Skovrider om bornholmske bisonokser: Det er som at gå på skattejagt med en smule frygt

De kan være svære at se, men inde midt på Bornholm kan man støde på fuldvoksne bisonokser. Projektet startede for at skabe mere diversitet i skovene, og det er blevet en stor succes

Bornholm blev syv bisonokser rigere i 2012. Den europæiske bison blev sat ud i et 200 hektar stort område i Almindingen på Bornholm. De lokale bornholmere var skeptiske i begyndelsen, men i dag er langt de fleste glade.
Bornholm blev syv bisonokser rigere i 2012. Den europæiske bison blev sat ud i et 200 hektar stort område i Almindingen på Bornholm. De lokale bornholmere var skeptiske i begyndelsen, men i dag er langt de fleste glade. . Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/.

To teenagepiger går en torsdag formiddag rundt ude i det store skovområde Almindingen på Bornholm. De kommer lidt fnisende hen til skovrider Søren Friese og spørger:

”Ved du, hvor bisonerne er henne?”.

Søren Friese forklarer dem, at bisonerne for tiden har kalve, og at de derfor har trukket sig lidt væk fra alfarvej i tætte bevoksninger i skoven, hvor de kan være i fred for nysgerrige mennesker. Så det er svært at få øje på dem. Han forklarer, at pigerne kan prøve lidt længere fremme, men at de skal holde sig på stierne, da bisonerne godt kan forsvare deres kalve, hvis man kommer for tæt på. De er ikke farlige, men de kan true.

Da teenagepigerne er gået videre, siger Søren Friese:

”Det er sjovt, hvordan sådan to piger kan finde på at tage i skoven. Det ville vi aldrig have set, før bisonerne kom til. Men nu ser vi en masse forskellige besøgende, også store stærke ’Brian-typer’, som synes, at det med de store dyr er ret fedt.”

Bornholm blev syv bisonokser rigere i 2012. Den europæiske bison – eller visenten, som den også hedder – blev sat ud i et 200 hektar stort område i Almindingen på Bornholm. Dyrene er hegnet ind, så de ikke pludselig løber til Dueodde, men der er fri adgang inden for deres område, og man kan i princippet støde på en to meter høj og tre meter lang bisontyr, så snart man har forvildet sig ind over færistene, der sørger for at holde dem inden for indhegningen. Det lyder skræmmende, men Søren Friese forsikrer, at de ikke gør noget:

”Vi har haft nogle episoder, hvor bisonerne har advaret folk. Altså fem hurtige skridt, så folk er blevet forskrækkede. Men aldrig mere end det, de er utrolig fredelige. Men når de har kalve, er de oppe på lakridserne, og så skal man helst ikke komme for tæt på,” siger han.

Idéen med bisonokser på Bornholm blev født for otte år siden. Man har dyrket skov i Almindingen i århundreder, men de træarter, som dyrkes her, er delt ind i firkanter, og derfor er skoven ikke særlig naturlig. I de senere år har der fra Folketingets side været et ønske om at gøre Danmarks natur mere naturlig og skabe større biodiversitet, altså flere forskellige arter på samme sted. På Bornholm førte det til idéen om bisonokser.

Bisonoksen har levet i Danmark før. Det er cirka 11.000 år siden, og den forsvandt, da skovene blev tættere. Arten var tæt på at uddø efter Første Verdenskrig, hvor russerne skød de sidste europæiske bisonokser i Polen. Der var kun 56 tilbage, alle i zoologiske haver, og man satte sig for at redde arten ved hjælp af et avlsprogram. Søren Friese forklarer, at det argument også vejede tungt, da man diskuterede, hvilke dyr der skulle indsættes i Almindingen for at få naturen tilbage til naturen: At man kunne hjælpe med at redde en truet dyreart var vigtigt.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Men det forpligter også, og bisonokserne på Bornholm er en del af det europæiske avlsprogram. Derfor skal der løbende skiftes ud, så dyrene ikke bliver for indavlede. For eksempel er en tyr fra det første kuld kalve netop ved at være kønsmoden, og for at den ikke begynder at avle nye kalve med sine søstre, har Søren Friese og hans hold sat den til salg i avlsprogrammet. Man håber at kunne bytte den for en tyr fra en helt anden blodlinje, som kan avle stærke nye bisonkalve. Men det er ikke nemt at komme af med tyren, så der er også en anden løsning.

”Hvis vi ikke kan komme af med ham, kan vi ende med at skyde ham og lave bøffer ud af ham. Det er også en del af projektet: Hvis vi skal have vilde bisoner, skal vi ikke bare have så mange, vi har lyst til, vi er nødt til at holde dem på et niveau, hvor de generer mindst muligt. Det vil sige, at hvert år skal der fjernes nogle. Hvis vi ikke kan sælge dem, kunne det være sjovt, hvis der var nogle bornholmske restauranter, der var interesserede,” siger han og smiler.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Vi bevæger os gennem Bisonskoven, som bisonernes område er blevet døbt, og da rødgranen er tyndet ud, er der pludselig et stort, bart område. Her er græs, og der summer bier rundt i de små markblomster, der vokser her. Det er bisonernes værk.

”De gør noget rigtig godt for skoven. Ud over denne store åbne slette har der for eksempel stået rødgran. Når vi fjerner dem, er vi normalt nødt til at plante nye træer og tvinge ny skov op, ellers bliver det hele dækket af birk og græs. Hvis vi ikke havde haft bisonerne, havde vi lige nu kigget ind i en mur af birk. Bisonerne holder det relativt åbent og gør det på en fin, naturlig måde,” siger han og fortsætter:

”Bisoner har en adfærd, hvor de spiser det græs, de godt kan lide. Så kan det være, at der lige bagved eller ved siden af er lidt vådere og en anden græstype. Det lader de stå. Sådan en mosaik har de lavet ud over det hele. Med deres næser og fødesøgning har de en evne til at finde ud af, hvor de forskellige jordtyper er. Hvor er der fugtigt, hvor er der tørt, hvor er der meget næring, hvor er der lidt. Hvis der havde stået birk her, havde der været helt mørkt, og naturen nedenunder havde ikke kunnet komme frem. Nu vokser der blomster her, og det, der kommer, er her af sig selv.”

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

”Bisonerne har lidt frø i pelsen, som de spreder, de får blottet lidt mineraljord og spreder noget gødning. De skaber altså en mere naturlig natur, end vi kan gøre, og det er præcis den effekt, vi er ude efter,” siger han.

Så kan det godt være, at de skræller bark af træerne, så man bliver nødt til at hegne unge træer ind længere, hvis man skal få god trækvalitet ud af det, men Søren Friese forklarer, at det er givet godt ud, når naturen omkring træerne bliver mere naturlig af bisonernes tilstedeværelse.

Teenagepigerne fra tidligere har mødt nogle venner, og flokken på omkring 10 unge går rundt i skoven og kigger ind mellem træerne for at se, om de kan få øje på de berømte bisoner.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Søren Friese fortæller, at netop dét aspekt af anskaffelsen af bisoner var vigtigt. Hvordan ville de interagere med de besøgende, der kommer i skoven?

”Vi var nysgerrige efter at se, om de kunne trives med folk. Derfor har vi valgt at lave projektet, så der er offentlig adgang som et af få projekter i Europa. Det er gået over al forventning. Før kom der ikke ret mange mennesker i Almindingen, for i den anden ende af skoven er der Rokkestenen og Rytterknægten, så det var der, turisterne var. Men efter at projektet startede, begyndte vi at måle på, hvor mange der kom herud, og nu kan vi konstatere, at det er over 100.000 mennesker om året. Turisterne elsker bisonerne, de bliver her længere på grund af dem, og derfor skaber de beskæftigelse og indtægter til Bornholm,” siger Søren Friese.

De lokale bornholmere var skeptiske i begyndelsen. Nogle var vant til at ride deres heste igennem skoven, og det blev forbudt, så bisonerne kunne gå i fred for andre store dyr. Men selvom der stadig er enkelte bornholmske stemmer, der er imod bisonerne, er langt de fleste glade.

”Hvis alle bornholmere sagde, at vi skulle smide bisonerne væk, blev de det. Men de elsker deres bisoner. De synes, at Bisonskoven er fantastisk, og de bruger den meget. Vi har endda enkelte lokale, der har påtaget sig en slags politimandsrolle og forklarer besøgende, hvad man skal og ikke skal gøre, når man ser en bison,” siger Søren Friese.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

I 2017 er det femårige bisonprojekt slut, og det skal besluttes, hvad der skal ske med bisonokserne. Søren Friese forklarer, at der er fem muligheder.

”Formålet var jo egentlig at undersøge, om man kunne have fritlevende bisoner. Det ene scenarium er at fortsætte projektet med status quo. Det andet er, at vi smider alle bisoner væk, fjerner hegnet og siger tak for besøget. Det tredje scenarium er at fjerne hegnene og lade dem gå helt frit. Det var jo idéen til at starte med. De kan i princippet gå frit til Dueodde, hvis vi fjerner hegnet, men vores og andre europæiske erfaringer viser, at de er så knyttet til skov, at det ville de ikke finde på. De forlader skoven i en afstand af 400-500 meter, så søger de tilbage til der, hvor der er føde,” siger han og fortsætter:

”Det fjerde scenarium er at lave det indhegnede areal fire gange så stort, så stedet får et mere vildt præg. Vi er lidt ærgerlige over, at stedet er blevet lidt meget til en dyrehave. Vi kan se, at bisonerne er blevet tamme, de har ikke helt deres naturlige adfærd. Vi kan godt se, at det er sjovt at have gode chancer for at se en bison, men tanken var jo, at de skulle have lov at påvirke den danske natur. Det sidste scenarium er, at vi fortsætter som nu, men vi tager vores ene tyr og fire-fem køer og sætter uden for hegnet med gps-sendere på, så vi kan se, hvor de er. På den måde kan vi prøve at se, hvad der ville ske, hvis vi fjernede hegnet. Men i sidste ende er det op til miljøministeren og regeringen at beslutte, hvad der skal ske.”

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Indtil bisonernes skæbne er afgjort, kan Søren Friese og hans hold konstatere, at bisonerne er en succes. Både turistmæssigt, naturmæssigt og ikke mindst opmærksomhedsmæssigt.

”Det er en stor glæde for mig, at vi med bisonerne har fundet en måde at tale om naturen på. Det kan være lidt svært at formidle natur, men når man kobler det til nogle fascinerende dyr som bisonerne, er det en fantastisk platform til at tage diskussionen og udbrede kendskabet til, hvad staten laver,” siger han.

”Og så har stedet her helt klart et element af at gå på opdagelse. Der var en, der sagde til mig, at det ikke er sjovt at se en firkløver, hvis der står nogen og peger på den. Det er sjovt at finde én selv. Det er en slags skattejagt med en lille smule frygt. Pludselig står det der, det her store dyr.”