Mathilde Falch: Det er godt for mig at tro på, at der er noget, som er større end mennesket selv

Engang var Mathilde Falch sikker på, at hun skulle dø ung. Hun var også tæt på. Men musikken, kærligheden og en indre vildskab reddede hende fra både anoreksi og stof- og alkoholmisbrug. I dag bruger hun sine erfaringer til at hjælpe andre og til at skrive musik

Mathilde Falch nyder det stille og rolige liv i Birkerød nord for København med sin mand og to-årige søn. Et liv, der står i skarp kontrast til det liv, hun engang levede, men som hun har lagt for evigt bag sig. – Foto: Leif Tuxen.
Mathilde Falch nyder det stille og rolige liv i Birkerød nord for København med sin mand og to-årige søn. Et liv, der står i skarp kontrast til det liv, hun engang levede, men som hun har lagt for evigt bag sig. – Foto: Leif Tuxen.

I efteråret tog musiker Mathilde Falch et stort skridt. Hun tog på turné med sin far, sanger og sangskriver Michael Falch, rundt til en lang række danske kirker. Noget, han havde ventet på at gøre med sin datter, siden hun debuterede med sin første single ”Måske om fem år” i 2009, men som hun ikke var klar til før sidste år.

”Jeg nåede til et sted, hvor jeg ikke længere havde følelsen af at stå i skyggen af min far, og jeg følte mig værdig som musiker og sangskriver. Og så var jeg også blevet mor og opdagede det smukke ved at have forældre. Tænk, hvis min søn engang gerne ville lave noget med mig. Det ville gøre mig glad. Og så synes jeg jo også, at min far er vildt dygtig og fantastisk selskab,” siger 30-årige Mathilde Falch.

Mathilde Falch voksede op med sin mor og far som den yngste af tre søstre på et landsted i Gl. Kalvehave på Sydsjælland, hvor musikken fyldte en stor del af tilværelsen. Hun lærte at spille på flere instrumenter og skrev tidligt sange til sig selv. Men ud over at være en kreativ sjæl var Mathilde Falch tillige født med, hvad hun kalder et nysgerrigt og grænsesøgende sind. Autoriteter havde hun det svært med, og så godt som hver dag blev hun smidt uden for døren i skolen, fordi hun var urolig.

”Det var ikke noget, jeg kunne styre, og jeg brød mig ikke om at få skældud. Efterhånden begyndte jeg at tænke, at jeg nok fyldte for meget i fællesskabet, siden jeg hele tiden blev sendt ud,” fortæller hun på en café i Birkerød nord for København, hvortil hun netop er flyttet med sin toårige søn og manden Jesper Juhl, der er komiker.

Udenfor er det gråt i gråt, og der er få mennesker på gågaden, selvom butikkerne har haft åbent et par timer. Det ligner på ingen måde København, hvor Mathilde Falch boede indtil for kort tid siden, og umiddelbart er der ikke meget rock and roll over Birkerød.

”For 11 år siden havde jeg heller ikke troet, at jeg kunne leve sådan – flytte til provinsen, have et fast forhold og være sådan en, der havde en almindelig hverdag og blive mor. Jeg troede ikke, det kunne ske for mig. Jeg troede, jeg var for rodløs og rastløs, og at jeg ville ødelægge mit liv.”

Og Mathilde Falch, der har fire albumudgivelser bag sig og netop er startet på en danmarksturné med sit rockband, har da også været meget tæt på at ødelægge sit liv. Det er blandt andet det, mange af hendes sange handler om. For da Mathilde Falch kom i teenagealderen blev det tiltagende sværere for hende at finde fodfæste i livet. Hun begyndte at interessere sig for dystre emner inden for shamanisme og psykologi og havde ingen jævnaldrende at dele det med. Samtidig følte hun det mere og mere udfordrende at have en far, som var kendt af alle. Hun fornemmede konstant, at hun blev vurderet af sine omgivelser, og det blev nærmest en besættelse for hende at forsøge at være endnu sødere og at fylde endnu mindre i fællesskabet end alle andre, så hun repræsenterede sin far på bedste vis og i hvert fald ikke fremstod som en krukke.

I 2.g blev Mathilde Falch indlagt med livstruende anoreksi og lå i fire måneder fastspændt til en hospitalsseng med en ernæringssonde i næsen, tæt på at dø af underernæring. Her brugte hun de fleste af sine vågne timer på at planlægge sit selvmord. Hun var overvåget 24 timer i døgnet og fik aldrig lejlighed til at føre sin plan ud i livet. Og efter et halvt års indlæggelse følte hun sig klar til livet uden for den psykiatriske afdeling.

”Jeg var fyldt 18 og kunne udskrive mig selv. Så det gjorde jeg. Jeg flyttede i min egen lejlighed i Vordingborg, hvor jeg skrev sange i alle mine vågne timer og fandt ud af, at når jeg spillede eller skrev, så kunne de destruktive tanker ikke være der. Jeg fik også følelsen af, at nu var min tid kommet. Jeg havde ikke kunnet finde ud af at være barn og ung, men måske kunne jeg blive god til at være voksen.”

Helt så let gik det imidlertid ikke. Mathilde Falch kom hurtigt efter sin udskrivelse ud i et stofmisbrug. Det stod på et par år, indtil hendes kæreste, der i dag er hendes mand, bad hende stoppe. Så gjorde hun det. Men så snart stofferne var skippet, begyndte hun i stedet et alkoholmisbrug. Atter engang var det hendes kæreste, der måtte åbne hendes øjne for, hvor hun var på vej hen.

”Jesper stod en dag og så på mig, og jeg kunne se, at han bare ikke kunne mere. Han sagde til mig, at han ikke ville gå fra mig, men at hvis ikke jeg stoppede med at drikke, så ville vi få et dårligt liv. Og han havde jo ret. Og jeg var dybt ulykkelig over, at ham, jeg allerhelst ville ære, gjorde jeg ked af det.”

Som med stofferne stoppede hun også med at drikke fra den ene dag til den anden og siger selv, at hun er meget sort-hvid på nogle områder. Det er enten eller.

”Jeg tænkte, at enten tager jeg den her kamp, eller også får jeg det dårlige liv, Jesper talte om. På det tidspunkt havde jeg stadig følelsen af, at jeg ville dø ung. Jeg var sikker på, at jeg ville ødelægge mit liv. Men jeg fandt ud af, at den tanke hang tæt sammen med misbruget. For da jeg stoppede med at drikke, forsvandt tanken med det samme. Det gjorde også det selvhad, jeg vågnede op med hver morgen, fordi jeg skammede mig over ikke at kunne lade være med at drikke,” siger Mathilde Falch, der i dag ikke har rørt alkohol i fem år.

Sit misbrugsproblem har Mathilde Falch ikke fra fremmede. Det ligger i generne, kan hun se, når hun kigger på familiens stamtræ. Flere familiemedlemmer er døde af alkoholrelateret sygdom. Så galt gik det heldigvis ikke for hendes far, der var alkoholiker, indtil hun var 11 år. Det har betydet, at han kunne støtte hende, da hun havde det sværest.

”Vi ligner hinanden på rigtig mange punkter, og det kan være med til at stoppe selvhadet, når du har en at spejle sig i, som ikke dømmer dig. Men vi er også forskellige på nogle måder og har forskellige måder at være ædru på. Det har vi selvfølgelig også lige skullet finde ud af,” siger hun.

Hvad der til gengæld ikke tog Mathilde og Michael Falch længe at finde ud af var, at deres koncertrække i efteråret skulle finde sted i danske kirker. De havde begge et ønske om at møde publikum et sted, der kunne rumme fortællinger om både liv og død, og med på turnéen tog de også historien om deres misbrug.

”Til hver koncert fortalte min far lidt om at være far til en misbruger og jeg om dengang, min far blev ædru. Vi gjorde det med en følelse af, at vi kunne gøre noget for andre. Det er ikke længere et åbent sår for mig. Men jeg kunne mærke, hvordan det kunne sætte meget i gang hos andre,” siger hun.

Mathilde Falch med sin far, Michael Falch, i 1996. – Foto: Michael Medgyyesi/Ritzau Scanpix.
Mathilde Falch med sin far, Michael Falch, i 1996. – Foto: Michael Medgyyesi/Ritzau Scanpix.

Der blev både grædt og grinet til kirkekoncerterne. Det kan hun godt lide. Ligesom hun nød, at der også var plads til at være helt stille sammen i kirkerummet.

”Jeg tror, at moderne mennesker savner at kunne være i stilheden med andre. Det gør jeg i hvert fald. Og det er det, religion kan – også selvom den ikke nødvendigvis er etableret. I dag griber vi ud efter mobiltelefonen, så snart der er stille omkring os, fordi vi ikke kan finde ud af andet.”

Mathilde Falch blev ikke døbt som lille, men valgte selv som 11-årig at lade sig døbe. Hun tøver imidlertid, inden hun svarer på, om hun er religiøs.

”Mmmm. Ja, det er jeg. Jeg kan mærke, at jeg lige tænker over, hvordan andre vil opfatte mit svar, fordi de måske får et indtryk af noget, som jeg ikke synes, det er. Nogle gange kan det blive opfattet som et tegn på svaghed. Men der kan jeg mærke, at det i hvert fald for mig er godt at tænke, at jeg ikke selv er det største i verden. Der er noget, der er større end os mennesker. Vi har så travlt med selvrealisering, at vi glemmer fællesskabet. Vi vil også gerne lave vores helt egen hjemmestrikkede religion. Alt skal være helt specielt. Men jeg tror, at det er godt, at der er noget, der er etableret. Det er rart at vide, at der er noget, som andre også synes er godt.”

I søndags gik Mathilde Falch tilfældigvis forbi den lokale kirke med sin lille søn, da klokkerne ringede. De gik ind og var med til gudstjenesten, som stadig sidder i hende.

”Det var sådan en fin oplevelse. Bare det at se den glæde, det skabte hos især de ældre mennesker, at Leo var med. Det er jo det, det handler om, tror jeg, når der tales om næstekærlighed i kirken. At vi er fælles om noget og giver plads til hinanden. Det er ikke sikkert, at det er i kirken, alle kan finde det. Men selv synes jeg ikke, at der er kommet andet, der erstatter den åndelighed, man finder der.”

Når hun kaster blikket bagud i tid, ser hun tydeligt, hvordan den indre rastløshed og energi, hun bærer i blodet, har været medvirkende til flere gange at bringe hende ud på kanten af livet. I dag har hun fundet ud af, at selvsamme kan bruges til noget konstruktivt.

”Jeg har altid haft følelsen af at være glad for adrenalin og spænding – jeg har aldrig måttet kede mig. Det var også det, der drev mig ud i misbrug. Men i dag har jeg fået nogle sunde måder at sørge for, at jeg ikke keder mig, og noget af det, som virkelig kan få mig op at køre i dag, er projekter, hvor jeg kan gøre noget godt for andre.”

Nogle af dem, som Mathilde Falch kanaliserer sit overskud over i, er mennesker, der befinder sig i livssituationer, der ligner dem, sangerinden engang selv befandt sig i. Hun tager ofte ud og afholder fortælle-koncerter forskellige steder i psykiatrien og bruger sine egne erfaringer til at bringe håb og spejling for dem, hvis liv synes håbløse. Og som til sine almindelige koncerter rundt om i landet, har hun ikke indøvet et manuskript.

”Jeg har prøvet. Men jeg kan ikke på den måde. Det kommer til mig, når jeg er der. Det, jeg kan, er at give af mit nærvær. Uanset hvor jeg er, skal der være en følelse af, at nu er vi her sammen i et fællesskab. Det kan gøres både gennem glæde og smerte, og for mig har det været en god aften, hvis man har været igennem hele paletten af følelser.”

I går startede Mathilde Falch på sin to måneder lange turné med sit band i Viborg, og i aften spiller hun i Musikhuset i Aarhus. Hun glæder sig, og selvfølgelig har hun øvet sig. Men ikke for meget. Der må gerne være noget på spil, så det hele ikke bliver for poleret.

”Det er vildt og ikke helt til at kontrollere. Det kan jeg godt lide. På den måde er min musik også med til at holde det vilde i mig i skak.”