Der er to ting, som kendetegner mit hjem. Det var et kristent hjem med andagt og bordbøn og et hjem, hvor der blev talt meget om kirke, politik og samfundsforhold.
Jeg er født på Frederiksberg, men mine første minder er fra det hus i Skovlunde ved København, mine forældre selv var med til at bygge. Her boede vi fra jeg var tre år. Min mor arbejdede mest hjemme, men hun var også kirketjenerafløser i Skovlunde, og min far var kommis hos en købmand.
Min mor voksede op med megen kirkegang, mens min far er fra en familie, hvor man ikke sled så meget på kirkebænkene, men mine forældre var enige om, at min lillebror og jeg skulle have en kristen opvækst.
Vi flyttede til Næstved, da jeg var 10 år. Da jeg kom til Lindebjergskolen i Næstved i 3. klasse, gik det op for mig, hvor lidt jeg havde lært på min gamle folkeskole. Ikke mindst i dansk var jeg pænt bag ud i forhold til mine jævnaldrende. Det var med slid og tårer, at jeg kom efter det.
I Næstved blev mine forældre en aktiv del af det lokale kirkeliv, Unge Hjem og Indre Mission og var spejderledere. I 5. klasse blev Jens Raahauge min klasselærer. Ham kom jeg til at sætte stor pris på. Jeg kan huske, at vi blev inviteret som oplægsholdere til et møde i Unge Hjem, hvor vi skulle tale om Bent Hallers omdiskuterede roman ”Katamaranen”. Det blev min første offentlige debat.
Mine forældre var også med i Kristeligt Folkeparti. Vores parcelhus var et af de steder, hvor man mødtes for at gøre valgplakaterne klar, og jeg var tidligt med til at kravle op i lygtepælene. Jeg har nok altid vidst, at vi levede på en lidt anden måde, men det har jeg aldrig forbundet med noget negativt.
Der var ikke andre børn på vejen, som blev kaldt ind fra fodboldkampen efter aftensmaden, fordi de skulle holde andagt inden sengetid. Mine forældre læste fra en andagtsbog, vi sang og bad Fadervor. Det kunne godt være irriterende at afbryde legen, måske mest af alt fordi vi også skulle i seng, men på den anden side har jeg forbundet troens realitet med en tryghed, og jeg har aldrig oplevet mig ekskluderet, selvom vi var anderledes hjemme hos os. Jeg var også den eneste fra min klasse, som både gik i søndagsskole og i kirke.
Da jeg blev noget ældre, var der en periode, hvor jeg selv kunne vælge, om jeg ville med i kirke. Nogle søndage blev jeg hjemme, og det respekterede mine forældre. Der var ikke et behov for opgør fra min side, for det trosliv, jeg blev introduceret til gennem mine forældre, gav mig en grundlæggende tryghed.
Jeg var KFUM-spejder i otte år, og det kom til at præge mit syn på naturen og mine medmennesker, og samtidig fik jeg en glæde ved friluftsliv. Jeg mødte ledere, som formidlede et kristent budskab og et kristent menneskesyn gennem den måde, de var sammen med os på.
Jeg ser på livet som en gave, og det er noget, som jeg i høj grad blev bevidst i mine år som spejder. Det var skæg og ballade, men det var også orienteringsløb og lejrture.
Jeg husker en sommermorgen i Bækmarksbro i Vestjylland, hvor vi var på lejr, hvor jeg sad en morgenstund og fornemmede duften af korn og næsten blev helt bevæget over skønheden i naturen. Mit syn på naturen er præget af de mange oplevelser, jeg fik som spejder, hvor jeg fik syn for, at Gud står bag.
Jeg kom på Hellebjerg Idrætsungdomsskole i 9. og 10. klasse. Forstanderen hed Harry Ankerdal. Han og medarbejderne formåede at sætte tingene ind i et kristent perspektiv uden at opstille en facitliste. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at de to år på efterskolen også blev brugt til at overveje, hvad jeg havde fået med hjemmefra, og hvor jeg selv stod.
Det var en elevflok, hvor mange også havde lyst til debattere livets store spørgsmål og politik, og jeg hørte ofte mig selv forsvare Kristeligt Folkeparti. Når vi drøftede etiske og eksistentielle spørgsmål, fandt jeg mig selv i et ståsted i den kristendom, jeg kendte fra mit hjem. Troen gav mening og var relevant.
Nogle kan beskrive, hvordan de mødte Gud ved nærmest et lynnedslag. Jeg blev kristen den dag, hvor jeg blev døbt i Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg og har fået lov at leve i min dåbs nåde, siden jeg var barn. Jeg har vidst, at jeg var villet ikke bare af mine forældre, men af Gud. Gud har været en konstant i mit liv.
En tro uden konsekvenser er en død tro. Troen er forblevet relevant for mig, fordi den har betydning for mit hverdagsliv. Jeg kan ikke se nogen idé med at tro på noget overhovedet, hvis det ikke får konsekvenser for den måde, vi lever på. Det er min ambition, at min tro må påvirke hele mit liv.
Jeg meldte mig ind i Kristeligt Folkepartis Ungdom, da jeg begyndte på Næstved Gymnasium. Jeg syntes, det var vigtigt med et parti, som tog udgangspunkt i et kristent livs- og menneskesyn og kunne bringe de værdier i spil på tinge, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle blive partiformand.
Efter et sabbatår begyndte jeg på seminariet i Haslev, og året efter at jeg var færdig, blev Karen og jeg gift. Det var aftalen, at politik ikke skulle fylde så meget, men året efter blev jeg formand for partiet.
Jeg føler mig velsignet af det liv, jeg har levet, men det var ikke nemt at blive minister som 29-årig. Jeg røg lige fra katederet og fik plads i et ministerkontor. Jeg var ung og blev beskyldt for at være grøn og rød, hvilket ikke var helt uproblematisk i partiet. Jeg havde mange gode, men også vanskelige dage som minister, men jeg havde heldigvis min kone og gode venner at tale med.
Og så vidste jeg, at der var mange, som bad for mig. Jeg husker en dag, hvor min kone og jeg besøgte Birgittasøstrenes kloster i Næstved, hvor jeg fandt ud af, at de bad for min familie og mig. I kirkebønnen er der en fast formulering, hvor man beder for regering og Folketing. Det var meget stærkt at opleve søndag efter søndag. Jeg tror, at det gør en forskel.
En af de længste nætter i mit politiske liv var, da Kristeligt Folkeparti røg ud af Folketinget i 1994. Det var et tungt forretningsudvalgsmøde, vi holdt den nat, men vi besluttede os for næste dag at tage fat på at samle underskrifter, så vi var opstillingsberettigede ved næste valg.
Selv stod jeg på Nytorv i København for at samle underskrifter dagen efter valget. Jeg havde det egentlig godt med den indsats, vi havde ydet i regeringen, men det havde ikke været godt nok til, at vi havde bevaret vores plads i Folketinget.
Der var et vakuum efter tiden som minister. Jeg havde siddet i regeringens koordinationsudvalg og var blevet informeret om ting, få i riget vidste, og nu var jeg tilbage i mit fag, som jeg på mange måder trivedes med. Jeg valgte at blive som formand for partiet, for jeg mente, det var mit ansvar at være med til at få os tilbage i Folketinget, selv om partiet befandt sig i en brydningstid med megen vrede og frustration, som for nogles vedkommende også rummede en kritik af mig som formand.
For otte år siden ringede jeg til den daværende formand for Caritas og hørte, om jeg som medlem af folkekirken kunne have en chance som ansøger til stillingen som generalsekretær i Caritas. Jeg ville gerne arbejde med et humanitært sigte og tænkte, at jeg her kunne bruge nogle af de erfaringer, jeg havde med fra min tid i politik. Men jeg hører jo til Indre Mission og er ikke katolik.
Det er en berigelse for mig næsten at blive en del af en anden kirke. Jeg oplever, at jeg er respekteret som en bror og kristen og har fået en meget større familie, end jeg havde før. Jeg bliver inspireret af katolikkernes måde at tænke og forstå på.
I katolsk teologi konstitueres kirken af ordets forkyndelse, sakramenternes forvaltning og af, at man udfører et diakonalt arbejde. Det diakonale arbejde er troens konsekvens, og uden den konsekvens kan man ikke være kirke. Pave Frans udtrykker den sammenhæng godt med sit liv og virke.
Man kan spørge, hvorfor verden er så skæv?
Jeg tror, at det har at gøre med Vorherres jordpersonel. Vi forvalter skaberværket forkert, for vi kunne jo brødføde Jorden, hvis vi ville.
Når det ikke sker, må jeg tilskrive det min egen og andres egoisme og grådighed. Jeg tror ikke, at vi kan skabe et Paradis her på Jorden, men vi skal stræbe efter det.
På den ene side er jeg stolt over det Danmark, vi har opbygget, men på den anden side græmmer jeg mig over, hvor dårligt vi behandler dem, som af forskellige grunde lever på kanten.
Som formand for Rådet for Socialt Udsatte er jeg blevet overrasket over, hvilken nød der er i vores eget land.
Som politiker har jeg været meget rundt i landet, men de seneste år har jeg mødt en nød, jeg ikke kendte. Jeg vil gerne arbejde for, at vi alle ser hinanden som medborgere og tager ansvar for hinanden, men der er en gruppe, som ikke oplever sig som en del af noget fællesskab. Jeg ser det som min pligt som kristen at modvirke den mistænkeliggørelse, der sker af mennesker, som har brug for hjælp.
Jeg er ikke længere medlem af et parti. Udmeldelsen var et smertefuldt brud, men jeg syntes, mit gamle parti svigtede grundlæggende værdier.
Jeg ser mig fortsat som politiker, for politik er ikke kun det, som sker på Christiansborg eller i andre folkevalgte forsamlinger. Politik handler om mennesker. Det arbejde, jeg gør i Caritas og Rådet for Socialt Udsatte, ser jeg som en direkte forlængelse af det, jeg lavede på Christiansborg.
Jeg er ikke partipolitiker, men jeg arbejder på at ændre holdninger i samfundet.
Mine dage er til tider ganske hektiske, så jeg har brug for at kunne trække mig helt og være tæt på naturen.
For 15 år siden købte vi en hytte langt inde i en nåleskov i Småland. Der er toilet, men vi har ikke indlagt vand eller strøm, og i mange år var der ikke noget mobiltelefonsignal. I Sverige kan jeg leve et langsomt liv, som for mig virkelig er luksus.
I det hele taget er jeg bevidst om at prøve at skærme mig fra noget af den støj og det informationsbombardement, som præger vores tid. Jeg har stadig kun den mest enkle mobiltelefon og er ikke på Facebook. Nogle vil mene, at det kommer, og at jeg bare er stædig.
I mange år mente jeg heller ikke, at jeg skulle have kørekort eller betalingskort. Jeg er til offentlig transport og ønsker at forbruge med måde. Men for 10 år siden fik jeg kørekort, og de sidste fem år har jeg haft Dankort.
Selvom jeg er god til at planlægge min tid og opsøge ro, kan jeg have en følelse af, at tiden ikke rækker til alt det, jeg gerne vil.
Men så er det godt at minde sig om, at man ikke skal nå det hele, mens man er her på Jorden.
Kristendommen har et perspektiv, som rækker ud over døden. Jeg lever med et evighedsperspektiv og betragter døden som et komma, og i det lys er der meget, man kan nå.