Prøv avisen
Spørg om livet

Birthe har fået nok af sin mand: Jeg frygter for fremtiden

Birthes mand er sund og rask og netop fyldt 60 år. Alligevel vil han gå på pension, og lade hende forsørge ham, selvom de kommer til at mangle penge. Deres ægteskab kører dårligt, og hun har efterhånden mistet respekten for ham. Hvad skal jeg gøre, spørger hun brevkassen. Foto: Iris/Ritzau Scanpix/modelfoto

Birthes mand vil gå tidligt på pension og lade sig forsørge af hende. Han vil ikke hjælpe med det huslige, og nu har hun fået nok

Kære brevkasse

Jeg har med interesse fulgt med i brevkassen i flere år. Nu er det mig, der virkelig har brug for et råd. Jeg er gift, men ægteskabet fungerer dårligt, og sådan har det været en del år. Jeg fik slæbt manden med til parterapi, men efter én gang ville han ikke mere. Det var vist, da terapeuten sagde, at han skulle lade være med at lave alliancer med børnene imod mig.

Hvis jeg for eksempel bad et af teenagebørnene om at gøre rent, så kom faderen styrtende og sagde: ”Nej, det skal du da ikke, hvis du ikke vil.” Og hvis en teenager får valget imellem at gøre rent og fortsat spille computer, hvad vælger han så? Det var et helvede mange gange og underligt, at en voksen mand gør noget sådant.

Min mand havde en forkvaklet opvækst hos en fraskilt mor. Hun knyttede sine sønner meget symbiotisk til sig. Og hun fortalte hele verden, hvor fantastiske hendes sønner var. Så han har vel en sådan skæv opfattelse af sig selv og af sin vigtighed som person. Selvkritik er ikke ham.

Nu er de sidste børn flyttet hjemmefra, og børnenes far er blevet fyret som tjenestemand for et par år siden. Han er nu lidt over 60 år, og det er sidste år med fuld løn. Han fortalte nogle gæster først på sommeren, at nu vil han gå på pension til næste år. Der er bare lige det, at vi så skal klare os for halvanden indkomst. Jeg er jævnaldrende, men har udsigt til at skulle arbejde minimum seks år mere. Arbejdet bliver mere og mere krævende, og jeg må hænge på. Til trods for nogle kroniske sygdomme, som jeg reguleres for. Undertiden tvivler jeg på, om jeg kan holde så mange år. Men det er jeg nødt til.

Min mand er sund og rask. Det letteste for ham er at gå direkte på pension. Men vi kommer til at mangle penge. Egentlig synes jeg, det er ukærligt blot at hægte sig økonomisk på mig. Så jeg frygter for fremtiden. Der bliver ikke råd til små ferierejser, og så skal vi sidde hjemme i hinandens selskab. Og han er god til at se til siden, når der skal betales.

Jeg vil ikke være med til det mere. Så stemningen er ikke god nu. Jeg har sagt, at han skal finde sig et arbejde. Men han vil kun arbejde med ganske få områder og kompetencer. Vi kan ikke tale sammen om det. I vil sikkert foreslå, at vi finder en neutral person at tale med. En sådan findes desværre ikke. Det er et ensomt ægteskab.

Jeg har dog haft fat i vores ældste søn og sagt det, som jeg føler det. Han foreslår, at han vil komme forbi en dag. Min mand og jeg skal så begge lægge kortene på bordet, hvad vi har af indtægt og så videre. Jeg indrømmer, at jeg har trukket mig. Min mand har hele tiden villet vide, hvor meget jeg havde på kontoen. Og hvad jeg fik i løn. Det er utidig snagen og meget ubehageligt, at han også ville have password til min bankkonto. Hvis jeg spørger, og det synes jeg, at jeg har ret til, hvad han så vil have i løn om måneden efter pensioneringen, er svaret ”penge nok”.

Jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Er det egoistisk ikke at unde sin ægtefælle at gå tidligt på pension? Hvis han tog alt det huslige, kunne vi tale om det. Men han holder på, at det skal deles. Selvom jeg undertiden er mere død end levende efter en arbejdsdag. Måske vil nogen af læserne også skrive deres mening.

8Venlig hilsen

8Birthe

Kære Birthe

Tak for dit brev. Vi forstår godt dit store dilemma. Meget af dit brev handler om den økonomiske skævvridning, og vi kunne vælge at give dig eventuelle gode råd i forhold til det. Og måske vil jeres ældste søn også gøre det. Men de samme fænomener gør sig jo gældende på andre områder i jeres samliv også og puffer jer ud i stor ensomhed.

Du sidder i en situation, hvor respekten for din mand er borte. Og det har den sikkert været længe. Du oplever, at han modarbejder dig i sin adfærd over for børnene og i forhold til husarbejde, økonomi og mange andre ting, og parterapi vil han ikke. Jeres fællesskab er trist og uden liv.

Hvis han var syg og svag, var sagen en anden, for så kan man i perioder ofre meget for den anden. Men du ofrer hele tiden uden at få anerkendelse, varme eller taknemlighed tilbage. Vi kan godt forstå, at du er drænet. For du skal bide ting i dig, som du ikke synes er i orden, år ud og år ind. Dit arbejde er krævende, du har helbredsmæssige ting at kæmpe med, og så skal du hjem til en, der er påholdende og smålig, og som trækker selvrespekt og ære ud af dig. Det er hårdt at være så ensom. Måske er det endnu hårdere, når man rent faktisk lever sammen med en person, som gør, at ensomheden bliver larmende.

Vi tænker, at du skal bruge dine hårdt prøvede kræfter på virkelig at sætte foden ned. Vi anbefaler sjældent folk at lade sig skille. Men det er virkelig en mulighed, som alvorligt må overvejes i dit tilfælde. For du har haft langvarig slitage og må derfor stoppe op og tage dig selv alvorligt og forsøge at bevare dig selv og dit helbred.

Du skal for alvor stå fast. Hvis ikke han markant vil ændre adfærd og bidrage aktivt til jeres økonomi eller som rask pensionist vil stå for alt husarbejde og madlavning derhjemme, så du har fri, når du kommer hjem fra fuldtidsarbejde, så synes vi, du alvorligt må overveje at bryde op. Så kan du styre din egen økonomi, slippe for at blive nedgjort og slippe for den ukærlige adfærd, som du måske er blevet for vant til. Når man ikke bliver mødt med forståelse, gensidighed og respekt over flere år, går det på helbredet løs, og det er skadeligt for krop og sind.

Det er altid svært at skulle gå ud af et ægteskab, og børnene er måske også præget af din mands selvforståelse, sådan som han er præget af sin mors usunde forherligelse af ham. Men du kan leve i mange år endnu. Og du må gøre op med dig selv, om du magter at leve i det forhold. Vi tror ikke på, at terapi vil hjælpe, for han er tilsyneladende ikke motiveret for forandring. Og det er det, som du skal finde ud af, om du kan leve med på den længere bane.

Vi håber, at du kan få mod og kræfter til virkelig at sætte din selvrespekt i spil og alvorligt sætte foden ned og kræve radikal ændring, hvis du skal fortsætte i den rela- tion. Det kan være en svær beslutning, men at lade sig dræne hver dag af et andet menneske er også en beslutning. Og du skriver flere gange, at nu vil du ikke mere. Den stemme bliver du nødt til at tage meget alvorligt. 8Mange hilsener