Prøv avisen

Herbert Pundik: Det gælder om at sætte sig spor

Tegning: Rasmus Juul

Herbert Pundik, mangeårig udenrigskorrepondent, forfatter og tidligere chefredaktør på dagbladet Politiken, lægger sjældent planer mere end to måneder frem. Døden frygter han ikke, men at miste sine åndsevner. Lørdag fylder han 90 år

Herbert Pundik slår imødekommende ud med arm og stok.

”Velkommen i dagligstuen,” siger han og viser indenfor i det store sollyse rum, som engang var den indre gård mellem Hotel Kong Frederik og det daværende Hotel Hafnia tæt på Rådhuspladsen i København.

Det er ikke helt Herberts Pundiks dagligstue og så alligevel. Fortællingen om, hvordan Herbert Pundik slog sig ned som fast gæst på værelse nummer 509 på Kong Frederik, da han blev chefredaktør på Politiken i 1970 og siden pendlede som et urværk mellem arbejdspladsen og hotellet på Rådhuspladsen og familiens hjem i Tel Aviv i Israel, er legendarisk.

Han gjorde det i sine 24 år som chefredaktør, og han gør det stadig. Cirka en gang om måneden tager Herbert Pundik og hustruen Sussi Pundik rejsen til København, så han kan passe bestyrelsesmøderne i to fonde – og ægteparret i det hele taget kan holde kontakten med venner og familie i det Danmark, der er en ubrydelig del af deres liv. Med værelse 509 på Hotel Kong Frederik som omdrejningspunkt.

Herbert Pundik søger mod en sofagruppe i det fjerneste hjørne af ”dagligstuen” og lægger sin kraftige sorte stok med det runde håndtag fra sig på bordet. Stokken er blevet en fast ledsager efter en omgang helvedesild i foråret, som kræver en medicin, der giver balanceproblemer. Derefter fisker han en lille æske op af brystlommen på den småternede jakke. Høreapparater.

”Ja, jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle komme til at mødes med en dame iført stok og høreapparater,” siger han og ler.

Som han hyppigt gør. Latteren strømmer fra Herbert Pundik på lige fod med en uendelig række af jødiske vittigheder. Evnen til at le, ikke mindst af sig selv, er en stærk jødisk tradition.

Og så er humoren i øvrigt mindretallets måde at beskytte sig selv, som han minder om.

Video: Kender du for eksempel denne vittighed?:

Fra jødedommen kommer også det budskab, som Herbert Pundik har brugt som personligt kompas gennem hele sit liv: ”Tikkun olam”. Du skal reparere verden. Det gælder om ikke at forlade denne verden uden at sætte sig positive spor.

”Jødedommen rummer så mange forskellige retninger, men de er alle fælles om tikkun olam. Det er en helt central forpligtelse i den livs- og verdensopfattelse, som jødedommen udgør, og det er det eneste, jeg tror på. Det har betydet meget for mig,” siger Herbert Pundik.

”Det er idéen om, at vi som mennesker kan gøre det bedre – omgås hinanden bedre, indrette verden bedre – og det kan man jo,” fastslår han.

Tikkun olam kan forstås som en forpligtelse, der rækker fra det helt nære til den universelle sammenhæng. For Herbert Pundik har det været de nære forhold, han har søgt at påvirke. Som han siger med et skævt smil, opgav han ”at redde verden” i sin tidlige ungdom, da et ellers brændende engagement i fredsbevægelsen i årene efter Anden Verdenskrig og familiens flugt til Sverige endte brat, fordi hans radikale sindelag ikke kunne gouteres af kommunisterne i bevægelsen.

”Jeg troede, at det gjaldt om, at vi alle stod sammen om den store sag. Men det gik op for mig, at de ideologiske forskelle betød mere. Siden dengang har jeg begrænset min indsats for at forbedre verden til min arbejdsplads, min familie og mine naboer. De nære omgivelser, hvor ens motiver ikke bliver betvivlet,” siger han og lægger sine smalle briller på bordet ved siden af stokken.

Hvordan kan et menneske magte bestandig at skulle forbedre sin omverden?

”Det er klart, at du er begrænset af dine ressourcer, men det væsentlige er, at du ikke sidder stille. Og ingen beder dig klare alt. Det hedder i jødedommen, at den, der redder et menneske, redder hele verden. Og det er jo sådan, det er. Det enkelte menneske er verden. Dét er det jeg føler er min jødedom. Det er det helt grundlæggende,” siger han.

”Desuden er jødedommen ikke idealistisk. Den er praktisk. Det er vigtigere at holde sabbat end at udvandre til Israel. Og når noget er så pragmatisk, risikerer man færre skuffelser. Hvis man samtidig regner med, at ikke alle ting vil fungere, mister man aldrig modet helt.”

Herbert Pundik har aldrig lagt skjul på, at han ikke er religiøs, og hverken store sorger eller alderen har ændret hans oplevelse.

”Jeg er ikke ateist, snarere agnostiker. Jeg vil ikke udelukke, at der er en Gud. Jeg har blot ikke fundet ham,” siger han.

Bruddet med den religion, han ellers var vokset op med, daterer han tilbage til tiden under Anden Verdenskrig og flugten til Sverige i efteråret 1943. Det var ”en forfærdelig, traumatisk oplevelse”.

”Jeg var da klar over, at mine forældre var jøder, men jeg var ikke bevidst om, at jeg havde en dobbelt identitet som dansker og jøde. Jeg var 15 år og havde aldrig skænket det en tanke, at jeg var anderledes, og så får jeg pludselig at vide, at jeg altså ikke er så meget dansker, at jeg kan blive i landet.”

Han kan i detaljer genkalde sig sine følelser den dag, han kom i skole blot for at få at vide af skolens rektor, at han skulle skynde sig hjem igen og sørge for at komme væk.

”’Du må ikke sove i din seng i nat.’ Det var den besked, jeg fik. Noget så grundlæggende som at sove i sin egen seng var ikke længere muligt for mig. Det åbnede op for nogle eksistentielle problemer, som jeg slet ikke kunne sætte ord på i første omgang, men først senere fik redt ud. Og da vi kom hjem fra Sverige, kunne jeg se, at mine forældres forhold til religionen havde ændret sig. Vi gik stadig i synagogen hver lørdag, men deres dybe, dybe overbevisning havde de mistet.”

Anden Verdenskrig blev skelsættende på enhver måde. Selvom familien Pundik kom gennem krigen med livet i behold takket være den rettidige flugt til Sverige, var alle brikker lagt i et nyt mønster. Herbert Pundik beskriver i sine erindringsbøger, hvordan holocaust efterlod ham med en bestandig undren over det skæbnens tilfælde, der havde ladet ham overleve, når så mange millioner andre var døde. Følelsen af skyld løber mellem linjerne. Hvorfor overlevede jeg, Herbert, uden at have gjort mig særlig fortjent til det?

”Det var en reaktion på holocaust. I dag tænker jeg ikke så meget over det mere,” siger den snart 90-årige journalist og forfatter.

Men skyldfølelsen dengang, vreden og afmagten over jødernes skæbne, var også tilstrækkelig til at gribe afgørende ind i Herbert Pundiks liv. Han havde aldrig forestillet sig andet, end at han skulle være pæredansk, gifte sig med en dansk kvinde og leve sit liv i Danmark, men krigen og jødeudryddelserne rokkede ved forestillingerne.

”Da jeg kom tilbage fra Sverige, tumlede alle mulige ting rundt i hovedet på mig. Jeg tænkte på jødernes evige flugt og udvandring og på, at nu måtte det høre op. Jeg kunne ikke byde mine egne børn engang at blive en del af den samme historie,” siger Herbert Pundik.

Som mange andre unge i sin generation læste han Arthur Koestler (1905-1983), en britisk forfatter og filosof, som var født af jødiske forældre i Ungarn og i en kort periode sad i tysk fangelejr i Frankrig. Efter krigen tog Koestler til Israel, hvor han opholdt sig frem til 1949.

”Koestler blev meget vejledende for mig. Han formulerede sine egne overvejelser sådan, at nu ville han som jøde afvikle sin gæld til jødernes historie og hjælpe med at etablere Israel. Når det var gjort, var han så at sige ’sat fri’ og kunne selv leve, hvor han ville, men han havde i hvert fald bidraget til at skabe et alternativ. Det blev også min tanke. Jeg skulle hjælpe med at etablere et alternativ, hjælpe med at sikre staten Israels overlevelse, og så kunne jeg etablere mig i Danmark.”

Overvejelserne førte til Herbert Pundiks deltagelse som frivillig soldat i den israelske hær under selvstændighedskrigen i 1948-49. Efter det ophold var han ikke længere så sikker på, at Israel skulle være en parentes i hans liv. På det tidspunkt var han blevet kærester med Sussi (døbt Inge Ruth), der også er jøde, og da han kom hjem, erklærede han frejdigt: ”Vi rejser sørme!”.

”Man skal huske, at det var en helt anden verden dengang. Det var en verden i opbrud, så vi følte ikke, at beslutningen var så dramatisk.”

Der gik dog nogle år med uddannelse på Københavns Universitet, før parret i 1954 rejste til Israel. Et fattigt og puritansk land, hvor der kun var råd til det mest elementære, og Sussi Pundik vakte opsigt med sine storblomsterede Marimekko-kjoler. Det var på alle måder en anden tid, og Herbert Pundik ryster stille på hovedet over alle de forandringer, han har været vidne til.

”Tænk blot, at jeg skulle opleve, at Israel eksporterer æbler. Dengang skulle man være dødssyg for at få et æble. Det var vild luksus. Når vi holdt fest, købte vi et kilo jordnødder og en flaske slavecognac. I dag er Israel meget materielt betonet. Jeg ved godt, hvilket Israel jeg holdt mest af,” siger han.

Fortryde udvandringen gør han dog ikke.

”Hvis vi var rejst hjem, var regnskabet væltet. For mig er det helt, helt epokegørende, at jøderne har fået deres eget land. Det har været livsbefordrende for mig,” siger Herbert Pundik, som dog samtidig sætter en tyk skillelinje mellem staten Israel og den række af højrefløjsregeringer, der har ledet landet de seneste årtier.

Det er landets eksistens, han glæder sig over. Ikke regeringen.

Hvad har det betydet, at du er gift med en jødisk kvinde?

”Vi kan le ad de samme vittigheder,” kommer det prompte fra Herbert Pundik. Som tilføjer:

”Det har betydet meget, men det har ikke været altoverskyggende. Det har formentlig bidraget til at skabe en særlig intimitet, fordi der er så mange mellemregninger, der kan springes over – omvendt kunne den måske også være opstået af at være to om en forskellighed.”

Herbert og Sussi Pundik har været gift i mere end 60 år, og det er åbenlyst, at der er en gensidig ømhed og respekt mellem ægtefællerne. Om kærlighedens heldige overlevelse skyldes, at de hver især har fundet ”den eneste ene”, har Herbert Pundik ikke gradbøjet.

”Det har jeg aldrig analyseret på. Det har fungeret, som det var,” siger han tørt.

Skal han pege på noget, der styrker et forhold, er det værdien af fælles oplevelser. Det at kunne sige ”kan du huske” til hinanden er med til at skabe en særlig forbundethed.

Bliver man klogere med alderen?

”Mellem 70 og 90 år bliver du ikke klogere, synes jeg. Du bliver klogere af omgangen med andre mennesker, erfaringen med andre mennesker, og den svinder typisk ind omkring de 70 år, når man er holdt op med at arbejde og i det hele taget ikke er så udfarende mere.”

”Så kan man læse lidt. Noget læsning giver selvfølgelig perspektiv på tingene, og hvis man får større viden, kan man måske uddrage en vis klogskab, men det kan ikke erstatte omgangen med andre mennesker.”

Lige nu funderer Herbert Pundik en del over, hvordan han kender sin besøgelsestid. Han skriver stadig hver uge en kommentar til Politiken om forholdene i Mellemøsten, fordi det – som han siger – er det, han ved lidt om og ikke livet og døden. Men han er opmærksom på, om han kan blive ved med at skrive noget af ordentlig kvalitet.

”Jeg har fået håndslag på fra avisens debatredaktør, at han siger til, hvis standarden falder. For han kan ikke regne med, at jeg selv opdager det,” siger han.

Som næsten 90-årig ved Herbert Pundik, at han nærmer sig afgangsdatoen, som han udtrykker det, men døden bekymrer ham ikke. Den er blot et punktum. Det, der bekymrer ham, er den tid, der går forud, måske med tiltagende svækkelse af intellekt og hukommelse. Han ønsker tydeligvis ikke at leve uden sin klare forstand, og han finder retten til selvmord rimelig.

”Det, der optager mig nu, som jeg ikke tænkte på, da jeg var 70 år, er, hvordan man dør med værdighed. Jeg er meget bevidst om, at jeg er datomærket, og jeg træffer kun aftaler en-to måneder frem i tiden. Det store problem er, at grænseområdet mellem at have indsigt i sin egen situation og ikke at have det er meget snævert. Det er et lille vindue, man har for at handle,” siger han og ser eftertænksomt frem for sig.

Døden kom første gang tæt på Herbert Pundik, da han mistede sin bror som barn. Siden mistede han og hans hustru deres ældste søn Uri, som faldt som 21-årig under Yom Kippur krigen i 1973, og i 2014 den anden søn, Ron, der som 59-årig døde af en kræftsygdom.

Mens broderens død blev tavst forbigået i barndomshjemmet, for ”dengang var døden ikke noget, man talte om”, taler Sussi og Herbert Pundik dagligt om deres sønner. Som Herbert Pundik peger på i sine erindringer, er tavshed om de døde uretfærdig. Tavshed udsletter dem for anden gang. Men sørge over dem gør han ikke. Dertil er livet for påtrængende i den jødiske kultur, han kommer fra.

”Sorg er noget meget egoistisk. Du sørger over det, du har tabt. Men det tab er jo intet i forhold til det liv, der er mistet.”

Men er sorg ikke også en kærlighedserklæring til det menneske, man har mistet?

”Nej, det kan jeg ikke se. Jeg kan ikke frigøre mig fra, at sorg er et overgreb mod den døde. Derfor kan jeg ikke, og jeg vil ikke, sørge over de to sønner. Men jeg kan blive rasende,” siger Herbert Pundik.

Han ser stadig knivskarpt for sig, hvordan sønnen Uri, der på det tidspunkt var soldat, havde været hjemme på besøg og med benet halvvejs inde i sin hvide bil spørger sin far, om han synes, at Uri skal skrive under på en officerskontrakt med hæren. ”Ja”, svarer Herbert Pundik. ”Det synes jeg. Du er ung, du har evnerne”.

”Resultatet var, at han blev dræbt. Det føler jeg en dyb fornemmelse af svigt over. At jeg dog ikke kunne holde min mund. Det har lært mig, at man skal holde sig fra at give andre råd om deres liv.”

Selv sondrer Herbert Pundik mellem de tragiske og de triste dødsfald. Når en person over 75 år dør, er det trist, men det er ikke tragisk. På samme måde må vi lære at acceptere andre af tilværelsens skyggesider.

”Der kan være en tendens til at bebrejde tilværelsen for dens tildragelser. ’Det kan tilværelsen ikke være bekendt’, mener folk. Men hvis vi ikke sætter en stopper for vores krav til livet, bliver vi alt for let forbitrede. Det er bedre at forsøge at være taknemmelig for alt det, du gives,” siger han.

Og tager brillerne på igen. Det gælder om at kunne se klart, når man bevæger sig rundt.

Det hedder i jødedommen, at den, der redder et menneske, redder hele verden. Og det er jo sådan, det er. Det enkelte menneske er verden.

Det, der optager mig nu, som jeg ikke tænkte på, da jeg var 70 år, er, hvordan man dør med værdighed. Jeg er meget bevidst om, at jeg er datomærket, og jeg træffer kun aftaler en-to måneder frem i tiden.