I 2012 begyndte Jørgen Lind at læse idéhistorie på Aarhus Universitet. Han var fuld af forventningens glæde og så frem til en helt særlig tid med plads til nørderi og fokus på fordybelse. Men kort inden studiestart fik hans far konstateret kræft i bugspytkirtlen, og blot et år efter, da Jørgen Lind befandt sig på sit 2. semester, døde faderen på hospice. En begivenhed, der kom til at præge resten af sønnens studietid:
”Efter at jeg mistede min far, oplevede jeg, hvordan jeg trak mig socialt, og hvordan alle de drømme, jeg havde om, hvordan mit studieliv skulle være, forsvandt eller i hvert fald trådte i baggrunden,” fortæller han.
For Jørgen Lind blev faderens dødsfald begyndelsen på en helt ny tilværelse. En tilværelse, hvor han gik fra at være energisk til lammet, fra social til indadvendt og uden interesse for sit faglige felt. Det at komme igennem en eksamen handlede pludselig udelukkende om at bestå for at kunne bevare sin ret til SU.
I dag er han overbevist om, at han ville have haft godt at snakke med andre studerende i en lignende situation, og da han i slutningen af sidste år hørte om de lange ventelister til gratis professionel behandling for unge i sorg, valgte han at handle på sin idé om at skabe et nyt tilbud til studerende i sorg.
Han allierede sig derfor med sin gamle efterskoleveninde og psykologistuderende Lotte Fuglsang, sammen med hvem han i dag har stiftet foreningen Studerende og Sorg. Her tilbyder de et otteugers gruppeforløb for studerende, der har mistet en nær pårørende, og den første gruppe med syv studerende har netop afsluttet sit forløb.
At blive ramt af sorg midt i studielivet er særligt udfordrende. Først og fremmest er mange et sted i tilværelsen, hvor de på mange måder er på sporet af, hvad de vil med deres liv, i hvert fald uddannelsesmæssigt. Men i lyset af sorgen kommer alt andet meget nemt til at føles meningsløst. Derudover gør rammerne for særligt universitetsstuderende det svært at bearbejde sorgen. For man har undervisning ret sjældent, og det er meget let at blive væk, fordi der mange steder ikke bliver kontrolleret for fravær, siger Lotte Fuglsang.
”Og så er der bare rigtig meget tid at gøre med,” supplerer Jørgen Lind.
”Man skal selv strukturere sin hverdag, og i sorg tror jeg, at langt de fleste har det bedst med, at nogen siger: ’Gør det her.’ For man kan have svært ved selv at mønstre energien til at kunne gøre det.”
At rammerne for studerende i sorg er udfordrende, giver studenterpræst ved Aarhus Universitet Jens Munk de to stiftere af foreningen medhold i:
”Som studerende er du inde i et system, hvor SU-taxameteret tikker. Du skal bestå dine eksaminer og bliver hele tiden testet og presset, og der synes jeg egentlig, der er et meget lille rum for udsving i forbindelse med eksempelvis sorg. Du kan som studerende søge om ekstra SU-klip, men hjælpen er begrænset, i forhold til hvor omfattende tabet kan føles. Jeg forestiller mig, at langt de fleste arbejdspladser har større forståelse for, at sorg er noget, man skal have tid og rum til at bearbejde, og medarbejderne derfor kan blive sat ned i tid i en periode,” siger Jens Munk.
Han har i gennemsnit 20 samtaler om ugen med studerende, hvoraf cirka halvdelen handler om sorg eller tab, og han har derfor støttet foreningsstifterne i deres forehavende. Ligeledes har foreningen hentet støtte hos eksperter og forskere, og i dag er sorgforsker ved Aarhus Universitet Maja O’Connor tilknyttet foreningen som supervisor.
Foreningen tilbyder hverken terapi eller behandling i professionel, traditionel forstand, men derimod et otteugers forløb, hvor gruppen fra gang til gang samtaler ud fra et tema, som Jørgen Lind og Lotte Fuglsang har vurderet kan adressere en særlig problematik for netop studerende:
”Vi arbejder ud fra en to-proces model, der fokuserer meget på, at sorg er individuel og så dynamisk og kompleks, at processen ikke har noget med faser at gøre. Så den manual, vi har arbejdet ud fra, har vi slet ikke tænkt ud fra faser. Der er et fastlagt program, og vi taler ud fra nogle temaer, vi har vurderet er relevante for netop studerende at tale om, men vi vil ikke have dem nogle bestemte steder hen ud fra de emner,” siger Lotte Fuglsang.
Det essentielle er netop, at foreningen ikke arbejder med sorgen terapeutisk, mener sorgforsker Maja O’Connor, og kunsten er derfor at fordre refleksion, sparring og støtte. De deltagende er nemlig ikke syge, men kommer, fordi de tumler med at håndtere et tab, samtidig med at de skal håndtere et studieliv på universitetet, forklarer hun.
Skellet mellem sorg og sygdom fremhæver også studenterpræst Jens Munk:
”Man kan hurtigt se sorgen som en sygdom, man skal af med, men sorg er jo egentlig en utrolig meningsfuld og betydningsfuld ting, fordi det er jo det, der viser os, at der er noget i vores liv, som virkelig har været betydningsfuldt og meningsfuldt og derfor også sårbart, og noget, der kan tabes. På den måde er det jo en sund og naturlig ting at sørge og ikke en sygdom, der kræver traditionel behandling. Det at tabe er en del af livet, fordi verden er forgængelig. Sorg er et eksistensvilkår, vi alle er underlagt.”
Dog kan sorgen udløse sygdomme som angst, depression, ptsd eller vedvarende sorglidelse. Det er blandt andet derfor, Maja O’Connor er tilknyttet foreningen, så det kan blive opdaget, hvis nogle af deltagerne bør opsøge et behandlingstilbud.
I sidste uge afsluttede den første sorggruppe for studerende sin møderække, men tanken er ikke, at samtalen mellem deltagerne stopper her:
”Vi er egentlig bare facilitator, og vi har set, hvordan der undervejs er opstået et fællesskab blandt de deltagende, for man kan mærke, hvordan de glæder sig til at se hinanden og spørger ind til hinanden på en helt anden måde nu. Det har været relevant at have os og vores oplæg alle otte aftener, men det er helt naturligt, at vi ikke skal være med længere, fordi de nu har lært hinanden at kende, og det er jo det, der er den største støtte for dem. Det her med fællesskabet og at få lov til at snakke, uden at folk trækker sig eller ikke kan rumme det,” siger Lotte Fuglsang.
Spørger man en af deltagerne i gruppen, Mads Sandholdt, der læser økonomi og i december sidste år mistede sin far til kræft, har hun ret i sin fortolkning:
”Det er anderledes at snakke med nogen, som kender det, og som går igennem det samme som mig. Det er sjældent, der bliver sagt noget, uden at en anden i gruppen kan nikke genkendende til det,” fortæller han.
Det er med afsæt i denne observation, at Jørgen Lind og Lotte Fuglsang har besluttet, at de to frivillige, som skal lede den nye sorggruppe i efterårssemestret, selv skal have mistet en nær pårørende:
”Jeg har nemlig fundet ud af, at det er sindssygt svært at tale ordentligt om tab, når man ikke har prøvet det selv. Og den feedback, vi har fået fra gruppedeltagerne, er også, at det er virkelig dejligt, at det er nogle, der har prøvet det selv. Så det bliver et krav. Også for de frivilliges egen skyld,” forklarer Lotte Fuglsang.
På sigt drømmer hun om, at foreningen kan etablere sorggrupper drevet af frivillige i alle landets studiebyer. De to stiftere har også diskuteret, hvorvidt de skal åbne grupper for studerende i sorgkrise afledt af eksempelvis et brud med en kæreste eller forældrenes skilsmisse. De henvender sig i første omgang dog til de studerende, som er i sorg på baggrund af et dødsfald. Studenterpræst Jens Munk betoner også, at sorgen over et dødsfald er sværest at gå rundt med, fordi død er et så tabubelagt emne i vores samfund:
”Døden er på mange måder skjult fra vores overflade. Kister bliver som regel opbevaret under jorden, og vi ser ikke den afdøde. Vi har en hæmning omkring netop døden, som også kommer til udtryk i hele måden, vores samfund er indrettet på. Vi skal skjule alderdom og død ved for eksempel at dyrke motion og bruge kosmetik. Derfor bliver det så svært at tale om,” forklarer han.