Prøv avisen

Pensioneret sygeplejerske: Det er forbi med den menneskelige kontakt i ældreplejen

”Ældrepleje bør bestå i at give noget menneskeligt til andre. Men sådan foregår det ikke i dag. Hjemme-hjælperne er søde nok, men de er underlagt nogle forkerte rammer. De kommer med en lille håndholdt computer og registrerer, når de går ind ad døren. Det ville slet ikke have duet, hvis jeg som sygeplejerske skulle have rendt rundt med en computer,” siger den 88-årige pensionist Gudrun Elise Sørensen. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Den 88-årige tidligere afdelingssygeplejerske Gudrun Elise Sørensen finder det helt forkert, at hjemmehjælperens arbejdsdag er styret af en computer, og at der sjældent er tid til nærvær og snak

I vindueskarmen i det renskurede køkken står en lilla og to hvide orkidéer med tilsammen 40 blomster.

Orkidéerne er blevet 88-årige Gudrun Elise Sørensens helt store interesse, efterhånden som hendes helbred har gjort det sværere at komme på gaden.

”Det giver mig indhold hver morgen at se blomsterne,” siger Gudrun Elise Sørensen med et glimt i de livlige blå øjne, mens hun med fingrene viser, hvor meget vand og gødning hun giver blomsterne hver søndag.

På en væg i køkkenet hænger et fotografi af en smuk gade i middelalderbyen Assisi i Italien. I mere end 10 år besøgte Gudrun Elise Sørensen hvert år birgittasøstrenes kloster i den italienske by, men i 2011 kunne hun ikke længere klare flyveturen.

Gudrun Elise Sørensen er velklædt og iført slacks, blå strikket trøje og smarte briller. Hun bor på fjerde sal i en rummelig treværelses lejlighed uden elevator i det centrale Aarhus. Foran den hvide sofa i stuen står to håndsnedkererede stole og et bord, hendes forældre fik i bryllupsgave. Væggene er tæt besat med fotografier og malerier. Fra vinduet kan hun se ud over havneområdet i Aarhus, og mellem to høje skorstene skimtes Aarhus Bugt og Samsø.

Gudrun Elise Sørensen er pensioneret sygeplejerske, og på hendes hoveddør hænger der et lille billede af Florence Nightingale, opfinderen af den moderne sygepleje. Det er netop sygeplejens førstedame, Gudrun Elise Sørensen henviser til, når hun skal forklare, hvad der er galt med ældreplejen. Der mangler nærvær og tid til den enkelte og frem for alt menneskelig kontakt, mener hun.

Selvom personalet gør deres bedste, og hun holder meget af sin faste hjemmehjælper, er de rammer, som de ansatte må arbejde under, langtfra optimale, mener Gudrun Elise Sørensen, der har modtaget hjemmehjælp siden 2011. Værst er det i de perioder, hvor den faste hjælp erstattes af mange forskellige afløsere: ”Så bliver jeg skrupforvirret,” konstaterer hun.

Gudrun Elise Sørensen er flere gange faldet på sit badeværelse. Hun fik et alvorligt knæk i ryggen, da hun som sygeplejerske i hjemmeplejen løftede to patienter. Desuden lider hun af knogleskørhed og har haft seks sammenfald i ryggen. Det er smertefuldt, og hun går dårligt og har svært ved at stå op i længere tid. Hun modtager et kvarters hjemmehjælp hver dag til opvask. Derudover rengøring tre kvarter hver anden uge og et bad to gange om ugen.

Gudrun Elise Sørensen har dog selv valgt kun at få et bad en gang om ugen, fordi ”badet gør mig så frygtelig træt”. Hun blev gift, da hun var i 40’erne og siden skilt. Hendes eksmand døde for omkring 10 år siden. Hendes venner er også faldet bort, og det samme er hendes to søskende, så hun har kun en niece, der bor i USA, tilbage. Derfor er hjemmehjælperen, besøgsvennen fra Ældre Sagen, der kommer en gang om ugen, og de to unge studerende fra ejendommen, som hun har hyret til at hjælpe sig med at købe ind, de eneste mennesker, hun ser. Ved højtider som jul og påske sidder hun alene i lejligheden foran fjernsynet.

”I marts måned døde min nevø på 57 år af cancer. Han var mit eneste tilbageværende familiemedlem i Danmark. Jeg bad til Gud, om han måtte overleve,” fortæller Gudrun Elise Sørensen, der selv har plejet og passet sin bror og søster, da de var alvorligt syge.

Gudrun Elise Sørensen voksede op i Skive i en meget religiøs familie, og som ung kom hun til København for at uddanne sig til modist (person, der laver håndsyede hatte) i Store Kongensgade. Hun husker, hvordan dronning Ingrid kom forbi og kiggede på hattene.

Gudrun Elise Sørensen var dygtig til sit fag og fik tilbud om at komme til Paris for at arbejde. Men hun besluttede sig for at sige nej og henvendte sig i stedet til Kommunehospitalet i København, hvor hun fik en elevplads som sygeplejerske.

”Jeg ville være noget for mennesker. En hat er en ting og noget, man tager af igen, når man er sygeplejerske giver man noget til andre mennesker.”

Som nyuddannet sygeplejerske kom hun til Sverige, hvor hun arbejdede i 17 år og var blandt andet afdelingssygeplejerske i Sydsverige og den nordligste del af landet. Siden har hun arbejdet som sygeplejerske i hjemmeplejen og på hospitaler i Grønland, København, Sønderjylland og Aarhus, og hun har rejst i USA og Italien.

”Jeg har selv arbejdet med gamle mennesker i mange år, og efter min mening er der noget helt forkert i den måde, hjælpen fungerer på i dag. Ældrepleje bør bestå i at give noget menneskeligt til andre. Man skal ikke kun udføre en bestemt opgave. Men sådan foregår det ikke i dag. Hjemmehjælperne er søde nok, men de er underlagt nogle forkerte rammer. De kommer med en lille håndholdt computer. De registrerer, når de går ind ad døren og skal også taste ind, når de forlader mig et kvarter senere. Nogle gange føler jeg, at de går baglæns ud ad døren, fordi de har så travlt. Det ville slet ikke have duet, hvis jeg som sygeplejerske skulle have rendt rundt med en computer. Man skal have ’feeling’ (indlevelse, red.) som sygeplejerske. Hvis en ældre ikke har det godt, så skal man finde ud af, hvad der er i vejen. Men det er forbi i Danmark,” mener Gudrun Elise Sørensen.

Når hjemmehjælperen er gået efter et kvarters opvask, er Gudrun Elise Sørensen, som hun udtrykker det, ”alene 23 timer i døgnet”.

Hun kommer sjældent uden for lejligheden, for det er svært at gå ned ad trapperne. Hun støver af, passer sine blomster, går ud på altanen, laver aftensmad – for eksempel omelet. Hun læser bøger om det gamle Rom og Italien, og om aftenen ser hun fjernsyn. Hendes besøgsven hjælper hende med at betale regninger, for Gudrun Elise Sørensen har ingen computer.

På spørgsmålet om ikke det er rimeligt, at hjemmeplejen først og fremmest giver praktisk hjælp til dem, der har allerstørst behov, svarer hun:

”Jo. Men der er noget galt med kontakten til de ældre, der er helt alene. Man snakker så meget om demens. Jeg tror, demensen nogle gange kommer af, at vi bliver ladt for meget alene.”

Plejehjem eller ældrebolig kunne være en løsning. Men hun kan ikke forestille sig at flytte.

”Jeg lever og ånder for at slippe for at komme på plejehjem. På et plejehjem lider mange af demens. Det er ikke som et alderdomshjem for 40 år siden, hvor de ældre hyggede sig og spillede kort,” siger den tidligere sygeplejerske, der med et smil indrømmer, at det ikke er let at finde en løsning på hendes situation. Hun savner selskab, men ældreklubber og genoptræningscentre har ikke været det rigtige for hende.

”I genoptræningscenteret blev 90-årige sat op på en cykel for at træne. Det var slet ikke noget for mig. Jeg træner, når jeg går rundt i lejligheden. Lad dog de gamle på 90 år få lov at være gamle. Jeg kan ikke sætte mig ind i den tankegang med, at vi skal træne. Det, jeg har brug for, er kontakt, nærvær og nogen at tale med. Regeringen har bevilget flere penge til de ældre, men der er ikke nogen til at hygge om os. Det ville være godt, hvis der kom en og sagde godnat og sov godt, eller at jeg kunne tale med en, når jeg havde en dårlig dag. Det hjælper, når jeg kommunikerer med min søde faste hjemmehjælper, men hun er her kun et kvarter.”

Alt i alt synes Gudrun Elise Sørensen, at det er en blandet fornøjelse at blive gammel.

”Jeg ville altså ikke gøre det to gange,” siger hun med et underfundigt smil og fortsætter:

”Nogle gange siger jeg ’lille ven’ til mig selv, for der er ingen andre til at sige det.”

Hendes besøgsven i Ældre Sagen er i gang med at lave en klub for ældre, der kan mødes, men Gudrun Elise Sørensen tror ikke, at klubben bliver noget for hende.

”De er vist lidt yngre end mig, og det er svært for mig at komme ud.”

Gudrun Elise Sørensen understreger, at hendes kristne tro er en stor opmuntring.

Hun kan ikke længere gå til gudstjeneste i Aarhus Domkirke, for der er for langt at gå. I stedet kommer præsten og besøger hende. De taler sammen, læser i Bibelen og synger en salme.

”Det kristne budskab holder mig oppe. Hver aften har jeg kontakt med min Gud. Når jeg ikke kan snakke med nogen, må jeg tale med Gud.”