Prøv avisen
Spørg om livet

Hvordan finder man fodfæste som pensionist efter et langt arbejdsliv?

"Her gik jeg ind i den frie tidsalder og troede, at jeg endelig skulle være en livsnyder, og nu hænger jeg nærmest oppe under loftet og længes efter et stille fodfæste, mens tiderne skifter i samfundet," skriver Gerda. Modelfoto.

Gerda havde glædet sig til at få mere frihed i pensionisttilværelsen efter et langt arbejdsliv, men nu savner hun rytmen og strukturen i hverdagen

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer i stor tillid til, at I vil forholde jer til mine tanker. Mit lange, uafbrudte arbejdsliv er langt væk efterhånden, men jeg kan stadig savne den struktur, der var i rytmen mellem arbejde og fritid tillige med den daglige og faglige udfordring.

I de sidste år drømte jeg da også om friheden, der ventede, og de nye muligheder, og af samme grund flyttede jeg til en større by. Der var for meget slæb på landejendommen, så jeg forudså, at tiden ville drukne i praktisk arbejde.

Hvad er så problemet, ud over at det måske er et luksusproblem? Jeg savner ganske enkelt stilheden og de begrænsede muligheder. Godt nok kunne jeg også føle mig meget isoleret og alene.

Det, jeg oplever nu på baggrund af de seneste år efter flytningen fra land til by, er et konstant indre pres. Så for mig er mulighedernes paradis en belastning i retning af hele tiden at skulle følge med. Jeg føler ikke, at der er plads til at gå mod strømmen. Jeg tvinger mig selv unødigt til at være deltagende for ikke at falde helt igennem. Jeg synes, at jeg er lysår væk fra min værdikerne, når jeg mangler rum til tanker, fordybelse og fred. Det virker kvælende, og det tager ret mange kræfter.

Jeg er meget ked af, at jeg har svært ved at sætte grænser og sige fra, og jeg tænker, at det bunder i en slags angst for ikke at være en del af fællesskabet, som jeg erkender, at jeg har brug for. Samtidig med at jeg har lige så meget brug for at være uden at skulle honorere forventninger fra andre – og mig selv.

Hvad tænker I? Her gik jeg ind i den frie tidsalder og troede, at jeg endelig skulle være en livsnyder, og nu hænger jeg nærmest oppe under loftet og længes efter et stille fodfæste, mens tiderne skifter i samfundet. Jeg vil gerne navigere i forhold til mine kræfter, som nok er for nedadgående, hvilket vel nærmest er uacceptabelt, for som ældre skal man være på. Jeg kan fint se det livsbekræftende i den tanke, men hvad gør jeg af mig selv i den strøm, når det føles unaturligt og kunstigt?

Venlig hilsen

Gerda


Kære Gerda

Tak for dit nydelige håndskrevne brev. Det er efterhånden et privilegium at modtage. Vi vil meget gerne forholde os til dine tanker, som er helt til at forstå. Du har været glad for det almindelige liv med arbejdets rytme og de daglige og faglige udfordringer, og du har sikkert boet det samme sted i en menneskealder. Da du med alderen nærmede dig den tid, hvor det er helt naturligt at tænke på pension, håbede du på, at den ”frie alder”, som du kalder den, skulle blive til glæde og gode muligheder. Derfor flyttede du ind til byen i håbet om, at nye og gode muligheder kunne dukke op.

På en måde tænker vi, at du har lavet to større forandringer på samme tid. Du er både holdt op med det arbejde, som har fyldt dit liv med udfordringer og mening i mange år, og så er du tillige flyttet fra den ro og større langsomhed, man kan opleve på landet, og har slået dig ned et nyt sted i en by, hvor hastigheden og flygtigheden er betydeligt større.

Når vi nævner, at det er to skift på samme tid, skyldes det, at større forandringer er krævende og koster megen energi til omstilling for os mennesker, og det gælder både de gode og de smertefulde forandringer. At holde op med at arbejde kan for en del mennesker være en lettelse, men det kan også være ganske svært, hvis man har været rigtig glad for det, man har brugt det meste af sit liv på.

Man kalder det for livsfaseproblematik, når man går fra et kapitel i sit liv til et andet, og en del mennesker er sårbare for depressive symptomer i den forbindelse. Du er også flyttet, og det betyder ofte længere vej til gamle og gode relationer og måske bedre kontakt til andre, hvis man kender nogen i forvejen på det nye sted. Det at omstille sig, hvad angår relationer, kan også være energikrævende, fordi man skal forholde sig på nye måder til nye mennesker, og de vante forventninger til en selv og andre skal justeres på ny i nye omgivelser.

Du nævner byens mange muligheder, hvor sammenkomster, foredrag og diverse arrangementer måske ligger inden for kort rækkevidde og kommer hyppigt. De mange muligheder kan være en god ting, men kan også blive en vanskelighed. Er man med i et fællesskab, kan det let blive de toneangivende, der lægger forventningerne til samvær, sådan at man synes, man skal være med til flere ting, end man måske har kræfter til.

Og så skriver du, at du er kommet langt væk fra din værdikerne, og at du mangler rum til tanker, fordybelse og fred. Det synes vi, du skal tage meget alvorligt. For den værdikerne skal du have kontakt med igen. Vi tænker i to sideløbende tankerækker omkring det.

Den ene tanke handler om praktiske ting og nogle vigtige ord, som hedder rytme og struktur. Du skal nok i større grad vælge nogle faste ting, som du går til på bestemte dage sammen med andre mennesker, og så skal du finde andre faste dage, som du skal frede derhjemme, som er dine egne dage, hvor du er alene med dig selv, læser eller måske laver kreative ting.

Den anden tanke er, at du skal finde et menneske at snakke med om disse temaer. Det skal være en person, som forstår vigtigheden af sammenhænge i livets kapitler, og som har sans for livets rytmer, arbejde, hvile og eftertænksomhed. Det kunne være præsten i byen, hvis vedkommende er god til at lytte, eller måske kender du andre, der har gode ører og et forstandigt hjerte.

Mange hilsener