For de unge er danskhed blødt op. Den ældre generation har stadig krigen siddende i sig

Ifølge Nationalmuseets direktør Rane Willerslev har den yngre generation en svag historisk forståelse

Tegning: Rasmus Juul.
Tegning: Rasmus Juul.

Det er så typisk dansk at spørge, hvad der er typisk dansk, skrev essayisten Elsa Gress (1919-1988). Danskhed har optaget danskerne gennem mange år, hvor særligt værdidiskussioner om danskhed har præget politiske debatter. Beder man udlændinge vurdere, hvad der er typisk dansk, svarer et flertal, at det er svært at komme ind på livet af en dansker. Det fremgår af en undersøgelse, som Oxford Research har udarbejdet for Dansk Industri og en række andre organisationer.

Christian Albrekt Larsen, der er professor ved Aalborg Universitet og forsker i dansk nationalitet, vurderer, at der er et klokkeklart generationsskel, når danskerne skal definere danskhed. Hvor de ældre generationer er langt mere nationalkonservative, er det for de yngre generationer mindre vigtigt, hvorvidt man er født i Danmark.

”De ældre generationer synes, at danskhed er knyttet til at have dansk familie eller være født i Danmark. Derimod har de yngre generationer en mere republikansk tilgang til danskhed, hvor de mener, at det er det politiske fællesskab og demokratiet, som samler os. Kriterierne for at være dansk kan være blødt op, fordi de eksempelvis har klassekammerater, som ikke er født i Danmark eller har dansk familie, men som de opfatter som danske. Samtidig har den ældste generation oplevet Anden Verdenskrig og har krigen siddende i sig. Det sidder dybere i dem, at man har en kultur, som skal forsvares, og man skal holde fast i danskheden som et våben,” siger han.

Med bogen ”Den danske republik – Forandringer i danskernes nationale forestillinger”, som Christian Albrekt Larsen udgav i 2016, konkluderede han, at det mest definerende for det at være dansk er sproget. For at være rigtig dansk, skal man kunne tale dansk. På samme vis er det også vigtigt for danskerne, at man føler sig dansk, og at man retter sig efter samfundets regler og værdier, som er moderne og liberale.

”Mange respondenter peger også på, at danskhed har et hyggepræg over sig. Det virker så fredeligt at være dansk. Den historiske fortolkning er, at der ikke var så meget blod på hænderne, da man nationaliserede Danmark. Der er lige Grønland, hvor danskerne ikke ser gode ud i historien, og vi glemmer, at der også er en kolonitid i vores historie,” siger han.

Ifølge Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet, er danskhed forholdsvis ung og karakteriseret ved andelsbevægelsen, demokratiet, Grundloven og arbejderbevægelsen. Særligt kulminerer forståelsen af danskhed med opbygningen af velfærdsstaten i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig, mener han.

”Foreningslivet i Danmark er ekstremt solidt. Man kalder os et foreningsland og med god grund. Det har et stort engagement og i en sådan grad, at hvis Christiansborg styrtede sammen, ville jeg faktisk ikke være nervøs for vores demokrati. Foreningslivet kombineret med en stærk tillid til staten skaber et bundsolidt samfund,” siger han.

Men danskheden er også under forandring, vurderer Rane Willerslev, som i disse dage er rundt i Danmark for at lave optagelser til en ny DR-serie, ”Togtet”, hvor han går i vikingernes fodspor. I løbet af det seneste årti har der været en opblussen for det nationale, som kan tilskrives globaliseringen, hvor danskerne er blevet mere skeptiske.

”Det er egentlig meget naturligt, tror jeg. Globaliseringen kan alt muligt godt, men hvis man dyrker den blindt, glemmer man det fundamentale lokale engagement, som Danmark er bygget op om. Som folk er vi blevet mere bevidste om de udfordringer, globalisering medfører, som store flygtningestrømme og en klimakrise, der lurer. Der er selvfølgelig et behov for internationalt samarbejde om at løse de problemer, men der er også et behov for at være bevidst om, hvem man er for at kunne operere i det,” siger Rane Willerslev.

Når yngre mennesker i dag ser udstillinger på Nationalmuseet, forstår de ofte ikke det, de ser, fortæller Rane Willerslev. Mange af udstillingerne er nemlig bygget i 1990’erne, hvor der ifølge ham var en mere integreret historieopfattelse, hvorfor folk kendte deres historie.

”Nu kan mennesker stå og kigge på Guldhornene, og de ved ikke, hvad det er. Det er ikke et udtryk for, at mennesker er blevet dummere, tværtimod er de blevet super specialiserede i deres viden, men den historiske rygrad er svækket. Den er meget afgørende, hvis man vil holde sammen på fællesskabet og landet,” siger han.

Tyske Marilena Geugjes er tilknyttet Heidelberg University i det sydvestlige Tyskland og skal i slutningen af juli forsvare sit ph.d.-projekt, hvor hun blandt andet har undersøgt, hvordan den danske identitet bliver formet i meget undervisning. Undersøgelsen viser, at der især er tre fortællinger, der former dansk identitet. Det er særligt det stærke velfærdssamfund, som danskerne er stolte af, og danskerne som et moderne folk, der er progressive i forhold til køn, diversitet og seksuelle minoriteter.

”Det ligger i de danske værdier, at man er fri til at leve sit liv, som man har lyst. Alligevel er det også forventet, at man tilpasser sig de danske værdier som at være liberal og moderne. Eksempelvis bliver det set ilde på, hvis man er kvinde og vælger at gå hjemme med børnene i stedet for at arbejde. Dermed er ’det frie liv’ inden for rammerne af, at man er progressiv,” siger hun.

Den tredje fortælling, som går igen i skolebøgerne, er, at Danmark er et lille land, og danskerne en relativ lille befolkning.

”Danmark plejede at være et stort land, så det er et historisk traume, der bliver gentaget. Det ligger implicit i fortællingen, at Danmark skal beskyttes. Men det fører også til en eksklusion af andre mennesker, og mange udlændinge får følelsen af, at de ikke bliver involveret i samfundet,” siger Marilena Geugjes.

Da en undersøgelse tidligere på sommeren viste, at danskerne er svære at blive venner med, var det ikke første gang, at danskerne fik et sådant skudsmål. Spørger man Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk historie ved handelshøjskolen CBS og forsker i dansk nationalitet, kan det meget vel hænge sammen med, at det er svært at blive medlem af den danske stamme.

”Det er en lukket nationalitet, som samtidig også er åben. Man kan bruge en firelænget gård som billedlig metafor, som engang var den typiske gårdtype. Gården er god til at tage imod gæster, men den er ikke god til at lukke nye mennesker ind i. Min fortolkning er, at danskerne har fået et stammeagtigt fællesskab af at gå fra at være et stort land indtil 1864 og derfra blive mindre,” siger han.

Uffe Østergaard vurderer, at danskheden ikke har ændret sig særlig meget over årene. Men den bliver hele tiden udfordret.

”Danmark er blevet et indvandringsland, men vi vil ikke tage konsekvensen af det. Sverige definerer sig eksempelvis som et multikulturelt samfund og har adskilt kirken og staten. Det er klart, at danskheden er udfordret, fordi den lever sammen med andre kulturelle og religiøse adfærdsnormer, og det har vi svært ved,” siger han.