Det lille barn på måske tre-fire år sad på sin mors arm og blev båret ud af kirken. Organisten spillede postludiet på orglet, musikken omkransede os alle.
Det havde været en lang gudstjeneste, et andet lille barn, en stille pige, var blevet døbt, der var foregået meget, salmesang og læsninger, der var mange til alters, kirken havde været ret fuld. Gode salmer og også mindre kendte salmer, som ikke alle kunne synge med på.
Kinderne var røde på den lille dreng, der var ikke noget at sige til, at han måske var en smule træt. Og så var det, han sagde, da han var lige ud for mig i kirkens midtergang:
”Det er dejligt at gå i kirke!”.
Det var måske ikke lige den sætning, man havde ventet sig på det tidspunkt fra den lille deltager.
Det er et par år siden, det skete, men øjeblikket har jeg aldrig glemt. Og jeg har tit haft lyst til at fortælle om det.
Ofte når jeg læser en artikel eller et udsagn om, hvordan kirken bør forny sig, hvordan besøgstallet er en katastrofe, eller om, hvor misforstået dens tilbud er, eller om, hvordan det hele kunne være meget, meget anderledes og bedre, nyt, smart og indbydende, så tænker jeg på den umiddelbare tilfredshed og glæde, der lyste ud af barnet, der havde fået en god og berigende oplevelse,
Selvfølgelig var det også særlig dejligt at sidde på mors arm, varm og tryg, men det lille indlæg i debatten forekommer mig ofte meget mere ægte, end de tunge, fortænkte udsagn. De klynger sig ikke til mors arm, men snarere til uforståenhed og mangel på fantasi.
Der er faktisk mennesker her til lands, der holder af at gå i kirke, og som i kirkens rum finder et fristed eller finder en plads til eftertænksomhed, til ro, til tankebearbejdelse, til refleksion.
Menneskelivet byder på en mangfoldighed af oplevelser og indtryk, op- og nedture, og det er de færreste mennesker, der går gennem livet uden rifter. I livets tæppe er der både lyse og mørke tråde. Vi forstår dem ikke altid i øjeblikket, men både de lyse og mørke sider hører med til det fuldendte billede.
Mennesker finder trøst forskellige steder, når de oplever voldsomme ting i deres tilværelser. Et sted er kirkerummet, som formår at danne rammen om både de glædelige og sørgelige øjeblikke, og som tilbyder Gud som kraften bag alt.
Mere end 2000 steder i Danmark står kirkedøren åben hver søndag, fortrinlige organister sætter sig til rette foran orglerne, kyndige præster stiller sig foran alteret, menighederne kigger efter salme- numrene. Den kommende time har sin koreografi og sit mønster. Der er plads til glæde og sorg. Det er da velfærd. Jeg ved ikke, hvad det var, der fik det lille barn til at sige, at det var dejligt at gå i kirke. Måske, tænker jeg, var det salmerne og musikken.
Jeg sad i Salmebogskommissionen og arbejdede med salmerne i 10 år, og jeg fortsatte arbejdet med Salmeordbogen sammen med præst og pianist Eva Meile, for vi kunne ikke slippe den skat, salmerne er. Vi er så heldige her til lands at have både Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig, disse salmedigtere, der tit slipper af sted med at sætte et varigt aftryk.
De har skrevet til Himlens ære, og de har rundhåndet og ødselt givet linjer og vers fra sig, som man aldrig glemmer. Det er simpelthen lyrik i verdensklasse.
Og ikke bare det. Det er også en stige fra Jorden til Himlen.
De gamle salmedigtere var på mange måder genier, men de levede jo altså i en anden tid end vor, og derfor udtrykte de sig på en anden måde og tog en
viden for givet, som mange ikke har i dag.
De spankulerede ubesværet rundt fra det gamle til Det Nye Testamente, de var ærligt arbejdende kunstnere, der i dag, længe efter det sidste punktum blev sat, kan få én til at rumme og begribe en sandhed, og spredte umådelig glæde. De kunne åbne et øjeblik på vid gab og gøre det til en stjernestund.
Begavede salmedigtere har vi også i vor tid, og de har beriget salmebogen med strofer, som mange mennesker har taget til sig og er kommet til at holde af. Nu bliver de ønsket og brugt ved dåb, bryllupper og begravelser
Så ja, det var måske salmerne og musikken, der fik det lille barn til at putte sig og nyde øjeblikket, opleve en uventet stjernestund og ubetinget give sit besyv med. Måske også kirkerummet, ordene, stemningen, de positive ansigter, smilene, glæden. Der skulle ikke så meget mere overvejelse til, ingen analyser eller forbehold eller fortænkte udredninger. Det var bare sådan, det var!