Da Enhedslistens Pelle Dragsted fremhæver et citat af den argentinske revolutionshelt Che Guevara, bliver det leveret på flydende spansk, inden han ubesværet oversætter det til dansk. Citater er ellers ikke noget, han dyrker, men lige det her vender han ofte tilbage til. Måske fordi det spanske og latinamerikanske betyder meget for ham. Han var otte år, da han rejste med sin far til Nicaragua, der netop havde været igennem en revolution. Faderen skulle som læge være med til at opbygge sundhedssystemet i det nye samfund, og for Pelle Dragsted blev det starten til en livslang kærlighed til Latinamerika. Ud over at han lærte spansk, satte landets politiske usikkerhed, befolkningens religiøsitet og fattigdommen hans liv hjemme i Danmark i perspektiv. For selvom han var vokset op med at kæmpe for sine overbevisninger og tage til demonstrationer, var der anderledes knald på virkeligheden i Latinamerika.
Det er mere end 10 år siden, han sidst har været i den del af verden. Politisk usikkerhed og voldsom bandekriminalitet har gjort det for farligt for ham at rejse i landene, men kærligheden dertil er intakt. Og mødet med en virkelighed, som var mere hård og skarpt optegnet end det trygge liv hjemme i Danmark, har påvirket ham både privat og som politiker.
Og Che Guevara-citatet? Det vender vi tilbage til.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
Jeg vil beskrive det som humanistisk og oplysningsfilosofisk. Mennesket er centrum, selvfølgelig sammen med naturen, men vi indgår ikke i sig selv i nogen højere mening eller system, det er noget, vi selv må skabe sammen. Til gengæld er jeg sikker på, at det er helt nødvendigt, at vi forbinder os til hinanden. Både emotionelt, organisatorisk og med henblik på at overleve. Det er i den grad aktualiseret af klima-krisen, hvor vi er blevet opmærksomme på, at vi er bundet sammen på en måde, hvor den enkeltes handling har enorme konsekvenser for andre.
Hvad har formet dit livssyn?
Det har min opvækst, sådan er det nok for de fleste. Jeg er vokset op i en familie, der både var politisk interesseret og politisk aktiv. Min mor var socialrådgiver og arbejdede i Kriminalforsorgen, og hun var meget aktiv omkring fangers forhold og rettigheder i fængslerne. Hun gav mig en forståelse for, at man selvfølgelig har et personligt ansvar, men at menneskers vilkår også har en enorm betydning for vores muligheder, og hvor vi ender. Min mor har altid været meget passioneret, og hun tog mig med til demonstrationer. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, og jeg har boet mest hos min mor. Min far rejste meget som læge, og da jeg var omkring otte år, rejste jeg med ham til Nicaragua, hvor der havde været gennemført en revolution, da Somoza-diktaturet blev væltet. Min far var med til at opbygge sundhedssystemet i det nye samfund. I Latinamerika så jeg en social indignation og en international solidaritet, og det prægede også mit syn på religion. I Latinamerika er stort set alle religiøse, og religion har spillet en stor rolle på venstrefløjen her med befrielsesteologien, som er en retning inden for katolicismen. Den tager udgangspunkt i, at Jesus kæmpede for de fattige, og at kirken altid skal stå på de fattiges side. Mange præster gik med i den civile kamp mod undertrykkelsen. Så det nuancerede mit syn på religion, for ingen i min familie er religiøse, og det er jeg heller ikke selv.
Hvad gør dit liv rigere?
Det er nok de samme ting, som gør alle menneskers liv rigere: kunst, god mad, musik, kultur, rejser. Og så giver det at få børn selvfølgelig livet allermest fylde. Jeg har en på 16 år og en på 13 år, og de er en kilde til konstant glæde. Vi bor i kollektiv, det har jeg gjort, siden jeg flyttede hjemmefra, og jeg bor stadig med nogle af dem, jeg flyttede sammen med dengang. Vi er fire familier i en kæmpestor villa på Frederiksberg, og det giver en slags udvidet familie at bo sammen. Jeg har spurgt mine børn flere gange, om de hellere ville bo alene, for de har jo ikke selv valgt at vokse op i kollektiv, men de er glade. Også selvom man ikke har den intime spisesituation sammen som familie, fordi man spiser mange mennesker sammen hver dag. Det stiller krav til, at man som forælder finder på andre måder at være alene sammen med sine børn på, men jeg kan godt lide fællesskabet og det at være sammen med hinanden på en utvungen måde.
Hvad betragter du som dit livs største ulykke?
Jeg tror, jeg har den til gode. Jeg har da gjort dumme ting i mit liv, eksempelvis da jeg var i den yderligtgående venstreorienterede bevægelse Antifascistisk Aktion, da jeg var yngre, og der er masser af ting fra dengang, jeg fortryder og ærgrer mig over, men jeg vil ikke kalde de ting for ulykker, for de er jo selvpåført.
Hvad tror du på?
Jeg tror ikke på nogen Gud eller overjordisk magt. Jeg har en veninde i Enhedslisten, som er troende, og som kommer ud af en højskolefamilie. Hun er troende på en måde, hvor hun ikke forestiller sig Gud som et væsen, men mere som en slags ting eller ånd, der skaber en forbindelse mellem mennesker. Det synes jeg er en smuk tanke. Jeg ved ikke, om den egentlig behøver at være religiøs eller åndelig, men hvor går grænsen også mellem de ting? Jeg har en dyb respekt for mennesker, der er religiøse, og religionsfrihed betyder meget for mig. Men det gør retten til at være fri for religion også. Det er derfor, jeg er kirke-, religions- og livssynsordfører, for jeg synes – særligt i disse år – at det er nogle vigtige diskussioner. Og svære. For religionsfrihed er vigtig, men omvendt må man heller ikke bruge religion til at fratage andre mennesker nogle rettigheder. Sommetider clasher de to ting med hinanden. Eksempelvis sagen om en muslimsk lektor eller folkekirkepræster, der ikke vil give hånd til kvinder. Det går ikke.
Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?
Det gør jeg mig nok ikke så meget i, for med forbilleder er det, som om man køber hele pakken. For eksempel har Gandhi nogle fantastiske tanker om, at almindelige mennesker gennem ikke-voldelig modstand kan vinde over overmagten. Men omvendt er det også kendt i dag, at han formentlig var involveret i overgreb på nogle af dem, der var omkring ham. Og sådan vil det nok være med mange. Men der er altid noget imponerende ved mennesker, der dedikerer meget og ofrer noget for andre mennesker. De, der ofrede livet i modstandskampen i Danmark, er forbilleder for os alle sammen. Ligesom de mennesker, der har kæmpet mod undertrykkelse og for frihed andre steder i verden som Nelson Mandela, Martin Luther King og Che Guevara. Sidstnævnte sagde på et tidspunkt noget, jeg af og til tænker på. Noget i retning af, at man er nødt til at hærde sig, men uden nogensinde at miste mildheden eller ømheden. Når man sidder, hvor jeg gør, er der nogle gange folk, der skriver de vildeste ting til en på Facebook, og internt i alle partier – også Enhedslisten – kan det gå hårdt for sig, og man kan føle sig dårligt behandlet. Det nytter ikke noget, at man lader det gå ind hver gang, og derfor er det vigtigt at hærde sig. Men det er også vigtigt, at man ikke hærder sig så meget, at man ikke kan lytte og tage den kritik ind, som måske er fair. Det er vigtigt, for det er en privilegeret position at sidde her, og derfor må man se kritisk på sig selv og lytte til, når folk, man er uenige med, måske har en pointe med deres kritik.
Hvad skal der stå på din gravsten?
Noget med at elske livet og hinanden. Det bliver måske lidt banalt, men egentlig vil det bare være dejligt, hvis de, der kom for at se på ens gravsten, blev mindet om ikke at se bagud for meget. At passe på hinanden. Jeg har nogle bekendte, som desværre er døde alt for tidligt, og det får mig til at tænke over selv at være taknemmelig for den tid, jeg har. Man kan gå i hverdagen og blive irriteret over småting, og det er jo fuldstændig åndssvagt. Livet er for kort.