og bor på et lille landsted med sin mand lidt uden for landsbyen Sneslev syv kilometer nord for Kvislemark. De to voksne børn er flyttet hjemmefra. Hun har gået i kirke, siden hun var barn, og har altid været engageret i foreningsarbejde.

Da Gunver Birgitte Nielsen i 2009 blev indsat som sognepræst, var Line Hansen ligesom mange andre i menigheden fascineret af den veltalende sognepræst med de fantastiske prædikener. Hun stemte sågar på sognepræsten, da denne var kandidat for De Konservative ved kommunalvalget i 2013.

”Jeg har ellers aldrig stemt konservativt hverken før eller siden. Ved første øjekast virker Gunver Birgitte Nielsen dragende, og vi var flere, der til at begynde med ikke forstod, hvor manipulerende hun er.”

Line Hansen, 52 år, er formand for menighedsrådet i Kvislemark, Fyrendal og Førslev Sogne og bor i landsbyen Sneslev. Hun har flere gange efter konfliktfyldte menighedsrådsmøder smidt sig ned i entréen i sit hjem og grædt af frustration.
Line Hansen, 52 år, er formand for menighedsrådet i Kvislemark, Fyrendal og Førslev Sogne og bor i landsbyen Sneslev. Hun har flere gange efter konfliktfyldte menighedsrådsmøder smidt sig ned i entréen i sit hjem og grædt af frustration.

Inden hun i 2014 involverede sig i menighedsrådet, var Line Hansen flere gange blevet forsøgt shanghajet til opgaven. Hendes familie var ikke begejstret, da hun blev formand, fordi de kendte til det betændte arbejdsmiljø. I perioder fik hun 50 mails om dagen i det regi og blev skældt ud for at sende sine mødedagsordener for sent. Hans Sejersbøl og tidligere formand Anni Jakobsen udvandrede en gang fra et møde af den grund. Efterfølgende kom dagsordenerne til tiden.

”Efter menighedsrådsmøderne har jeg flere gange smidt mig ned i gangen herhjemme og grædt helt vildt, fordi jeg har været ked af, at vi ikke har kunnet løse de interne problemer, men nu har jeg besluttet mig for at kæmpe kampen,” siger Line Hansen.

Kuppet i 2017 var en kulmination på en lang periode med store samarbejdsproblemer, hvilket medlemmer af menighedsrådet havde orienteret biskop i Roskilde Peter Fischer-Møller om. Den 28. august 2017 var 10 tidligere og nuværende menighedsrådsmedlemmer gået sammen om at skrive et brev til biskoppen.

”Vi vil gerne drøfte den uheldige udvikling, som har fundet sted de senere år, og som efter vores opfattelse hovedsageligt kan tilskrives sognepræsten, Gunver Birgitte Nielsen, og menighedsrådets formand, Anni Jakobsen,” skrev de.

Hans Sejersbøl kendte ikke noget til den klage. Han så det som en fordel, at den daværende formand og præsten havde et nært samarbejde.

Da Line Hansen og andre fra menighedsrådet efterfølgende i en anden sammenhæng var indkaldt til møde med biskoppen, gav Peter Fischer-Møller udtryk for, at han aldrig havde modtaget klagen. Det har i menighedsrådet skabt mistillid til ham som leder.

”Peter Biskop er lige så glat som en ål,” lyder det fra Line Hansen.

Biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller har beskæftiget sig med arbejdsmiljø i mere end 30 år. Han er helt bevidst om, at der har været udfordringer med samarbejdet såvel som med skimmelsvamp i Kvislemark, Førslev og Fyrendal. Skimmelsvampsudfordringen er indtil videre løst ved at ændre på pastoralstukturen og give sognepræsten orlov i to år for at komme til hægterne.

”Vi har lagt sognene sammen med de tre nabosogne, så de udgør ét pastorat med to præster. Den ene præst har tjenestebolig, mens den anden er fritaget for tjenesteboligpligt, så vi er ude over den del af skimmelsvampsproblemet,” siger han.

Det psykiske arbejdsmiljø er vanskeligere at forbedre, for det kan kun løses ved samtaler, mener biskoppen.

”I dette tilfælde er problemet, at menighedsrådet ikke er enigt med sig selv. Magten har skiftet frem og tilbage. Nogle har været glade for præsten, mens andre ikke har, og i bund og grund handler det om kemien mellem mennesker. Der er masser af følelser indblandet. Men man kan ikke bare udskifte en præst, der er kaldet til et embede, når der ikke har været noget at udsætte på det tjenstlige.”

Om de konkrete klager, som medlemmer fra menighedsrådet har sendt, siger han:

”En efterfølgende gennemgang af sagen har vist, at der er indkommet en skrivelse med en anmodning om et møde. Dette møde blev først forsinket af nogle formalia og derefter af et provsteskifte. Det beklager jeg selvfølgelig meget.”

Han skal i samråd med sognepræst Gunver Birgitte Nielsen finde ud af, om hun vender tilbage til landsognene på Sydvestsjælland, når hendes orlov er slut til sommer.

”Jeg havde håbet på, at vi kunne finde en løsning i mindelighed, frem for at det nu bliver en sag i medierne. Det ville være det bedste for både kirkelivet og for præsten. Når det handler om menneskers stolthed, risikerer man, at folk bliver rethaveriske, og så er der ingen vindere – kun tabere,” siger Peter Fischer-Møller.

Line Hansen og Hans Sejersbøl er enige om, at deres biskop ikke har gjort nok for at hjælpe sognene.

”I de to år, jeg har været formand, har vi ikke haft nogen fast præst, som jeg kunne støtte mig opad i forhold til de beslutninger, vi som lægfolk skal træffe på kirkens vegne. Og forkyndelsen og gudstjenesten har slet ikke været et emne på møderne,” siger Line Hansen.

”Menighedsrådsarbejdet handler langt mere om mursten end om forkyndelse. Vi taler aldrig om gudstjenestens indhold. Det har ikke fundet sted, og det er jo udtryk for en tomhed,” siger Hans Sejersbøl.

Et halvt år efter kuppet i menighedsrådet i 2017 søgte og fik sognets præst Gunver Birgitte Nielsen to års orlov uden løn fra det embede, hun i forvejen var sygemeldt fra på grund af skimmelsvamp. De typiske sygdomssymptomer er hoste med opspyt, åndenød og smerter i brystet.

Hun havde i 2015 forsøgt at vende tilbage til jobbet som sognepræst, men blev syg igen i løbet af det næste år af at færdes i de gamle landsbykirker, hvor flere var ramt af skimmelsvamp. I juli 2018 flyttede hun ind i Herøy Præstegård på Helgelandskysten i Norge, hvor hun havde fået et embede i den norske kirke. Kristeligt Dagblad fanger hende på en telefon i Norge:

”Lægerne sagde til mig, at jeg aldrig ville blive rask i Danmark. Jeg måtte søge til Norge, hvor klimaet er tilstrækkeligt tørt til, at kroppen får en chance. Så jeg fik mig et embede her. Jeg blev nødt til at komme ind i kampen og tjene nogle penge.”

Hun vil ikke sige meget om samarbejdsproblemerne i de sogne, hun er præst for.

”Jeg har aldrig oplevet et menighedsråd, der var fuldstændigt enigt om, hvilken vej det ville gå, men uenighed behøver jo ikke at være et onde. Men man skal kunne snakke sig frem til en løsning og evne at stå bag det, man bliver enige om.”

Adspurgt om, hvorvidt hun kan genkende, at menighedsrådet har været splittet i alliancer, som hun har været en del af, svarer hun.

”Det er så lang tid siden nu. Det kan jeg ikke sige noget om. Og jeg har jo været syg de sidste mange år. Det skal man jo ikke glemme. Skimmelsvamp sætter sig i hele kroppen og i alle organer.”

Da medlemmerne af menighedsrådet åbnede lokalavisen den 21. januar i år, kunne de finde et læserbrev fra deres med-medlem Hans Sejersbøl. Han anklagede menighedsrådet for magtmisbrug og nepotisme og skrev følgende i Sjællandske Mediers Næstved-udgave:

”Kan det være rigtigt, at vi bruger mere end 100.000 kroner for meget om året til lønninger i det lille pastorat alene til de tre medarbejdere? Hvem stopper dette overforbrug af penge til personale? Det her kan meget let have karakter af kammerateri og nepotisme, hvilket ikke bør finde sted.”

Forud for læserbrevet havde Hans Sejersbøl på et menighedsrådsmøde fremsat skriftligt forslag til dagsordenen om at regulere medarbejdernes timetal, men et flertal mente, at medarbejderne allerede blev aflønnet korrekt. Men ikke Hans Sejersbøl:

”Vi skal ikke betale løn for arbejde, der ikke bliver udført, fordi vi har skåret ned på antallet af gudstjenester, efter at vores præst blev sygemeldt. Jeg tager afstand fra det overforbrug, men formanden har bare diktatorisk besluttet, at det skal fortsætte. Det er ikke ordentlighed i min verden,” siger han.

Generelt mener han, at formanden og flere medlemmer af menighedsrådet ikke ved nok om rådsarbejdet.

”Da jeg sagde til en, at hun burde komme på kursus for at lære noget, begyndte hun gudhjælpemig at græde. Jeg vil bare gerne hjælpe dem.”

Line Hansen abonnerer også på Sjællandske Medier, men ikke Næstved-udgaven. Hun fik et tip om, at læserbrevet var blevet trykt, og blev rasende.

”Han havde truet os med at gå til pressen, men vi havde ikke troet, han ville gøre alvor af det. Hvad skal det til for? Jeg er ikke bange for hans anklager, men jeg er så irriteret over, at mine medarbejdere, der er meget dygtige, får at vide, at de ikke duer. De yder en kæmpe indsats.”

Læserbrevet kom efter en periode, hvor der ellers var faldet lidt mere ro over menighedsrådsarbejdet.

I maj 2018 var Anna Helleberg Kluge tiltrådt som provst i Næstved og blev sat ind i konflikten af sin forgænger. Allerede i den første uge var hun med til menighedsrådsmøde i de tre sogne. Biskop i Roskilde Peter Fischer-Møller havde bedt hende om at sidde med på møderne for at sikre, at de blev gennemført korrekt, og at arbejdet i sognene ikke gik i stå på grund af konflikten.

Hendes klare indtryk var, at stemningen på møderne var nervøs. For hvilket punkt på dagsordenen ville medføre det næste sammenstød? Samtidig fornemmede hun tydeligt, at det var mennesker, der elskede deres lokalområde.

”Når man lader sig vælge til et menighedsråd, er det, fordi man gerne vil noget med det lokalsamfund, hvor man bor. Når frivillige folkevalgte med forskellige tilgange går sammen om at løse en opgave, kan der opstå konflikter, men samtidig skal det fungere. Man kan ikke bare sætte nogen af, som er valgt til opgaven. Det er folkets kirke i bedste og værste forstand.”

Efter et år faldt der efter provstens overbevisning mere ro over gemytterne, og hun var ikke længere med på møderne. Hun blev overrasket over læserbrevet.

”Anklagerne om nepotisme og magtmisbrug undrede mig lidt. Hvis jeg sad med sådan en mistanke, ville jeg nok som det første gå til min provst frem for at lægge det frem i offentligheden. Jeg har kigget regnskaberne igennem og mener heller ikke, der er noget at komme efter.”

”Konflikten er slet ikke løst endnu. Jeg håber for menigheden, at de snart får noget fred. Problemer opstår nedefra og skal løses nedefra” siger Anna Kluge.

Netop det er yderst vanskeligt, når parterne er så uenige, påpeger Line Hansen.

”Hvis samarbejdet ikke fungerer i et menighedsråd, kan du have tilknyttet 400 coaches og konsulenter, og jeg skal komme efter dig. Det hjælper intet. Du kan ikke nå ind til Hans. Han er der kun af én årsag, og det er at gøre livet surt for os andre. Menighedsrådsløftet er ikke det papir værd, det er skrevet på, og der er ingen hjælp at hente,” siger hun.

Hans Sejersbøl siger for sin del, at han gerne vil finde fælles fodslag i menighedsrådet.

”Ja, det er jeg da interesseret i. Jeg vil bare gerne have, at formanden spiller ud, for det er hende, der reelt skal formidle samarbejdet. Det er ikke mig, der skal komme kravlende. Jeg holder ikke op i menighedsrådet, før de begynder at køre de menighedsrådsmøder på en ordentlig måde.”

En ubekendt i ligningen er, om sognepræst Gunver Birgitte Nielsen, der har orlov fra sin stilling som sognepræst indtil 1. juli, vender tilbage. Selv siger hun:

”Jeg sidder her på Herøy og får det bedre og bedre. Jeg kan trække vejret. Tiden må vise, om jeg kommer tilbage, men det er et spørgsmål mellem stiftet og mig.”

Hans Sejersbøl er ”ligeglad med” om sognepræsten returnerer.

”Hun er flink og knalddygtig, men jeg kan også forlige mig med en anden præst.”

Formand Line Hansen og hendes støtter venter spændt på en udmelding fra stiftet.

”Vi er nogle, der hele tiden har sagt, at hvis hun kommer tilbage, så stopper vi i menighedsrådet. Så vil vi ikke mere. Nu har vi prøvet at banke det her op, så det skulle blive godt, og det er det faktisk blevet med mere glade og engagererede ansatte og masser af frivillige, der hjælper ved arrangementer. Hvis Gunver Birgitte Nielsen kommer tilbage, er alt jo tabt. Hun har behandlet sognets ansatte på en helt vanvittig måde, og jeg vil ikke samarbejde med en præst, jeg er så uenig med.”

Tilbage på menighedsrådsmødet i graverhuset ved Førslev Kirke denne aften bliver punkterne på dagsordenen krydset af ét efter ét. Den hjemmebagte roulade går rundt, kaffen bliver skænket, og senere, på det lukkede møde, bliver det besluttet, hvornår den skimmelsvampsramte præstegård skal sættes til salg. Alle – inklusiv Hans Sejersbøl – har forliget sig med tanken om, at det rigtige er at sælge den.

Sognepræst i nabosognene Tom Thygesen Daugaard deltager også i mødet, for det er meningen, at de to menighedsråd i fremtiden skal arbejde mere sammen. Han fortæller, at det er svært at engagere nye i menighedsrådsarbejdet ovre hos ham. Og så tilføjer han:

”I har noget fantastisk her hos jer, og det er ballade. Det er med til at skabe opmærksomhed og lokke folk til.”

Hans Sejersbøl svarer med et skævt smil.

”Tom, så må du jo lave noget ballade.”

Artiklen er skrevet før coronakrisen.