Prøv avisen

Gadejurist: Det er utroligt givende at arbejde for stenbroens uelskede

I 20 år har Nanna Gotfredsen givet retshjælp og hjulpet de mest udsatte i gademiljøet på Vesterbro og i en række danske kommuner. "De mennesker, jeg møder, er gennem-gående søde, sjove, kærlige og vidt forskellige,” siger Nanna Gotfredsen, der her ses foran Mændenes Hjem på Vesterbro i København. – Fotos: Iben Gad.

I 20 år har Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen hjulpet hjemløse, stofmisbrugere og sexarbejdere. I en periode af barndommen oplevede hun selv, hvad det vil sige ikke at være anerkendt. ”Det har nok givet mig nogle antenner til at spotte, når kampen for anerkendelse er et af grundproblemerne i et menneskes liv,” fortæller hun

Klokken er lidt over otte om morgenen, og Nanna Gotfredsen sidder på trappestenen foran opgangen til sin lejlighed på Vesterbro i København og ryger en cigaret. Efter 10 minutters ventetid ankommer en taxa, og hun sætter sig ind på bagsædet. På passagersædet sidder 52-årige Jørgen, der hedder noget andet i virkeligheden. Nanna Gotfredsen rækker ham et bæger kaffe. Kaffe er Jørgens store passion, og han konstaterer tørt, at der skulle have været lidt mindre vanilje og et ekstra mål kaffe i bægeret. I bilens bagagerum ligger Jørgens kørestol. Han mistede sin førlighed, da han som teenager blev skudt i ryggen.

Som ung befandt han sig på den forkerte side af loven, og han har været afhængig af stoffer i mange år. Nu kæmper han for at få styr på den medicin, der erstatter stofferne. I september faldt han om med hjertestop. Han bor alene, og det var et rent held, at han blev fundet af en bekendt. Efter den chokerende oplevelse tog han kontakt til Gadejuristen. Nanna Gotfredsen og Jørgen mener, at hjertestoppet kan hænge sammen med forkert medicinering, og efter flere møder med de behandlingsansvarlige læger er det lykkedes at skaffe Jørgen en uges ophold på en behandlingsinstitution, så han kan få ændret sin medicinering.

Et kvarter senere er Jørgen installeret på institutionens lille værelse med sin kuffert. Inden han siger farvel til Nanna Gotfredsen, har han et par alvorsord:

”Hvis jeg dør, og det sker jo, så skal I sørge for, at de ting, der er i min lejlighed, bliver givet til folk, der værdsætter det, og ikke til Københavns Kommune,” siger Jørgen.

Nanna Gotfredsen kniber en tåre. Inden hun siger farvel, forsikrer hun, at hun kigger forbi en af de nærmeste dage. Da hun er tilbage på det ugentlige mandagsmøde i Gadejuristens lille køkken i et baghus på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg, får hun aftalt, at der skal laves et testamente for Jørgen.

I 20 år har 49-årige Nanna Gotfredsen fra den private organisation Gadejuristen hjulpet stofmisbrugere, hjemløse og sexarbejdere. Gadejuristen, der i dag har ni ansatte og 30-40 frivillige, arbejder på gadeplan i de større danske byer og har gennem årene haft sager i stort set alle landets kommuner. Samtidig har Gadejuristen inspireret til tilsvarende initiativer i Østeuropa, Indonesien, Ukraine og flere afrikanske lande. Nanna Gotfredsen arbejder nærmest i døgndrift. Er en stofbruger kommet i klemme, tøver hun ikke med at bruge weekenden på at skrive en opsummering af en sag med mange hundrede akter til kommunen. Hun er favnende og lattermild. Men når hun taler om velfærdssamfundets behandling af de mest udsatte med komplekse sociale problemer, bliver hun vred.

”Jørgen er et dejligt menneske med mange ressourcer. Han læser bøger, er vidende, god at snakke med, han bor i en hyggelig lejlighed, men i forhold til kommunen er alt alligevel gået galt. Jeg savner, at systemet forstår, at de mest udsatte har brug for en indsats, der ser den enkeltes ressourcer og problemer i stedet for primært at levere standardløsninger. Pakkeforløb kan måske være gode nok til middelklassen, men det duer ikke til de mennesker, der lever på gaden, bruger stoffer eller er hjemløse,” lyder det fra Nanna Gotfredsen.

Hun bruger betegnelsen ”junglebørn” om de mennesker, hun møder i sit arbejde.

”80 procent af junglebørnene klarer sig lykkeligvis godt, men vi møder de 20 procent, der har det svært. Lige så forskellige de mennesker, vi bistår, er, lige så meget er der også et fælles træk. Mange lider på grund af massivt omsorgssvigt og har følelsen af ikke at være elskede og anerkendte, og de oplever sig ikke som bærere af rettigheder. Måske er vi også bare generelt blevet dårligere til at tage os af de skæve eksistenser. De kommer overvejende fra ressourcesvage hjem, men nogle gange også fra Rungsted.”

Nanna Gotfredsen voksede selv op i et materielt privilegeret miljø i Haderslev, fortæller hun, da hun byder på en kop kaffe i sin lejlighed på Vesterbro. Her bor hun med sin datter på 17 år og hunden Buster, der sikrer, at hun ikke arbejder alt for meget. Malerierne på væggen i det rustikke rum med afhøvlede gulve og åbne vægbjælker er lavet af en tidligere hjemløs stofbruger. Et af dem viser en række flasker. En henvisning til de mange urinprøver og den kontrol og straf, som mange stofbrugere føler sig udsat for i systemet.

Nanna Gotfredsen kommer fra en familie af iværksættere i flere generationer. Nanna Gotfredsens far var direktør for en tekstilvirksomhed i Haderslev, og hendes mor var sygeplejerske. Da hun var fem år, blev forældrene skilt. Nanna Gotfredsen flyttede med sin mor, der blev gift med en læge. ”Min anden barndom”, kalder Nanna Gotfredsen perioden, fra hun var 5 år, til hun var 12 år. Det var et hjem præget af strenge regler og disciplinære metoder som stuearrest. Nanna Gotfredsen understreger, at hun også har positive minder fra den tid. Hun elskede sin stedbedstefar, der var mangeårig konservativ borgmester i Haderslev.

”Jeg har brugt erfaringerne fra min anden barndom positivt. Jeg har fået nogle antenner og er vist blevet god til at spotte, når kampen for anerkendelse er et af grundproblemerne i et udsat menneskes liv. Jeg genkender simpelthen den oplevelse,” fortæller Nanna Gotfredsen.

Som 12-årig flyttede hun hjem til sin far og hans kone samt deres fire sammenbragte børn.

”Mine barndomshjem var gennemgående konservative, og man arbejdede hårdt,” fortæller Nanna Gotfredsen.

Opvæksten hos faderen og hans hustru var præget af ”gammeldags socialkonservative holdninger”.

”Den socialkonservative holdning gav sig blandt andet udslag i, at man faktisk ikke blandede sig i, hvad der foregik inden for hjemmets fire vægge, så længe det ikke skadede andre. Jeg lærte også, at hvis man vil noget, så går man bare i gang. Min nye mor var i familie med onkel Knud (tidligere LO-formand Knud Christensen, red.). Han var blikkenslager og formand for LO, og ved familiefesterne blev der også sunget røde sange.”

På væggen i lejligheden på Vesterbro hænger et medaljonformet billede af en mørk kvinde, Nanna Gotfredsens tipoldemor. Fra sin mormor fik Nanna Gotfredsen fortalt historien om tipoldemoderen. Hun var efter sigende en sigøjnerkvinde, der flygtede fra slaveri i det sydlige Europa og havnede på en herregård i Danmark, hvor hun blev udnyttet og fødte et barn uden for ægteskab. Men det lykkedes hende alligevel at klare sig og stifte familie. Sigøjnerkvindens datter, Jensine, blev gift med pastor Johannes Olsen, der var formand for Sudanmissionen (i dag Mission Afrika) i 1920’erne.

”Jeg ved ikke, om alt er sandt i historien om romakvinden, men jeg elsker den,” siger Nanna Gotfredsen, der i mange år har tænkt, at fortællingen om den oprørske romakvinde, der flygtede fra slaveri, falder helt i tråd med hendes egen frihedstrang.

Efter studentereksamen ville Nanna Gotfredsen være læge eller jurist. Men efter et ophold i Norge, hvor hun gjorde rent på en operationsafdeling, konkluderede hun, at det sundhedsfaglige miljø var for hierarkisk til hendes temperament. Hun flyttede tilbage til Danmark, fik job i et markedsanalysefirma og læste jura om søndagen. Engagementet i det sociale arbejde begyndte tilfældigt, efter at hun i midten af 1990’erne havde købt en andelslejlighed på Vesterbro og så stofmisbrugernes miserable situation på Maria Kirkeplads.

”Dengang var der ikke noget, der hed fixerum, hvor man kunne indtage stoffer sikkert. Folk sad hele vejen ned langs kirkemuren og lignede ofre ved fronten. Jeg så folk med amputerede arme og ben, bylder og infektioner. Jeg mødte mennesker, der havde været uden forsørgelsesgrundlag i mange år.”

Nanna Gotfredsen blev frivillig i Kirkens Korshær og i Mariatjenesten og startede et par år senere det, der skulle blive til Gadejuristen. Hun skrev juraspeciale på baggrund af interviews med stofbrugere på Vesterbro og erfarede samtidig, at retssikkerheden for de mest udsatte haltede gevaldigt.

Hun mødte for eksempel en hjemløs, der blev kaldt Morfar. Morfar havde ikke modtaget kontanthjælp i otte år, fordi han var hjemløs i København, men sidst havde haft bopæl i Aalborg Kommune, selvom han ifølge loven havde krav på forsørgelse. På et tidspunkt besluttede Nanna Gotfredsen at gå med ham på kommunekontoret.

”Da vi trådte ind i lokalet, råbte den kommunalt ansatte: ’Jeg har jo sagt til dig, at du ikke har ret til hjælp herfra.’ Men 20 minutter efter at jeg havde præsenteret mig som stud.jur. og fremført lovgivningen på området, fik han et kontantbeløb fra kommunen. Der forstod jeg, at hverken retsstat eller velfærd når ned til de mest udsatte, når de er på egen hånd.”

Der er hvert år mindst 250 stofrelaterede dødsfald i Danmark. I Gadejuristens lokaler er der et mindebord, hvor der kan tændes lys til minde om nogle af de afdøde. Om halsen har Nanna Gotfredsen en grå mønt, som hun fik fra vennen Michael, da hun var barn i Haderslev.

”Michael var lidt ældre end os andre, og han brugte heroin. Han fortalte mig, at han ikke brugte heroin for at dø, men for at kunne være i livet. Dengang forstod jeg nok ikke, hvad han mente, men siden har jeg forstået, at han som så mange andre brugte stoffer som selvmedicinering.”

Michael døde af en overdosis på et toilet på Københavns Hovedbanegård, da Nanna Gotfredsen var knap 13 år.

”Når jeg bliver ked af det, tænker jeg på de mennesker, som er gået bort, og så har jeg brug for at tænke, at de er et godt sted. Jeg kan ikke svare ja eller nej på, om jeg er troende. Jeg betragter i det hele taget troen som noget privat. Men når jeg går i kirke, elsker jeg at komme i Mariakirken eller hos præst Mette Gramstrup i Kristkirken på Enghave Plads. Så benytter jeg anledningen til at tude over alle de mennesker, jeg har holdt af, og som døde i en alt for ung alder, og også over Michael, som var den første stofbruger, jeg holdt af helt tilbage i min barndom i Haderslev,” fortæller Nanna Gotfredsen.

Hun er ofte blevet spurgt, hvorfor hun har valgt at arbejde som gadejurist, når hun kunne have valgt et mere vellønnet job som advokat.

”Først og fremmest giver mit arbejde utroligt meget. De mennesker, jeg møder, er gennemgående søde, sjove, kærlige og vidt forskellige, selvom nogle enkelte selvfølgelig også kan være mindre sympatiske. Samtidig elsker jeg bare at vinde, og kommunerne er jo en taknemmelig modpart, for ofte kender de ikke lovgivningen tilstrækkeligt.”

Nanna Gotfredsen har gennem årene haft mange politikere med på gadevandringer. En af Gadejuristens støtter er milliardæren Lars Seier Christensen, der har været med til at stifte Liberal Alliance og bor i skattely i Schweiz. Nanna Gotfredsen afviser, at samarbejdet er udtryk for, at hun støtter en ultraliberal socialpolitik:

”Den første politiker, jeg inviterede ud til at opleve forholdene på gaden, var Villy Søvndal fra SF, så jeg arbejder ikke sammen med nogen bestemt politisk retning, men med alle, der interesserer sig for de mest udsattes forhold. Partipolitik har aldrig sagt mig noget. Jeg kan finde gode ting og ting, jeg slet ikke er enig i, hos alle partier.”

Da Nanna Gotfredsen stiftede Gadejuristen for snart 20 år siden, tænkte hun, at arbejdet på gaden ville blive overflødigt i løbet af få år. I dag er hun ikke i tvivl om, at der er brug for langt større inddragelse af civilsamfundet, hvis de mest udsatte skal hjælpes tilstrækkeligt og relevant.

”Det offentlige kan godt udlevere en kørestol, men når vi er helt nede på stenbroen, så handler det også om ikke at være inkluderet og om at være uelsket, og du kan ikke få bevilget kærlighed på kommunen. Jeg savner en langt større civilsamfundsinddragelse uden at give køb på den faglige ekspertise, der skal til, når en hjemløs stofbruger har fire psykiatriske diagnoser. Velfærdssystemet er sindssygt dyrt, og der kommer alt for lidt ud af det. Vi skal gøre det nødvendige og ikke mere end det, og vi skal minde de mest udsatte om, at de har ressourcer. De er alt for ofte ikke blevet mødt af positive forventninger i lang tid, og de kan i nogle tilfælde helt have glemt, hvad de kan.”

Oplever du aldrig, at de mennesker, du hjælper, opfører sig urimeligt?

”Det sker utroligt sjældent, og når det sker, er det som regel, fordi der er større mængder alkohol involveret,” siger Nanna Gotfredsen og fortæller historien om en af brugerne af Gadejuristen, som hun passerede forbi en dag på gaden.

Hun var kommet hurtigt ud ad døren og havde tasken stående åben. Lidt efter så hun den bekendte i mundhuggeri med en anden mand.

”Hende stjæler man bare ikke fra,” råbte hendes bekendte. Derefter fik hun sin stjålne punge tilbage.

Klokken er blevet syv om aftenen, og Nanna Gotfredsen tager sit grønne lodenslag på for at gå ud på gaden.

I mørket foran Mændenes Hjem i Istedgade deler frivillige jurister og jurastuderende kakao med flødeskum ud fra Gadejuristens Christianiacykel.

Der er en livlig trafik af mennesker ud og ind af herberget, og de fleste kender Nanna Gotfredsen. En mand i 40’erne med et rødmosset ansigt henvender sig. Han er tydeligt påvirket af stoffer.

”Var det ikke dig, der tog dig af min brors sag,” siger manden, inden han fortæller, at han vil forsøge at holde sig fra stofferne for sin datters skyld. De veksler nogle ord, og Nanna Gotfredsen beder ham passe godt på sig selv.

I Nanna Gotfredsens lejlighed hænger dette billede af hendes tipoldemor. Hun var efter sigende en romakvinde, der flygtede fra slaveri i det sydlige Europa. Nanna Gotfredsen elsker historien om den frihedselskende tipoldemor.