56-årig Anders er eventyrer: Jeg tror på, at jeg vender hjem som en bedre mand, far og menneske

Hvad kan man lære af at sejle 26.000 kilometer rundt om Nordpolen i en åben jolle? Eventyreren Anders Bilgram lærte, hvad det vil sige at være menneske under ekstreme forhold. Og hvordan man også kan møde fremmede, der bare banker på

Efter at have været bundet til stranden og spærret inde af drivis i halvanden uge øst for byen Mys Shmidta i Rusland, forsøgte eventyreren Anders Bilgram at komme ud fra kysten ved at mase sin åbne jolle gennem isflagerne. Det lykkedes først efter et par. Og sådan var der masser af udfordringer på den 26.000 kilometer langt tur langs kysten rundt om Nordpolen. – Privatfotos.
Efter at have været bundet til stranden og spærret inde af drivis i halvanden uge øst for byen Mys Shmidta i Rusland, forsøgte eventyreren Anders Bilgram at komme ud fra kysten ved at mase sin åbne jolle gennem isflagerne. Det lykkedes først efter et par. Og sådan var der masser af udfordringer på den 26.000 kilometer langt tur langs kysten rundt om Nordpolen. – Privatfotos.

De kalder ham den hvide inuit. En mand fra den moderne verden, endda fra et af verdens rigeste lande, som alligevel befinder sig bedst på gulvet i en primitiv hytte langt ude i ingenting med nyfanget hvalkød i munden og rituel trommedans omkring sig. En mand, der kommer rejsende ad havvejen som alle andre ved de arktiske kyster: i en åben jolle. Og med ærlige hensigter om for en tid at blive del af livet blandt de oprindelige fangerfolk.

Manden er Anders Bilgram, en 56-årig ingeniør fra Nordjylland. Men i denne sammenhæng først og fremmest en eventyrer med en mission om at give et nutidsbillede af, hvordan tilværelsen former sig i noget af verdens mest barske og vilde natur hos menneskene langs Ishavets kyster. Og samtidig selv blive rigere på indsigter og unikke oplevelser. Han opnåede begge dele i løbet af de 10 år, det tog ham at tilbagelægge strækningen i sin primitive båd, og nu udkommer så hans bog ”Eventyrlig ishavsfærd” om det storslåede og mærkværdige forhavende.

Foto: Privatfoto

Bogen indeholder fantastiske beretninger om enestående natur, en aggressiv isbjørn og regulær kamp for overlevelse med ødelagte motorer i bidende kulde på et stormfuldt Østsibirisk Hav. Det er dog de hjertevarme møder med det oprindelige folk i Arktis, der har påvirket Anders Bilgram mest.

”Det er svært for de fleste at forestille sig, hvad det vil sige at blive lukket ind i disse menneskers primitive dagligdag med en åbenhed, jeg ikke har mødt andre steder. De ejer næsten ingenting og er hærdede af et særdeles barskt liv, men når man ankommer i øjenhøjde, sejlende i en åben jolle, sådan som de selv kommer rundt, og når man er oprigtigt nysgerrig og fri af fordomme, så bliver man – næsten – uden undtagelse taget ind som en af deres egne. Jeg har haft nogle af mit livs største øjeblikke siddende iblandt dem på gulvet i en simpel hytte,” siger han.

Hans vildt ambitiøse – og i nogles øjne lidt vanvittige – ekspedition hele vejen fra Danmark forbi Island og Grønland, gennem Nordvestpassagen langs Canada og Alaskas kyster, videre rundt om Nordpolen forbi Rusland, Nordnorge og tilbage i havn, kalder på spørgsmålet: Hvorfor? Hvorfor så ekstremt? Hvorfor lige den vej? Og mere end noget andet: Hvorfor i en åben jolle – som den første i verden?

Den fulde forklaring kræver et kig tilbage til en barndom omgivet af nordjysk natur og formet af forældre, der ofte tog deres børn med ud i de store, svenske skove. Det var her, det virkelige liv var, kunne den unge Anders Bilgram mærke, og han begyndte sine ekspeditioner som 17-årig med en tur over Polarcirklen til Lapland. Derefter skulle udfordringerne og oplevelserne være stadig større, og de fandt deres endelige retning i 1985, da han sad med en god ven i en utæt hytte i den nordligste by på Østgrønland og så en lille båd med fire fangere komme sejlende. De kom til hytten, skruede op for primussen og begyndte at fortælle historier om livet som fanger gennem generationer. Dagen efter tog de deres to nye, danske venner med på moskusjagt.

”Jeg har i årenes løb mange gange tænkt, at jeg ville være lykkelig som inuit. Jeg spejler mig i deres måde at leve i og af naturen og med en kultur, der virkelig forstår at skabe hjerterum med enkle midler. Men jeg er også lykkelig i det liv, jeg har bygget op med min kone og mine børn, så kunsten har været at forene de to verdener. Jeg har sagt til min kone, at jeg sagtens kunne bo ude i skoven i en hjemmelavet hytte i Østgrønland, men det er ikke noget for hende. Til gengæld giver hun mig plads til at tage på mine to-tre måneder lange ekspeditioner hver sommer,” forklarer han.

Tiden væk fra børnene har han forsøgt at kompensere for ved at tage dem begge med om bord som gaster fra Danmark til Kirkenes i Nordnorge – cirka en tiendedel af den samlede tur. For han er godt klar over, at hans eventyr er en egoistisk måde at prioritere sin tid på.

”Det er et kæmpe afsavn at skulle undvære familien, men jeg er bare nødt til at erkende, at behovet for eventyr er en voldsom drivkraft i mig. Og jeg tror på, at jeg kommer tilbage hver gang som en bedre mand, far og menneske. Desuden er der ikke mange fædre, der får lov til at være så tæt på deres børn og dele så store oplevelser, som vi har gjort.”

Ekspeditionen rundt om Nordpolen langs Ishavets kyster begyndte allerede i 1999 med fire mand i båden: den grønlandske politibetjent og naturfotograf Frederik Lynge, den amerikanske hospitalsklovn Joel Cole, Anders Bilgram selv og Robert Peary, hvis oldefar var den første mand, der nåede Nordpolen. Turen var planlagt til at vare tre-fire år – ikke i streg, men fordelt over tre-fire somre, hvor havet ikke var frosset til is. Men især dårlig russisk brændstof og ødelagte motorer gav store problemer, så turen tog i stedet 10 år. Og der er altså gået yderligere 10 år, før bogen er en realitet, men nu er den her, for det er vigtigt for den nordjyske eventyrer at videreformidle sin egen fascination af fangerfolkenes evne til at overleve gennem årtusinder på steder, de fleste danskere vil kalde ubeboelige. Han vil gerne fortælle om eksempelvis Nenet-folket i Sibirien, der lever som rensdyr-nomader iklædt rensdyrskind og jagende på slæder af lærketræ, sådan som man har gjort det altid.

Med de historier vil han forsøge at inspirere andre til selv at opleve menneskehedens afkroge og på den måde udvide deres livssyn og måske nedbryde nogle af de fordomme, der stadig stempler især grønlændere som et folk, der ofte har svært ved at få styr på deres liv. For grønlænderne er først og fremmest et stolt og dygtigt folk med en helt særlig energi, humor og gæstfrihed.

”Vi har meget at lære af grønlænderne, når man oplever deres oprigtige hjertevarme over for folk, der er helt anderledes end dem selv og bare banker på deres dør. Og når man ser deres evne til at se livskvalitet i langt flere ting end den gennemsnitlige, velfærdsindpakkede dansker gør,” siger han.

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

Han vil også gerne inspirere til, at folk i højere grad opsøger deres eventyr i stedet for blot at drømme om dem.

”Jeg satte mig noget meget krævende og usædvanligt for, og der er en enorm tilfredsstillelse i at kunne sige, at jeg har ført den drøm ud i livet. Andres drømme behøver slet ikke at være så ekstreme, det afgørende er, at man selv finder tilfredshed og fordybelse i projektet. Så vær nysgerrig! Hvad er det egentlig, du brænder for? Hvad er din drøm? Så gå ud og realiser den,” siger han.

For hans eget vedkommende har han også realiseret en anden drøm. De seneste 10 år har han brugt på at bygge Nordisk Brænderi op – et destilleri ved Fjerritslev i Nordvestjylland, der blandt andet laver gin på urter fra den arktiske natur. Idéen fik han ude på Ishavet, frysende og med tankerne rettet mod hustruens glaspustede snapseglas og det, der kunne fyldes i dem. Nu er destilleriet en velfungerende forretning med syv medarbejdere.

Til foråret realiserer han en tredje drøm: Sammen med kammeraten Morten Hilmer, der er naturfotograf, tager han på ekspedition til det nordligste Canada for at køre på hundeslæde med det oprindelige folk. Og for at finde de varder, som den danske eventyrer Christian Vibe efterlod i 1940.

”Det handler for mig også om at sætte mig selv ind i en større sammenhæng. Jeg vil gerne mærke mig selv som en uendeligt lille del af den storslåede natur. Jeg vil gerne opsøge fortiden og høre historierne om, hvordan de oprindelige folk blev lokket eller tvunget ud i udkanten af verden af storpolitiske hensyn. Jeg vil gerne igen opleve at blive budt velkommen som et menneske – renset for kultur, fordomme og forventning, bare som et menneske, der besøger et andet menneske.”