En gruppe mennesker sætter sig hver søndag i en rundkreds i henholdsvis København og Aarhus. De fleste af dem unge voksne, men derudover har de ikke umiddelbart andet tilfælles, end at de har brudt kontakten med en eller begge forældre, er blevet brudt med eller overvejer et brud. Sammen taler de om deres tvivl, skam og smerte. Og så kalder de sig Kærlighedshæren.
Det kan forekomme provokerende, at nogle mennesker vælger deres ophav fra, og måske af samme grund kan man føle sig ensom, når man har truffet så afgørende et valg. Ikke desto mindre er der mange mennesker, der gør det. I en Gallup-undersøgelse fra 2013 svarede mere end hver femte voksne dansker, at de havde vendt deres forældre ryggen eller overvejede at gøre det. En af de danskere er 22-årige Kirstine Frida Rysbjerg. For at komme ensomheden til livs har hun stiftet Kærlighedshæren, en forening for mennesker med svære forældrerelationer.
Siden hun i det tidlige forår afholdt første såkaldte sorggruppe-møde, har foreningen haft vokseværk, og mens der holdes ugentlige sorggruppemøder i landets to største byer, er lokalafdelinger på vej i også Aalborg, Kolding og Odense. Uden hjælp fra terapeuter arbejder ”kærlighedskrigerne” på et fælles mål, nemlig at de hver især ønsker gode kærlighedsrelationer. Og det er et ideal, som kan være en daglig kamp at leve op til, når man har en kompliceret forældrerelation.
”Vi har det tilfælles, at vi oplever at have fået vores grænser overskredet, og derfor har vi et fælles sprog og skal ikke undertekste sorg, skam, skyld og følelsen af ikke at være god nok,” siger Kirstine Frida Rysbjerg, der ønsker, at Kærlighedshæren skal være et frirum, hvor man ikke bliver rådgivet eller dømt, men lyttet til og støttet.
”Det handler om at opbygge et selvværd, man ikke nødvendigvis har fået med hjemmefra, og skabe en ny fortælling om sig selv, der indebærer, at man godt kan tage en uddannelse, have et arbejde og i det hele taget klare det her liv godt,” forklarer hun.
Netop selvværdsproblemer er en fællesnævner for mange voksne børn, der har brudt med en forælder. Det fortæller Marion Thorning, der er konfliktmægler med speciale i familie- og generationskonflikter.
”Selvom man som voksent barn selv har valgt at bryde med en forælder, så sker det jo på baggrund af noget, som ikke har fungeret. Når der har været tale om manglende eller grænseoverskridende kontakt med forælderen gennem opvæksten, vil mange voksne børn føle, at de er usynlige og ikke er værd at elske. De mennesker går ikke bare rundt i verden med oprejst pande og føler berettigelse til at være her og indgå i gode relationer,” forklarer hun.
Der kan være mange årsager til at trække så markant en streg i sandet, som man gør, når man bryder kontakten med en forælder. Marion Thorning peger på, at typiske situationer, hvor et brud kan være nødvendigt, er fysisk og psykisk vold, overgreb og misbrug i familien. I andre svære situationer behøver et brud ikke være den eneste vej – det kan for eksempel være, hvis det voksne barn oplever ikke at blive prioriteret højt nok af sin forælder, eller hvis konflikter omkring penge, skilsmisser, nye partnere og lignende spiller ind.
Kirstine Frida Rysbjerg håber ikke for nogen, at de vil føle sig nødsaget til at bryde kontakten med deres forældre, og hun vil heller ikke opfordre til det. For, som hun siger, er det ”umenneskeligt svært”.
”Men hvis familien bryder med sine egne værdier som tolerance, kærlighed og respekt, kan det være den eneste løsning. Og så skal man ikke stå alene.”
Af samme grund arbejder Kærlighedshæren ud over sine sorggruppeaktiviteter på blandt andet en podcast, en kampagne om psykisk vold og et samarbejde med en kommune for at nå ud til børn i folkeskolealderen, der oplever problematiske relationer til deres forældre.
Når man som voksent barn vælger en forælder fra, vil reaktionen på bruddet ofte være dels en følelse af lettelse og øget energi over ikke længere at skulle have ondt i maven og dels en stor sorg. Sorgen kan sammenlignes med at miste sin forælder på grund af et dødsfald, men konfliktmægler Marion Thorning peger på, at den adskiller sig ved at være præget af valget.
”Det er en sorg, man selv har været med til at beslutte, og det gør det ikke lettere at leve med. Man kan sammenligne det med smerten ved en skilsmisse – her bliver mange også overvældet af sorg over, at det er gået, som det er gået.”
Kirstine Frida Rysbjerg fortæller, at man ud over sorgen og savnet kan opleve at kæmpe med skam over at gøre sin familie ondt samt tvivl om, hvorvidt der er noget i vejen med en selv, når man kommer fra en dysfunktionel familie. Skamfølelsen får næring af de mange rynkede bryn, man kan møde, når man fortæller andre, at man har brudt. For det er et stort tabu at vælge familien fra.
”Når et menneske bryder kontakten med sin far eller mor, sætter det spørgsmålstegn ved præmissen om familien som en evig størrelse. Det rammer en nerve i os alle sammen, og andre vil spørge sig selv: Kan min familie også gå i opløsning? Og det er simpelthen ikke rart at blive mindet om, at grundlaget for ens egen eksistens kan smuldre,” siger hun.
Med 1968-oprøret kom opmærksomheden på, at familier kan have mange udtryk, og i dag kan man leve som familie på mange måder.
”Men det er ikke i orden ikke at have en familie – har du ikke det, og har du ovenikøbet valgt den fra, må det være dig, den er gal med,” siger Kirstine Frida Rysbjerg.
Kigger man på udviklingen af familien som institution, er det i virkeligheden overraskende, at der ikke er flere, der bryder med familiemedlemmer. Det mener Allan Westerling, der er ph.d. ved institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet, og som forsker i familieliv i forandring. Han har lavet forskningsstudier af mennesker født i 1968, der viser, at kontakten til familiemedlemmer er varig og stabil. Og de fleste voksne børn har næsten daglig eller i hvert fald ugentlig kontakt med deres forældre, hvis forældrene lever.
”I begyndelsen af 1900-tallet og tidligere havde det nogle store omkostninger at bryde med familien, fordi den udgjorde en omfattende økonomisk, men også omsorgsmæssig sikkerhed for mennesker. Men med velfærdsstaten er det blevet muligt på en helt anden måde end tidligere at vælge sine forældre og børn fra, og derfor er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt det rent faktisk sker,” siger Allan Westerling.
Et forsigtigt skøn fra hans side er dog, at flere end tidligere bryder med deres forældre – simpelthen fordi de kan.
”Og det kan man jo godt betragte som et sundhedstegn, fordi det giver mennesker mulighed for at bryde fri af relationer, som er svære, ydmygende og smertefulde.”
Ifølge Allan Westerling er det dog kendetegnende ved brud mellem familiemedlemmer, at de sjældent varer ved, men derimod er midlertidige.
”Ofte varer de mellem et halvt og fem-seks år. Men man finder tit hinanden igen på en eller anden måde, brud i familien er ikke nødvendigvis et enten-eller.”
Er Kirstine Frida Rysbjergs generation mindre rummelig over for forældregenerationen, end det var tilfældet for årtier tilbage? Nej, lyder svaret fra Kirstine Frida Rysbjerg:
”Men vi er blevet bedre til at artikulere, hvordan vi har det – både over for vores venner og i offentligheden, som man ser det med for eksempel serien ’Skam’ og DR 3’s nylige tema om angst. Det er i øvrigt ikke kun Emma på 13 år, der skriver til mig. Det er også Aase, Inger og Karen Margrethe, som ville ønske, at der havde været et socialt fællesskab til at gribe dem, da de som unge brød med deres forældre.”
Stifteren af Kærlighedshæren tror, at åbenheden i den offentlige samtale om også svære erfaringer hænger sammen med, at man er nået til et mætningspunkt.
”Der er grænser for, hvor meget vi kan klare at lyve over for os selv og andre. Ingen liv er perfekte, det har vi opdaget nu. Men det bør respekteres, når mennesker stræber efter et godt liv med sunde kærlighedsrelationer.”