Første gang Frederik Svinth dukkede op med sin familie i den lokale kirke, var til høstgudstjenesten. Det var en søndag i september, og kun nogle få uger efter at han var flyttet til landsbyen Rosmus på Djursland med sin kone Helene og børnene Daggry, Saga og Elmer. I august flyttede de ind i byens gamle kæmnerbolig, der havde stået tom i et stykke tid, og som først blev solgt, da familien Svinth forelskede sig i stedet og idéen om at indgå i et forpligtende nabofællesskab i byen.
”Og det siger noget om behovet for at få engagerede tilflyttere til området, at jeg allerede på vej ud af kirken blev spurgt, om jeg ville være med i menighedsrådet.”
Frederik Svinth smiler bredt, mens han viser rundt i huset, der lige nu er ved at blive sat i stand af lokale håndværkere. 300 kvadratmeter solid murstensvilla med en grund på knap en hektar, fyldt med frugttræer og endeløs græsplæne, der allerede er et kæmpehit hos hans og Helenes egne børn samt naboernes unger. For tiden bor familien i den ene ende af huset, mens den anden gøres i stand. Og her, hvor de har indrettet sig midlertidigt, er det planen, at der skal være fælles lokaler med køkken, toilet og opholdsrum for de fem huse, der er en del af det bofællesskab eller ”udvidede naboskab”, som familien Svinth har ønsket at blive del af.
”Og vi inviterer selvfølgelig også resten af byen indenfor,” siger Frederik Svinth, der er forfatter, foredragsholder og selvstændig iværksætter, mens han forklarer over kaffen, hvorfor han sammen med sin familie har ønsket at flytte væk fra det kollektiv lidt uden for Aarhus, de boede i tidligere, for i stedet at flytte ind i en meget lille by, hvor de ingen kendte på forhånd, og samtidig forpligte sig på at indgå i et fællesskab med andre. Til gavn for landsbyens liv og overlevelse som aktivt lokalsamfund.
”I kollektivet boede vi seks familier sammen, og det var på mange måder dejligt, men det blev også for tæt og for intenst. Og selvom det var rigtig rart at være fælles om en masse praktiske ting som indkøb og madlavning, så oplevede vi faktisk, at kollektivet også blev en meget isoleret størrelse. At vi lukkede os lidt om os selv,” fortæller Frederik Svinth, og Helene Klaris Svinth supplerer:
”Vi boede også for tæt på Aarhus. Den store by blev på en måde som en sovepude til livet for os, med sine uendelige tilbud og muligheder. Faktisk savnede vi de begrænsninger, som netop landsbyen har. Og som gør, at man er nødt til at engagere sig i lokalsamfundet.”
Elmer på to år og Saga på fire leger i stuen. Storesøster Daggry på seks er i skole. Kun 700 meter væk fra huset. Deres mor er uddannet pædagog, men har valgt at være hjemme, mens børnene er små, og hendes mand ofte er på farten i forbindelse med sit arbejde.
”Herude får man faktisk også tilskud til at gå hjemme, og det giver vores familie en helt anden ro og giver mig samtidig en oplevelse af, at det er o.k. at gøre. At der ikke bliver set skævt til vores prioriteringer og min identitet som hjemmegående,” siger Helene Klaris Svinth, der er 32 år ligesom sin mand.
Tilskuddet på 100.000 kroner, som familien har fået af projekt ”Nyboskab” til istandsættelse af huset, har helt klart også været en af grundene til, at valget faldt på netop Rosmus, fortæller Frederik Svinth.
”Men også det med at have fået støtte i at udforme tankerne og skitsere mulighederne for et bofællesskab med nabohusene her i byen. Så fællesskabet var en del af det, vi flyttede ind i – et fællesskab, som andre også havde lyst til at indgå i. Hvor vi dels er sammen i en grundejerforening og forpligter os på hinanden og på landsbyen, dels samtidig har hver vores matrikel. Vi gør på den måde lidt op med ’dit’ og ’mit’ og skaber i stedet noget fælles. Men vi har stadig hvert sit hus, og det tiltaler os.”
Foreløbig er to af de fem huse solgt, og et tredje i klyngen er til salg. Der er allerede etableret gode kontakter, også til andre i landsbyen. For da familien Svinth flyttede ind på bygaden, besluttede de sig for, at de ville hilse på alle, der gik forbi. Alle skulle have et håndtryk og vide, at den nye familie i byen gerne ville stedet, menneskene og fællesskabet.
Frederik Svinth er selv vokset op i en mindre by. ”Jeg har på den måde oplevet styrken ved en lokal forankring. I mit arbejde holder jeg blandt andet en del foredrag om ensomhed som en del af nutidens store udfordringer, og her kan jeg jo se, hvor meget fællesskabet betyder for folk. Vi lever ellers i en tid, hvor vi hele tiden får at vide, at det er den enkeltes opgave at blive lykkelig. Men man overser, at meningen med livet i stedet findes i at gøre det, der er nødvendigt for fællesskabet. Hvor man har mindre fokus på at ’udvikle sig selv’ og er mere optaget af ’at afvikle sig selv’.”
Hvad det så er for et udvidet nabofællesskab, de er flyttet ind i, vil tiden vise, siger de.
”For vi er jo levende mennesker, der ikke bare kan presses ind i en model fra et tegnebræt. Derfor er det noget, der opstår hen ad vejen. Med børn, der finder sammen i haven, en frugtpresser, der deles, en ugentlig legestue og på sigt sikkert fælles maddage,” siger Helene Svinth.
På spørgsmålet om, hvorvidt de ser sig selv som del af en trend, hvor især børnefamilier igen søger mod landet og de mindre samfund, siger hun:
”Der er da mange af vores venner, der siger ’wow, tænk, at I tør’. Men vi har ikke selv noget behov for at stå frem som særlige trendsættere. Vores valg handler ikke om andres ’likes’, men om, at vi på den her måde kan leve et liv, hvor vi både får mere nærvær i vores lille familie og kan være tæt på andre og på den måde forhåbentlig gøre en forskel lokalt.”
Naboen banker på. Hun har masser af nedfaldsæbler med – og et par legekammerater til Elmer og Saga.