Prøv avisen
Guldbryllup

Guldbryllupspar: Det er svært at holde sammen i 50 år uden humor

Vi har altid haft et fagligt fællesskab, men med årene er naturen også blevet et stadig mere vigtigt mødested for os. Vi har cyklet meget, roet i kajak og rullet på rulleskøjter. De senere år er vi også begyndt at rejse meget, og på den måde har vi bevaret ikke bare et interessefællesskab, men et dybtfølt venskab og fortrolighed, siger ægteparret Pahuus. Foto: René Schütze

Den generation af ægtepar, der i år fejrer guldbryllup, har oplevet – og overlevet – radikale forandringer: opgør med kønsrollerne, økonomisk smalhals og stigende skilsmissetal. Men de har også haft muligheden for at ride på en bølge af optimisme. Mød Hanne og Mogens Pahuus, der har været med hele vejen

Tæt op ad Rold Skov og Rebild Bakker i det nordlige Jylland vil man om en uge kunne se et ungt guldbryllupspar tage deres gæster med ud i naturen efter middagen. Det er bare de nærmeste venner og familie, 35 er der på listen, og de kunne i princippet godt være hjemme i stuen, sådan som de har gjort det med alle de andre mærkedage gennem årene.

”Men vi er trods alt blevet for gamle til at flytte sådan rundt på møblerne,” siger den nu pensionerede præst Hanne Pahuus på 69 år.

Sammen med sin 71-årige mand, filosoffen Mogens Pahuus, går hun og glæder sig til at fejre de første 50 veloverståede års ægteskab. Hun har faktisk aldrig tvivlet på, at de skulle nå så langt, siger hun, og han samtykker. Det har altid føltes så naturligt, at de skulle være sammen, siden de forelskede sig – nærmest ved første blik – på en weekendtur for filosofistuderende på Aarhus Universitet. En måned efter blev de forlovet, og i sommeren 1967, hvor hippiebevægelsen nåede sit højeste, og hvor store dele af ungdomsgenerationen lagde an til et livsstilsmæssigt opbrud, sagde det unge par ja til at sætte deres tilværelse i formelle rammer. I øvrigt blot en uge efter, at landets kommende dronning og prinsgemal havde gjort det samme.

De var ikke fuldt bevidste om alle de omstændigheder, der arbejdede imod deres kærlighedsprojekt: De var blot 19 og 21 år. De studerede begge et umiddelbart brødløst fag. Og så befandt de sig på kanten af den største sociale revolution i nyere tids historie, der ikke mindst kom til at påvirke forholdet mellem kønnene og ægteskabet som institution. Skilsmissetallet ville snart stige hastigt, men Hanne og Mogens Pahuus var optimistiske. Hvorfor skulle det ikke gå?

”Det var jo på mange måder en særlig tid,” siger Mogens Pahuus.

”Stemningen, mentaliteten og livsførelsen blandt unge bar i høj grad præg af, at det var opgangstider. Vi følte lige som mange andre, at alle muligheder stod åbne, det var bare at kaste sig ud i livet. Man behøvede ikke at være veletableret for at stifte familie. Man behøvede ikke engang et job eller en uddannelse, der kunne føre til et job, vi levede i total ubekymrethed og følte ikke, at vi behøvede at tage hensyn til fremtiden. Alting var i udvikling, og den udvikling gik i vores retning.”

Og netop dette fundament af ubekymrethed og optimisme kom til at kendetegne og præge det meste af generationen af nygifte i 1967, i alt cirka 42.000 par, mener Anne Marie Pahuus. Hun er filosof, prodekan på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Kærlighed”, hvori hun beskriver, hvordan denne særlige relation mellem to voksne mennesker har udviklet sig. Og, nåja, så blev hun det andet af Hanne og Mogens’ i alt to børn, født i 1970.

”Årgang 1967 for ægtepar markerer på flere måder et skift i synet på ægteskabet og måden at være gift på,” siger hun. ”Det var en af de første årgange, der kunne lade sig skille, hvis de ville, uden det behøvede at få voldsomme sociale og økonomiske konsekvenser. Ægteskabet blev et aktivt tilvalg og byggede i højere grad end tidligere på venskab og gensidig sympati. Overordnet kan man nok sige, at guldbryllupspar fra før den tid ikke nødvendigvis var gode venner efter 50 år. Måske brød de sig slet ikke om hinanden længere, men man blev sammen uanset hvad. 1967-generationen tog heller ikke skilsmisser let, men var det nødvendigt, gjorde man det. Og det bragte selvfølgelig en anden form for makkerskab og ligeværdighed ind i ægteskabet.”

For Hanne og Mogens Pahuus betød dette ubekymrede makkerskab, at de få måneder efter deres første møde købte en lejlighed sammen, som de egentlig ikke havde råd til. Det gik jo nok, og desuden pressede deres forældre på, for det var hverken velanset at bo sammen uden at være gift eller at være gift uden at bo sammen. Den stærkeste kraft kom dog indefra: de søgte hinanden. Af kærlighed, selvfølgelig, men nok også af tryghed, erkender Hanne Pahuus. De kom begge fra ikke-akademiske hjem, og flytningen til Aarhus havde været en stor omvæltning. De følte sig både udsat og lidt alene, men i hinanden fandt de ikke bare støtte, men også fælles værdier, interesser og livssyn.

”Vi var begge ret autoritært opdraget,” siger hun, ”det blev man jo dengang, så i Mogens fandt jeg for første gang en måde at være sammen med et andet menneske, hvor jeg kunne være tryg og føle mig fri på samme tid. Jeg kunne udtrykke mig frit uden frygt for at blive korrekset, og jeg havde følelsen af at kunne være fuldstændig mig selv. Det var sikkert også med til, at det hele gik så stærkt. Der gik jo også kun to år, inden vi blev forældre første gang. Det var bare sådan, det skulle være, og vi stillede ikke spørgsmål ved, om det skulle være anderledes.”

Mens de byggede rede, rasede omvæltningerne omkring dem, og deres jævnaldrende stillede masser af spørgsmål. Ikke mindst ved professorvældet, skolesystemets kæft, trit og retning og Vietnamkrigen. Hanne og Mogens Pahuus var også politisk aktive i SF, men de holdt en ironisk distance til de mest ivrige studenteroprørere, musikken og festerne. Deres fokus var på familien, og den mest markante påvirkning fra tidens mange nybrud skete derfor på opdragelsesfronten. Her omfavnede de den anti-autoritære tidsånd og behandlede deres børn som ligeværdige og selvregulerende familiemedlemmer.

Det samme gjorde deres omgangskreds, der næsten alle var del af det akademiske miljø, som slog sig ned i Vejlby-Risskov-området uden for Aarhus. Lige som de også fandt det helt naturligt at dele de huslige pligter.

”Vi levede nok i lidt af en enklave af fælles værdier, som stemte meget godt overens med den retning, tidsånden drejede i, så vi mærkede det ikke som nogen større omvæltning,” siger Hanne Pahuus.

Det var der til gengæld mange andre, der gjorde. Rollefordelingen var nu ikke længere støbt i cement, flere hundrede tusinde kvinder blev på kort tid ansat i især servicejobs, administration og på produktionsvirksomheder, og børnene blev i stigende grad sendt i de institutioner, hvis antal i løbet af 1960’erne blev næsten tredoblet til 1500 over hele landet. Det var alt sammen med til at forme tidens nye ægtepar, men i midten af 1970’erne var der dog fortsat mange steder, hvor alt var stort set, som det altid havde været.

Det oplevede Hanne og Mogens Pahuus, da de flyttede til et mere traditionelt miljø lidt uden for Aalborg, da Mogens fik en fast stilling på det nyoprettede universitet. Her var det fortsat typisk manden, der var eneforsørger, og børnene blev mere traditionelt opdraget.

De havde dog én ting til fælles med naboerne i de efterfølgende år: Ingen havde ret mange penge. De indrettede sig derfor spartansk med malede ølkasser som reoler og omvendte papirkurve som lamper. En ven havde bygget dem en sofa, og de fik deres første bil, da de var midt i 30’erne. Det ubekymrede livssyn var erstattet af smalhals, men Hanne og Mogens Pahuus var heldigvis blandt dem, der havde sikret sig gode job i opgangstiderne.

”Jeg synes ikke, det er helt rimeligt, når vores generation ind imellem bliver kaldt forkælet,” siger Mogens Pahuus.

”Vi fik en rigtigt god start, men vi – og de fleste andre – har levet beskedent i mindst halvdelen af vores liv. Jeg var heldig at få en af de sidste faste stillinger inden for filosofien i mange år, mens flere af vores venner måtte kæmpe betydeligt hårdere for at få det hele til at hænge sammen.”

Mange blev reddet af, at der efterhånden typisk var to indkomster i ægteskabet. Og de blev reddet i mere end én forstand, påpeger Anne Marie Pahuus, for man skal også huske på, at det ikke altid var lige nemt at være banebryder for tidens store, kulturelle forandringer. Kønskampen var for mange en helt reel kamp om værdier og identitet, og der var god brug for at flygte ind i arbejdet.

”Vi er mange, der skal være taknemmelige for, at denne generation i så høj grad magtede at få ægteskabet til at overleve det voldsomme pres, der var på det gennem de første omskiftelige år,” siger hun.

”Skilsmissetallet steg, men det store flertal kæmpede for at finde nye balancer i kønsrollerne og i prioriteringen mellem arbejde og familie – og midt i alt det strakte langt de fleste sig virkelig langt for at give deres børn en langt bedre opvækst, end de selv havde fået. Set i det lys har denne generation ikke kun flydt med strømmen, den har også revet kraftigt i dem fra alle sider.”

Der blev også revet i Hanne og Mogens Pahuus, men mest af dem selv. I 1992, efter 25 års ægteskab og to voksne børn sikkert ude af reden, fandt de sig selv dybt fordybet i hver deres. Hanne som præst i Sønder Tranders Sogn, Mogens som professor i filosofi på Aalborg Universitet. Et stærkt udgangspunkt og den fælles prioritering af børnene var længe den primære drivkraft i deres ægteskab, men nu fyldte de faglige ambitioner mere, og et andet afgørende træk ved deres ægteskab trådte tydeligt frem: De var gode til at give hinanden plads til at udfolde sig. Det skyldtes formentlig, at de i høj grad delte interesser og derfor kunne forstå hinandens behov, men deres tro spillede også en vigtig rolle, siger Hanne Pahuus:

”Der er en stor frihed i det kristne budskab, som helt sikkert har præget os som ægtepar. Evangeliet om nåde og den ubetingede accept står centralt for mig, og min evne til at se egne fejl og bære over med andres er givetvis blevet styrket gennem min tro. Men faktisk tror jeg, at humor har været lige så vigtig for os. Man kan nemt gå og tvære i noget og være sure på hinanden, og det ødelægger hverdagen. Humoren punkterer det vrantne og selvretfærdige, og den har vi været gode til at bruge. Jeg tror, det er svært at holde sammen i 50 år, hvis der ikke er lidt humor.”

Hendes mand nikker bifaldende og nævner, at de op til dette interview satte sig for at tale om, hvad der egentlig havde holdt dem sammen gennem alle årene – og fortsat vil gøre det. Humoren er central, det samme er evnen til at trække vejret dybt og ikke reagere for hurtigt og voldsomt på den modstand, der møder ethvert ægteskab. Giv hinanden plads – ikke bare til at udfolde sig, men også til at finde sig til rette i et ægteskab, der kan skifte form og drivkraft flere gange i løbet af 50 år. Det er den bedste måde at finde overskud til også at finde noget at mødes om.

”Som så mange andre guldbryllupspar har vi nok i perioder levet lidt parallelle liv,” siger han.

”Det tror jeg er meget sundt, men man skal selvfølgelig kunne finde hinanden igen og gøre det regelmæssigt. Vi har altid haft et fagligt fællesskab, men med årene er naturen også blevet et stadig mere vigtigt mødested for os. Vi har cyklet meget, roet i kajak og rullet på rulleskøjter. De senere år er vi også begyndt at rejse meget, og på den måde har vi bevaret ikke bare et interessefællesskab, men et dybtfølt venskab og fortrolighed.”

”Og kærlighed!”, bryder Hanne Pahuus ind. ”Måske endda forelskelse i glimt.”

”Vi har det hele,” svarer han.

Hanne og Mogens Pahuus fra Skørping i Nordjylland kan fejre guldbryllup lørdag den 17. juni. De er dermed del af årgang 1967 for ægtefolk, der på mange måder blev et skelsættende år for, hvad det vil sige at være gift. De overlevede de voldsomme påvirkninger udefra – endda med højt humør. – Foto: René Schütze
Hanne og Mogens Pahuus. Foto: René Schütze