Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kurt Westergaard: Vreden har beskyttet mig

Selvom tegneren Kurt Westergaard for længst har affundet sig med Pet-folkene og kun har lovord til overs for dem, er der også vrede: ”En vrede over, at nogen ville slå mig ihjel. En vrede over, at jeg er kommet i den absurde situation, at jeg i mit eget land er nødt til at leve under beskyttelse. Men samtidig har vreden måske også beskyttet mig mod traumer. Der ligger også en vis overlevelsesvilje i at blive gal i hovedet,” siger han. - Foto: Lars Pauli

Fem år efter økse-overfaldet lever Kurt Westergaard sin hverdag i harmoni med Politiets Efterretningstjeneste. Han er verdenskendt som ”Muhammed-tegneren”. Nu tegner han H.C. Andersen og illustrationer til ”Himmerlandshistorier”

Foran huset i Viby ved Aarhus holder den sorte pansrede personbil, og en høflig Pet-mand materialiserer sig ud af intet og spørger, om han må se, hvad man har i tasken, mens kollegaen kontrollerer identifikationspapirerne. Først derefter er der adgang.

Indenfor tager ”Muhammedtegneren” imod med sølvknappet stok i hånden og varm hjertelighed.

”Der er kaffe på kanden,” siger han til Pet-manden, som forsvinder ud i køkkenet, mens Kurt Westergaard viser ind i stuen med hans mange tegninger på væggene. Tegne har han altid gjort. Som ung stod forhåbningerne til kunsten, men det kunne hans jordbundne købmandsfar absolut ikke se nogen fremtid i for sønnen.

”'Skal du være kunstner, så enten drikker du dig ihjel, eller dør af sult,' mente min far, som i øvrigt selv var en glimrende amatørmaler. Nej, jeg skulle læse til lærer. Så kunne jeg tegne løs på den sorte tavle og male i de lange sommerferier.”

Så Kurt Westergaard blev lærer, tysklærer i Grindsted - og kom med årene til at undervise nogle af systemets svageste elever med særlige behov i specialklasserne.

I dem har han fundet sit tydeligste billede på den gode Gud, han hørte om i søndagsskolen - men hvor der også blev fremmanet en massiv djævleskræk, som kom til at præge hele hans barndom.

”At jeg som voksen blev ateist, kan måske derfor udlægges som min private hævnakt over for min barndoms søndagsskole,” mener han og understreger enhvers ret til at tro, hvad man vil, så længe det ikke går ud over demokratiet eller det enkelte menneskes frihed.

”Det religiøse menneske ender som en trist farce, når der ikke længere er tvivl,” tilføjer han og vender tilbage til sin tid som underviser i specialklasserne.

”Jeg er nok mest optaget af det guddommelige, jeg har fundet i mit møde med andre mennesker. Som hos mine elever i specialundervisningen. Hos dem mødte jeg en ægte naivisme og en ægte og varm tillidsfuldhed og kærlighed.”

Mens vi har talt sammen, er Pet-manden lydløst gledet ind fra køkkenet og gennem stuen et par gange. Diskret, men samtidig som en håndfast påmindelse om den latente fare, som Kurt Westergaard og hustruen, Gitte, må leve deres tredje alder i.

De seneste fem år har Pet, Politiets Efterretningstjeneste, været del af deres hverdag, hvor de har været under konstant sikkerhedsovervågning døgnet rundt. Kurt Westergaards tegning i Morgenavisen Jyllands-Posten af muslimernes profet Muhammed med en bombe i turbanen gjorde ham ikke blot verdensberømt, men samtidig til et udsat mål for militante islamister. Massakren på det franske satireblad Charlie Hebdo i Paris i begyndelsen af januar i år har på blodigste vis understreget, at denne fare fortsat må tages dybt alvorligt, selvom Kurt Westergaard for længst er gået på pension, og nu - på vej mod de 80 år - bruger sin tid på at male fabulerende ark over H.C. Andersens eventyr og tegne illustrationer til Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier”.

Samtidig er der dog stadig bid i den gamle satiretegners streg. På Westergaards ark med illustrationer til H.C. Andersens ”Den standhaftige tinsoldat” møder man humanistens barske kommentar til fanatismen og krigsgalskaben, anført af døden som general. Ligesom han nu har tegnet sin kommentar til de seneste begivenheder i Paris: En terrorist, som med en maskinpistol angriber Marianne, den franske republiks symbol. Og via sit galleri, Draupner i Skanderborg, har han udgivet endnu en tegning til støtte for Charlie Hebdo.

Selv er Kurt Westergaard indstillet på samlivet med Pet som en fortsat nødvendighed, og samlivet er tilsyneladende harmonisk.

”Pet-folkene har været en vældig god oplevelse for os. De er top-professionelle og besidder samtidig fine sociale kvalifikationer, som jeg og vi allesammen nyder godt af. Hele familien holder meget af dem.”

Men tingene er noget besværlige: Besøgende skal tjekkes, og når tegneren bevæger sig udenfor, foregår det sammen med Pet i den pansrede personbil.

Døgnovervågningen blev indført, efter at en somalisk mand nytårsdag 2010 trængte ind i huset og forsøgte at overfalde ham med en økse. Kurt Westergaard reddede livet ved at flygte ud på badeværelset, som var blevet indrettet som sikringsrum. Han fulgte dermed præcis de anvisninger, han havde fået af Pet og er også i dag overbevist om, at han gjorde det eneste rigtige, selvom han måtte efterlade sit femårige barnebarn, Stephanie, i stuen.

”Ellers ville det have endt i et blodbad. Pet havde jo instrueret om, at en terrorist efter al sandsynlighed kun ville gå efter mig, og det viste sig heldigvis at passe. Stephanie fik at vide, at det var en tyv, der var brudt ind i huset, og hun har ikke fået nogen mén af oplevelsen.”

I dag bor Stephanie i USA sammen med sine forældre. Egentlig er hun barn af et albansk plejebarn, som Westergaard i nogle år havde boende, mens hun tog en musikuddannelse i Danmark, og som senere blev gift med en dansker, men det var for indviklet at forklare til journalisterne og ændrer ikke ved, at både mor og datter betragtes som nære medlemmer af familien. Stephanie troede på politibetjenten, som bagefter beroligende fortalte hende, at det bare havde været en indbrudstyv, og slap uden traumer. Det samme gjorde Kurt Westergaard, ifølge egen forklaring, i modsætning til nogle af de andre tegnere, der også deltog med tegninger af Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Selv mener han, at det, der mentalt har båret ham igennem, er vreden. For selvom han for længst har affundet sig med Pet-folkene, og kun har lovord tilovers for dem, er der også vrede.

”En vrede over, at nogen ville slå mig ihjel. En vrede over, at jeg er kommet i den absurde situation, at jeg i mit eget land er nødt til at leve under beskyttelse. Men samtidig har vreden måske også beskyttet mig mod traumer. Der ligger også en vis overlevelsesvilje i at blive gal i hovedet.”

Arbejdet som lærer i specialundervisning og som inspektør for en specialskole blev med årene Kurt Westergaards snørklede og indirekte vej til den kunstneriske bane, han inderst inde stadig drømte om. For som lærer i specialklasserne ankom han netop i de frugtbare år, hvor der blev eksperimenteret på livet løs med nye tiltag i undervisningen, og her fik Kurt Westergaard for alvor brug for sine tegneevner. Han tegnede til det nye undervisningsmateriale og gjorde det så godt, at han fik tilbudt en stilling som tegner på den daværende avis Demokraten og siden Morgenavisen Jyllands-Posten.

Med pen og vid spiddede han her dagens aktuelle emner og fik reaktioner fra fornærmede præster, når han kom for tæt på det religiøse, som når han for eksempel til en kronik om kristendom og kapitalisme tegnede Jesus med dokumentmappe og i Armani-jakkesæt på vej væk fra korset, efterladende en seddel med påskriften: ”Træffes søndag 10-11 og 14-15”.

”Den var der nogle præster, der blev fornærmede over, men når folk har ringet til mig og skældt ud, har vi altid kunnet få en god snak ud af det. Og det var jo ikke kristendommen, men den uskønne blanding af kristendom og kapitalisme, der her blev angrebet i kronikken og min tegning.”

Satirikere udgør et anarkistisk folkefærd og må nødvendigvis være i opposition til magthaverne, fastslår Kurt Westergaard. Satiren er med til at holde den sunde balance i demokratiet.

”Generelt mener jeg, at den danske satire er præget af stor humor og elskværdighed. Charlie Hebdo er jo meget grovere i sin satire, end vi kender det herhjemme. Måske hører min Muhammed-tegning mere hjemme i Charlie Hebdo-sammenhæng end i den danske humortradi-tion?”.

Kurt Westergaard lader spørgsmålet stå ubesvaret og forklarer idéen bag sin Muhammed-tegning:

”Den var jo ment som en illustration af, at terrorister får deres åndelige ammunition fra dele af Koranen.”

Barndommens oplevelser i søndagsskolen derhjemme i landsbyen i Himmerland, hvor han voksede op, vaccinerede ham mod religiøs fanatisme.

”Mine forældre gik i folkekirken og var på det område som folk er flest, men de drev jo også deres købmandshandel, og missionsfolkene var også kunder, som der skulle passes på.”

Så derfor blev Kurt og hans søster sendt i søndagsskole, hvor Indre Mission underviste, og blev her kontant konfronteret med synd og Djævelen.

”Det skabte en angst i mig. Når vi skulle sove, bad vi jo Fadervor, men jeg var også lige nødt til at kigge under sengen for at være sikker.”

”Jeg husker, at jeg en dejlig varm sommerdag stod og så op i den blå himmel. Deroppe var jo Gud, vidste jeg, men han var langt borte. Satan, derimod, var lige under mig. Han var tæt på.”

Og Djævelen fristede hele tiden, så man altid måtte være på vagt.

”Der blev jo selvfølgelig også talt om Gud, men denne religiøse angst og traumatisering ødelagde meget. Den kom jeg først fri af, da jeg i gymnasiet stiftede bekendtskab med kulturradikalismen og de moderne forfattere. Der var altså andre måder at se tilværelsen på end at følge den religiøse autoritetstro.”

På den anden sidevil han som voksen også anerkende de positive sider af religionen.

”Der var jo folk på egnen, som troen reddede, så de kom ud af deres druk og fik et godt liv, og min egen mor døde i den faste overbevisning, at hun ville mødes med min far på Paradisets grønne enge. I min mors tro mødte jeg religionens smukke, enfoldige side, ligesom i den tillidsfuldhed og kærlighed jeg som lærer havde mødt hos mine elever i specialundervisningen.”

”Faren er, når det religiøse udvikler sig til enten sadisme, hvor et menneske gennem religionen kan føle sig højt hævet over andre, eller det modsatte, masochisme, hvor man blindt underkaster sig en autoritet,” tilføjer tegneren, men bryder så tankerækken for at fortælle om glæden. Helt konkret: Glæden ved deres barnebarn nummer 10 og glæden ved at begynde at komme ovenpå igen efter et annus horribilis med sygdom, operation og hjertestop.

”Vi vil jo alle gerne blive gamle, men ikke være det,” konkluderer den 79-årige.

Nu træner han med daglige øvelser og holder hjernen i gang med at lære spansk, for de har børnebørn i Peru.

Og så tegningerne selvfølgelig med det fabulerende farverige liv og den livsbekræftende poetiske og orientalske stemning af ”1001 Nat”, der sammen med humoren, ironien og biddet fortsat kommer til udtryk i ”Muhammed-tegnerens” kunst. Fantasi og farver.

”Måske havde jeg for meget fantasi til at undervise i tysk grammatik?”, tænker han højt med et lille smil på vej ud, hvor Pet står parat og er hjælpsom med at lede efter et bortkommet halstørklæde, inden gæsten sluses ud. Som del af familien.

Kurt Westergaard har stillet en af sine tegninger til rådighed som støtte for det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Overskuddet fra salget af den trykte og signerede tegning går til de efterladte og til Charlie Hebdos fortsatte udgivelse. Tegningen ”Free Spech”, hvor en mand på urimelige vilkår forsøger at holde sig selv oppe, mens han med pennen i hånden prøver at finde balancen, symboliserer ytringsfrihedens svære balancegang. -