”Jeg vil ikke have spørgsmål. Jeg vil ikke have kommentarer. Men nu fortæller jeg min historie for første gang. Hvis du kan, kan jeg også.”
Sådan lød ordene fra en 80-årig kvinde henvendt til den 53-årige grønlandske billedkunstner Gukki Nuka under et borgermøde i den nordgrønlandske by Uummannaq i april i år. Gukki Nuka var blevet inviteret til den by, hvor han voksede op for at fortælle om, hvordan han som barn var blevet udsat for seksuelle overgreb. Det var hans første besøg, efter at han forlod byen som teenager.
Mødet skulle begynde klokken syv om aftenen, og klokken fem minutter i syv var salen næsten tom. Gukki Nuka blev nervøs. Var mødets tema alligevel for grænseoverskridende? Men pludselig strømmede flere end 100 tilhørere ind. Mødet var planlagt til at vare to timer, men det tog tre en halv time. Den ene efter den anden rejste sig op og fortalte, hvordan seksuelle overgreb i barndommen havde forvoldt smerte i deres liv.
”Det var i den grad overvældende, men også et tegn på, at der er håb i Grønland. Første skridt er, at vi overhovedet begynder at tale om emnet,” fortæller Gukki Nuka.
Kristeligt Dagblad møder ham i caféen på Nordatlantens Brygge i København, der er et grønlandsk, færøsk og islandsk kulturhus.
”Jeg skal lige have en smøg. Vil I med ud?”, lyder det fra Gukki Nuka, inden vi sætter os ved cafébordet. Han virker åben og som en mand i balance. Men han fortæller, at det efter overgrebene har taget mange år at opnå tillid til andre mennesker.
Tal fra 2015 viser, at hvert tredje barn i Grønland har været udsat for et seksuelt overgreb. For et par uger siden afsatte den danske regering 80 millioner kroner, der blandt andet skal hjælpe de mange seksuelt misbrugte børn i den østgrønlandske by Tasiilaq.
I mange år blev der ikke talt om problemet, men Gukki Nuka var med til at bryde et tabu, da han i 2016 viste udstillingen ”Revner i sjælen” i Nuuk. Hans billeder og digte tog fat på den ensomhed, der har præget hans liv, efter at han som 14-årig blev voldtaget.
I dag er han en af seks rollemodeller i det grønlandske selvstyres kampagne mod seksuelle overgreb, Killiliisa. På søndag er han en af oplægsholderne på et møde om emnet i København.
”I 2016 var der også en anden grønlandsk mand, der stod frem og fortalte om seksuelle overgreb. Jeg tror, det havde en ekstra effekt, at vi var to mænd. Det er vanvittigt, hvad der er sket siden. I dag er seksuelle overgreb et emne, der diskuteres bredt i Grønland,” siger Gukki Nuka.
Han voksede op i en privilegeret familie i Uummannaq – en by med 1300 indbyggere 460 kilometer nord for Polarcirklen. Hans far var borgmester. Hans danske mor sekretariatsleder i kommunen.
”Jeg fik en god opdragelse i en kærlig familie. Vi blev opdraget til altid at have respekt for vores medmennesker og især de gamle,” fortæller Gukki Nuka.
Fra han var 11 år, til han var 14 år, blev han løbende psykisk og seksuelt chikaneret af sin fodboldtræner. Tilnærmelserne udviklede sig, selvom Gukki Nuka altid sagde nej.
”Jeg oplevede, at de voksne, der så det, smilede og gik deres vej,” fortæller han.
Som 14-årig havde han et fritidsjob i byens sportshal. Efter endt arbejde gik han ofte i sauna med sin bedste ven. En dag kunne de se Gukki Nukas plageånd gennem saunaens lille vindue. Kort efter trådte manden ind i saunaen og truede vennen til at forlade stedet. Gukki Nuka blev voldtaget.
”Det var meget voldsomt. Jeg gik tilbage til mit hjem, mens blodet løb ned ad benene. Jeg besluttede, at jeg aldrig ville sige det til nogen. Det var normen dengang. Hvis jeg havde fortalt det til min far, er jeg 100 procent sikker på, at han havde taget sin salonriffel for at skyde manden.”
Efter voldtægten mistede han også sin bedste ven.
”Overgrebet blev en slags mur imellem os. Vi gik i klasse sammen, men talte ikke længere til hinanden. Jeg blev fyret fra sportshallen, fordi jeg holdt op med at komme på arbejde,” fortæller Gukki Nuka.
Efter voldtægten undgik Gukki Nuka at møde gerningsmanden, og han satte ikke sine ben i sportshallen. I dag bebrejder han ikke sine forældre, at de overså, hvad der var sket.
”De opdagede det ikke, fordi jeg var en introvert person,” fortæller Gukki Nuka. Han var så paralyseret af voldtægten, at han som ung aldrig tænkte på, at der kunne være andre ofre. Efter 2016 fik han henvendelser fra andre, der også var blevet misbrugt af den pågældende, men ikke i så voldsomt omfang som Gukki Nuka.
Som 16-årig tog han på efterskole i Danmark, og han forlod endegyldigt Grønland i 1994. Voldtægtsmanden omkom ved en helikopterulykke i 1989, og Gukki Nukas far fik aldrig kendskab til voldtægten. Han døde pludselig af et hjertestop i 1992.
Først mange år senere i forbindelse med udstillingen i Nuuk i 2016 fortalte han sin mor om overgrebene.
”Hun lyttede i timevis. Men hun ville ikke vide, hvem overgrebsmanden var. Hun fornægter ikke, hvad der er sket. Men i dag taler vi mere om, hvordan jeg er kommet videre i mit liv.”
Gukki Nuka var i midten af tyverne, da han tog til Canada for at fortsætte sin kunstuddannelse. De seneste godt 20 år har han boet i København, hvor han er en succesfuld keramiker og billedkunstner.
Men overgrebene har haft voldsomme psykiske konsekvenser. Som ung var han tæt på at begå selvmord seks gange.
”Jeg har fået revner i sjælen og har været meget selvdestruktiv. Jeg har skåret i mig selv og brændt mig med cigaretter for at dulme den indre smerte,” siger Gukki Nuka.
I 2007 skrev han digtet ”Jeg fortæller det aldrig!” om voldtægten og lagde det ved sin søsters seng. For fem år siden begyndte han et intensivt terapiforløb på opfordring fra søsteren.
”Jeg var forkrampet, indelukket og kunne ikke kigge folk i øjnene. Jeg mistede min ungdom, min seksualitet. Alt det, som en normal ung skal opleve udviklingsmæssigt, fik jeg ikke. Men jo mere jeg har udviklet mig inden for de seneste fem år, jo stærkere er jeg også blevet som menneske. Den evige mistro til mine medmennesker er næsten helt forsvundet.”
Det har også hjulpet Gukki Nuka at fortælle sin historie i Grønland.
”Jeg vil gerne vise, at man kan få et godt liv trods overgreb. Selvom jeg bærer på nogle store ar, så tillader jeg det ikke at styre mit liv længere. Jeg er en overlever, ikke et offer. Seksuelle overgreb, selvmord og misbrug. Der er så mange tråde, der vikler sig ind i hinanden i Grønland. Men der er også meget kærlighed og beskyttelse i den udvidede familie, hvor man føler omsorg for fætre og kusiner. I de små samfund har vi måttet holde fællesskabet i live for at overleve. Det har været godt på mange måder. Bagsiden har været, at vi har ofret den enkelte for fællesskabets skyld. Overgrebsmænd har fået carte blanche til at fortsætte, fordi ingen har sagt noget.”