Prøv avisen
Spørg om livet

Det handler ikke kun om en lussing

Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Mange læsere har reageret på sidste uges brevkasse, hvor Marianne ikke for alvor angrede en lussing, hun gav for mange år siden. Det er vigtigt at tage imod, når voksne børn vil tale om det, der har været svært

I sidste uge svarede vi på et spørgsmål fra Marianne, der i de senere år ikke havde haft en god relation til sin voksne søn. Han ville gerne snakke om sine oplevelser og blandt andet gerne have en velment undskyldning for, at han som en lille treårig dreng havde fået en ganske velovervejet lussing, fordi han havde været hysterisk og ikke ville tage nogle bestemte strømper på juleaften. Hans mor, Marianne, havde givet ham en undskyldning, men problemet for hende var, at hun med munden godt nok havde sagt undskyld, men at hun i sit indre egentlig slet ikke mente det.

Vi har efterfølgende fået nogle breve fra andre læsere med reaktioner til både os og Marianne. Flere af brevskriverne har selv fået minder fra deres eget liv på den ene eller anden måde. Vi bringer hermed nogle af dem.

Kære brevkasse

Dette brev kan godt stiles til Marianne. Hvor var det positivt at læse dit brev, vedrørende dengang du gav din søn en lussing. Det var ikke godt, at du gav ham lussingen, men det var positivt, at du rent faktisk skriver og beder om råd fra kompetente medmennesker. Rådet, de gav dig, skal du lytte til. Jeg synes, at dit brev bærer præg af en slags arrogance og ligegyldighed over for andres meninger, også især din søns. Men det, at du tager dig tid til at skrive og bede om råd, viser, at du, trods alt ikke er helt blind over for andres tanker. Og det er håbefuldt.

Det, du skriver, giver ekko i det, som jeg i hele mit liv har oplevet fra mine egne forældre. Julen står den dag i dag som noget, jeg bare skal have overstået, og jeg kæmper hvert år med at finde glæden i juletiden, ikke for min egen skyld, men for mine dejlige børns skyld. Det er efter mange års angstpræget forhold til mine forældre lykkedes mig at opnå en form for samvær med dem, som er båret mere af pligt end af glæde. Mine forældre er gamle og ville aldrig nogensinde erkende nogle fejl, og jeg har opgivet forståelse fra dem.

Men i dit forhold til din søn er der stadig håb for en gensidig respekt. Jeg tror, du skal se, at han måske kæmper for at ”vise, hvor dygtig han er, hvor smuk en kone han har, hvor flot et hus og hvor dejlige børn han har” – alt sammen for at imponere dig. Jeg tror, at det er din kærlighed, han higer efter, din betingelsesløse kærlighed, som han efterstræber. Jeg er ikke i tvivl om, at du elsker din søn, men jeg bliver i tvivl om, hvorvidt du respekterer ham på lige fod med dig selv. Og det er op til dig at ændre adfærd og behandle din søn som ligeværdig.

Venlig hilsen

Jette

Kære brevkasse

Jeg læser som regel jeres brevkasse og finder mange gode svar, men når det gælder svaret til Marianne, så synes jeg, I rammer helt i skoven. Stakkels kvinde, der får det svar. En dreng på tre år kan intet huske ind i voksenalderen, og han har ingen idé om juleforventninger.

Venlig hilsen

Kenneth

Kære brevkasse

Tusind hjertelig tak for svaret i sidste uges brevkasse. Jeg har oplevet næsten det samme som Marianne, og jeg angrer forfærdeligt, at jeg ikke handlede mere konsekvent og ikke mindst lyttede til min søn, da han gentagne gange kom til os og ville have ”vores” relationer på plads. Men vi nåede det desværre ikke. Vi har ikke vores søn i dag. Han valgte at dulme tankerne med hash og alkohol og døde af det, da han var midt i 30’erne.

Venlig hilsen

Karen

Kære brevskrivere

Tak for jeres respons på sidste uges brevkasse. Vi håber også, at Marianne, der skrev i sidste uge, kan få videre inspiration og tanker ved at læse med i dag.

Vi mennesker er meget forskellige. Nogle kan have svært ved at huske noget før skolealderen, mens andre har minder helt tilbage til de allerførste år. Det, som gør indtryk, har større chance for at fæstne sig, og en lussing som treårig sætter sig i krop og sind. Det er meget muligt, at man ikke husker omstændigheder og detaljer i øvrigt, og det er heller ikke sikkert, at juleforventningen er på samme måde, når man er 3, 6 eller 10 år. Men det, der lagrer sig, er ikke bare de enkelte handlinger, men den relation, tryghed og forudsigelighed eller mangel på samme, som er familiens klima og åndedræt. Derfor er de første leveår kernen i en persons liv og uhyre vigtige for ens livsmod i alle de efterfølgende år også som voksen. Forskere, pædagoger og børnepsykologer verden over har i mange årtier bekræftet, hvor afgørende betydning de første leveår har for vores mentale sundhed, vores tilgang til livet, til os selv og til andre.

En del voksne må, når de skal være helt ærlige, erkende at have rusket eller slået deres børn på et eller andet tidspunkt. Måske er det bare sket en enkelt gang. Og det kan ligge som en samvittighedsbyrde for nogle forældre. Og så er det godt at få snakket med sine voksne børn om det på et tidspunkt. Nogle gange siger børnene så, at det kan de knapt huske, eller de kan godt huske det, men lægger ikke det store i det. Og andre gange kan emnet lukke op for en vigtig og sårbar samtale om de følelser, der er knyttet til vigtige episoder i livet.

Vi kommer aldrig til at forsvare kropslig afstraffelse eller lussinger givet i frustration. Det er kun af negativ og destruktiv karakter. Men der er milevid forskel på, hvordan relationerne, tilliden og villigheden til samtale, undskyldning og tilgivelse er tilstede og praktiseres i de enkelte familier. Derfor handler det sjældent kun om en lussing eller ej. Men endnu mere om klimaet i familien.

Når en voksen søn eller datter henvender sig og gerne vil snakke om deres relation og smerte, må man forsøge at tage imod det som en gave. Også selvom indpakningen af gaven ikke er særligt indbydende og måske tager udgangspunkt i en hændelse, som indeholder kritik og bebrejdelse. Selve gaven består i ønsket om relation og forståelse og genoprettelse af noget, som har været svært.

Det gør stort indtryk, når en af jer i stor smerte må angre, at den gave, fra en måske følsom søn, ikke blev taget imod, og at det en dag blev for sent. I den historie er der sikkert mange andre puslespilsbrikker. Men det minder os alle om på en meget alvorlig måde at gøre os umage med at forstå og tage imod vores børn og medmennesker, når de kommer til os med en smerte, der også indeholder en kritik af os selv. Ved at vise oprigtig lydhørhed og respekt, kan der i bedste fald skabes nye rum og nye muligheder for, at relationer kan næres og blive til gensidig glæde.

Mange hilsener