I en nybygget fold ved siden af udekøkkenet og baderummene går gederne og hygger sig. Bag ved pladsen lunter tre heste rundt og gumler græs, mens en flok kaniner nyder godt af de mælkebøtter, som campingpladsens gæster har plukket til dem.
En enkelt kajak er netop trukket op på land, og en ung kvinde er gået i gang med at rejse sit enmandstelt på en af de yderste pladser, helt tæt ved Gudenåen.
Det her er familien Dresens nye liv. For halvandet år siden udskiftede de ”et liv i hamsterhjulet”, som de selv kalder det, med opkøbet af en konkursramt campingplads i Midtjylland. Med lidt over syv hektar kuperet landskab lidt uden for landsbyen Truust mellem Silkeborg og Viborg, Gudenåen i baghaven og gæster i alle aldre, der nyder naturen og friluftslivet som fastliggere i en campingvogn eller weekendgæster i en hytte eller et telt.
Søhøjlandets Familiecamping er et sted for folk, der vil have ro og tid til bare at være. Og gerne sammen med andre, der har det på samme måde.
Præcis sådan så det ønske om det gode liv ud, som for nogle år siden var begyndt at vokse i Kasper og Ida Dresen. De havde ellers gang i to spændende karrierer i København. Hun var dna-forsker og post.doc. i de kendte professorer Eske Willerslev og Tom Gilberts gruppe på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, hvor hun som molekylærbiolog blandt andet undersøgte mikroorganismer i fødevarer og biodiversitet i regnskovene. Han var politibetjent og en del af det såkaldte reaktionsafsnit, der bliver kaldt ud til de allerfarligste situationer. Derfor var han også en af de første betjente ved Krudttønden og den jødiske synagoge, da København i 2015 blev ramt af terror, ligesom han var med i jagten på gerningsmanden, Omar el-Hussein.
”Så mit alarmberedskab var jo næsten altid slået til, og jeg kunne i princippet blive kaldt ud på alle tidspunkter af døgnet, hvis der opstod kritiske situationer,” fortæller Kasper Dresen, der efter 15 år hos politiet kunne mærke en voksende længsel efter et liv med færre udrykninger, mindre storbystress og uden skiftende vagtplaner. Mod et liv, der mindede mere om det, han selv var vokset op i på landet med dyr og natur omkring sig.
”Hele vores liv var jo indrettet efter mine vagtplaner. Det nære familieliv, vi egentlig gerne ville have, var svært at forene med to karrierer i København.”
Ved siden af arbejdet voksede børneflokken. Alexander blev født knapt to år efter, Ida og Kasper mødtes i 2008, og siden kom både Valdemar og Christoffer til.
”Mange af vores venner var fanget i den samme ’mølle’ som os. Hvor hver dag går med at tjene penge til det liv, man så drømmer om, og hvor man kan begynde at spørge sig selv, om man egentlig lever for at arbejde eller arbejder for at leve. Og da vi så også oplevede, at folk i vores bekendtskabskreds gik fra hinanden, blev vi mere og mere optagede af, hvordan vi selv kunne sikre vores eget familieliv og holde fast i de værdier, som er vigtige for os,” siger Ida Dresen.
Hun holder Kasper i hånden, mens parret viser rundt på campingpladsen. På maven, i en vikle, bærer hun familiens yngste medlem. En lille søn, Theodor, som kom til verden for fire måneder siden, og som sover trygt og godt, mens mor og far udpeger den nybyggede legeplads og hilser på en flok campister, der sidder og luner sig i sensommermorgenen med en varm kop kaffe.
Første gang de så campingpladsen var i januar 2019. De tidligere ejere havde forladt den som et konkursbo sidst i september 2018, ved campingsæsonens slutning året før. Ida og Kasper Dresen så med det samme mulighederne for det liv, de havde drømt om, og i marts 2019 flyttede de nye ejere ind, og så åbnede de ellers for gæster den 12. april samme år.
”Det gik vildt hurtigt, da vi først havde fundet stedet her. Men de fleste har alligevel oplevet det som en velovervejet beslutning, for de har godt vidst, at vi længe har villet noget andet. Og det var faktisk min mor, der foreslog en campingplads som en mulighed for nogle år siden, da vi begyndte at lufte vores drømme om et mere simpelt liv med mindre stress og mere tid til familien,” fortæller 35-årige Ida Dresen.
Hun er selv vokset op i en lille by ved Skive, ”og nogle gange har jeg faktisk tænkt over, om jeg overhovedet skulle have læst biologi på universitetet. Det bedste i min barndom var nemlig, når jeg var ude på gårdene hos mine venner og hjælpe med at passe dyrene og at have tid til min egen hest. Men jeg havde nemt ved at gå i skole, og det lå ligesom i luften, at så skulle jeg da læse videre. Det forpligtede på en måde at være boglig, og jeg har da virkelig også haft et privilegeret forskningsliv. Men at gå her med min familie omkring mig, arbejde sammen med Kasper hver dag og selv kunne sætte farten – det nyder jeg virkelig.”
Hendes forskerkarriere er derfor lagt på hylden, men glæden ved at lære nyt og tilegne sig ny viden bruger hun nu i stedet på at forstå regnskaber og bookingsystemer, som hun aldrig har arbejdet med før.
Faktisk har drømmen om et liv, hvor man som par er tæt på hinanden i hverdagen og stifter familie for at kunne leve livet sammen, ligget i baghovedet på Ida og Kasper Dresen siden en tur til USA for otte år siden.
De var af sted med de to ældste sønner og kørte rundt i en autocamper, ”og så endte vi oppe i byen Lancaster, der ligger i Pennsylvania, hvor vi pludselig mødte nogle amish-folk. Hverken Kasper eller jeg er religiøse, men der var noget i deres måde at leve på, som vakte en genklang hos os,” fortæller Ida Dresen, og ægtefællen uddyber:
”Arbejdslivet for de her mennesker handlede om at gøre det, der var nødvendigt for at kunne forsørge familien. Og kun det. Ikke om karrierer, dyre biler eller andre materielle ting, og det fik os til at kigge på vores eget hektiske liv og tænke over, hvad vi egentlig havde gang i.”
Første skridt var at flytte fra Hvidovre, tæt på København, hvor de boede i et byhus. Valget faldt på et nedlagt husmandssted syd for Køge, og i første omgang var planen bare at fortsætte med de almindelige jobs ved siden af gården. Men da de for alvor begyndte at tænke andre tanker om fremtiden, blev gården også evalueret som en mulig indtægtskilde i fremtiden, som en besøgsbondegård.
”Vi fik både gæs, ænder, høns, grise og et par køer. Så hele Morten Korch-ideologien var på plads. Børnene kunne gå ud og klappe dyrene og være med rundt på traktoren, og stedet blev efterhånden rigtig fint. Men vi indså, at det aldrig ville kunne løbe rundt, selv om vi virkelig knoklede. Besøgsbondegården ville aldrig kunne blive til en overskudsforretning. Den ene af os ville stadig være nødt til at pendle og tage på arbejde hver dag,” siger 37-årige Kasper Dresen.
Han er selv vokset op på en gård på Lolland, og så snart han havde lidt fritid, søgte han altid væk fra storbyen. Arbejdet med de skiftende vagter begyndte også at kunne mærkes.
”Det er til tider et hårdt job, og efterhånden kunne jeg mærke, hvordan mit humør og min adfærd blev påvirket på vagterne, men også i det daglige liv med familien. Inden for politiet er der også en forventning om, at jobbet kommer før alt andet, så det har til tider været svært at administrere sin fritid og planlægge familielivet.”
Identiteten som politimand har han dog stadig, fortæller Ida Dresen og kigger på sin mand.
”Folk, der kommer ind på pladsen, bliver lige screenet, og du er nok generelt mere på vagt, end jeg er.”
”Ja, jeg skal helt klart øve mig i at møde folk mere med tillid. Det er nok heller ikke helt normalt, at man kender alle fastliggernes nummerplader, men det er sådan noget, jeg lægger mærke til.”
Til gengæld har det også været en fordel på pladsen, at Kasper Dresen er vant til at optræde som ordensmagt, når nogle nye kommer til pladsen, belæsset med dåseøl og larmende soundboxe.
”For de får ganske enkelt at vide, at det ikke passer ind her. Det er vores plads og vores regler. Så hvis man vil have fest og ballade, så må man finde et andet sted at campere,” siger Kasper Dresen, og hustruen nikker: ”Flere af gæsterne har faktisk sagt til os, at det er blevet en meget fredeligere plads, efter vi er kommet. De nyder, at der ikke er konflikter her, og at vi som ejere er meget tydelige om, hvad det er for et sted, vi ønsker at skabe – og dele med dem.”
På sigt må den gamle bjælkehytte, som udgør privatboligen, da gerne blive udskiftet med et lidt større og mere opdateret familiehus, men ellers er ønskerne for fremtidens liv på campingpladsen helt klare: ”lige som ’Bonderøven’ på DR har vi et mål, der handler om at skrue ned for alt det overflødige og fokusere på det nødvendige for at kunne leve et trygt og nært familieliv. Tæt på naturen. Uden den store materielle luksus. Men med tid og nærhed. Og derfor er vores mål heller ikke at skabe en voldsom vækst her på campingpladsen men at holde den på et niveau, som vi selv kan klare. Uden at ansætte andre,” siger Ida Dresen, der derfor er overbevist om, at Søhøjlandets Familiecamping viser sig at være en klog investering i det gode liv for familien, ”for ud over de trofaste fastliggere, så kan vi allerede nu mærke, at mange nye gæster og især en del børnefamilier, har fundet vej til den her fredelige plet.”
Kasper Dresen tilføjer:
”Vi tror nemlig ikke længere på den med, at man altid bare skal have flere penge for at kunne få det liv, man drømmer om. For det er meget nemt at komme til at knokle sig selv ihjel – men er det meningen med livet? Det tillader vi os at tvivle på.”