Prøv avisen

Mennesker er enormt stærke, men vi har brug for hinanden til at være det

Jeg tror slet ikke, jeg kunne holde ud at følge med i nyhedsstrømmen og se al den dårligdom, der er i verden, hvis jeg ikke også vidste, at vi kan gøre noget ved det, siger Hanna Line Jakobsen. Foto: Soeren Bidstrup

Hun er den yngste præsident nogensinde i Røde Kors' historie. Men hun er ingen superkvinde, forsikrer 34-årige Hanna Line Jakobsen, der er vokset op i en familie, hvor hun lærte at rumme mennesker med andre forudsætninger end sine egne

I foråret befandt Hanna Line Jakobsen, præsident for Røde Kors i Danmark, sig milevidt fra sin velkendte tilværelse. Der var ikke bare tale om 12.000 kilometers geografisk afstand, men der var også stor forskel på vilkårene og ressourcerne for hende og Monica, som hun mødte i Malawi i det sydøstlige Afrika.

Som 15-årig var den afrikanske kvinde blevet mor.

Kæresten, som ellers havde lovet at betale for Monicas uddannelse, var skredet, og efterfølgende fik barnet konstateret astma. Via Røde Kors fik Monica penge til undervisning, men hendes barns sygdom gjorde, at hun hver dag måtte stå ved vejen og sælge grøntsager for at få råd til medicinen.

På den måde så hun stort set aldrig sit barn, men det var et nødvendigt afsavn at lide. Hun havde en drøm om at få en uddannelse og kæmpe sig vej ud af fattigdommen.

”Jeg græder også nogle gange, og det går også under huden på mig, men alternativet er jo, at jeg bliver fuldstændig følelseskold. Bag de her tal med, hvor mange mennesker der har brug for hjælp, er der jo sådan en Monica,” siger Hanna Line Jakobsen.

Hun tager imod på sit kontor i Det Obelske Familiefond, hvor hun arbejder som projektchef med ansvar for uddeling af midler til sociale formål, i det indre København.

For et år siden blev hun valgt som præsident for Røde Kors i Danmark og er den yngste præsident nogensinde i organisationens historie.

Men for den 34-årige Hanna Line Jakobsen har hendes fødselsattest været mere interessant for pressen end for hende selv og hendes samarbejdspartnere. Hun prioriterer ikke anderledes på grund af sin unge alder.

”Det gør måske, at jeg spørger mere til råds. Men det håber jeg også, jeg vil gøre, efterhånden som jeg bliver ældre, for jeg synes, det kvalificerer ens beslutninger.”

Røde Kors er på ingen måde en ny organisation for præsidenten. Da hun var 16 år, deltog hun for første gang som frivillig på en sommerlejr for udsatte børn, arrangeret af Ungdommens Røde Kors. En skelsættende lejrtur, hvor hun fik et afbræk fra det individualistiske ræs, hun oplevede til hverdag på gymnasiet.

Et ræs, der handlede om gode karakterer, de lækre fyre og om at tjene penge til drinks og lækkert tøj, og som stod i skærende kontrast til lejren, hvor man byggede tipier og lavede mad over bål. Det var her, hun besluttede at ville hjælpe andre på en mere struktureret måde.

”Lejrene var helt magiske. Der var frivillige, hvor en var smedeuddannet og en anden udsmider på en bar. Det var alle mulige typer mennesker, som man arbejdede med i fællesskab og virkelig fik lavet nogle sjove ting sammen med. Det var skelsættende at være på den første lejr og mærke, at der kunne alting bare lade sig gøre.”

At dele med andre og være fælles om ting har aldrig været fremmed for Hanna Line Jakobsen.

De første år af sin barndom tilbragte hun i byen Beder syd for Aarhus i et 1970'er-bofællesskab med fællesspisning hver aften. Lidt senere flyttede hun sammen med sine forældre og søskende til en murstensvilla i Odder, hvor hun havde det meste af sin barndom.

I modsætning til de børn, hun ofte møder i dag via sit arbejde som præsident, voksede hun op i et hjem, hvor der var styr på gymnastiktøjet og mad på bordet hver dag. En tryg opvækst med kærlighed og et tæt familiesammenhold, hvor hun lærte at rumme mennesker med andre forudsætninger end sine egne.

”Jeg tror, det har præget mig, at min fars bror havde Downs syndrom, for ham skulle vi altid tage os af, når vi var sammen med ham. Jeg har altid fået at vide, at man skal yde, hvad man kan, og man skal have alle med på vognen. Der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, at alle skulle kunne være en del af fællesskabet.”

Men selvom Hanna Line Jakobsen havde en tryg barndom, blev hun med sine egne ord ikke pakket ind i vat. Hun blev udfordret og presset til at bruge de ting, hun havde lært, så hun kunne udvikle sig.

”Jeg kan huske, min mor sagde til mig på et tidspunkt, hvor vi var i Irland, at jeg kun måtte få en is, hvis jeg selv gik hen og bestilte den på engelsk, og der havde jeg ikke haft engelsk i særlig lang tid. Det er jo et incitament, der virkelig vil noget, og så må man anstrenge sig for at kunne formulere sig på engelsk.”

Hanna Line Jakobsen er gift med Jens, og sammen har de børnene Helena og Frederik på ni og seks år.

Hun opdrager dem på samme måde, som hun selv er blevet opdraget. Hun fortæller dem, at de skal huske at være en god kammerat, hvis der kommer en ny elev i klassen, for det er svært at være ny. Når man selv har overskud til at hjælpe, skal man være der for andre i sårbare situationer.

I Hanna Line Jakobsens barndom lærte hun ikke kun at tage et socialt ansvar for andre mennesker - også ledergenet begyndte at spire i en tidlig alder. Det startede i det små, hvor hun som barn tog initiativ til en skovtur for hele familien. Senere blev hun leder i den lokale gymnastikforening og derefter landsformand i Ungdommens Røde Kors. I dag passer hun ulønnet sin lederstilling i Røde Kors ved siden af sit almindelige lønarbejde i Det Obelske Familiefond.

”Min mand siger nogle gange: 'Kan du nu ikke bare være tilfreds med det, du har opnået?' eller 'skal vi ikke lige fejre, at det er kommet i hus?'. Jeg tror altid, det har ligget i mig at være hurtigt videre med det næste. Jeg er altid i gang med en ny idé.”

Da Hanna Line Jakobsens far for fire år siden døde af lungekræft, oplevede hun selv at være den sårbare. Hun skar ned på sociale aktiviteter og brugte mest tid sammen med sin familie.

”Man skal heller ikke se sig selv som sådan en supermand, der altid skal hjælpe og kunne klare ærterne,” siger Hanna Line Jakobsen.

Faderens sygdom og død lærte hende, at det, omgivelserne mente, hun havde brug for, ikke nødvendigvis stemte overens med det, hun selv oplevede at have behov for.

En læring, hun har taget med sig videre, hvor hun i organisationen gør meget ud af at formidle, at man skal være ydmyg og lyttende over for dem, der skal modtage hjælpen.

Noget hun også mener de frivillige er gode til, fordi de uden titler kan møde mennesker i øjenhøjde.

”Jeg har lært, at man ikke skal tale ned til folk, der er i en sårbar situation. Der er lidt en tendens til, at hvis man er sårbar, så skal man bare være taknemmelig for det, man får.”

Sårbarhed er ikke en permanent tilstand ifølge Hanna Line Jakobsen. De flygtninge, der i øjeblikket strømmer igennem Europa, søger beskyttelse, men de er også stærke mennesker, der på trods af eventuelle traumer også har individuelle drømme og håb med i bagagen. De sårbare kan være dem, der hjælper andre på et senere tidspunkt.

På baggrund af flygtningesituationen i Europa og ikke mindst i Danmark har det med hendes egne ord været en voldsom start på jobbet som præsident. En kaotisk situation, som fylder hende med afmagt, men samtidig håb og viljestyrke.

De konkrete opgaver, som at sende et suppekøkken af sted til flygtningene i Rødby, sørger for, at Hanna Line Jakobsen kan holde hovedet koldt og blive ved med at bevare den humanitære kampgejst.

”Jeg tror slet ikke, jeg kunne holde ud at følge med i nyhedsstrømmen og se al den dårligdom, der er i verden, hvis jeg ikke også vidste, at vi kan gøre noget ved det. Selvom min drivkraft er, at jeg kan se, at det arbejde, vi gør, hjælper, og det bevarer mit håb, så er min drivkraft også, at der er meget mere at gøre endnu. At vi er nødt til at få endnu flere mobiliseret både i form af frivillige og i form af midler og donationer til arbejdet.”

For Hanna Line Jakobsen er det et privilegium at være præsident for Røde Kors i Danmark, men der er nogle ting, hun har været nødt til at fravælge for at få tidskabalen til at gå op. Hun er gået ned i tid på sit arbejde i Det Obelske Familiefond, går sjældent i teatret og kan heller ikke uden videre rejse på venindetur til Paris.

”Mine børn synes da nogle gange, det er irriterende, hvis jeg skal af sted en hel lørdag sammen med alle vores lokalafdelingsformænd. Men jeg tror også, de kan mærke på mig, at det betyder noget for mig, og så synes de også, det er vigtigt.”

At være en del af offentlighedens søgelys har af og til givet Hanna Line Jakobsen sommerfugle i maven. Hun fortæller, at hun godt kan blive nervøs over et interview, og det har krævet tilvænning at håndtere interessen for hende som person.

”Uden at jeg har lyst til, at hele mit privatliv skal være offentligt stof, så har jeg lyst til at fortælle, at jeg også siger til mine børn, at man skal være der for andre mennesker, og at jeg får opbakning fra min mand til at prioritere tiden til det. Det er jo en del af fortællingen, men man skal vænne sig til lige pludselig at være et kendt ansigt på den måde,” siger Hanna Line Jakobsen og tilføjer:

”Min fortælling har vel betydning for andre, og jeg tror på, at mennesker er enormt stærke, men vi har brug for hinanden til at være det, fordi vi på mange måder er et socialt dyr.”

Da Hanna Line Jakobsen var 16 år, deltog hun for første gang som frivillig på en sommerlejr for udsatte børn, arrangeret af Ungdommens Røde Kors. Foto: Leif Tuxen
Hanna Line Jakobsen er gift med Jens, og sammen har de børnene Helena og Frederik på ni og seks år. Foto: Leif Tuxen