Der var nok at glæde sig over for socialrådgiver Ruth Legarth denne søndag, hvor hun vågnede i sommerhuset ved Ebeltoft. Det var hendes fødselsdag og samtidig hendes og ægtefællens 35-års bryllupsdag.
De havde haft sommerhuset i mindre end en måned, og fredag havde de haft huset fuldt af venner og familie til housewarming. Lørdagen havde været en stille dag med oprydning, hvor hun havde nydt deres nye sted, og søndagen var sat af til at markere den halvrunde bryllupsdag og hendes fødselsdag. Men da hun så ægtefællen, professor Peter V. Legarth, kunne hun se, at noget var galt.
”Han kom og ville give mig en kombineret bryllups- og fødselsdagsgave. Han kan godt lide at give mig gaver og havde været hos Georg Jensen og valgt et meget flot sølvarmbånd, men jeg kunne se på ham, at noget var galt. Han sagde, at han havde glædet sig til at give mig gaven, men nu fik jeg den bare med ordene ’her’.”
Og så fortalte han hende om den kamp, han havde oplevet, mens hun sov. Ikke langt fra sommerhuset ligger Djursland Vindmøllepark, og afhængig af vindretningen kan man høre en lavfrekvent lyd fra møllerne. Ruth Legarth havde aldrig bemærket lyden, men natten før bryllupsdagen havde Peter V. Legarth følt sig overvældet af lyden, var stået ude i mørket på bare tæer og havde gennemlevet, hvad han oplevede som et angreb.
”Min første tanke var, at det var forfærdelig synd for ham, og så tænkte jeg på, hvorfor han ikke havde vækket mig, for det havde han gjort andre gange, hvor han ikke kunne sove.”
De var enige om, at han skulle gå til læge næste dag, og den praktiserende læge konstaterede, at Peter V. Legarth havde en svær depression. Umiddelbart kom diagnosen som en overraskelse for ægtefællen.
”Jeg havde tænkt, at han bare var noget trykket. Som fagperson har jeg kendskab til depressioner, men når det flytter ind i din egen stue, så er det en langsom proces, og man vænner sig til, at ens ægtefælle virker trykket. Vi havde også haft fuldt program og gode stunder, men da han havde fået diagnosen, var der nogle ting, som gav mening.”
For Peter V. Legarth havde symptomerne været et stigende socialt ubehag, træthed og nætter, hvor han var vågnet med høj puls, fortalte han i et interview til Kristeligt Dagblad sidste efterår om depressionen og tiden, som fulgte. Da Ruth Legarth begyndte at se tilbage på tiden op til diagnosen, kom hun i tanke om flere episoder, hvor hendes mand havde haft mindre overskud end ellers.
Et eksempel var parrets sommerferie, hvor de kørte til Italien. Da de nåede den dansk-tyske grænse, tog hun over ved rattet, for han havde ikke kræfter til at køre mere. I Italien var der hedebølge, og hun undrede sig over, hvordan heden gik ham på. De afkortede opholdet i Italien og kørte til et hotel i Østrig, som de havde gode minder fra. Men i stedet for vandreture med fælles fodslag oplevede hun en ukendt, stædig og sammenbidt side af ægtefællen.
”Vi kan sagtens blive uenige, men vi har altid kunnet tale os til rette, men det var, som om vi ikke rigtig nåede hinanden. Inden han fik sin depression, havde vi haft fem år med megen sygdom, hvor Peters største bekymring var at blive blind. Det gav god mening, at hans depression var en reaktion på det pres, han havde været igennem med syv nethindeoperationer og mistet syn på det ene øje.”
Den praktiserende læge gav Peter V. Legarth to råd, som Ruth Legarth siden har været taknemmelig for. Han skulle gå til samtaler hos en psykolog, og så skulle han være åben om sin situation.
Han fulgte begge råd. Den følgende weekend havde parret inviteret Peter V. Legarths tre søskende og ægtefæller til et årligt familietræf, men nu måtte de aflyse. Hun husker, hvordan hun lovede at være ved hans side, mens han ringede til sine søskende og fortalte, hvad der var sket.
”Jeg insisterede på, at han selv skulle ringe, hvis han ikke kunne magte samtalerne, skulle jeg nok være der, og han fik rigtig gode samtaler. Det er svært nok at have en ægtefælle med en depression, men hvis vi også skulle have holdt det hemmeligt, havde det været en ekstra stor belastning.”
Kort før ægtefællen blev syg, havde Ruth Legarth skiftet job, og hun var derfor tilbageholdende med at fortælle om problemerne i hjemmet.
”Jeg kunne mærke, at jeg også havde brug for selv at vænne mig til tanken, inden jeg talte om det.”
En veninde, som selv havde været pårørende til en ægtefælle med depressioner, blev en telefonisk livline for Ruth Legarth. Det samme blev højmesserne i den lokale kirke i Aarhus. Parret plejede at gå i kirke sammen, men Peter V. Legarth kunne ikke overskue en højmesse og det sociale samvær, som var forbundet med kirkegangen.
”I forhold til menigheden var det en stor gave, at jeg kunne være åben om, hvorfor Peter ikke længere var med i kirke.”
Med ægtefællens psykiske sygdom fulgte en frygt for at miste. En mobiltelefon, som altid var tændt og aldrig på lydløs, blev for Ruth Legarth en afgørende støtte i forhold til at passe sit arbejdsliv, samtidig med at hendes syge ægtefælle var hjemme.
”Vi lavede en klar aftale om, at vi skulle tale sammen hver dag inden klokken 13. De fleste dage cyklede han en lang tur på 25 til 30 kilometer, men jeg vidste jo ikke, hvordan dagen udviklede sig for ham, og hvilke tanker han kunne få. Jeg husker en dag, hvor jeg ikke fik fat i ham. Jeg var hunderæd.”
Samtidig med at mobiltelefonen blev en livline, kæmpede hun også for at bevare et rum af ligeværd og gensidighed. Det var vigtigt for hende at holde fast i, at hun ikke var behandler, men først og sidst ægtefælle.
”Jeg ville ikke have, at han skulle være afhængig af mig. Jeg ville naturligvis hjælpe ham, men det har været vigtigt for mig at holde fast ved, at vi er to selvstændige mennesker, som elsker hinanden og hører sammen i ægteskabet, selvom den ene af os i en periode var svækket. Er den ene afhængig af den anden, så kommer der en skævhed ind i forholdet, som jeg ikke ønskede.”
Når hun skal beskrive, hvad der har smertet mest under sygdomsforløbet, peger hun på ægtefællens skæve selvbillede.
”Gav jeg et knus, så vidste jeg ikke altid, om han kunne modtage det, men jeg insisterede på at holde om ham. Det sværeste var de gange, hvor jeg sagde til ham, at jeg elskede ham, men hvor han spurgte, hvordan jeg dog kunne elske sådan et pjok. Jeg sagde, at han måtte tro på mig, men han satte sig selv så lavt, som han aldrig ville sætte noget andet menneske.”
Peter V. Legarths dage var forskellige. I glimt så hun strejf af den glæde, som hun har forbundet med hans væsen. Andre dage var svære, fordi hun reagerede med tydelig irritation, når hun kom hjem efter en dag på jobbet og så, at han ikke havde ryddet op efter morgenmaden.
”Hvordan kan man cykle 30 kilometer og så ikke rydde op efter morgenmaden?”.
Parret har altid deltes om opgaverne i og omkring huset, men da han havde det værst, stod hun stort set for det hele. Også sommerhuset ude i Øer ved Ebeltoft, som Peter V. Legarth ikke turde vende tilbage til.
”Jeg kørte ud og slog græsset og var mig bevidst om, at jeg ikke måtte knytte mig til stedet, for jeg tænkte, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi måtte sælge det.”
I december nedkom den ene af deres døtre med tvillinger i 27. graviditetsuge. De nyfødtes situation var kritisk, og den ene tvilling døde kort efter fødslen. Omkring samtidig blev Ruth Legarths 92-årige mor indlagt. Hun var døende og blev begravet tre uger efter barnebarnets begravelse.
”Det er hårdt at være med ved sit barnebarns begravelse og se sin datter i sorg, samtidig med at man selv sørger over tabet, og så ikke at kunne gøre noget. Tabet af min mor var en afsked med et menneske, som ønskede at dø, men det var samtidig en afsked med min mor og dermed et pres. Midt i det sørgelige var det godt at se, at de her ting ikke væltede Peter. Han var i stand til at være en del af det.”
Hun husker, hvordan hun selv var meget træt den vinter, hvor hendes mor og barnebarn var blevet begravet, men hun mærkede klart, at ægtefællen fik det bedre. Han begyndte at slægtsforske, og det projekt tændte for en nysgerrighed, som hun ikke havde mødt i måneder.
Parret brugte weekender på at rejse i hans forældres slægts fodspor, og de talte blandt andet med en onkel, som fortalte, at Peter V. Legarths far havde haft en depression, som i flere år havde holdt ham væk fra teologistudierne.
”Når sådan noget her sker, vil man jo gerne forstå hvorfor, og da vi hørte onklen fortælle om Peters fars sygdom, indså vi, at Peter var ekstra sårbar i forhold til at forstå en depression. ”
I dag er depressionen fortid. Parret er glade brugere af sommerhuset i Øer, det er sjældent Peter V. Legarth får tid til at cykle lange ture, men i stedet følges de i kirke og gør igen mange ting i fællesskab, men der er også ting, som er ændret. Først og fremmest har de fået et sprog for, hvad der kan trætte og presse Peter V. Legarth.
”Vi har fortalt om Peters historie, og hvis vi bliver inviteret til noget, så kommer vi gerne, men nogle gange må vi også melde fra, fordi det vil tære for meget på Peter.”
VIL DU VIDE MERE? Læs flere artikler om emnet i vores tema om depression, som du finder her
