Prøv avisen
Spørg om livet

Det er vanskeligt for bedsteforældre i sammenbragte familier

Foto: Nima Stock - modelfoto

Anna og hendes mand gav arveforskud til deres tre børnebørn, men blev skældt ud for at overse bonusbørnebørnene

Kære brevkasse

For nylig stod der i avisen en del om sammenbragte børns situation i skilsmissefamilier. Tilsyneladende insisterer mange på at skabe en stærk relation til de børn, som de ikke er biologisk beslægtet med.

Vores søn giftede sig og fik tre børn, som vi i de tidlige barneår havde meget tæt kontakt med. Vores to andre børn er ikke gift og er barnløse. 10 år efter at vores søn blev gift, og den ældste af de tre børn var ni år, lod han sig skille og giftede sig med en kvinde, som også har tre børn i nogenlunde samme alder. Vi har ikke indtryk af, at der har været store konflikter i børneflokken. Vores søn og hans nye kone, som vi i øvrigt synes godt om, har lagt vægt på, at der ikke skal gøres forskel på børnene uanset forældreskabet og hvor meget og hvor lidt, de bor hos dem.

For nogle år siden besluttede vi testamentarisk i samråd med bank og advokat, at den størst mulige del af vores søns arvelod skulle tilfalde vores tre børnebørn, da både han og hans kone har meget vellønnede jobs, og de unge mennesker stadig til den tid måtte forventes at trænge mest til lidt økonomisk støtte. Vores to andre voksne børn er i lavtlønsområdet. Denne beslutning forventede vi først ville blive aktuel om nogle år, når vi begge to var bort.

Vi er nu over 80 år og solgte for ikke så længe siden vores sommerhus. Hovedparten af udbyttet fra salget er blevet hensat, så det af hensyn til arvingerne giver en beskeden rente. Vores tre børnebørn er nu i gang med en uddannelse, og vi fandt, at et mindre ”arveforskud” inden for den skattefrie gavebeløbsgrænse ville være til stor nytte for dem. Vi gav derfor det samme beløb til de tre børn, til vores ugifte børn og til vores søn, som vi forventede ville se vores beslutning som en god idé. Han blev imidlertid meget fortørnet, da vi gjorde forskel på hans og hans kones tre børn. Han var også utilfreds med, at han ikke fuldt ud kunne disponere over sin arvelod, som dog kun vil beløbe sig i nogle hundrede tusinde kroner.

Vi håber, at hans fortørnelse vil fortage sig, men det er, som om han og hans kones bevidste politik om ikke at gøre forskel på børnene ikke rummer en erkendelse af, at det vel må tegne sig anderledes for bedsteforældrene, som jo aldrig har fået det nære forhold til vores nye svigerdatters børn. Det ville være nyttigt at få nogle betragtninger om bedsteforældres situation, når det gælder sammenbragte børn. Også forholdet til børnebørnenes mor har været ømtåleligt. Vi har af hensyn til vores søn kun haft sporadisk og diskret kontakt til hende gennem årene.

Venlig hilsen

Anna

Kære Anna

Tak for jeres brev. Det er bestemt et underbelyst emne, hvad det gør ved bedsteforældre, søskende og andre familiemedlemmer, når der kommer en skilsmisse tæt på, og når der opstår nye, sammenbragte familier, hvor man ofte skal forholde sig til helt nye mennesker i vidt forskellige aldre. Den sammenbragte familiekonstellation er efterhånden mange menneskers vilkår i stigende grad, samtidig med at det også er en sårbar størrelse, fordi risikoen for nye brud i de sammenbragte familier er ganske stor.

Heldigvis ser det ud til, at jeres søn sammen med sin nye kone har formået at skabe en god base for de tilsammen seks børn, selvom vi aner, at det måske ikke har været uden komplikationer i forhold til de tidligere ægtefæller. At børnenes forældre har prøvet at leve op til nogle værdier om at dele sol og vind lige og forsøgt at gøre så lidt forskel som muligt på alle børnene, har internt i hjemmet sikkert bidraget til, at der for jer at se ikke har været de store konflikter i flokken. Og det er en god ting.

Baggrunden for denne bevidste tilgang bunder nok i, at forældrene har været glade for hinanden og har villet strække sig kærligt ud til hinandens børn. Samtidig har det måske været ekstra naturligt i og med, at børnene stort set har haft den samme alder.

Imidlertid ser det ofte meget anderledes ud blandt bedsteforældre og andre nære familiemedlemmer. De har ikke det samme udgangspunkt. Ofte må de sige farvel til en af deres børns ægtefæller, som de måske har været meget glade for, og som de ofte har været sammen med i glæde og sorg. Det er også den ægtefælle, som er forælder til deres børnebørn, og som de har glædet sig sammen med i de første år, når børnebørnene kom og voksede til.

Når der kommer en ny partner, er der ofte en lang tilvænningsperiode, hvor bedsteforældre både kan være i vildrede og i sorg over, at det gik, som det gik, og samtidig velvilligt forsøger at strække sig langt og tage imod de nye, både af hensyn til deres eget voksne barn og af hensyn til en så fredelig udvikling som muligt. I jeres tilfælde har det heldigvis også vist sig, at I synes rigtig godt om jeres nye svigerdatter.

Alt dette ændrer imidlertid ikke, at det, som eventuelt bestemmes om ligelighed i den lille familie, ikke altid kan overføres direkte til bedsteforældre og familiemedlemmer i den store familie, som er bestemt af blodets bånd og i jeres tilfælde 10 års samvær og psykologisk integrering i jeres indre af jeres tre eneste børnebørn. Det er helt urealistisk, at I skulle have det samme forhold til de tre børn, som er bragt ind fra en anden familiesammenhæng 10 år senere end dem, hvis historie begyndte, da jeres ældste barnebarn kom til verden, og hvor I måske kunne genkende træk fra den store familiehistorie i ansigt eller væremåde.

Det betyder ikke, at sammenbragte børn ikke kan blive vigtige og høre til og udvikle et kærligt og gensidigt forhold også til de bedsteforældre eller andre familiemedlemmer, som de ikke er beslægtede med. Det betyder blot, at forskellene er der, og dem må man leve bevidst med. Der er mange forhold, der gør sig gældende blandt andet også i forhold til, hvornår de ”nye” børnebørn kommer ind i ens liv. Der er forskel på, om man har kendt dem, siden de var helt små, eller de kommer ind i ens liv 10 år efter eller som unge voksne.

Når det angår arveforhold og testamentariske ting, er vi ikke på hjemmebane. Men umiddelbart lyder det helt til at forstå, det I skriver. I har handlet ud fra kærlighed til jeres børnebørn, som I dels har blodets bånd med, men også en betydelig længere historie med. Jeres søn reagerer på uligheden mellem de seks børn, men det er ikke sikkert, at han samtidig tænker på, at hans kones tre børn måske også har op til fire andre bedsteforældre, og at der også er hans tidligere kone og hans kones tidligere mand, der får indflydelse på fremtidige gaver, arveforhold med videre. Så billedet er langt mere komplekst, når disse forhold skal gøres op.

Man kan altid diskutere, om I skulle have drøftet tingene med jeres søn, inden I skred til handling – også selvom han ikke skulle bestemme. Måske ville det ad den vej være kommet mindre bag på ham, og I kunne have forklaret jeres bevæggrunde. Men måske kan I tage samtalen nu efterfølgende, hvor I måske fortæller, at I har gjort det af omsorg for jeres børnebørn, som I har kendt altid, og bestemt ikke for at skabe splid, og hvor I fremhæver nogle af de ting, vi nævner i dette svar, om at der alligevel ikke bliver en stringent lighed i arveforhold, når det gælder de seks børn, da der som nævnt, er mange mennesker, der har indflydelse på de forhold på den lange bane. Vi håber meget for jer, at I kan få en god dialog med jeres søn, og at tingene kan falde til ro til gavn for jer og for jeres forhold til hele familien.

Mange hilsener