Hvordan er det at blive så gammel, at de fleste af ens venner er yngre end en selv? Så gammel, at ingen omkring en længere nikker genkendende, når man spørger: ”Kan du huske dengang under krigen, da…?”
Det ved den 86-årige psykolog og forfatter Hanne Hostrup, som nogle læsere vil huske fra tv-programmer som ”Den sorte boks” og ”Kærlighed i krise”, noget om. Og nu har hun udgivet en bog om emnet med titlen ”Afvikling” på forlaget Mellemgaard. Skal man tro hende, er det ikke nogen nem opgave at blive gammel.
”Det er svært at leve mellem at tro, at man lever en dag, en uge eller et år længere og samtidig være klar over, at dagene bliver færre og færre. Det er en underlig tilstand, som det kan være udfordrende at finde mening i. Som mennesker er vores hjerner jo indrettet sådan, at vi ikke lever i nuet, fordi der også er meget fremtidsplanlægning. Hvis jeg bager i dag for eksempel, så er det formentlig, fordi jeg skal have gæster i morgen. Men jo ældre man bliver, jo mindre sikker kan man være på, at dagen i morgen kommer.”
Ynkeligt at plage om selskab
En af udfordringerne ved at blive gammel er ifølge Hanne Hostrup at blive ved med at finde mening i, at man er i live. Særligt når man som hun har mistet sin ægtefælle, kan det synes svært.
”Uden samlivet med et andet menneske er det blevet min helt egen opgave at holde mig fysisk og åndeligt levende. Jeg må opfinde min egen betydning hver dag. Selvfølgelig ved jeg, at jeg har en betydning for nogle mennesker, og det er rart at vide. Men mine dage er det min egen opgave at gøre meningsfulde. Når man bliver gammel, ændres ens betydning i verden, og i den udstrækning man ingen betydning har for verden, så er man jo på en måde tilovers. Jeg føler mig egentlig ikke som sådan tilovers, men jeg kunne i bund og grund godt undværes. Sådan er det bare,” siger hun.
Hanne Hostrup har alle dage været meget aktiv. I en alder af 86 år sidder hun stadig ved computeren og skriver om psykologi, og hun elsker også at gå ture med sin hund og at pusle i haven med hakke og rive. Det hjælper hende til at finde mening i hverdagen og undgå at mærke ensomheden banke alt for meget på. Men når hun mærker den, for det gør hun, rækker hun aldrig i panik ud efter børn, børnebørn og oldebørn.
”Man skal passe meget på ikke at blive til ulejlighed. En ensom gammel dame, der plager om selskab. Det vil være en ynkelig rolle at træde ind i. Det tror jeg er noget, som er kendetegnende for min generation og måske allermest i Jylland, hvor jeg kommer fra. Du må ikke være en plage, hed det sig. Jeg forstår heller ikke, at nogen kan tro, at der kommer noget godt ud af at appellere til folks samvittighed i bestræbelserne på at få besøg. Det gør der ikke. Det er selvfølgelig dejligt med besøg fra familien. Men de skal komme, fordi de har lyst og ikke på grund af dårlig samvittighed.”
Ingen mænd gider gamle kvinder
Hanne Hostrup mistede sin mand for fire år siden. Det er et stort savn ikke at have et andet menneske, for hvem man er nummer ét, synes hun. Og særligt mangler hun en at komme hjem til og fortælle om de små oplevelser i hverdagen. Alligevel satser hun ikke på at få en ny mand i sit liv – det er praktisk talt umuligt, er hendes erfaring.
Jeg vil lade mig overraske, hvis der er et liv efter døden. Og hvis ikke der er, så opdager jeg det jo ikke. Men jeg forholder mig ydmygt til det, for jeg kan naturligvis ikke vide, om der er noget, der er større, end min hjerne forstår.
”De mænd, der overlever 70-årsalderen og har det godt, søger nedad aldersmæssigt. Det kan kvinder ikke, for der er ingen tilbage. Ingen mænd, der er raske og rørige, gider have en gammel kvinde. Og jeg forstår dem godt, for hvorfor skulle de lade sig nøje? Det er bare kedeligt, at det er sådan. Det handler om seksuel tiltrækning, og som ældre kvinde er man bare ikke tiltrækkende længere. Så skal man i hvert fald være berømt eller have noget helt ekstraordinært at byde på,” siger hun.
Selvom Hanne Hostrup i sin nye bog råt for usødet og helt usentimentalt sætter fokus på de svære ting, der følger med at blive gammel, er hun ikke blevet en bitter gammel dame. Hun synes stadig, at livet byder hende meget godt, og især holder hun af den særlige frihed, der følger med alderdommen.
”Det gode ved at være blevet gammel er, at man er fritaget fra en masse pligter. Ingen forventer så meget af dig længere. Det er en kæmpe frihed, som jeg godt kan lide. Og så er der også andre gode ting – min familie, som jeg elsker, og naturen. Det er ikke sørgeligt at blive ældre, men det er da en alvorlig sag.”
Liv efter døden vil overraske
Endnu er Hanne Hostrup godt kørende både fysisk og mentalt. Det gør det nemmere at være blevet gammel, mener hun. Men selvom hun er glad for livet, gør hun sig ingen forestillinger om at kunne fejre en trecifret fødselsdag.
”Jeg frygter at blive småtosset. Det bliver man jo mere eller mindre, hvis man lever længe nok. Og lever du længe nok, bliver du også en belastning. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er sjovt at blive 100 år,” siger hun.
Det er ikke dog ikke nogen god idé at gå og tænke for meget over døden, synes den 86-årige psykolog. Det prøver hun selv at lade være med, og forestillinger om et liv efter døden ligger hende ikke umiddelbart nær.
”Jeg vil lade mig overraske, hvis der er et liv efter døden. Og hvis ikke der er, så opdager jeg det jo ikke. Men jeg forholder mig ydmygt til det, for jeg kan naturligvis ikke vide, om der er noget, der er større, end min hjerne forstår.”