Det burde næsten være blevet planlagt sådan, men det er helt tilfældigt, at der bag Birgitte Stoklund Larsen står en række gamle bøger med guldskrift på ryggen: Bibeloversættelser. Vi sidder på Paludans Bogcafé i det indre København, og Bibelselskabets generalsekretær bemærker ikke bøgerne, da hun sidder med ryggen til. Men hun fortæller, hvordan det beriger hendes liv, når Bibelselskabet, som det er tilfældet i øjeblikket, oversætter Det Gamle Testamente til nudansk, for engagementet omkring oversættelsen er til at føle på blandt hendes medarbejdere.
Hun er et ordmenneske, der finder ro og rum i Bibelens og salmernes fortællinger, også selvom mange af teksterne ikke klarer at blive vredet igennem naturvidenskabens maskine, som hun siger. Men det er netop det uforklarlige, der gør verden stor, mener hun.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
Jeg har et lyst og optimistisk livssyn, men samtidig er jeg bevidst om, at det hele kan være slut om lidt. Sådan har jeg altid haft det. Jeg er opvokset på landet, hvor naturen viser sin barskhed, når en ko pludselig dør, eller der bliver født misfostre. Det er ikke bare en selvfølge, at vi er her, og det er jeg meget opmærksom på. Men det er altså heller ikke, fordi jeg forventer at få en tagsten i hovedet, når jeg træder ud af mit hus, men det ligger som en underliggende strøm, at vi er skrøbelige mennesker. Der er også en glæde og en taknemmelighed ved det livssyn, for så bliver man glad for, at man har det godt, eller at vi kan sidde og have en god samtale.
Hvad har formet dit livssyn?
Det har helt klart min opvækst. Jeg er opdraget med en stor frihedsgrad og en forventning om, at jeg forvalter den frihed med ansvar. Jeg er opvokset i en familie, hvor det var helt naturligt at engagere sig i lokalsamfundet og i foreninger, og det betyder, at jeg selv har svært ved ikke at engagere mig i alting. Det er en stor glæde. Samtidig er jeg vokset op med, at man skal kunne klare sig selv og gøre sig umage og hjælpe dem, der ikke har det så nemt. På gården havde vi i perioder nogle unge udviklingshæmmede boende, som hjalp til med dyrene og med at passe hus som en slags praktik fra den skole, de gik på. Jeg var en stor pige dengang, og i dag oplever jeg, at det var en stor berigelse at have disse lidt skæve mennesker boende, som gav en rummelighed og udvidede min egen verden.
Gården i Hudevad på Fyn var et traditionelt landbrug med køer, grise, korn og roer, og min far var født på gården. Min mor er født i Vanløse og blev som mange andre københavnerbørn efter krigen feriebarn hos en familie på landet, og hun blev gode venner med datteren i den familie, hun boede hos ikke langt fra min fars gård. Og da de så begyndte at gå til baller, mødte hun min far. Min mor kom fra en lejlighed med træk og slip-toilet, og hun havde gang i en karriere i et shippingfirma i København. Da hun flyttede til Fyn i 1959, var der lokum ved hønsehuset og brændekomfur! Jeg havde mine bedsteforældre i København, og det gav et andet udsyn og en bevidsthed om, at der var en verden uden for Fyn og uden for det trygge miljø i min nære omverden. Og samtidig boede min farmor og farfar hos os på gården, så det gjorde os tætte, og det har helt klart betydet meget, at jeg er vokset op med flere generationer under samme tag.
Hvad gør dit liv rigere?
Det gør helt banalt min familie og de fællesskaber, jeg indgår i på forskellige måder. Og når jeg sidder hjemme en aften på terrassen, og katten kommer, og jeg kigger ud på en lille sø, vi har i haven, så føler jeg mig også rig. Så det kan være mange ting. Det gør også mit liv rigere, at jeg cykler. Jeg går ikke så meget op i at cykle hurtigt, men mere i at være i bevægelse og lade tankerne myldre. Jeg øver mig i at stoppe op og sætte pris på de små ting og sige, at nu er jeg hér og glæder mig over det. Med mobiltelefonen er man hele tiden et andet sted, så jeg øver mig i at lægge den fra mig og være i nuet og sammen med dem, jeg er sammen med. Det er et dagligt opgør, for det er så svært at være til stede i dag. Men det er typisk i de øjeblikke, hvor man er i nuet, at man er lykkeligst. Og alligevel gør vi nærmest alt for at undgå det. Det er mærkeligt.
Hvad betragter du som dit livs største ulykke?
Jeg kan ikke udpege en ting, som har været livsændrende. Det betyder ikke, at jeg har vadet rundt i lykke hele mit liv. Min far døde for ni år siden, og der var jeg tæt på de 50, men det oplevedes alligevel som en stor ulykke. Men man bærer jo de døde med sig. Jeg har beskæftiget mig en del med Grundtvig, og hans store kærlighed, Marie, døde, da hun var 40, og han var 70. Han skrev en masse digte og salmer til hende efter hendes død og havde fornemmelsen af, at hun var hos ham, selvom hun var væk. På samme måde er jeg stadig lidt i dialog med min far på udvalgte tidspunkter, selvom det næsten er 10 år siden, at han døde. Men jeg har heldigvis været forskånet for de helt store ulykker i mit liv.
Hvad tror du på?
Jeg er kristen og har stor glæde ved de udtryk, kristendommen har. Jeg er jo et ordmenneske, og jeg holder så meget af salmerne og bibelteksterne, der er med til at forme og rumme min tro. Jeg synes, at min tro bliver større af at være formuleret både i salmerne og Bibelen, og det udvider min verden, at der er denne enorme sproglige spændvidde, som vi har med fra traditionen. I 1990’erne var jeg på bogmesse i Frankfurt i Tyskland, og der var et område med nyreligiøs litteratur. Der var et stort banner, hvor der stod: ”Du har det hele i dig”, og det syntes jeg simpelthen var så uhyggeligt. For tænk en lille gnidret tro, man fik, hvis den kun var inde i en selv. Hvis du åbner Bibelen eller salmebogen, er der sådan en rigdom af fortællinger og formuleringer, man kan være i og bo i. Du kan synge noget, som du føler er så rigtigt, men som du aldrig ville kunne sige.
Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?
Det har jeg ikke rigtig. Det er lidt for piedestal-agtigt for mig, det er sjovere at bokse lidt med dem, man ser op til, som jeg gør med Grundtvig. Han er så kompliceret, men det inspirerer mig og udfordrer mig. Samtidig kan man sige, at vi agerer – uanset om vi vil det eller ej – ud fra den rygrad, man har fra sin opvækst. Så selvom jeg ikke vil sige, at mine forældre er mine åndelige eller moralske forbilleder, så har de jo sat en grundtone i mig, som jeg altid har med.
Hvad skal der stå på din gravsten?
Det har jeg ikke tænkt over, men jeg ved, hvad der skal synges til min begravelse. Jeg har et dokument på min pc, der hedder ”Ved min begravelse”, og det er en liste over salmer, der skal synges. Dokumentet ligger i en mappe, hvor jeg ikke kommer tit, men når jeg uforvarende kommer derind, så står det og blinker – det er ren memento mori. Det er ikke en statisk liste, så jeg ændrer lidt en gang imellem, og så sætter jeg en salme ind, hvis jeg føler, at den har grebet mig. Listen fortsætter den samtale, jeg havde med min far. Vi talte jævnligt om, hvad der skulle synges ved vores begravelser, og det er en god måde at være bevidst om, at vi skal herfra. Dybest set kan mine efterladte jo selv bestemme, hvad der skal synges, og om de bruger listen eller ej, gør ikke så meget, men for mig betyder det noget at gå og tænke over, fordi det får mig til at reflektere over mit liv og der, hvor jeg er lige nu.