Prøv avisen
Dage med diagnose

Det er livet, det handler om

At fødeafdelingen og og den gynæko-onkologiske afdeling ligger i samme bygningsfløj på hospitalet er livsbekræftende, mener Hanne Foighel

Kan man allerede sige Mazel Tov? (hebræisk: lykønskning, red.) lyder spørgsmålet fulgt af et indforstået bedstefarsmil. Ikke helt endnu, svarer jeg vel vidende, at vi taler om to forskellige ting.

Jeg har netop sat mig ind på bagsædet af en taxi og har bedt chaufføren om at køre mig til fødeafdelingen på Tel Hashomer Hospitalet. Den smilende ældre herre tænker nok, at jeg skal på barselsbesøg. Jeg har en stor taske med. Den kunne være fyldt med barselsgaver. Mange kvinder her omkring går med tørklæde af religiøse årsager. Så det spraglede tørklæde, jeg har slynget om hovedet, signalerer ikke umiddelbart til ham, at jeg er på vej til at få endnu et skud gift. Jeg lader ham blive med den glade tanke, at jeg skal besøger en nybagt mor.

Hver gang jeg går ind ad svingdøren, tænker jeg: Hvilken lykke at gynæko-onkologisk afdeling, der behandler kræft i alle ”kvindedelene” ligger på fødeafdelingen og ikke i cancertårnet, der er en høj trist bygning, hvor der kun behandles kræftpatienter. Hvert år over 40.000 med alle mulige kræftformer.

Når man kommer ind i fødeafdelingens lobby, er der altid mange forventningsfulde unge par, der med veer og forventning er få timer fra at blive nybagte mødre og fædre. Vi kræftpatienter holder til i en lille afdeling for enden af en lang gang, afsides de fødende. Vores sygeplejersker kender os alle ved navn. Var vi ikke alle syge, var her virkelig hyggeligt.

Jeg tror ikke. Og derfor heller ikke på djævlen eller på ånder.

Men i Gaza har jeg en gang for mange år siden været vidne til en djævleuddrivelse. En ung mand var blevet overtaget af en djævelsk ånd, og den blev fordrevet med hellige ord og tørre tæsk med en tyk kæp. Begge dele leveret af en imam for øjnene af to måbende europæiske journalister.

Forleden viste israelsk tv, hvordan en rabbiner med et kor af mænd bag sig fordrev den Dybbuk – en forpint afdød sjæl – der i fire år har taget bo i en nu 19-årig dreng. Med messende og insisterende bønner fik offeret råbt den onde ånd af sig. Jeg har også mødt en dansk præst, der i sine missionsår i Afrika havde været nødt til at jage djævelen ud i junglen med et fakkeltog. Han gik forrest og jagede djævelen væk med et højt kors med klokker foroven.

Jeg må indrømme, at også jeg har været med til at sende en særligt enerverende ånd ud i ørkenen. Der var dog tale om en nær vens helt personlige opgør med sin mor.

I, gode læsere. I, der har læst, komplimenteret og kommenteret mine klummer, har været med til at sende inspiration og positiv energi i min retning. Og derfor har jeg, som den ikke-kristne, ikke-troende følt, at det, at jeg har kunnet skrive disse klummer, har været lidt som at holde et kors op foran djævlen.

Kræft får så mange tilnavne, og jeg blev vaccineret for livet imod at udtale bandeordet ”Kraft-eddeme”, da vores folkeskolelærer i de helt små klasser forklarede os, hvad det betød.

Jeg er så taknemlig, for den behandling jeg får på gynæko-onkologisk afdeling. Og personalet har i den grad fortjent den kæmpe frugtplatte, jeg har sendt dem i dyb taknemmelighed over deres professionelle sødme og støtte.

Men netop den morgen træder jeg ind på afdelingen til et trist syn. Der var en opgivende kitfarvet udgave af en kvinde, jeg lærte at kende, da jeg selv begyndte min behandling. Dengang fik hun netop sine sidste behandlinger. Hun strålede så lykkelig, da hun for kun fire måneder siden gik hjem efter sin sidste behandling. Nu er hendes kræft kommet igen.

Jeg minder mig selv om overlægens formaning: ”Sammenlign dig ikke med andre. Den sygdom – ovariecancer – er ikke én sygdom. Den er forskellig fra kvinde til kvinde, og nogen gange forandrer den sig endda i den samme kvinde.”

Jeg går ud af afdelingen i andagt. Kaster et par stjålne blikke ned på små nyfødte i børnebadekar, der bliver trillet rundt i lobbyen af fødselschokerede, vraltende mødre.

For det er livet, det handler om.

Forskellen på en optimist og en pessimist er, at begge dør på samme måde, men lever deres liv forskelligt, hørte jeg forleden fra en bekendt. Samtidig sendte en veninde mig et buddhistisk råd, der siger, at uanset om der er problemer, om de er løselige eller uløselige, så er der overhovedet ingen grund til at være bekymret.

Jeg ved, jeg har valget imellem at leve hver dag i bekymring eller at holde fokus på de smukke morgenhimler, det spirende forår, gode journalistiske historier, kærlighed og glæde med familie, kajakkammerater venner og bekendte, mennesker i det hele taget og i øvrigt at nyde smuk musik og kritisk kunst.

Det bedste råd har jeg fået af min skønne kusine, der selv har været på dette sted for mange år siden: ”Betragt livet som en pizza. Den skal spises skive for skive, nogen gange små skiver, nogen gange store, men hvis man forsøger at sluge den hele på en gang, bliver man kvalt.”

8