Det er godt gået, Margrethe

Lars-Henrik Schmidt, professor i filosofi ved Aarhus Universitet

Det er godt gået, Margrethe
Foto: Scanpix.

Spørgsmålet er, om det er Dronningen eller Margrethe, der bliver 75 år. Der er forskel på, om det er regenten eller personligheden. Der er et sammenfald, men hvad vil komme til at dominere: Dronningens liv som regent eller regentperioden?

Min pointe er i al sin banalitet, at som tiden går, er det mere og mere Margrethe, der bliver 75 år, end det er regenten. Dronningens placering er ikke blot ceremoniel med underskrivning af love, den bliver mere noget andet og mindre ceremoniel. Der er meget få opgaver tilbage på den ceremonielle front, og ved siden af vokser ”margretheheden”, der mere er en kulturel figur end en politisk figur. Det er måske mere den kulturelle figur, der bliver 75 år, end det er Margrethe som regent i vores politiske demokrati.

Men der er en årlig begivenhed, der er svær at placere mellem det politiske og kulturelle: Nytårstalen. Dronningens ret til at tale må gerne markere noget, der lugter af værdipolitik, men skal holde sig fra politik.

Faktisk er Dronningens betydning som inkarnerende sammenhængskraft vokset, fordi vi ikke har noget andet end den og Dannebrog. Hun har danskernes mandat, som er folkeligt. Samtidig er hun un homme extraordinaire - et i gammeldags forstand ekstraordinært menneske. For at vi som folk kan hænge sammen, skal der være noget, der ikke er os. Hun er ualmindelig, hun unddrager sig almindeligheden, og det er det, hun får sin apanage for. Det er Dronningens livsbestilling og også grunden til, at vi mener, at vi kan forlange noget af hende. Hun skal opføre sig ordentligt, men må ikke være som os andre.

Dronningen har klaret sig godt, men har efter min opfattelse overdrevet sin kunstnerrolle, for der er det ”margretheheden”, der hersker. Hun vil også gerne være et menneske og udfolde sig, men det er ikke meningen. Det er morsomt, at de kongelige skal være meget specielle, men en af grundene til, at vi holder af dem, er, at det er de ikke. De er også almindelige mennesker. Så vi ophøjer dem på den ene side, men kan på den anden side godt lide, at vores ophøjethed af dem mislykkes. Den er den konflikt, vi er i.

Jeg mener, at det er udtryk for en meget sund gelassenhed i forhold til dansk væremåde, at Kongehuset som institution kan overleve i forhold til de forventninger, vi har. Vi får ikke revolutioner, for vi kan skifte fra, at Kongen engang havde stor politisk betydning, til i dag, hvor det er en celebrity-betydning - en kendis-betydning. Vi tager det afslappet og mener, at Dronningen har en god funktion i sammenhængskraften. Man kan sige, at det er en elegant måde at få det til at hænge sammen på.

Dronningen kan også tillade sig at være moralsk. Hendes sager skal ikke sammenblandes med vore andres. Hun er hævet over de trakasserier, vi andre har. Som ventil er det helt sikkert givtigt for et demokrati som vores. Det er en modus vivendi-måde at leve sammen på.

Margrethe er dygtig, hun er dygtig til at passe sit embede og sin rolle. Hun er værdig og har en udstråling af værdighed, som vi andre har en ærefrygt for. Vi synes, at ”det er godt gået, Margrethe”, og ”du er vores Margrethe”. Vi er glade for, at Dronningen i sin intellektualitet er en velovervejet kvinde, og det aftvinger respekt. Og så tjener hun penge til Danmark. Man ser hendes betydning, når hun står i spidsen for en handelsdelegation, der besøger et land med en præsident, ingen kan huske navnet på. For han er på valg, det er hun ikke. Hun unddrager sig på en helt specielt måde.

Dronningen er et dansk varemærke og udfylder også sin rolle i den sammenhæng og har betydning for vores levestandard i Danmark. Hun spiller på alle de parametre, og det kan være svært at se, hvordan en anden kan overtage hendes rolle.