Prøv avisen

Teolog: Det meningsfulde liv findes i den ordinære hverdag

”Det meningsfulde liv handler om at lære at lade livet komme til os, og det er noget af det centrale i advent. Advent handler om, at Gud kommer til os i det helt almindelige, genkendelige menneskeliv, og det kan lære os at lade livet komme til os, ligesom Gud kommer til os,” siger Birgitte Graakjær Hjort. – Foto: Leif Tuxen

Middelmådigheden er stærkt undervurderet, mener teolog Birgitte Graakjær Hjort. Hun peger på, at det er et anstrengende livsvilkår, hvis man forventer, at alt skal være perfekt og optimalt

Birgitte Graakjær Hjort er rejsende i det meningsfulde liv. I mere end et årti har den 49-årige teolog og center- og afdelingsleder holdt foredrag i foredragsforeninger, sognegårde og på folkeuniversiteter om det meningsfulde liv. Selvom vi kun er ni dage henne i december, er det på søndag tid til at tænde det tredje lys i adventskransen. Ifølge Birgitte Graakjær Hjort er der en særlig tilgang til meningsspørgsmålet, som man kan lære af adventstiden.

For godt 10 år siden blev hun opfordret af Aarhus Universitetsforlag til at bidrage til en antologi sammen med filosof Cecilie Eriksen og psykolog Svend Brinkmann, hvor de hver ud fra deres faglighed så på begrebet ”det meningsfyldte liv”. Efter bogen kom efterspørgslen på foredragene, som er fortsat. Hun mener, at spørgsmålet om det meningsfulde liv ofte stilles på en måde, så det enkelte menneske sætter sig selv på overarbejde.

”Man sætter sig selv på overarbejde ved at spørge: Hvad kan jeg få ud af livet? Hvordan kan jeg skabe mening i livet? Det meningsfulde liv handler om at lære at lade livet komme til os, og det er noget af det centrale i advent. Advent handler om, at Gud kommer til os i det helt almindelige, genkendelige menneskeliv, og det kan lære os at lade livet komme til os, ligesom Gud kommer til os. Vi skal passe på med ikke at gøre et meningsfyldt liv til noget eksotisk. Se på julebrevene. Halvdelen handler om rejseoplevelser, for vi elsker at italesætte det ekstraordinære, men hvorfor fortæller vi ikke stort om glæden ved hverdagens rutiner? Gud valgte også det ordinære, almindeligt levede menneskeliv.”

På bordet står en juledekoration, og der er dækket op med klementiner og lidt af det søde, som hører årstiden til, og te i kopperne. Hvordan kan Birgitte Graakjær Hjort i dette almindelige rum tale om, at ”Gud kommer”? Er det noget, man erfarer gennem sine sanser som duften af klementiner eller som varmen fra stearinlyset?

”Spørgsmålet er, om det er noget, vi kan mærke. Det er noget, vi bliver fortalt, mere end det er noget, vi kan mærke. I gudstjenesten får vi lov til at høre det og blive det fortalt. Det kan måske lyde rationelt, men jeg mener ikke, at vi skal underkende det rationelle.”

For Birgitte Graakjær Hjort er adventstiden også en årlig øvelse i at leve på løftets vilkår. Men kan man tale om at leve på løftes præmisser, når det ifølge kirkens lære er mere end 2000 år siden, at Jesus kom til verden?

”Naturligvis kan vi ikke lege advent, som om Jesus ikke er født, men alligevel lever vi i et spændingsfelt mellem løfte og opfyldelse. Vi venter. Lever i forventning. Afventer noget. Og adventstiden viser os, at det er godt at vente. I vores kultur anser vi ventetid for spildtid, og i dag har vi med teknologiens hjælp fået mulighed for at udfylde, hvad der før var spildtid, så vi besvarer mails på telefonen, når vi skal vente i nogle minutter. Men det er godt at vente. Det gode sker ikke altid i dag. Ofte tager gode ting tid. Så det er godt at øve sig i langsommelighed.”

Tilbage til det meningsfulde liv. Adventstiden kan ifølge Graakjær Hjort minde om, at der er mening i livet, selvom man kun er på vej. Meningen kommer ikke af, at alt er opfyldt, mener hun.

”Det er godt at leve i det uopfyldte og godt at turde slippe forestillingen om, at jeg selv skal opfinde indholdet og i stedet vente på, at det skal blive mig givet, ligesom Gud kom til os.”

Advent peger på jul. Og jul lærer os blandt andet at øve os i at se det største i det mindste, mener Graakjær Hjort. I Det Gamle Testamente kan man læse forudsigelserne af Jesu fødsel. Nogle af de tekster indgår i læsningerne ved gudstjenesterne i adventstiden.

”Mange forventede noget stort og overbevisende. Så da Gud valgte at komme i Jesus af Nazaret, var han så anderledes og så lille at se på, at det ikke var indfrielsen af menneskers forventning. Og man måtte lige overveje, om det kunne passe, at Jesus var opfyldelsen af Guds løfter. En del konkluderede, at barnet i krybben ikke kunne være det.”

”Livet handler om andet end at få sine ønsker opfyldt. Måske ved jeg ikke selv, hvad der er bedst. Gud indfrier løfter, men han er også den, som overrasker. Det er godt at lade sig overraske og overbevise om, at Gud har planer, som er bedre end mine. Gud er ikke bare svaret på mine bønner, men ofte noget andet og mere end det, jeg havde forventet. På den måde minder advent mig om, at jeg ikke hele tiden skal sætte dagsorden, men lade livet komme med noget helt andet end det, jeg havde forventet. Mange af os er rigtig gode til at planlægge. Jeg er selv en af dem, som er god til at tilrettelægge min tid, og så er det ekstra vigtigt nogle gange at udfordres af at lade livet komme til en, selvom man ikke har planlagt det.”

Noget af det, adventstiden kan lære det moderne menneske om mening, kan man også finde inspiration til i ugerytmen, siger hun og fortæller om barndomshjemmet i Finderup lidt nord for Skjern. Her var søndag en særlig dag. Hun er den yngste af tre i en familie, hvor begge forældre drev egen virksomhed. Hendes far var møller, og hendes mor etablerede en tekstilvirksomhed i garagen og købte et par år senere byens nedlagte skole, som hun fik omdannet til tekstilfabrik med designer og syersker. Birgitte Graakjær Hjort tjente sine første penge på moderens fabrik, hvor hun lagde T-shirts og kjoler sammen.

”Begge mine forældre arbejdede meget, men ingen af dem har arbejdet om søndagen. Mine forældre gik i kirke hver søndag, og ofte var vi børn med. Om søndagen var maden bedre end ugens andre dage, og vi rykkede ind i spisestuen og diskuterede søndagens prædiken hen over middagsbordet. Jeg kan næsten dufte kyllingen og smage de syltede agurker endnu.”

Om eftermiddagen var de tit ude at opleve noget sammen. Det kunne være en køretur til Hee Dyrepark, en tur til Ringkøbing Fjord eller besøg hos venner og familie. Hun mindes udflugtsstemningen i bilen, som blandede sig med faderens cigarrøg.

Hun beundrer forældrenes evne til at holde fast i søndagen som en særlig dag, som ikke lignede de andre dage, hvor arbejdet fyldte, og børnene var af sted til skole, børneklub og spejder.

Hun forsøger selv at gøre søndagen anderledes ved at gå i kirke. Familiens hjem i Aarhus har ikke en spisestue, hvor søndagens frokost kan indtages, men i stedet kommer hun hver søndag en dug på spisebordet for at markere, at dagen skiller sig ud.

”Jeg har glæde af at ritualisere søndagen, så vi ikke skal opfinde den fra uge til uge. Jeg gør mig umage med at arbejde så lidt som muligt om søndagen, men jeg kan ikke sige, at jeg aldrig besvarer en mail om søndagen.”

Har denne rytme noget med mening at gøre? For hende har det.

”Det er velgørende at leve i en pendulbevægelse, hvor der er en dag i ugen, som skiller sig ud som en dag til hellighed, langsomhed og samvær og helst ikke konstant i vigør. Og så er søndag dagen, hvor der bliver sagt mig noget, jeg ikke kan sige mig selv. Det er det, som sker i gudstjenesten, og ofte går jeg fra kirken med noget, som bliver en overskrift over ugen, som kommer. Jeg oplever, at det er en aflastning, at jeg ikke selv skal finde på et eller andet genialt, men der er nogen, som siger det til mig som noget, jeg kan gå ud i livet på og lade livet komme til os, så vi ikke skal opfinde det og skabe indhold selv.”

I debatten efter foredragene bliver der ofte talt om travlhed. Selvom hun værner om den langsomme søndag, mener hun, at man skal være varsom med at se skævt til travlheden. Hun siger om sig selv, at hun er disponeret for engagement, og listen over hendes faglige og frivillige engagementer vidner om det. Hun oplever, at der er trivsel i at have travlt.

”Vi har fået hinanden overbevist om, at travlhed er noget skidt. Det holder ikke. Travlhed er også godt for mange af os, bare vi sørger for ikke at overdrive, så vi bliver syge af det. Vi ville jo stoppe med at have travlt, hvis det var så usundt, som vi nogen gange prøver at bilde hinanden ind. Travlhed er på mange måder et vilkår, og vi skal ikke hele tiden gøre det til vores fjende. Med travlheden følger ofte mange gaver i livet.”

Også i kirken mener hun, at travlheden ofte bliver talt ned på en uheldig måde. Hun henviser til Bibelens beretning om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria. Maria fokuserede på at lytte, mens Martha var den praktiske.

”Der er holdt mange prædikener til forsvar for Maria. Nogle gange står præstens ord i skærende kontrast til det liv, som vi er mange, der lever. En del af os lever som Martha og trives med det. Kirke og samfund ville være ilde stedt uden Martha’er. Og mange af os trives med det liv.”

Det meningsfulde liv er overskriften på Birgitte Graakjær Hjorts foredrag, men skal tilværelsen være meningsfuld? Hun mener, at man skal øve sig i ikke hele tiden at spørge, om livet er meningsfyldt. Og så råder hun gerne tilhørerne til at øve sig i at vælge ting fra.

”Vi lever i valgmulighedernes tid i en grad, ingen generationer har gjort før os. Det er på sin vis et stort gode, men det kræver, at vi bliver gode til at lære at gå glip af noget.”

Selv øver hun sig i at leve hver dag, som var det både den første og den sidste.

”Jeg prøver at leve hver dag, som var det den første i en uendelig række af dage. På den måde er tid ikke noget, vi har for lidt af, og den fornemmelse giver ro. I adventstiden bliver der også sat fokus på den sidste tid. At leve hver dag som om, det var den sidste, hjælper mig til at trænge ind til centrum. Hvad er det mest uopgivelige? Jeg kan tage mig i at tænke, at når jeg bliver gammel, vil jeg gå på folkeuniversitet, og jeg vil have eftermiddage, hvor jeg læser lange romaner. Men jeg ved jo ikke, om jeg bliver gammel. Så i stedet for at udskyde det væsentlige, tager jeg mig tid til at gå til foredrag, for det er noget, jeg virkelig sætter pris på.”

Samtidig med at hun prøver at leve hver dag, som var det både den første og den sidste, øver hun sig i at forsone sig med det uperfekte.

”Vi har en forestilling om, at vi skal slå til i alle ting. Det har aldrig været meningen, at vi skal slå til, hvilket Gud har taget højde for i tilgivelsen. Vi bliver tilgivet der, hvor vi ikke slog til. Det er nok at være til. Jeg øver mig i at træde ud i dagen, som er mig givet, og leve i kald og stand, hvilket er et godt luthersk princip. Det er godt nok, selvom det kan være nok så middelmådigt. I stedet for hele tiden at tænke, at jeg er på vej til noget bedre, dvæler jeg ved det, der er, vel vidende, at det ikke er fuldkomment. Middelmådigheden er stærkt undervurderet. Det er, som om alt skal være optimalt, og det er et anstrengende livsvilkår.”

194800268
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen