Det er lidt som at læse FN’s verdensmål

David Holt Olsen, museumsinspektør for Danmarks Industrimuseum i Horsens, politisk kommentator på Morgenavisen Jyllands-Posten, samfundsdebattør:

Det er ret taknemmeligt at udsætte forståelsesdokumentet for ”ikke-testen”. For hvem ønsker ikke et samfund med større tillid og sammenhængskraft, hvem vil ikke gerne have grøn fremtid og høje ambitioner på klimaets vegne? Hvem er det, der ikke vil støtte folkeskolen og lave en bedre verden for børn? Det er lidt som at læse FN’s verdensmål.

Programmet er flot værdipolitik, men samtidig står det uklart, hvordan det skal gennemføres. Alt lyder dyrt, men det er forhåbentlig de andre, der skal betale.

I afsnit 4 og 6 argumenteres der ideologisk og moralsk for de forskellige indsatser, og her indarbejder man kritikken af konkurrencestaten og nidkær effektivitetsmåling.

Afsnittene hedder ”En ansvarlig og retfærdig økonomi” og ”Et samfund med større tillid og sammenhængskraft”, og man kan virkelig mærke den rejse, Socialdemokratiet har været på fra Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidts fokus på konkurrencestaten. Man skriver sig helt ind i tidsånden og væk fra den rendyrkede konkurrencestatstænkning, hvor staten skulle kompetenceudvikle borgerne, så de kunne gøre sig i den internationale konkurrencesituation, tilbage til en mere klassisk velfærdstænkning, hvor staten skal skærme borgerne for uligheder og uretfærdighed skabt af kapitalismen.

Til gengæld er sproget i de to værdiafsnit renset for økonomisk nødvendighed. Her er tale om ideale forestillinger – det er derfor, der står så meget om ulighed og om, at alt skal fungere. Det er en ny samfundskontrakt skrevet til unge mennesker, der går i klimademonstration.

Sine steder halter den interne logik. Nederst på side 17 står for eksempel noget om at lede den offentlige sektor på en ny måde, og at man lokalt skal finde de løsninger, der er bedst for borgerne. Det falder godt i tråd med det opgør med new public management, man har taget her op til valget ( new public management er et ledelsessystem, som har til formål at effektivisere den offentlige sektor, red.).

Men hvis man holder det udsagn op mod nogle af de andre afsnit om for eksempel minimumsnormeringer, er det jo ikke lokalt, man finder ud af sådan nogle, så her taler man centralisering. Det stritter.

Det samme gør sig gældende i en passage, hvor der tales om at øge arbejdsinputtet. Jamen så er konkurrencestaten måske stadig en præmis?

Interessant er det også, at forståelsespapiret ligestiller lighed med retfærdighed. Kan man mon altid det?

Klimaafsnittet, som ligger forrest, har embedsmændene skruet sammen. Det er fyldt med ord som ”bindende mål”, ”delmål”, ”langsigtede mål”, ”handleplaner” og ”strategier”. Det er det mest ”djøf’ede” afsnit – og det vidner om, at man på de områder, hvor der indføres en helt ny politik, vil styre.

Udlændingepolitikken står helt henne i afsnit 5. Om indholdet er et brud med paradigmeskiftet eller ej, har jeg svært ved at bedømme. Der står meget om, at man vil gøre det bedre for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark, og det er der vel en form for folkestemning for (i øjeblikket bor der 145 børn under 18 år på udrejsecentret, red.).

Men er afsnittet tegn på et brud? Det er i hvert fald det, de borgerlige sidder og venter på – at de kan sige ordene ”løftebrydere” og ”se, Socialdemokratiet kunne ikke gennemføre den stramme udlændingepolitik, de lovede”.

Der er noget utroligt løfterigt over det politiske forståelsespapir, og parterne skal have ros for at lave værdipolitik på områder, som har været reduceret til nødvendighedspolitik.

Målene er meget ambitiøse, men det er uklart, hvordan det hele skal finansieres.

Dokumentet stikker lidt i flere retninger, det er både ”djøf’et” og ”anti-djøf’et”. Ligesom man gør op med symbolpolitik – samtidig med at der er ret meget symbolpolitik i børnene på Sjælsmark. Men flotte fire stjerner er fortjent.