Det er ikke kønt, men menneskeligt, når vi godter os over andres ulykke

Skadefryden, der udtrykkes på sociale medier i kølvandet på MeToo-afsløringer, kan ses som lagret forbitrelse over ikke at have kunnet handle på urimelighed, siger forsker. Præst advarer mod skadefryd og mod at se sig selv som offer for andres privilegier

Vi ser verden som en kampplads, mener præst. Derfor kan vi godt lide at se andre mennesker fejle. Illustration: Morten Voigt
Vi ser verden som en kampplads, mener præst. Derfor kan vi godt lide at se andre mennesker fejle. Illustration: Morten Voigt.

Var der nogen, der frydede sig, da De Radikales nu forhenværende leder Morten Østergaard i sidste måned for åben skærm erklærede, at han havde krænket en kollega og derfor så sig nødsaget til at trække sig som partiets leder? Og var der også nogen, der klappede i hænderne, da Københavns overborgmester og næstformand i Socialdemokratiet Frank Jensen kort tid efter ligeledes foran den samlede danske presse meddelte, at han trak sig fra politik efter afsløringer om krænkelser, der, forstod man på hans ord, havde været kørt urimeligt op i den danske presse og var umulige at forsvare sig imod?

Man behøver ikke lede længe på sociale medier som Twitter og Facebook, før det bliver klart, at der var en del, der frydede sig over, at de to herrer nu fik, hvad nogen mente var fortjent. ”Nu mærker du, hvor hårdt det er at smage sin egen medicin”, og ”Hvor er det bare så meget på tide, at klam og grænseoverskridende adfærd er begyndt at have konsekvenser for andre end offeret”, lød blot et par af kommentarerne.

En af dem, som har bemærket denne skadefryd – ikke kun rettet mod de to ovenstående politikere, men også mere generelt i MeToo-regi – er debattør og sognepræst i Jesuskirken i Købehavn Sørine Gotfredsen. I hendes optik har skadefryd spillet en uheldig, stor rolle under hele MeToo-bølgen. På samme vis som hun mener, den også gør inden for moderne feminisme.

”Vi er de seneste 50-60 år blevet opdraget til at se verden som en kampplads for magt, særligt i relationen mellem mænd og kvinder. Det er min fornemmelse, at mange kvinder har det dybt i deres bevidsthed, at de er i opposition til mænd. Og når mænd ses som dem, der har ansvaret for krænkelser, så kan skadefryden ikke holdes tilbage, for så kan man i flok sætte på plads,” siger hun.

Som andre følelser vokser skadefryd således i flok, og det har, mener Sørine Gotfredsen, uheldige følger.

”I den første bølge af MeToo i 2017 var der kvinder, der fik spørgsmålet: ’Hvad nu med de mænd, der rives med i bølgen uden at være skyldige?’. Her lød svaret, at det var bare ærgerligt, for nu var tidens fylde kommet. Man vil ikke opdage, hvem man river med, fordi man er skadefro i flok. Det er det skræmmende træk ved flokbevægelser,” siger hun.

Sørine Gotfredsen ser den skadefryd, der er vokset ud af MeToo-kampagnen som en marxistisk inspireret tankegang, hvor andres privilegier opfattes som årsagen til ens egne problemer. Her forstået som: ”Mænds privilegier har gjort mig til et offer og forårsaget de problemer, jeg selv står i.” Det betyder dog ikke, at man som krænket aldrig må føle tilfredsfred, når krænkeren betaler prisen for sin ugerning.

”Der er en hårfin balance mellem skadefryd og det at føle sig hørt og føle, at retfærdigheden sker fyldest. Retfærdighed er positivt, hvis man er blevet seriøst krænket – så er det i orden at føle en tilfredshed. Men fryden skulle gerne stoppe, når retfærdigheden så er sket fyldest,” siger hun.

Hvad kristendommen angår, påpeger Sørine Gotfredsen, at Jesus ikke taler meget om den flokmentalitet, hun selv nævner som arnested for blandt andet skadefryden.

”Når Jesus taler om flokmentalitet, så er det ofte i forbindelse med, at han kritiserer en medløbermoral. Kristendommen og Jesu tale udgør en påmindelse om, at man skal melde sig ud af de selvbevidste flokke og lytte til sin egen samvittighed – også når det gælder påpasseligheden over for skadefryd,” siger Sørine Gotfredsen.

Josephine Lehaff, ph.d.-studerende fra Roskilde Universitet, forsker i blandt andet følelsers indvirkning på nyhedsbrug og har også fulgt med i MeToo-bølgens skumsprøjt på de sociale medier. Som Sørine Gotfredsen ser også hun flokmentaliteten spille en rolle for den måde, som skadefryden kommer til udtryk på. Hendes tolkning går dog i en anden retning, hvor hun bruger både den australske sociolog Jack Barbalet samt filosof Friedrich Nietzsche (1840-1900) til at forklare, hvad der er på spil.

”Barbalet mener, at man skal tænke følelser ind i sociologien, og han fremhæver, hvordan visse følelser bliver afgørende, når der er tale om klasseuenigheder. En af disse er harme, der opstår som et resultat af at være blevet uretfærdigt behandlet. Ifølge ham er det altså ikke selve uligheden, men snarere følelserne, der skaber et oprør som MeToo. På samme måde havde Nietzsche en opfattelse af, at magtulighed skaber en gruppe af mennesker, som ser sig ude af stand til at reagere på deres følelser af vrede, der er opstået som følge af uretfærdig behandling. Følelserne vil lagres og forbitres indtil det øjeblik, magtmisbruget pludselig får konsekvenser for den magthavende, som vi har set det i forhold til MeToo. Så vil det skabe en forløsning og glæde eller det, som nogle vil kalde skadefryd,” forklarer hun.

Josephine Lehaff mener ikke, at det er de sociale medier, der har fremelsket skadefryden og ej heller forstærket den. Det handler i stedet om, at det bliver lettere at stå ved sig selv, når man opdager, at andre bærer på de samme følelser, som man selv gør. Og det bliver tydeligere på de sociale medier.

”Også inden de sociale medier eksisterede, var der store uenigheder, der kunne munde ud i skadefryd. Men i dag har de sociale medier rykket dem ind i vores hjem og givet os adgang til dem på en måde, som mange aldrig vil møde dem ude i samfundet,” siger hun.

Skadefryd kan godt i nogen grad, påpeger Josephine Lehaff, være et sundhedstegn, hvis den vel at mærke tolkes som en reaktion på en magtulighed, der længe har været fortiet, men som der nu løsnes op for gennem eksempelvis MeToo-bevægelsen. Flere får således mulighed for at udtrykke det, de ikke tidligere har følt, de kunne. Det til trods bliver skadefryd dog næppe en følelse, der bliver alment accepteret.

”Det bliver nok ikke en moralsk ophøjet følelse, og det tror jeg heller ikke er målet. Men hvis man tager en sag som Frank Jensens, så ved vi, at der også år tilbage har været sager om krænkelser – der var altså ikke tale om en nylig opstået brist hos manden. Og selvom man godt kunne ønske, at diskussionen var samfundsrettet og ikke individrettet, og selvom der er noget offerlam over det, så er det værd at huske, at også offerlammet kan gøre noget godt for samfundet. Det giver en oplevelse af, at noget, der har været accepteret, ikke længere er det og nu udskilles fra samfundet. Og den oplevelse kan der være en rimelighed i at fejre – særligt for dem, der har været udsat for krænkelser,” siger Josephine Lehaff.

Skønt skadefryden kan være forståelig og til en vis grad acceptabel, skal man samtidig huske på, pointerer Josephine Lehaff, at den er et udtryk for, at noget ubehageligt er eller har været på spil. Det bør man altid gå ind i, så skadefryden ikke kommer til at stå alene.

”Som sådan er skadefryd jo udtryk for noget ubehageligt, og når man ser mennesker gå ud og vedkende sig en følelse, som i bund og grund ikke er socialt anerkendt, så er det, fordi der er noget i vejen i samfundet, som der bør rettes op på. Så må målet være at gå ind og finde ud af, hvilke oplevelser og uretfærdigheder der er på spil. Og der må gerne være tale om noget større end et offerlam – et sådant løser ikke ’sygdomstegnene’ på sigt. Der skal mere til.”