Michel Desmurget er ved at tale sig varm.
”Man kan da godt bilde sig ind, at man hjælper sit toårige barn med at lære engelsk ved at give det en iPad i hænderne og downloade Teletubbies på engelsk. Og man kan lade sig imponere over, hvor gode de er til at bruge mors iPhone. Det er sikkert også rigtigt, at de bliver kvikkere, end hvis man sætter dem ind i et skab. Men hvis jeres børn kan huske kinesiske ord efter at have hørt dem på video, bør I får dem undersøgt, for så har de knald i låget. Sådan fungerer hjernen nemlig ikke.”
Latteren rejser sig fra tilhørerpladserne i den folkeskole i byen Vienne det sydøstlige Frankrig, hvor Michel Desmurget, der er landets mest kendte kritiker af iPads og mobiltelefoner, holder foredrag. Men bekymringen kan også læses på ansigterne, og der kastes skrå blikke til præteenagerne, der er taget med forældrene til neurobiologens foredrag om faren ved skærmforbrug.
Hans seneste bog, ”La fabrique du crétin digital” (Sådan fremstiller man en digital idiot), er blevet en bestseller.
Og en gang om måneden er han ude i de franske provinsbyer med sit onemanshow, der holder publikum i ånde med skrækeksempler på, hvad konsekvenserne er af at lade sine børn sidde med en af de mange skærme, der har invaderet vores hjem og vores hverdag.
Da Kristeligt Dagblad møder ham i den naturvidenskabelige og medicinske forskningsinstitution Inserm i Lyon, hvor Michel Desmurget er forskningsdirektør, har han som formidler ændret sig fra standupkomiker til den neurobiologiske forsker, han er.
Men det er de samme opsigtsvækkende konklusioner, han leverer. Michel Desmuget har gjort det til sin livsopgave at føre et korstog med det, han uden omsvøb kalder en systematisk fordummelse af de nye generationer.
”Jeg er virkelig vred. Jeg er virkelig bekymret. Jeg mener helt bogstaveligt, at vi er midt i Aldous Huxleys roman ”Fagre nye verden”. Huxley tog fejl i den antagelse, at vi via genetikken ville skabe borgere, epsiloner som han kaldte dem, som hverken kan eller skal tænke selv. Vi seriefremstiller epsiloner, men via teknologien og overforbruget af skærme.”
Det var via sin forskning i hjernens plasticitet og evne til at reparere læsioner, at Michel Desmurget begyndte at interessere sig for skærmenes, og i første omgang tv-skærmenes, effekt på hjernen.
”Man ved fra fysiologisk genoptræning, at en arm genoptrænes hurtigere, hvis man tvinger patienten til at bruge den. Vi arbejdede med børn, der var blevet opereret for hjernesvulster og ville se, hvad der skete, hvis man tog fjernsynet fra dem på hospitalet, så de ikke lå passivt hen i sengen.”
”Men børn der ikke ser tv, kræver mere opsyn og opmærksomhed. Det var for at sælge min idé, at jeg begyndte at interessere mig for forskningen omkring forbruget af tv og dets indflydelse på børns hjerne,” siger hjerneforskeren.
Det kom der en bog ud af, og derefter begyndte han at indsamle og analysere forskningen om konsekvenserne af informationsteknologien og vores voksende forbrug af sociale netværk, Youtube, Netflix-film og videospil.
”Hvis der er én ting, man er sikker på, så er det, at børnene får dårligere resultater i skolen, jo længere tid de bruger bag en skærm. En amerikansk undersøgelse taler om et fald på 26 procent i matematikprøver hos børn, der har adgang til en skærm på værelset. De klarede sig bedre, da skærmen blev fjernet. Og det skyldes ikke kun, at de bruger mindre tid på at lave lektier, når de har en skærm. Et tilsvarende tidsforbrug på for eksempel sport har ikke den samme fordummende effekt,” understreger Michel Desmurget.
Forklaringen er blandt andet, at børns evne til at koncentrere sig falder, efter at de er blevet udsat for stimuli. En undersøgelse fra Virginia Universitetet i USA har vist, at børn, der netop har set en tegnefilm med stimuli i form af lyd og farver, har sværere ved at koncentrere sig og udskyde noget behageligt til senere, end børn der ikke er blevet udsat for samme stimuli.
”Børn bliver hyperaktive, når de udsættes for konstant stimulans. Man har også ladet børn læse en tekst og derefter delt dem i to grupper: én, hvor de spiller spil bagefter, og en anden, hvor de ikke spiller spil. Resultatet viser, at de, der har spillet spil, husker mindre af det, de læste, end eleverne i den anden gruppe.”
”Vores hjerne er som et supermarked. Om dagen er der masser af kunder i butikken, så derfor er det uden for åbningstiden, at man rydder op og fylder op på hylderne. Det er det, vi gør, når vi sover. Hvis de dybe søvnperioder forstyrres af underbevidstheden, påvirker det hukommelsen og dermed indlæringen.”
Han medgiver, at andre undersøgelser tyder på, at skærmforbrug og videospil ikke er skadelig, men tilmed øger koncentrationsevnen og evnen til at træffe beslutninger og lægge strategier.
”Det er det samme mønster, vi har set tidligere med tobak og asbest: Der blev lavet masser af undersøgelser, der konkluderede, at man ikke kunne påvise, at rygning er kræftfremkaldende. Industrien af videospil, iPads, telefoner og de forskellige platforme for indhold har en kæmpemæssig økonomisk interesse i, at vi fortsætter med at bruge skærmene. Derfor skyder vi mistankerne om skadeligheden fra os og venter med at gribe ind, til det er for sent.”
”Undersøgelser viser, at de vestlige befolkninger i de seneste år er gået op til 10 procent tilbage i intelligenskvotient. Vi ved ikke, om det er et varigt fænomen, men det er ikke set før. Der kan også være andre årsager, som miljøpåvirkninger fra for eksempel tungmetaller eller hormonforstyrrende stoffer. Men overforbrug af informationsteknologi hører med til billedet, blandt andet fordi det hæmmer den sproglige udvikling. Og uden sprog kan man være nok så intelligent. Hvis man har samme sprog og koncentrationsevne som en kammusling, bliver man en kammusling og ikke en Einstein.”
Det, han ser bag informationsteknologiens fremgang, er et dehumaniseret samfund. Og hermed mener han ikke kun, at evnen til empati og etisk stillingtagen undermineres, når børn og unge bombarderes med voldelige film og videospil eller adgang til porno på alle hylder, ”som om vi efterlod vores børn alene i en sex-shop”.
”Virkeligheden er, at vi ikke vil betale, hvad det koster at have den menneskelige relation, som er nødvendig for et menneskeligt samfund. Vi vil ikke betale for at give vores børn en ordentlig skole. Vi vil ikke betale for at de gamle kan få en ordentlig pleje. Derfor poster man kæmpemæssige forskningsmidler i projekter, der kan erstatte mennesker med teknologi. Alt det med den digitale skole, hvor man tror, det er nok at give børnene en iPad, så de lærer bedre, er noget vås. I Skandinavien har I virkelig gjort jer selv en bjørnetjeneste ved at satse så intensivt på digitalisering i skolerne. Det øger de sociale forskelle, for de børn, som i forvejen er mest overladt til skærme, får ikke noget alternativ i skolen,” siger Michel Desmurget.
”Måske er jeg bare en gammel idiot, der ikke kan lide det nye og synes, at alt var bedre før i tiden. Det er rigtigt, at det nye altid har vakt bekymring. Platon kritiserede det skrevne sprog for at ødelægge hukommelsen. Rockmusikken blev beskyldt for at ødelægge ungdommen. Men talepædagoger og pædagoger, som er i kontakt med børn, begynder at se resultaterne,” siger Michel Desmurget.
”Vi er ved at stjæle det fra børn, som gør dem menneskelige.”