Det er svært at være den far, jeg gerne vil være

Næsten hver dag bliver jeg for hurtigt irritabel på mine to drenge på fem og otte år, og jeg råber for højt ad dem. Men måske har jeg fundet en ny strategi, skriver journalist Lars Henriksen

Lars Henriksen.
Lars Henriksen. .

Jeg synes, det er svært at være den far, jeg gerne vil være. Måske fordi jeg altid havde forestillet mig, at jeg ville være god til det. Rummelig, kærlig og i øjenhøjde som min egen far var det. Virkeligheden er bare, at jeg næsten hver dag bliver for hurtigt irritabel på mine to drenge på fem og otte år.

Jeg råber for højt ad dem og føler mig ofte fanget af uretfærdigheden i at skulle være imødekommende (helst på en anerkendende måde), når nu de helt bevidst udfordrer, provokerer og forlanger uden at være taknemmelige.

Jeg kan i det hele taget ikke undslippe følelsen af, at den ubetingede kærlighed, det er meningen, jeg skal føle, er betinget af, at jeg også får nok ud af det. Og det gør jeg langtfra altid. Brokker jeg mig til min kone, siger hun, at det nogle gange føles, som om hun har tre børn. Herefter følger den dårlige samvittighed, jeg så kan gå og gnave på – nu endnu mere irriteret på drengene, som jo er årsagen til min selvlede.

Det er værst med den mindste. Han er ganske vist elskelig på alle mulige måder: Han har de vildeste stritører, lægger hovedet på skrå, når han spørger om noget, han ikke er sikker på at få ja til, og han kalder Cheerios for tivoliost og æseløre for hestebid.

Men han har et voldsomt temperament. Det indebærer, at han hellere råber end taler, han slår i stedet for at forklare, og man skal sige undskyld til ham mange gange dagligt, fordi han føler sig uretfærdigt behandlet – uagtet, at det er ham, der er urimelig. Det kan være hård kost for en far, der helt grundlæggende ikke bryder sig om folk, der går og skaber sig.

Så her for nylig fik jeg – måske – rakt en hjælpende hånd. Min kone går til en karrierecoach, som samtidig er clairvoyant, og til deres seneste møde kom de til at tale om den mindstes opførsel og vores (mest mine) udfordringer ved at tackle ham på en god måde. Hun, altså clairvoyanten, fortalte så, at vores dreng havde været hærfører i et tidligere liv. Og at hans temperament skyldes en ubevidst følelse af at blive misforstået og en frustration over ikke længere at være den, der bestemmer.

Jeg er som udgangspunkt skeptisk over for den slags udtalelser. Men for det første har denne clairvoyant vist sig at være temmelig overbevisende omkring mange andre ting. For det andet er der meget, der pludselig falder på plads, hvis min femårige har en hærfører gemt i sig. Det forklarer hans naturlige kommanderen rundt med resten af familien. Hans forkærlighed for sværdet. Og den undertone af brok og bebrejdelser, der ofte følger ham.

Det er alt sammen karaktertræk, der passer på de fleste femårige, men alligevel: Når jeg ser ind i hans antiautoritære øjne, giver det mening, at jeg lever med en hærfører (to, hvis man tæller min kone med, men det gør man naturligvis ikke).

Det pudsige er, at mit syn på min dreng faktisk har ændret sig lidt, siden billedet af ham siddende på en hest med sværd i hånd og 100 krigeriske mænd bag sig første gang tonede frem. Jeg har på en eller anden måde nemmere ved at tage ham alvorligt nu. Både når han insisterer på at blive hørt, selvom det kan tage ham evigheder at nå frem til en langtfra altid særlig relevant pointe. Eller når han bliver helt ude af proportioner rasende over ikke at få serveret pastaen før sin bror.

For det er nemmere at se ham som et rigtigt menneske og ikke blot dette lille væsen i sine følelsers vold, som skal modnes markant for at blive betragtet som ligeværdig.

Det kan sagtens være, at han aldrig har været hærfører, men det føles allerede ligegyldigt, for jeg har fundet en ny vej at gå for at blive den far, jeg gerne vil være. Det er en vej, hvor jeg i højere grad viser mine børn den samme respekt, som jeg viser voksne. Jeg fejer dem ikke bare af, hvis det, de siger, ikke er særlig interessant, eller hvis jeg ikke lige har tid. I hvert fald ikke helt så hurtigt som før.

Jeg forsøger at sætte større pris på deres selvstændighed og at forstå deres frustrationer, for måske er de ikke helt så urimelige, som de virker. I det hele taget er det min ambition at møde dem et andet sted end før. Det forlyder ofte, at man skal møde sine børn i øjenhøjde, men det er måske højere, end jeg troede.

Tiden vil vise, hvor langt min nye strategi holder. Og hvad det mere præcist indebærer, at en hærfører bliver teenager...