Det er lægens lod at give selv døende patienter noget at håbe på

Da læge Gorm Greisen var yngre, tøvede han med at tale med sine patienter om døden, da han var bange for, at samtalen ville tage håbet fra dem. I dag mener han, at selv den sværeste samtale kan formidle et livsnødvendigt håb

Som børnelæge på neonatalafdelingen på Rigshospitalet oplever Gorm Greisen (69 år) at bære håbet for sine patienter. Foto: Leif Tuxen.
Som børnelæge på neonatalafdelingen på Rigshospitalet oplever Gorm Greisen (69 år) at bære håbet for sine patienter. Foto: Leif Tuxen.

På Rigshospitalet giver det ikke mening at tale om håbet i bestemt ental. På en tilfældig stue på en tilfældig etage håber en patient, at hun kommer til at gå igen. På en anden stue og etage håber en mand, at han overlever.

Et tredje sted ligger en ung kvinde i sin hospitalsseng. Kvindens forældre er til stede, og det samme er hospitalspræsten. Forældrene siger, at de håber, at tyske læger kan helbrede deres datter med en ny kræftbehandlingsmetode. Den unge patient registrerer dårligt forældrenes ønske. Hun siger i stedet, at hun håber, hendes kæreste forbliver en del af familien efter hendes død.

Overlæge på Rigshospitalets neonatalafdeling og professor i pædiatri ved Københavns Universitet, Gorm Greisen, fik episoden fortalt af præsten som et eksempel på, hvor forskelligartet håbet kan komme til udtryk i et sygdomsforløb. Hvordan patienten kan håbe et, de pårørende noget andet, og lægen noget helt tredje. Og hvordan det i situationer som denne bliver lægens opgave at finde frem til, hvad de tre parter kan håbe på sammen.

”Håbet må aldrig blive en falsk alliance, hvor en patient eksempelvis siger, at han håber på at overleve, hvortil en ærlig læge svarer: ’jamen, det ville jeg da også håbe, men det er helt usandsynligt’. Mennesker kan ikke håbe på noget, de ikke tror på, derfor må vi i fællesskab finde et realiserbart håb,” siger han.

Gorm Greisen har arbejdet som læge i mere end 40 år. I Nordsverige, Belgien og Afrika, men først og fremmest som børnelæge på Rigshospitalet, hvor han siden 1991 har behandlet blandt andet for tidligt fødte børn og børn, der oplever komplikationer efter fødslen.

På eksempelvis fødestuer møder han nybagte, bekymrede forældre. Ofte, forskrækkede over livets skrøbelighed, iagttager de ham, mens han tilser det lille barn, de har sat i verden. De håber naturligvis, at barnet overlever og kan blive rask – et håb, Gorm Greisen er med til at bære.

”Her prøver jeg at få øjenkontakt med forældrene og måske smile og sige: ’det går fint, han har klaret det fint’. Ved at glæde mig åbenlyst over barnets egen indsats kan jeg med få ord meddele forældrene, at jeg mener, at deres håb om at få et sundt barn er velbegrundet og hilse det lille, selvstændige menneske velkommen,” siger han.

I 2013 blev Gorm Greisen medlem af det Det Etiske Råd, og fra 2016 og frem til sin udtræden i 2018 var han dets formand. Det var i denne periode, at rådet gennemførte et projekt vedrørende patienters selvbestemmelse ved døden. Eller rettere manglen på samme.

Det havde nemlig vist sig, at mange patienter aldrig fik taget stilling til livets afslutning sammen med deres læge, og rådets medlemmer fandt, at dette formentlig skyldtes, at lægen ofte havde undgået samtalen. Måske af frygt for at slukke håbet, tænkte Gorm Greisen.

”Inden for mit felt er døden den oplagte fjende, og derfor tror jeg, at mange læger har for svært ved at tale om den. Det skyldes måske, at mange læger tror, at håbet om overlevelse er en implicit del af håbets natur. Den tanke har jeg forsøgt at bevæge mig væk fra,” siger han.

Overlægen nævner Rigets hospitalspræst, Henning Nabe-Nielsen, da Kristeligt Dagblad beder ham uddybe, hvordan man som læge adskiller håb fra overlevelse.

”Uden håb kan man ikke være et menneske,” husker Gorm Greisen, at præsten har fortalt ham. Pointen er, forklarer overlægen, at de svære samtaler med en patient aldrig må gøres til et spørgsmål om håb eller ej, men i stedet bør handle om, hvad man håber på.

”Den kan være et moderat håb,” siger Gorm Greisen og nævner begrebet ”en håbling”.

”Det er en læge, der arbejder med lungepatienter, som næsten altid dør af deres sygdom til sidst, der har fundet på ordet. Håblingen er det lille håb. Håbet om at komme hjem til jul. Eller at man kan udskrives fra hospitalet, så man kan være med til datterens bryllup. Håblingen er et konkret håb, som lægen kan dele og arbejde med at indfri.”

Gorm Greisen mindes en familie med et for tidligt født barn. Det lå i kuvøse, havde en svær hjerneskade og fik hjælp til at indtage føde og trække vejret. Overlægen vidste, at barnet med al sandsynlighed ville dø. Sammen formulerede overlægen og forældrene derfor et håb om at få barnet hjem til familien. De skruede gradvist ned for de apparater, der foreløbig havde holdt barnet i live. Noget tid efter kunne barnet komme hjem og hilse på dets søskende, inden det døde hjemme nogle måneder senere.

”Nogle gange er det mest rimelige håb, at et barn får et så godt liv som muligt inden sin død.”

I en alder af 69 år har Gorm Greisen besluttet sig for at gå på pension næste år. Han er sund og rask, og hans familie har været forskånet for alvorlig sygdom og ulykke. Af samme grund har han ikke på samme måde haft håbet inde på livet.

”For håbet kommer til os, når truslerne mod vores eksistens er størst,” siger han.

”Men jeg kan godt være bekymret for fremtiden. Og det er selvfølgelig en trussel, for selvom det ikke vedrører mig direkte, så vedrører den mine børn og børnebørn.”

Overlægen nævner klimaforandringerne. Verdens overbefolkning. Teknologien og pengenes magt. Og måden, hvorpå Europa håndterer flygtninge- og migrationsstrømme fra blandt andet Afrika.

Hvordan formidler du håb, hvis eksempelvis dit barnebarn udtrykker bekymring over fremtiden?

”Jeg vil adressere det på nogenlunde samme måde, som jeg har gjort i samtaler med forældrene til mine patienter. Forsøge at italesætte nogle rationelle scenarier og så skabe et håb ud fra det. Klimaforandringer, overbefolkning og teknologi kommer til at definere menneskeligheden. Derfor kunne håbet være, at vi kan vedblive med at være ordentlige mennesker,” siger Gorm Greisen.