”Hey, jeg har en høne at plukke med dig,” lyder det med et kærligt smil fra Rasmus Wexøe Kristensen, da han på vej ned ad trappen fra sit kontor på anden sal passerer en Hus Forbi-sælger. Det viser sig, at manden dagen forinden havde forrettet sin nødtørft ude i gården. Det er ikke okay, og i øvrigt er der udmærkede toiletter inden døre i den socialøkonomiske virksomhed Hus Forbis hovedsæde i Vanløse i København.
Man går direkte fra gaden og ind i husets hjerte, medarbejdercaféen, i den tidligere bankbygning. Her kan organisationens sælgere af hjemløseavisen Hus Forbi hente nye aviser og afregne for de solgte. Få mad og drikke og møde kolleger. Denne formiddag er der liv og glade dage i caféen, der er pyntet op til jul med et flot juletræ, der når helt op til loftet. Mange er mødt op, fordi der senere på dagen skal holdes 20-årsjubilæumsreception for en af husets faste medarbejdere. Hunde gør, der snakkes og hænges guirlander op. Og midt i det hele ved et bord sidder selveste julemanden i skikkelse af Hus Forbi-sælgeren Hvilman iført en stor rød nissehue.
Humøret er højt, men ikke desto mindre er julen en hård tid for hjemløse, siger Rasmus Wexøe Kristensen. Han er 46 år, uddannet pædagog og har været sekretariatsleder i Foreningen Hus Forbi siden 2011.
”Det er i julen, at vi alle sammen er sammen med vores familie og dem, vi holder af, og som har betydning for os. Og langt de fleste hjemløse har sagt farvel til både familie og netværk. Mange af dem har fundet nyt netværk på gaden. Men det netværk, man forbinder med de allernærmeste relationer, har langt de fleste mistet kontakten til. Det er hårdt, for man mindes dem, man var sammen med, da man var barn. Det er de ting, man kommer til at tænke på i julen,” siger Rasmus Wexøe Kristensen, der har taget kaffe med op på sit kontor.
Ifølge ham er julen også en travl tid for hjemløse.
”Især hvis de er Hus Forbi-sælgere, for det er der, at folk virkelig husker på at gøre noget for andre, og julen er gavernes tid. Så ikke alene er der flere, der stopper op og køber en avis, men der er også utroligt mange arrangementer, indsamlinger, fester og julefrokoster – alt muligt, som folk, der gerne vil gøre noget godt, har arrangeret. Det er lige før, i hvert fald i København, at de ikke kan følge med og sige ja til alle de ting, de bliver inviteret til i julen. Så vi opfordrer gerne folk, der ringer hertil og gerne vil gøre noget for de hjemløse, til at holde noget første og anden juledag, hvor alting er lukket. Også gerne i januar og februar, hvor det er smadderkoldt og hårdt at bo på gaden. Det er superdejligt, at man gerne vil gøre noget for nogle, der ikke har det så godt i vores samfund. Det er jo udtryk for, at vi som danskere har overskud og lyst til at gøre noget for dem, der har mindre, men jeg vil gerne hjælpe med at huske på, at det er hårdt at være hjemløs hele året.”
Hus Forbi-sælgerne holder selv juleaften i huset i Vanløse. Nogle hjælper dem i køkkenet med at lave andesteg, og de arrangerer pakkespil. Der er plads til 60 deltagere juleaften. Og i januar holdes der en stor julefrokost for sælgerne fra hele landet.
Hus Forbi havde eksisteret i 15 år, da Rasmus Wexøe Kristensen blev ansat i 2011. Dengang fik han sælgerkort nummer 636. I dag er antallet af sælgerkort steget til 3500.
”Der er blevet mange flere mennesker, som har set sig selv i en situation, hvor de har haft det så svært, at de har opfattet det at komme ud og sælge Hus Forbi-aviser som en løsning på den situation, de er i. Det er alvorligt, synes jeg, men det betyder også, at Hus Forbi på en paradoksal måde er mislykkedes med sin egen opgave. For vi skal i virkeligheden helst udrydde os selv forstået på den måde, at avisen gerne vil sætte hjemløshed på den offentlige dagsorden med forhåbningen om, at beslutningstagere og vælgere bliver så oplyste, at de gør noget for at løse problemet.”
”Det er ikke mange, der stopper som sælgere, fordi de har fået fast arbejde, men det er heller ikke et direkte mål. Vi bliver tit spurgt, om Hus Forbi er med til at finansiere et misbrug eller bliver en undskyldning for, at man ikke flytter sig et andet sted hen i sit liv. Det, som vi tror på, er, at rigtig mange ville være et helt andet og værre sted, hvis ikke de havde haft Hus Forbi. Det er også, hvad sælgerne siger til os, at det har reddet deres liv, og havde de ikke haft det, var de døde for længe siden. Vores tilgang er at møde sælgerne der, hvor de er. Og det at komme ind i det fællesskab ændrer ens egen og andres opfattelse af en, og alene det at få noget struktur på ens liv fører til noget positivt.”
Den struktur er også baggrunden for, at nogle Hus Forbi-sælgere fortsætter med at sælge avisen, selvom de har fået et sted at bo og mere styr på deres liv.
Rasmus Wexøe Kristensen mener, at Hus Forbi kan tage en lille del af æren for at have været med til at synliggøre hjemløshed på en anden måde.
”For 20 år siden var det mere skamfuldt, end det er i dag. Man skulle i højere grad snige sig langs murene, men nu står der rigtig mange hjemløse på gaden med deres gule avistaske og har en værdighed og stolthed i det. Der er kommet en større opmærksomhed på hjemløshed og en større accept af, at fordi man er hjemløs, er man ikke nødvendigvis et dårligere menneske. Hvis jeg skal prise vores organisation, så synes jeg, at vi har lavet mange gode ting. Vi er i stand til at betale hundeforsikringer og yde tandhjælp og har inden for de seneste fem til syv år udviklet en vifte af tilbud,” siger han og nævner også det nye projekt ”Pant for Pant”, der blev lanceret i sidste uge.
”Det er en socialøkonomisk virksomhed, der udelukkende har til formål at skaffe udsatte eller hjemløse lønnet arbejde. Det er en pantindsamlingsservice, hvor virksomheder kan donere deres flaske- og dåsepant, og så kommer de hjemløse og henter dem. Flere store virksomheder har sagt ja til at være med, og vi har en forventning om at kunne skabe nogle skæve, rummelige arbejdspladser gennem det projekt.”
Spørger man Rasmus Wexøe Kristensen om, hvor samfundet svigter, siden antallet af hjemløse er stigende, lyder svaret:
”Det er oplagt at sige, at der er for få billige boliger, og at der sker strukturelle ting, som at man ikke må anvise billige boliger i byerne til folk på kontanthjælp. Men jeg synes også, at vi svigter med det ensidige fokus, vi har på vækst, økonomi og på at få folk i arbejde. Det er noget af det, som i mine øjne presser folk, som i forvejen har det svært, og som hænger med det yderste af neglene i forhold til at få en hverdag til at hænge sammen. Hvis de bliver skåret i kontanthjælp, får deres dagpengeperiode forkortet eller bliver sanktioneret, fordi de ikke er mødt op til en samtale på jobcentret, så skubber vi dem ud over kanten, og så ender de hos os. Paradigmet med, at vi alle sammen skal have et arbejde for at sikre, at den velstand, vi har, bliver bevaret, og at det er det, alle skal sigte mod, og det, der er målet for de offentlige indsatser, synes jeg er et problem. Og det, der er årsag til, at der igennem årene er blevet mange flere hjemløse.”
Set i det lys synes Rasmus Wexøe Kristensen, at han har det bedste arbejde på området i Danmark.
”Hus Forbi er en organisation, som udelukkende er finansieret af det, som sælgerne sælger på gaden. Det vil sige, at vi ikke er målstyret af andre, og ser vi et behov, kan vi handle på det. Samtidig har jeg nær kontakt til sælgerne. Jeg er pædagog på gulvet halvdelen af tiden og har fingrene i mulden, samtidig med at jeg også sidder foran computeren og laver alt muligt administrativt. Jeg får lov til at udvikle ting som ’Pant for Pant’, jeg har personale-ledelse – jeg har alt muligt spændende.”
”Jeg har i mit unge liv selv været en omflakkende sjæl og oplevet mange skoler og institutioner, som ikke kunne rumme mig, eller som jeg ikke syntes var særligt spændende. Det, der gjorde forskellen for mig, så jeg ikke endte med at stå og sælge Hus Forbi, var, at uanset hvor tosset og åndssvagt jeg opførte mig, så var min mor der altid for mig og bakkede mig op. Og så har jeg undervejs også mødt nogle mennesker, som ikke sendte mig væk og hjalp mig igennem.”
”Det er det, jeg gerne vil med det her arbejde. Uanset hvor sindssygt og åndssvagt de opfører sig, eller hvor frustrerede og kede af det de er, så skal der være plads til dem i Hus Forbi. Det er min drivkraft, at her kan jeg få lov til at give en rummelighed, som der ikke er andre steder. Man skal virkelig gøre nogle mennesker fortræd, hvis man ikke kan være en del af det her. Det, tror jeg på, flytter noget.”