Det var en række begivenheder kulminerende i ægtefællens ønske om skilsmisse, som fik Meghan Welsch Jakobsen til at skifte spor i livet. Som ung havde hendes elskede morfar talt hende fra at læse teologi, men nu hvor så meget ramlede på én gang, skulle det være.
”Når jeg alligevel skulle skilles og begynde forfra, kunne jeg lige så godt tage skridtet fuldt ud og blive en fattig teologistuderende,” siger hun. Det vender vi tilbage til.
Meghan Welsch Jakobsen er født og opvokset i Danmark med en amerikansk mor og en dansk far.
Hendes morfar var frafalden katolik, familiens patriark og amerikansk forretningsmand.
Fordi morfaderen opfordrede hende til at finde et mere indbringende job end præstegerningen, og fordi hun ikke som ung kunne forestille sig at skulle begrave nogen, valgte hun at uddanne sig til journalist.
Troen og teologien var hun dog fortsat inderligt optaget af.
I dag tager 48-årige Meghan Welsch Jakobsen imod i en af Danmarks smukkest beliggende præstegårde, den ved Østerlars Kirke på Bornholm.
Hun tiltrådte sit første embede som præst i Østerlarsker og Gudhjem Sogne den 1. juli i år, og begravelser anser hun nu som en af sine mest berigende og væsentligste opgaver.
Meghan Welsch Jakobsen er flyttet alene til Bornholm. Hun blev skilt i 2009, og hendes ældste datter bor i London, mens den yngste er på efterskole.
Et vellønnet journalistjob, som morfaderen havde ønsket for hende, ønskede hun aldrig. Journalistikken har hun derimod brugt flittigt i sit forfatterskab, som nu rummer fire bøger, blandt andre den prisbelønnede roman ”Trods” samt erindringsbogen ”Om at være kone i Saudi-Arabien”.
Den beskriver årene 1995-1997, hvor hun sammen med sin daværende udstationerede amerikanske mand boede i den saudiarabiske hovedstad Riyadh.
Om godt to uger udkommer bogen ”Til eftertanke – 12 præster fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen”. Meghan Welsch Jakobsen bidrager med sin fortolkning af Jakobs kamp fra Første Mosebog, kapitel 32, vers 23-33. Teksten, som handler om velsignelse, støttede hun sig også til, da hun var i sorg over at skulle skilles.
Den nye Østerlars- Gudhjem-præst er kosmopolit. Hun har boet i syv forskellige lande og er vant til at omstille sig til en ny kultur, og hun mener, at hendes berejsthed og hendes menneskelige tab har forberedt hende til jobbet som præst.
Som ung flyttede hun til USA først for at tage sig af sine syge morforældre og senere for at læse journalistik på University of Washington i Seattle. Her mødte hun sin amerikanske mand, som hun har fulgt rundt i verden som diplomatfrue. Så at flytte fra det hektiske Vesterbro i København og ud på landet på Bornholm til præstegården i Østerlars, som hun gjorde denne sommer, regner hun ikke for noget.
”Jeg er vant til at pakke en kuffert,” siger hun.
En række voldsomme begivenheder prægede Meghan Welsch Jakobsens liv i årene, inden hendes mand forlangte skilsmisse i 2009, og hun selv i en alder af 42 år besluttede at realisere sin drøm om at læse teologi og senere blive præst.
”Først døde mine mor af kræft, efter at mine søstre og jeg gennem længere tid selv havde passet hende. Derefter blev min yngste datter alvorligt syg, og jeg kunne ikke længere overkomme mit arbejde som underviser af forskere i akademisk engelsk, fordi jeg skulle tage mig af min datter, og så kom min mands ønske om skilsmisse oveni.”
Hun vil ikke komme med et bud på, hvorfor hendes mand ville skilles. Det tilkommer ikke hende, mener hun, men ægteparret var hårdt presset af død og sygdom og af, at hendes diplomatmand var på vej til en udstationering i Irak – et krigshærget land – mens planen var, at Meghan Welsch Jakobsen skulle blive i Danmark med de to døtre, der begge var i skolealderen.
I dag ærgrer sognepræsten sig over, at hun ikke dengang for otte år siden havde den visdom, som hun siden har erhvervet ved at læse teologi. Kunne hun leve separationstiden om med den viden, hun har nu, ville hun have forholdt sig anderledes roligt til ægtefællens ønske om skilsmisse.
”Jeg ville have sat mig ned og ventet og set, hvordan det udartede sig, hvis vi gav det lidt tid. I stedet for jeg rundt og forsøgte at styre alt. Det havde været bedre at tænke, ’nu bærer jeg’. Hvis man ikke kan styre noget, så lad være med at prøve på det. Jeg måtte acceptere, at jeg ikke kunne ændre min mands beslutning,” siger hun.
”Jeg var desperat over, at min mand ville skilles. Alting faldt sammen om mig, og jeg ville for alt i verden prøve at redde ægteskabet. Jeg kunne ikke rumme, at vi skulle skilles, fordi jeg tog ægteskabsløftet, som vi havde givet over for Gud i kirken, så bogstaveligt. Kærlighed tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.”
Hvad betyder det i forhold til din tro, at du blev skilt?
”Lige meget hvor gode intentionerne er, så er vi jo kun mennesker. Det ved Gud godt. Derfor bliver vi tilgivet. Jeg var den, der blev forladt, men heldigvis gik jeg ud af mit ægteskab med den følelse, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne.”
Meghan Welsch Jakobsen har altid været glad for Det Gamle Testamente og især fortællingen om patriarken Jakob, der møder Gud og får navnet Israel, som betyder at have kæmpet med Gud.
I beretningen skal Jakob over en å, men støder på en mand, som han kæmper med hele natten og nægter at slippe, selvom manden slår ham voldsomt over hoften. ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig,” siger Jakob. Derefter går Jakob humpende, men velsignet væk med sin forslåede hofte efter kampen med manden, som var Gud.
”Jeg havde en sjælesorgssamtale med en præst i den periode, hvor jeg havde det meget svært, og jeg blev glad, da hun nævnte præcis dette skriftsted, som jeg har beskæftiget mig så meget med. Mange mennesker kender selv fornemmelsen af at være humpende, men velsignet, fordi der på trods af det svære er kommet noget smukt ud af kampen. Jakob gik ikke helskindet fra sin kamp, det gjorde jeg heller ikke fra min. Vi bærer de slag med os, som vi får, men vi kan godt komme velsignet videre,” siger hun og uddyber:
”Vi tænker ofte på velsignelse som anerkendelse, men det betyder løfte. Når vi får Guds velsignelse, lover Gud at tage os ved hånden.”
Hvordan præger de tab, du har lidt, dig som menneske og som præst?
”Min skilsmisse og min mors død er ikke mit fokus mere. Men at jeg har lidt så smertelige tab betyder, at jeg bedre kan leve mig ind i andres tab. Jeg er blevet velsignet med en større empati og kan både forstå den, der er blevet forladt, og den, der vælger at forlade et ægteskab. Nogle gange må man gå, fordi man ikke kan andet.”
I din seneste roman ”Kære skat” er temaet skilsmisse og lykke. Den mandlige hoved-karakter vil skilles, fordi han ikke er lykkelig. Mener du, at mennesker i dag har for store forventninger til lykke?
”Ja, lykke er et af de temaer, jeg gerne vil sætte på dagsordenen med romanen. Jeg husker, kort efter jeg var blevet skilt, mens jeg havde det allerværst, at jeg var i Tivoli med mine børn. Vi kørte rundt i Galejen, jeg tror 13 gange, og jeg var bare så lykkelig, fordi vi tre havde den oplevelse sammen. Lykke er øjeblikke. Lykke er små perler i en lang kæde,” siger Meghan Welsch Jakobsen.
”Vi skal drosle ned for lykkefølelsen, og vi skal ikke gøre vores partner ansvarlig for vores lykke. I et ægteskab er vi to ufuldkomne mennesker. Hvis begge parter har gjort deres bedste, så er det godt nok.”
Har vi for store forventninger til parforholdet og ægteskabet?
”Vi har ofte ikke gjort os klart, hvad ægteskabet er. Mange bliver gift, når de har fået det første barn, men får måske ikke talt om, at man nu er bundet sammen for evigt, fordi man har et barn sammen. Det kan være godt at få talt med hinanden om, at man også skal kunne være sammen, selv om man har råbt og skreget af hinanden. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i folkekirken havde ægteskabsforberedende samtaler lige som i den katolske kirke og den episkopale kirke.”
Meghan Welsch Jakobsen fortæller, at hun og hendes eksmand nogle måneder efter skilsmissen satte sig ned og sagde til hinanden, at de godt kunne være gode forældre sammen, selvom de ikke kunne være gift.
Var det ikke svært som den forsmåede at tilgive?
”Tilgivelse er nødvendig. Det var mig, der blev gået, men vi havde jo haft mange smukke år sammen. Jeg vidste, at hvis jeg ikke tilgav, ville jeg blive ædt op af vrede, og det havde jeg ingen interesse i. Så jeg ringede til min eksmand og sagde, at jeg kunne tænke mig at tilgive ham, og om han også kunne tilgive mig. Jeg skulle også tilgive mig selv, for jeg var jo også part i ægteskabet.”
Da Meghan Welsch Jakobsen søgte embede, begyndte en ny tid. I dag glæder hun sig over, hvor hun er, og tænker tilbage på sin beslutning om at læse teologi som den helt rigtige.
”Jeg er født troende, og første gang jeg trådte ind gennem porten til det gamle teologiske fakultet i Købmagergade i København, vidste jeg, at her hørte jeg til. Selvfølgelig er det ikke altid nemt at være studerende i 40-årsalderen med halvstore børn derhjemme, men når man render rundt i samfundet og er troende, føler man sig tit meget alene med sin tro.”
”Det var en luksus at læse teologi. Det optog mig fuldstændigt at læse de store teologer Søren Kierkegaard og Løgstrup,” siger Meghan Welsch Jakobsen.
”Også Jürgen Moltmann, som er en moderne teolog, fordybede jeg mig i. Han har et organisk verdenssyn, hvor det hele hænger smukt sammen. Han mener, at vi som mennesker har et ansvar over for skaberværket, og at vi er repræsentanter for kloden over for Gud. Vi skal passe på den jord, vi er sat på.”
Giver ægtepar for let op i ægteskabet?
Ja, alt for let. Det er et problem for alle, især for børnene, og især hvis forældrene ikke kan tale sammen. Vi skal prøve at blive klogere, inden vi bliver skilt. I dag kan man blive skilt i affekt, fordi man hurtigt kan lade sig skille på nettet. Hvad så hvis man fortryder næste dag?
Er det svært at tilgive, når man er den forsmåede part?
Det var mig, der blev gået, men vi havde jo haft mange smukke år sammen. Jeg vidste, at hvis jeg ikke tilgav, ville jeg blive ædt op af vrede, og det havde jeg ingen interesse i.
Hvad opfordrer du ægtepar til at huske på?
At tilgivelse er det største og vigtigste.
Læs uddrag af ”Til eftertanke – 12 præster fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen” her.