Læserbreve: Det går an at komme videre – et skridt ad gangen

I den seneste tid har vi modtaget en del breve, som omhandler det at miste sin ægtefælle i moden alder. Anna Maria skriver en slags respons til Richard, der for tre uger siden spurgte, om man kan forberede sig på at miste, og Karen deler eftertænksommeord om sit liv to år efter, at hun mistede sin mand

Minderne fra de mange år i kærlighed, med de udfordringer som et fælles liv giver, har presset sig på. Nogle minder, der har været glemt så længe, måske endda søgt holdt nede, dukker op og vil være tilstedeværende, skriver en læser, to år efter at hun mistede sin mand.
Minderne fra de mange år i kærlighed, med de udfordringer som et fælles liv giver, har presset sig på. Nogle minder, der har været glemt så længe, måske endda søgt holdt nede, dukker op og vil være tilstedeværende, skriver en læser, to år efter at hun mistede sin mand. Foto: NIMA STOCK.

Kære brevkasse

På mange måder er der lighedspunkter mellem mit og Richards gemyt. Han skriver, om man kan forberede sig på tab og sorg, og han fortæller, at han er et menneske præget af et stærkt kontrol- og organisationsgen, og at han gerne vil planlægge og tage højde for alle livets forhold, selvom hans forstand godt erkender det umulige deri. Sådan var jeg også. Jeg skriver med vilje var, for nu er jeg kommet til et andet land; et land, hvor alt er forandret. Jeg er forandret. For altid.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Det værste, jeg har været udsat for i mit liv, er sket. Jeg har mistet min ægtefælle, min bedste ven og min livsledsager gennem mere end 30 år. Var jeg blevet spurgt før, om jeg kunne klare det, ville jeg sige nej, men ingen spurgte. Selve sygdomsforløbet var som at køre med lyntog i rasende fart. Ingen muligheder for at stå af. Bare klamre sig fast. Lyntoget standsede. Pludselig var jeg helt alene i et land, jeg ikke kendte. Jeg følte, jeg havde mistet en del af mig selv. Jeg græd og tænkte på, hvordan jeg skulle finde ud af at leve.

I slutningen af sygdomsforløbet snakkede vi ofte om, at vi skulle ud på hver vores rejse. Han skulle dø. Jeg skulle leve. Det var hårdt og ensomt at se i øjnene.

Nu har jeg levet i det nye land i et år. Jeg bliver aldrig den samme. Indimellem har jeg mistet fodfæstet, men jeg har lært, at det ikke er farligt. Og jeg har lært at bekymre mig mindre og at tage en dag ad gangen. Der er gode mennesker omkring mig, både fra mit liv før og efter. Det betyder alverden. Her er også andre, der har mistet. Hvor forskellige vi end kan være, forstår vi hinanden. Jeg ved nu, at der altid findes en vej fremad, kunsten er lige at finde den.

Venlig hilsen Anna Marie

Kære Brevkasse

Jeg mistede min mand for snart to år siden efter et længerevarende sygdomsforløb. Jeg skrev mails, noter og refleksioner under forløbet og efter. Hele tiden kan jeg efterfølgende se, at fokus flytter sig, at livet fortsætter og ikke lader én i fred. Jeg sender nogle tanker, som jeg har kaldt for ”To år efter”. Her kommer de:

Snart kommer vinter, snart kommer tid til eftertænksomhed, der ikke sløres af sorg. Snart kommer mere glæde over dagligdagens små detaljer og mirakler. Sagde jeg ikke undskyld til en edderkop i går, da jeg uforvarende kom til at røre dens fine spind? Gik jeg ikke uden om det næste spind, som funklede og lyste og med den dygtige arkitekt siddende i centrum af mesterværket? Det er en stor smuk spinder, blot må den også lære, at når den sætter fine tråde fast fra min bildør og helt over til troldhaslen, så kan spindet være nok så smukt og velkomponeret, så vil der ske ulykker med dens værk. Den reddede livet, men spindet brast. Undskyld.

Skulle jeg besøge kirkegården i dag? Blomsterne dér holder nok ikke længere, men havens roser kan ikke levere små kærlighedsbuketter længere. Købeblomster er nu ikke helt det samme, men sidste efterår og vinter med var det jo også købebuketter. Og forrige vinter, for sådan én var der også, men da var alle dagene indhyllet i sorg. Da kunne ingen lille fin vækst eller skabning røre ved stemninger i mig. Sådan husker jeg det i alt fald.

”Nu falmer skoven trindt om land, og fuglesangen daler”, sang vi den oktoberdag, da vi sendte dig afsted. Inden længe vil vi, der holdt af dig, samles omkring det smukke sted på kirkegården, hvor jeg igen og igen er vendt tilbage siden den oktoberdag. Bagefter vil vi samles omkring et bord med dejlig brunch og udsigt over vandet. For vi, de levende, kan ikke leve af ord og ånd alene. Føde må der til for at holde jordforbindelsen og livet i gang. Vi skal nemlig blive her en tid endnu, måske en rum tid. Dog har der været mange dage, hvor jeg gerne ville have fulgt dig. Gået med dig. Ladet alt det gode i livet, som var omkring os, som forblev i livet omkring mig efter, ladet det gå for at følge dig.

Vi sagde farvel. Jeg sagde til dig den dag, at du vidste, at jeg ville gå med dig hele vejen, men at det sidste stykke, det måtte du gå selv. Det vidste du, det vidste jeg, og så døde du.

Dagene tager nye farver, ikke kun efterårets farver, nogle dage er lyse, nogle grå, enkelte mørke, men hele tiden sætter jeg den ene fod foran den anden og kommer fremad i det liv, som jeg er forpligtet på at udfylde så godt som muligt; at være et ordentligt menneske, der også kan række hænder ud til andre. Både for at give og modtage.

Minderne fra de mange år i kærlighed, med de udfordringer som et fælles liv giver, har presset sig på. Nogle minder, der har været glemt så længe, måske endda søgt holdt nede, dukker op og vil være tilstedeværende. De gamle kærestebreve, der længe lå og ventede på mod til at blive læst igen. Genhør med fælles musikoplevelser, der for en stund kan sende én ud i tåreland. Studier af gamle fotos, først de sort-hvide, hvor så du mageløst godt ud, hvor var vi dog forelskede. Så følger farvefotos også med børn og børnebørn. Nu er flere rynker og livserfaringer tegnet på. De sidste billeder skildrer sygdommens og smerternes år. Endelig slutbilledet, hvor du ligger helt stille i din seng, og jeg har lukket dine øjne.

Du er nu en erfaring rigere end jeg. Du er gået over på den anden side. Du er blevet taget imod og favnet. Det tror jeg på, og det giver mig styrke til at fortsætte mit liv med minderne om det gode og det smertefulde, det tabte og det vundne. Kærligheden var ledetråden hele vejen igennem.

Jeg vil nu alligevel se, om ikke jeg kan finde til en lille buket i haven. Og jeg vil se mig godt for, så edderkopperne ikke bliver forstyrret. Vi skal nok leve side om side i flere år endnu. Helst i fred.

Venlig hilsen Karen.

Kære begge to

Tak for gode, smukke og vise ord. På hver jeres måde fortæller I, at trods sorg og dybe savn så går det an at gå videre – et skridt ad gangen. Måske er vi flere, der kan have gavn af at træne i denne gode og svære kunst at forsøge at bekymres mindre, se de smukke detaljer i livet og forsøge at tage et skridt ad gangen. Tak for det håb, I formidler. Det er ikke et letkøbt håb, men I fortæller, at det går an at favne livet, om end sorgen og savnet er en daglig følgesvend.

Alt godt til jer begge.

Mange hilsener