Skal jeg opgive kontakten til min ældste datter?

Når et voksent barn opfører sig alt andet end voksent, kan det i sidste ende være nødvendigt at lade hende være, lyder rådet til Hanne

Min ældste datter kan provokere, så man virkelig ikke ved, hvem man selv er. Hun har været ved psykolog, men holder op efter to samtaler. Hun ser helt klart sig selv som offer, og hun mener, at det er andre, der er ude efter hende, skriver en læser, der overvejer at droppe kontakten til datteren.
Min ældste datter kan provokere, så man virkelig ikke ved, hvem man selv er. Hun har været ved psykolog, men holder op efter to samtaler. Hun ser helt klart sig selv som offer, og hun mener, at det er andre, der er ude efter hende, skriver en læser, der overvejer at droppe kontakten til datteren.

Kære brevkasse

Jeg er 70 år og har tre voksne børn. De to yngste klarer sig rimeligt godt, men min ældste datter giver os mange problemer. Jeg lod mig skille fra deres far, da han blev tiltagende alkoholiseret. Han var derefter sammen med en yngre kvinde, som jeg troede var god for mine to ældste, og jeg lod dem bo hos deres far og hende. Det viste sig imidlertid, at de ofte måtte klare sig alene. Jeg har ofte angret denne beslutning, da jeg så, hvordan det udviklede sig.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Som 12-årig fik den ældste en tarmsygdom, som medførte mange operationer de næste mange år, hvor jeg var med på hospitalet. Hun slog sig tidligt sammen med en mand, og efterhånden fik de et barn adopteret fra udlandet, og senere blev hun gravid og fik et barn ved deres egen hjælp.

Efter alle de operationer begyndte hun at tale utrolig meget om sig selv og alle sine følelser, om hvor hårdt det havde været og så videre. Vi lukkede af efter nogle år, da vi ikke kunne blive ved med at høre om det samme. Hun spørger aldrig ind til, hvordan andre har det. For få år siden lod hun sig skille fra børnenes far, der var en hård mand, som gjorde forskel på børnene.

Min ældste datter kan provokere, så man virkelig ikke ved, hvem man selv er. Hun har været ved psykolog, men holder op efter to samtaler. Hun ser helt klart sig selv som offer, og hun mener, at det er andre, der er ude efter hende. Hvis jeg kører ud for at besøge hende, skændes vi voldsomt hver gang. Jeg har hjertebanken, allerede når jeg kører ind på hendes gårdsplads.

Inden sin skilsmisse boede hun nogle uger hos mig og min nuværende mand, som jeg har været sammen med i snart 30 år. Han fandt en god lille lejlighed til dem nær børnenes skole. En tid efter fandt hun en ny kæreste, og så ville hun flytte ud til ham. Vi kørte så en del af hendes ting ud til hendes nye hjem. Nu mere end tre år efter mener hun, at der er en del ting, som er blevet væk, og hun sender mig mange sms’er også om natten, om hvor disse ting er henne. Det kan vi ikke huske, og min mand er vred på hende. Vi har hjulpet hende så meget, men hun er vred og bliver ved og ved med det samme.

I skilsmissen kunne hun vælge mellem et sommerhus eller en erhvervslejlighed. Vi foreslog sommerhuset. Det var helt galt, mente hun, og hun har efterfølgende truet med politi og sagfører og har sendt os regning på alle de ting, vi har ”fået til at forsvinde”. Hun fik en opgørelse retur over alt det, vi har kostet på hende, hvilket langt oversteg hendes beregnede udgifter.

Forholdet til den nye mand gik dårligt. Hun skændes også med eksmanden. Hun er også gået ned med stress og lægger slet ikke mærke til sine børn. Når vi er sammen, trækkes vi til side, og så vil hun snakke nedvurderende om børnenes far, selvom de står ved siden af. Det rører hende ikke, at de hører det. Hun mener selv, at hun er en god mor, men det er hun kun i fantasien og ikke i praksis.

Alt dette bevirkede, at vi i familien mente, at børnene burde bo hos deres far og hans nye dame, der er en frisk pige og god for børnene. Min yngste datter har også ringet til kommunen, og nu bor de hos faderen. Pigen vil ikke besøge sin mor. Hun har klart valgt side. Det så vi tydeligt til hendes konfirmation forleden, og det gjorde ondt i mit mormorhjerte. Drengen vil gerne besøge hende, og ham fortæller hun så alt ondt om hans far.

Den sidste mand, hun har været sammen med, døde for ikke så længe siden, og hun skal igen til at finde et nyt sted at bo. Hun har ikke noget arbejde. Vi tror ikke, at vi kan hjælpe hende, for som hun siger, har hun ikke brug for behandling eller samtale.

De to yngste af mine børn har jeg et godt forhold til. Med den ældste er det anderledes. Jeg får at vide, at jeg skal lade hende være og ikke svare på hendes sms’er, da jeg ikke kan hjælpe hende. Det er bare så svært. Hvad tænker I?

Venlig hilsen

Hanne

Kære Hanne

Tak for dit brev, som vi har forkortet noget. En mors hjerte er ofte meget langmodigt og vil så gerne hjælpe eller jævne vejen for et barn, som på en eller anden måde er kommet galt af sted eller handler uklogt eller gør sig helt umulig.

Og når du tilligemed sandsynligvis har en næsten 50 år gammel dårlig samvittighed over, at du overlod dine to ældste piger hos deres far og hans nye dame efter din skilsmisse, så kan man måske bedre forstå, hvorfor du er blevet ved med at tage imod den ene urimelighed efter den anden.

Det er let at forstå, at det også har været meget hårdt for en ung pige at skulle gennemgå mange tarmoperationer i de år, hvor udvikling og udseende betyder rigtig meget. Og det er også til at forstå, at hun har haft brug for at fortælle det. Men det er også til at forstå, at omgivelserne kommer til at lukke ned for den omsorgsfulde interesse efter nogle år, hvis der ikke kommer nye nuancer frem, og tingene kører i ring.

Vi kan ikke vide, om noget kunne have ændret tingene, hvis hun havde fået bedre hjælp fra sygehuset eller andre dengang. Eller om I som pårørende havde fået hjælp til at tackle tingene måske mere konstruktivt. Det bliver aldrig opklaret.

Samtidig er et menneskes problemer ofte en sammensat ting, hvor opvækst, livshændelser, arvelige forhold og forskellige relationer til venner og familie er de puslespilsbrikker, som tilsammen tegner billedet af et kompliceret liv. Og sådan har det været de sidste måske 30 år for hende. Og det er der noget meget trist og sørgmodigt ved.

Vi tænker nok lidt i samme retning, som de mennesker, der siger, at du skal lade hende være. Du må opgive at give hende gode råd eller at forsøge at afbøde konsekvenserne af hendes adfærd. Og du skal ikke svare på hendes sms-overfald. For hun kan kun hjælpes, hvis hun selv er indstillet på at tage et voksent ansvar. Og det ser ikke ud til at have været tilfældet i de seneste mange år.

I det hele taget skal man altid forsøge at reagere sundt på usund adfærd. Vi forstår, at det er svært for dig at opgive. Men det kan også være en lettelse, fordi du ikke skal blive ved med at gøre noget, som ingen positiv virkning har. Og så må du få din mand til at trøste dig, når du synes, det er ekstra svært ikke at gøre noget.

Noget andet er dine børnebørn. De behøver helt sikkert en mormor, som er stabil og tilgængelig og almindelig. De skal ikke opgives. Dem kan du invitere og holde god kontakt til ud fra de muligheder, der måtte være. Hvis dine kræfter mest går til at hvirvle rundt i forhold til din ældste datters reaktioner, kan der blive for få kræfter til at skabe en god og stabil hverdag hos jer selv. En sådan rolig hverdag må der være, så I kan byde børnebørnene ind i fællesskabet på forskellig god vis.

Mange hilsener