Teolog: Pandemien har afsløret en døds-forskrækket kultur. Lad os tale om opstandelsen

Som kristne kan vi ikke bilde hinanden ind, at opstandelsen ikke findes, siger den 86-årige dr.theol. Anna Marie Aagaard. Hun efterlyser mere fokus på netop opstandelsen, for ellers lander vi i fortvivlelsen

”Jeg undrer mig over de gange, hvor begravelser bliver til tuderi uden håb. I de tilfælde mangler det væsentligste, der er at sige om døden: opstandelsen. Ved en begravelse eller bisættelse må der være en klar håbsforkyndelse, så man ikke efterlader folk i fortvivlelsen,” siger Anna Marie Aagaard. Billedet her er fra 2015. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.
”Jeg undrer mig over de gange, hvor begravelser bliver til tuderi uden håb. I de tilfælde mangler det væsentligste, der er at sige om døden: opstandelsen. Ved en begravelse eller bisættelse må der være en klar håbsforkyndelse, så man ikke efterlader folk i fortvivlelsen,” siger Anna Marie Aagaard. Billedet her er fra 2015. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Tænk et år tilbage. Påsken 2020. Flertallet holdt sig hjemme, og selv kirkens døre var lukkede i pandemiens navn. Kan et år, som ikke har lignet noget andet, rumme en fortælling om, hvordan det jordiske og det himmelske følges ad? Ja. Det mener dr.theol. Anna Marie Aagaard.

I år er det 60 år siden, hun blev ansat på Aarhus Universitet, hvor hun som den første kvinde forsvarede en teologisk doktorafhandling. ”Helligånden sendt til verden” var titlen på disputatsen, som var et forskningsprojekt om den tredje trosartikel. Disputatsen cementerede hendes position i både den nationale og den internationale forskning og gjorde hende til en forelæser med internationalt ry. Det er netop den tredje trosartikel, vi skal tale om i dag. Et år med undtagelser, mundbind og nedlukning har ifølge Anna Marie Aagaard været en påmindelse om de sprækker, hvorigennem Helligånden puster, og om, hvordan det jordiske og himmelske følges ad.

På spisebordet i lejligheden i Aarhus med udsigt over Aarhus-bugten er der dækket op med både gulerodsboller og teologi. Her er en bibel forsynet med gule sedler, en økumenisk sangbog, en ortodoks liturgibog, en digtsamling samt sirligt håndskrevne noter. Hun er lille af statur, beskeden af væsen, men begavet med en evne til at formidle klart om det, hvorom man altid må tale med omtrentlighed. Når hun taler, er der en del pauser, og de understreger en teologisk pointe hos hende: eftertanken. Teologi er ifølge Anna Marie Aagaard altid eftertanke af lovprisning og bøn.

Hun har med lidt tøven sagt ja til at mødes, for hun synes sådan set, at hun har udtalt og skrevet, hvad hun ville. Inden hun fyldte 80 år, udkom hendes bog ”Mod til at tro”, der afrunder hendes teologiske forfatterskab, og selvom hun sidder velforberedt med tekster og noter som en veloplagt underviser, har hun sat punktum som forelæser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Skærtorsdag var hun til gudstjeneste i Sct. Pauls Kirke i Aarhus, som er den lokale sognekirke. Som for så mange andre har det været et år med væsentligt mindre kirkegang. I morgen er det påskedag, og hun håber, at der trods tidens begrænsninger og mærkværdigheder må blive talt klart om opstandelsen.

”Det her år har vist, at vi på mange måder lever i en dødsforskrækket kultur, hvor det er blevet sagt, at ethvert dødsfald som følge af coronaen er en tragedie. Men vi kan jo ikke bilde hinanden ind, at døden ikke findes, og som kristne kan vi heller ikke bilde hinanden ind, at opstandelsen ikke findes. Vi må tale om opstandelsen. Ellers lander vi i fortvivlelsen.”

Hun navigerer rundt i de gule sedler, hun har sat i Bibelen, og så slår hun op i Det Gamle Testamente og læser fra det 37. kapitel i profeten Ezekiels bog:

”Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land.”

Så ser hun op og siger:

”Det er håbsforkyndelse.”

Som 86-årig er hun selvsagt fortrolig med at gå til begravelse, og hun har for længst nedskrevet tanker til sine børn om, hvad der skal synges og læses ved hendes kiste. Hun oplever, at flere præster forsømmer at sige det væsentligste, når de står ved en kiste.

”Jeg undrer mig over de gange, hvor begravelser bliver til tuderi uden håb. I de tilfælde mangler det væsentligste, der er at sige om døden: opstandelsen. Ved en begravelse eller bisættelse må der være en klar håbsforkyndelse, så man ikke efterlader folk i fortvivlelsen.”

Helligånden er knyttet til håbet, og Helligåndens tegn har ifølge Anna Marie Aagaard været talrige under den globale pandemi. Endnu en gang rækker hun ud efter Bibelen. Hun slår op i Galaterbrevet i Det Nye Testamente. Her skriver Paulus i det femte kapitel om åndens frugter. Inden hun læser versene, siger hun:

”Nu må du ikke tro, at jeg er sådan et struktureret menneske, som hver dag sidder og læser i min bibel. På den måde er jeg ikke særligt from, men jeg ved, at kirkegang og ikke mindst liturgi kan hjælpe, og det samme kan Bibelen, når man læser teksterne med en tro på, at det, som står her, kommer os ved.”

Hun læser Paulus’ ord fra Galaterbrevet:

”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.”

Når Anna Marie Aagaard ser tilbage på pandemiens første år, ser hun mange eksempler på det, som i Galaterbrevet beskrives som åndens frugter. Alt fra tålmodighed til venlighed og selvbeherskelse har fyldt på en særlig måde siden den første nedlukning.

”Der har været mange muligheder for at erfare Helligåndens frugter. Folk har hjulpet hinanden, og der er blevet vist meget godhed i form af omsorg og hensyn. Og mens der er meget, som vi ikke har kunnet, er det blevet tydeligt, hvad vi anser for helligt: familielivet og nærheden til naturen. Man har set, hvordan folk er blevet bevidste om værdien af et kram og samværet.”

Hun er glad for lyrik, hvad enten det er på engelsk eller dansk. I spisestuen står en reol med engelsk skønlitteratur, som hun har organiseret i to lag. På spisebordet ligger Simon Grotrians (1961-2019) ”Domkirkeperlen”. Grotrian er en af de danske lyrikere, hun ofte vender tilbage til. Hos Grotrian har hun fundet denne formulering: ”Der er altid sprækker, hvorigennem Helligånden puster.”

”Jeg oplever, at lyrik kan være som sprækker for Helligånden. Jeg læser lidt og hæfter mig ved formuleringer, som hjælper mig til at give sprog.”

En sprække, hvorigennem Helligånden puster, oplevede hun også, da hun en dag stod på gaden med lidt for mange indkøbsvarer i sin vogn. Anna Marie Aagaard blev overhalet af en yngre kvinde i rask gang. Anna Marie Aagaard var endnu i gang med at skubbe vognen med varer, da kvinden vendte tilbage og spurgte, om hun ikke skulle give en hånd med vognen. Og sådan gik det til, ifølge Anna Marie Aagaard, at Helligåndens pust ramte på en gade i Aarhus på en almindelig hverdag.

”Nogle vil måske sige at det bare var hjælpsomhed, men jeg må tolke det i overensstemmelse med den tro, jeg har, og det er en tro, hvor det jordiske og det himmelske følges ad.”

Anna Marie Aagaard voksede op i et præstehjem med en drøm om at komme ud i verden som lægemissionær. Som bekendt blev hendes vej en anden, men ud i verden kom hun og fik et internationalt og ofte økumenisk virke. I mange år drømte hun sågar på engelsk og tilbragte, som hun selv udtrykker det, en stor del af sit liv i verdenskirkens tjeneste. Hun var blandt andet med i præsidiet for Kirkernes Verdensråd fra 1991 til 1998, og med stor naturlighed rækker hun ud efter en bog med ortodoks juleliturgi på bordet.

”Husk, Gud er altid større end vores nationale kirke,” siger hun, inden hun læser fra den ortodokse juleliturgi.

Måske fornemmer hun, at den ortodokse liturgi ikke er helt let at gribe, og som en god pædagog rækker hun ud efter en anden tekst på bordet. Teksten illustrerer det samme som den ortodokse juleliturgi. Det er Johannes Møllehaves ”Lille Messias”, som Anne Linnet har indsunget. Hun læser et uddrag, som lyder:

”Og han som bær verden

bar hun som var kvinde

som æslet bar hende

da tiden var inde.”

”Her ser du, hvordan det himmelske og det jordiske følges ad. Ånden trænger til steder, hvor den kan få udtryk, og mennesker trænger til steder, hvor ånden kan få plads. Den dag med vognen trængte jeg til det pust fra Helligånden, og kvindens hjælpsomhed var et pust. Ja, når man bliver så gammel som jeg, så trænger man hele tiden til hjælp, og jeg ser masser af steder, hvor ånden får udtryk, og hvor det jordiske og det himmelske har fulgtes. Også i det her år.”

Siden hun som ung valgte at arbejde med den tredje trosartikel, har hun mødt mange, som har sagt, at det med Helligånden er alt for indviklet, men så vender hun tilbage til åndens frugter i Galaterbrevet og siger:

”Det behøver ikke være mere indviklet end hjælpsomhed, mildhed, godhed og tålmodighed, og det kan de fleste faktisk forholde sig til.”

Det første år med pandemien har, set fra Anna Marie Aagaards perspektiv, budt på mange sprækker for Helligånden, og hun mener, det er vigtigt at være sig bevidst, for det er Helligånden, som gør troen til nutid.

”Jeg tror fuldt og fast på, at Gud er blandet ind i menneskelivet, og når Gud er blandet ind i livet, er det håbet, som bliver nutid. Helligånden binder os til håbet, som er Guds riges nutid.”

Undervejs i året har hun oplevet, hvordan gammelkendt liturgi har fået en ny betydning, fordi omstændighederne er ændret. I liturgien har hun fundet plads til takken over, at man kan være 86 år, bøvle med ryggen og stadig være glad for livet, flokken af børnebørn og oldebørn.

Noterne på bordet er ved at være gennemgået, men hun kommer i tanke om et citat, hun fandt hos Simon Grotrian, som poetisk udtrykker, hvordan det kan opleves at leve et menneskeliv, som Gud er blandet ind i. Citatet lyder:

”Herren har fæstnet en sikkerhedsnål til min psyke den holder mig rank.”