Kære brevkasse
Isidste uge læste jeg om Bentes sorg og længsel efter at fastholde et levende billede af sin mand, som hun havde mistet. Jeg fik så mange tanker og genkendelse derved. Jeg har ikke mistet min mand for nylig – det er fire år siden.
Men jeg forstår godt længslen efter at fastholde billedet af sin bedste ven, som man har været sammen med i mange, mange år. Vi fik næsten 50 år sammen. Og jeg sagde til mig selv, at efter så dybt og langt kendskab måtte jeg da kunne fastholde et levende billede af min ægtefælle. Men det kunne jeg ikke rigtig. Med tiden har jeg erfaret, at det måske er en del af den smerte, det er at miste. Jeg ville jo så uendelig gerne have ham hos mig fortsat.
Jeg synes, det er uendeligt hårdt at miste i moden alder. Livet rives over. Vi var så indgroet i hinanden. Vi kendte hinanden så godt. Vi var ikke ens. Men vi vidste alligevel mange gange, hvad den anden ville sige eller tænkte, næsten før det var udtalt. Og pludselig er det menneske borte. Ens hverdag bliver helt anderledes og ganske udfordret. Og der bliver så stille så mange timer hver dag. For nogle mennesker fra den ene dag til den anden.
Måske tænker mange, at det er naturligt at miste i vores alder. Og det er det vel. Det er et uundgåeligt livslod. Men det er ikke mindre sorgfuldt af den grund. Det er noget af det hårdeste, jeg har oplevet. Og der er ikke, fordi mit og vores liv bare har været en dans på roser. Men det at miste noget, der opleves umisteligt, opleves så altomfattende. Jeg savnede min mand så uendeligt meget i lange tider. Og gør det stadig, men det fylder nok ikke hele tiden, som i det første år.
Selvom jeg ikke kan fremkalde det levende billede af min kære mand, så har jeg med tiden opdaget, at jeg jo har uendeligt mange minder fra vores liv sammen. De dukker op næsten dagligt.
Måder, han kunne sige ting på.
Støtte, som han gav mig, når jeg trængte det.
Ture, hvor han lagde mærke til helt andre ting end mig.
Små episoder fra hverdagen.
Sjove stunder, alvorlige erfaringer, hvor det var godt, at vi havde hinanden.
Uenigheder, hvor vi sikkert efterfølgende blev lidt klogere hver især, selvom vi bestemt ikke ville indrømme det der og da.
Alle disse minder sætter jeg pris på, og det gør, at han alligevel på en måde er i mit liv. Jeg tænker også, at han er der, fordi vi fik lov at få så mange år sammen, så vi kom til at præge hinanden. Nogle af hans tanker eller gode beslutninger fik lov at dryppe af på mig. Jeg lærte meget af min mand.
Han var ikke en, der slog om sig med kloge ord, men han var en vis mand med stor indsigt i mange ting. Og han vidste meget om ting, jeg ikke havde så meget styr på. Jeg er meget taknemmelig for det.
Og da han døde, syntes jeg ikke, at jeg var ”udlært”. Jeg savner meget de gode samtaler, vi havde. Men jeg prøver at tænke på, hvad han mon ville have sagt til det eller det, når jeg står i bestemte situationer. Og så må jeg forsøge at suge lidt lærdom til mig fra andre mennesker og kilder.
Minderne har også vemod. Når man mindes i taknemmelighed, så kan længslen jo netop også dukke op samtidig. Og det er jo ikke bare de værdifulde samtaler, jeg mangler. Bare det, at der ikke er liv i stuen, er jo et stort tab. En, der bare er der, når man kommer eller går.
Jeg har forsøgt i de senere år at invitere og mødes med venner og familie, som kendte ham godt, og som jeg vidste satte pris på ham. Og jeg tillader mig stadig at komme med episoder fra vores liv og minder om ham. Det er så godt, når man oplever, at andre lytter og kommer med deres minder og tanker.
Og jeg kan stadig tale om mit savn. Nogle gange tænker jeg, om børnene eller venner orker at høre det. Andre gange tænker jeg, at det er jo så menneskeligt og naturligt at have det sådan.
Jeg tror aldrig, savnet slipper mig. Men jeg kan også med ærlighed sige, at jeg har gode dage og gode oplevelser. I månederne efter hans død troede jeg bestemt ikke på, at det ville blive muligt. Da følte jeg mig halvdød selv. Jeg håber også, at Bente vil opleve, at minder kan være mange ting, og at der er et liv trods tab og savn.
Venlig hilsen
Elise
Kære Elise
Mange tak for dit brev. Vi tænker, at man skal være langsom og forsigtig med at sige, at man forstår, når man ikke selv har været i samme situation. Det kan gælde i mange livsforhold. Men så langt vi formår, så kan vi godt forstå dit savn og dine reaktioner. Tak for, at du vil dele noget af det, således at Bente og måske mange andre kan spejle sig i det, som du skriver.
Måske er vi for lidt optaget af den sorg, som ældre og modne mennesker oplever, når de mister deres livsledsager igennem mange år. Som du skriver, kan en af grundene være, at det opleves naturligt, at folk dør, når de kommer op i årene. Men for den enkelte, der mister, er det en meget stor og dyb og omfattende sorg. Og at det også gælder for andre, er en meget lille trøst, når man står midt i tabet af noget uendeligt dyrebart.
Når yngre mennesker dør, er det helt forfærdeligt, og ofte er der tillige børn og unge, som oplever et stort tab. Men jo flere år man lever sammen, jo tættere kan man også komme til at flette sig ind i hinandens liv, i hverdag og tænkning. Og har man haft et godt og respektfuldt ægteskab, hvor man har delt ting med hinanden på en god måde og måske kæmpet sig igennem livets udfordringer sammen, ja, så er det som et jordskælv, hvor alt ryster, og vægge falder ned.
Overskuddet eller kræfter til at fange livet på ny er måske ikke altid til stede. Man kan være i en alder, hvor man hjalp hinanden med store og meget små ting, fordi alene ville man ikke rigtig kunne klare det eller få det gjort. Og så står man der, måske ikke bare med længslen og stilheden, men også med manglen på støtte og hjælp i det daglige.
Så udfordringerne kan være meget store, når der mistes i moden alder. En del har måske også været pensionister i en årrække, når ægtefællen dør. Og det vil sige, at man ikke har et arbejde, der kan aflede i hverdagen, eller umiddelbart nogen andre at være sammen med, og måske bliver økonomien også ramt, når man ikke er to længere.
Ethvert menneske er dyrebart. Også et menneske, hvorom man kan sige, at det var naturligt, at det gik bort. I arbejdet med at fastholde mindet kan man selv og ens omgivelser bistå. Vores tid er ofte lidt for hurtig, så måske skulle vi træne i at gå lidt langsommere, så der blev tid til at spørge ind til det liv, der engang var, og spørge ind til det sørgende sind. Ikke bare i ugerne efter dødsfaldet, men også på den længere bane.
Ritualer kan være med til at skabe gode rammer for at mindes. For eksempel kan man ved hver månedsdag det første år markere den dag, ægtefællen døde, og ved fødselsdage og bryllupsdage og måske andre vigtige datoer samles med nogen, som kendte den pågældende, hvor man kunne gøre ting sammen, som mindede om den afdøde, og fortælle hinanden både om de gode og mere svære ting, der knyttedes til de minder.
Det behøver ikke være den, der er enke eller enkemand, der altid tager initiativet til sådanne sammenkomster. Måske kunne gamle venner eller familie i høj grad tage det på sig og med alvor og humor markere en gammel vens liv og historie. Kærligheden er opfindsom, og den har vi brug for i alle aldre.
Mange hilsener