Michael Bojesen binder butterflyen, mens han kigger på sit spejlbillede i caféens rude. Han er lige kommet fra et møde i forbindelse med sit hverv som formand for Statens Kunstfond, og nu skal han haste videre til endnu et møde. Butterflyen er en del af uniformen, som han siger, mens han rutineret svinger det brunternede stof rundt under hagen. Den 58-årige chef for Malmø Opera er i København et par timer, inden han skal tilbage til Malmø, som han for nylig flyttede til med sin familie for at være tættere på sit arbejde. Malmø er skøn, bedyrer han, men hans 11-årige datter er knap så begejstret.
”Det er jul! Men i Sverige,” skrev hun med tusch på et spejl.
Det viser Michael Bojesen på sin telefon, for han tog et billede af det. Han ler lidt ad det, men kan godt se, hvordan det for et barn kan være knap så skønt at være flyttet til en fremmed by. Selv er han begejstret, det har han en generel tendens til at blive, forklarer han.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
Jeg er nok egentlig et meget optimistisk og positivt menneske med en stor tillid til det bedste i alle mennesker, nærmest grænsende til det naive. Jeg tror på, at det gode fremmer det gode. Med til den optimisme knytter sig også, at jeg er meget nem at begejstre, og jeg bliver hurtigt dedikeret til noget. Min kone er læge, og hun har, lige siden hun begyndte at studere, været meget målrettet i sine karrierevalg. Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg kom ind i musikken og blev begejstret, og så førte det mig hele tiden nye steder hen. Jeg bliver hurtigt begejstret og brænder for det, jeg laver, hvad end det er som lærer, som dirigent, som komponist, korleder, operachef eller formand for Statens Kunstfond.
Hvad har formet dit livssyn?
Jeg kommer fra et troende hjem og har fået næstekærlighedsbudskabet med mig, ligesom jeg også har fået de mindre gode ting med fra kristendommen som synd og skyld. Jeg er en amagerdreng fra Kastrup-Tårnby med en mor, der kom fra middelklassen i Fredericia og havde god sund fornuft og fødderne plantet solidt i den jyske muld, og så en far, der kom fra Kina. Den ene side gav den her jordbundenhed med nogle solide værdier, og den anden bragte en udlængsel og en nysgerrighed på verden. Jeg har altid været meget nysgerrig.
Hvad gør dit liv rigere?
Det gør først og fremmest min familie, mine børn. Men også musikken, der har formet mit liv. Kunsten og kulturen beriger og udvikler mig som menneske. Mine forældre sang begge to, de mødte hinanden, da de sang i den engelske kirke i Københavns kor, så musikken har været en grundpræmis i mit liv, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde et musikalsk talent. Og selvom jeg nu sidder i noget meget administrativt, og jeg på den måde har forladt min egen kunstneriske virksomhed med at skabe og dirigere musik, er det stadig hele tiden kunsten og musikken, der driver mig. Musikken er ligesom alt andet kunst og kultur dybest set det, der omsætter vores velfærd til noget ånd. Det er de oplevelser, der gør mig til et menneske og giver mig indsigt og eftertanke. Jeg har også været meget optaget af at give det videre til mine børn, for det er vigtigt, at de får den åndelige føde, der er i kunsten. Jeg bliver ked af at høre forældre sige, at de ikke kan få deres børn med i teateret, i kirke eller på museum. Nej, det er klart, hvis man ikke ved, hvad det er. For mig har det, at mine børn skulle spille et instrument, og at jeg hiver dem med i katedralen i Palma de Mallorca, når de troede, de skulle ned og ligge ved en strand, været lige så væsentligt som at give dem ordentlig mad.
Hvad betragter du som dit livs største ulykke?
Jeg har ikke oplevelsen af at have været igennem den største ulykke, men for mig ville det være at miste et barn. Det er jo den omvendte rækkefølge af, hvordan det skal ske. Jeg mistede selv min far, da jeg var 12 år, og jeg oplevede det ikke på den måde som en stor ulykke, men jeg kan retrospektivt se, hvilken enorm betydning det har haft for mig, at jeg ikke havde den faderfigur. Det har formet mit liv, og jeg har begået fejltagelser, som jeg tror skyldes den manglende rollemodel.
Hvad tror du på?
Jeg betragter ikke mig selv som kristen, selvom jeg er vokset op med søndagsskole og kirkegang. Jeg føler et tilhørsforhold til den danske kirke, og meget af den musik, jeg har beskæftiget mig med, har et kristent afsæt. Men jeg tror ikke på en gud. Jeg tror nærmere på kærlighedens kraft, hvilket kan lyde lidt banalt. Jeg tror på den kraft, der er i mennesker i kraft af kærligheden til andre mennesker og til livet. Det er den kraft, der gør, at vi indimellem oplever, at vi kan noget, som er ud over os selv eller ved siden af os selv. Som kræver en større styrke. Jeg opfatter mig selv som et åndeligt menneske, men jeg tog altså et opgør med kristendommen i mine teenageår.
Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?
Jeg var i Sydafrika i 1995, da man havde haft det første demokratiske valg her, og jeg synes, at alt det, Nelson Mandela stod for med tilgivelse, var enormt stærkt. Det gjorde et stort indtryk på mig. Og ellers må jeg sige, at Grundtvigs tanker om, at viden og lærdom er til for alle, betyder meget for mig. Jeg bliver enormt provokeret, hvis noget er forbeholdt eliten eller bliver ekskluderende. Hele mit arbejde med udbredelsen af den danske sang, og at jeg sidder som formand for Kunstfonden, er at sikre, at alle uanset baggrund og geografi har ret til den samme store kunstoplevelse. Klassisk musik og opera kan godt have en tendens til at lukke sig om sig selv, og der har jeg været optaget af formidlingen af det og af at sige, at den er til for alle, at den skal være tilgængelig for alle. Der er jeg ikke i tvivl om, at Grundtvig er en enorm inspirator for det projekt.
Hvad skal der stå på din gravsten?
Jeg ved ikke engang, om jeg skal have en gravsten, for jeg vil overlade det til dem, der skal putte mig ned i jorden. Men min kone truer mig, når hun synes, jeg bliver for selvhøjtidelig, med, at der skal stå ”hyggepianist”. For så kan jeg lære det. Men hvis der skulle stå noget, skulle der stå, at mine børn synes, jeg var en kærlig og nærværende far.