Prøv avisen
Seniorliv

Søren Lodberg Hvas rejste i Luthers fodspor: ”Det var til at græde af glæde over”

Ingrid og jeg er netop vendt hjem fra en nidages busrejse i Luthers fodspor til Erfurt – Eisenach – Wartburg – Eisleben – Wittenberg – Torgau – Dresden – Magdeburg. Alle gode navne og steder i Martin Luthers livshistorie, skriver tidligere biskop Søren Lodberg Hvas.

Det er noget særligt at være til gudstjeneste i Wittenberg sognekirke, hvor Luthers stemme engang har lydt under hvælvingerne, skriver Søren Lodberg Hvas, som varmt anbefaler andre at rejse tilbage i historien

Det har næppe undgået læsere af Kristeligt Dagblads opmærksomhed, at året 2017 var 500-året for Martin Luthers fremtræden på verdenshistoriens scene. Det blev fejret på behørig vis, ikke mindst i Tyskland. Ingrid og jeg er netop vendt hjem fra en nidages busrejse i Luthers fodspor til Erfurt – Eisenach – Wartburg – Eisleben – Wittenberg – Torgau – Dresden – Magdeburg. Alle gode navne og steder i Martin Luthers livshistorie. Det blev en tætpakket oplevelse fra morgen til aften, godt og vel. Men pensionister er et veloplagt rejseselskab, som er indstillet på, at ved aftenstid er det godt at gå til sengs og vågne udhvilet til den nye dags oplevelser. Det gjorde vi og takkede Vorherre for både Luther og for dagens program.

Jeg udvælger nogle få programpunkter blandt de mange. Deriblandt en heldagsudflugt til Dresden. Hver dag i bussen på vej til dagens oplevelser, blev der fortalt om, hvad vi nu skulle huske på. Reformationstidens historie blev fortalt i intenst tilbageblik og i nutidsperspektiv. Fremragende var det.

Hvad Dresden angik, gjorde det et dybt indtryk at høre om bombardementet i februar 1945 kort før krigens afslutning. Den gamle del af byens middelalderkvarter blev sønderbombet. Blandt andet blev byens monumentale domkirke, Frauenkirche, knust og henlå som ruin indtil for få år siden. Nu er den genopbygget til sin oprindelige skønhed.

Når man så billeder fra ødelæggelsens vederstyggelighed, var det en underfuld oplevelse at sidde i det prægtige rum. Først til en andagt klokken 12 med en fyldt kirke, dernæst til en barokkoncert om aftenen, ombølget af en skønhed som var af en anden verden. Bogstaveligt talt. Fanden får ikke det sidste ord. Den feje Adolf Hitler tog sit eget liv efter sine gigantiske forbrydelser. Nu hørte vi så Bachs ”Jesus bleibet meine Freude.” Det var til at græde af glæde over.

Søndag den 16. september var vi til højmesse i Wittenbergs sognekirke, hvor Luther prædikede søndag efter søndag og ofte på hverdage. Det var en ganske særlig oplevelse. Jeg har læst en del af Luthers skrifter, heriblandt prædikener, så jeg syntes, jeg kunne høre Luthers stemme under de hvælvinger, hvorunder den engang har lydt. Nu genlyder den i den evangelisk-lutherske kirke, herhjemme i Danmark og rundtomkring i verden. Men det var en særegen oplevelse at være til gudstjeneste i en kirke, hvor der i salmebogen ikke var en eneste salme af Kingo, Brorson, Grundtvig eller Ingemann. Så var det godt at komme hjem til højmessen i Budolfi Kirke i søndags. Vi skal ikke prale af den salmeskat, Vorherre har givet os. Men vi skulle nok skønne mere på den, søndag efter søndag. I søndags begyndte vi med at synge med Grundtvig ”Giv mig, Gud, en salmetunge...” Salmebogen nummer fire, og vi sluttede med nummer 10: ”Alt, hvad som fuglevinger fik...” Og alle fugle lettede i sindet.