Hver morgen tager elektriker Ole Østergaard Andersen sin cykel og kører ud på den byggeplads, hvor hans arbejdsgiver, teknik-entreprenøren Lindpro, har brug for ham. Lige nu ved et byggeri i Valby ved København, som skal stå færdig til januar.
”Jeg kan lide elektrikerarbejdet. Jeg synes, det er sjovt, når man kommer frem til en masse ledninger, der stikker ud af en væg. Så monterer man en tavle, laver et pænt stykke arbejde, og når man tænder for knappen, så virker det hele. Jeg kan også godt lide at møde andre mennesker,” siger 68-årige Ole Østergaard Andersen.
Udover sin løn får han folkepension, så han skal passe på, hvor mange timer han arbejder, og hvor mange penge han tjener, hvis han ikke vil betale noget af pensionen tilbage.
Men ser vi bort fra det med folkepensionen, så er Ole Østergaard Andersens arbejdsliv næsten uforandret, selvom han har passeret pensionsalderen.
Han kom i lære som elektriker i sin fars el-installatørfirma for 51 år siden. Siden overtog han firmaet og blev mester. I 27 år sad han mest på kontoret og lavede tilbud til kunderne eller tilså svendenes arbejde.
”Men da jeg blev 52 år, var jeg træt af at sidde på det samme kontor og se på den samme udsigt. Jeg var træt af, at jeg aldrig rigtig havde fri,” fortæller han.
Og da ingen af de tre døtre ville overtage firmaet, begyndte han at tænke på at sælge.
”Egentlig ville jeg vente, til min far ikke var her mere. Firmaet var hans livsværk, så det ville være synd. Men far blev ved med at leve, så da jeg alligevel snakkede med ham om det, kunne han godt forstå mig. Han havde selv haft de samme overvejelser,” siger Ole Østergaard Andersen.
Firmaet blev sat til salg, og tre uger efter var det velrenommerede Frederiksberg-firma solgt. Ole Østergaard Andersen overvejede at prøve noget helt nyt, men så ringede en af hans gamle svende:
”Mester, har du ikke lyst til at blive rigtig elektriker,” spurgte han.
Det firma, han arbejdede for, manglede folk. Og sådan gik det.
Ole Østergaard Andersen har været hos Lindpro i 15 år. Han arbejder på akkord og får løn for de opgaver, han løser. Og han har aftalt, at han kan tage en fridag, når det ikke forsinker arbejdet på byggepladsen. Et par gange om måneden skriver han i værkstedsbogen, at han har holdt fri uden løn.
”Jeg har en lille båd, så jeg tager ud og pilker nogle torsk. Vi tager en ekstra dag i sommerhuset, eller jeg henter mit nye barnebarn og går med hende et par timer, så hendes mor kan få lidt ro,” siger Ole Østergaard Andersen.
”Min chef har sagt, at jeg kan gøre, som jeg vil. Bare jeg ikke siger op.”
Den nærmeste overmontør er i øvrigt et år ældre.
Selvom det er fysisk arbejde, er det ikke mere belastende, end Ole Østergaard Andersen sagtens kan klare det.
”De unge kolleger siger, at jeg skal holde mig fra de tungeste opgaver. Det tager de,” siger han.
Faktisk er jobbet godt for Ole Østergaard Andersens helbred. Han har haft en blodprop og har en pacemaker, som han ikke mærker meget til. Men lægerne siger, at han skal blive ved med at arbejde så meget som muligt, fordi han får motion, når han går op og ned ad trapperne på byggepladsen eller cykler til arbejde.
”Det er min måde at passe på mig selv på,” siger han.
Ole Østergaard Andersen kunne gå på efterløn, da han fyldte 60 år, men det overvejede han aldrig. Det var for tidligt at stoppe for at gå og hyppe kartofler i baghaven, siger han.
Hans kone på 63 år er også stadig aktiv på arbejdsmarkedet. Hun er sosu-assistent på deltid på den afdeling på Rigshospitalet, hvor hun har været i 42 år.
Men efter nytår, når byggeriet i Valby står færdig, vil parret skrue op for friheden. Han fylder 69 år til februar og tager orlov i to måneder for at rejse til Australien og New Zealand sammen med sin kone. Bagefter vil han forsøge at tage en til to fridage om ugen.
”Det er perfekt, fordi det er så fleksibelt, men man kan jo ikke blive ved for evigt. Jeg regner med at fortsætte et par år endnu, hvis de da ikke bliver trætte af mig inden. Det er svært at sige, hvornår det bliver tid til at stoppe,” siger han.
Der kan være mange gode år endnu. Ole Østergaard Andersens far blev 89 år.