I 20'erne slutter festen – og på mange måder er det en velkommen slutning

I 20’erne gennemgår du den søde og pinefulde overgang fra potentiale til produkt, skriver den 28-årige forfatter Amalie Langballe

Tegning: Rasmus Juul.
Tegning: Rasmus Juul.

Da jeg i sin tid var i praktik på det nu hedengangne Radio24syv, var der en af de mandlige værter, der altid tog tidligt hjem fra de fyraftensøl, der forekom ganske ofte og i rigelige mængder, og som tit inkluderede et farverigt persongalleri. I mine øjne var vi næsten jævnaldrende, for han var i slut-20’erne, og jeg var i start-20’erne. Måske derfor repræsenterede han et særligt mysterium for mig. Jeg kunne ikke begribe, hvad der fik ham til – frivilligt – at gå glip af de sene aftentimer, der for mig var noget særligt magisk og voksent og også var essensen af den mediebranche, jeg endelig var på vej ind i. Samtidig havde jeg en vag idé om, at mit liv først fandt sted, når der var et publikum til at bevidne det. Derfor forstod jeg ikke, at nogen frivilligt kunne have lyst til at forlade scenen.

Nu ved jeg naturligvis godt, hvorfor han frivilligt gik glip af de øl. Han vidste, at det mest magiske i ens liv ofte finder sted bag hjemlige, lukkede døre med en person, man elsker – at det i høj grad er i det private, mange af os (endelig) bliver os selv. Han vidste også, at essensen af din valgte profession er de timer, hvor du rent faktisk arbejder.

Det vidste jeg ikke noget om i mine tidlige 20’ere. Jeg ville beruses og være berusende. På nogle måder var jeg det også. Det er min erfaring, at når du er meget ung og har et vist talent, er din selvtillid og dit storhedsvanvid meget dragende. Det handler ikke (kun) om, at du bor i en ung krop og har et ungt ansigt – det handler også om, at du er et smukt, svævende ballondyr, som det står andre frit for at putte drømme og fantasier i. Jeg var lovende, og det var netop i det lovende, appellen lå. Jeg kunne skrive, og det kunne folk se, men jeg havde ikke skrevet noget endnu.

Dét var endnu en ting, jeg ikke vidste noget om, da jeg var i mine start-20’ere. At potentiale ofte er mere spændende end resultat, opdager du først, når resultaterne faktisk er begyndt at indfinde sig; Når du langsomt, men sikkert, går fra at være interessant på grund af alt det, du kan blive, til at være interessant på grund af alt det, du allerede er. Det er naturligvis ikke en ubetinget ubehagelig ting, for det er også overgangen fra uro til ro. Du har testet, om vingerne kunne bære, og det kunne de – eller det kan de.

I hvert fald for nu. Det er naturligvis den anden side af det: Du begynder at fornemme, at det ikke er alle, hvis vinger faktisk bærer. Der er nogle, der falder igennem, selvom de var sjovere, skønnere og mere vanvittige end dig, da I var yngre. Det er nu, jeg opdager, at ikke alle klarer det. Der er dem, der ikke klarer, at farten sænkes – at vi andre går stadig tidligere hjem, at livet ikke overvælder os på samme måde, som det plejede, at vi er begyndt at elske mennesker på den stabile måde – uden det smertende og stormfulde. Selvom ens faktiske problemer som regel vokser proportionalt med alderen, så føler man nemlig det hele mindre, fordi alle følelser nu er ledsaget af en træthed.

Ingen kunne have fortalt mig – på en måde så jeg ville have forstået det – hvor meget af ens liv, der pludselig handler om at være træt, virkelig træt. Jeg troede, træt var det samme som at være sløv efter at have læst til eksamen i flere uger og været oppe flere nætter i træk – for at elske eller for at rase ud til sidst. Det er det ikke. Træthed er næsten det modsatte. Træthed er under ingen omstændigheder at kunne være vågen en hel nat eller bare et sekund længere.

Men trætheden bliver også beviset på, at jeg overkommer mere end nogensinde. Jeg skriver denne tekst efter mit fuldtidsarbejde. I morgen er der en ny tekst, der skal skrives efter mit fuldtidsarbejde og i overmorgen endnu en. Om en måneds tid begynder jeg igen at skulle tage ud og optræde med min bog.

Jeg har ikke holdt ferie i to år, og det er okay.

For jeg er ikke alene: Jeg aflæser trætheden i mine venners begyndende rynker og den måde, de griner på, når vi er sent ude på hverdagsaftener. Det er et skyldbetynget grin, men det er også et fortrøstningsfuldt grin – det er lyden af prekariatet, der aldrig sover, det er lyden af de psykologtimer, vi endelig er begyndt at have råd til, og det er lyden af mennesker, der efter at have brugt nogle år på en rastløs panik over, om det her virkelig er livet, er klar til at overgive sig. Kort sagt de voksenproblemer vi intet kan stille op over for andet end at stå sammen. Og det gør vi så.

Om det er trætheden, der også fører til blidheden, er jeg i tvivl om, men jeg er ikke i tvivl om, at det bedste ved at være på vej ud af 20’erne er, at den indfinder sig. Mænd, som drev mig op og ned ad vægge og fra seng til seng i sene nattetimer i mine tidlige 20’ere, er nu mine kære venner. Vi tilbringer stille aftener sammen med rødvin og afdæmpet musik, hvor vi snakker om vores respektive forhold og nogle gange snakker vi også om gamle dage. Så griner vi og stiller hinanden det spørgsmål, der oftere og oftere ligger mig på sinde:

”Var vi virkelig så unge?”

Og ja, det var vi vist.

Amalie Langballe er 28 år og forfatter til bogen ”Forsvindingsnumre”, som hun modtog BogForums debutantpris for i 2019.